Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

opfundet endnu, vil jeg koncentrere mig om netop områdeorganistordningen
i det følgende.
oMRådEoRGaniStoRdninGEn
I begyndelsen af 1980’erne tog man en beslutning i sognene i to af provstiets
dengang fem kommuner. I Græsted-Gilleleje og Helsinge Kommune
satte man sig sammen og besluttede sig for at oprette det, der dengang var
en (forsøgs)mulighed: at etablere en områdeorganistordning og ansætte en
områdeorganist. Kirkeministeriets tanke med ordningen – er det blevet mig
fortalt – var at understøtte og efteruddanne organister i landområder, hvor
de jo ofte sad helt alene, og hvor de ofte små kvoter, de sad med, ikke lagde
op til det store spræl. Og altså også at lægge op til samarbejde mellem
sogne. Og som besluttet så gjort. De tretten sogne i de to ligningsområder
etablerede et fællesudvalg med en repræsentant for hvert menighedsråd. Så
ansatte de i samarbejde med et af sognene, Søborg, en konservatorieudddannet
organist med 60 % til sognet og 40 % til ordningen, etablerede et
kontor og ansatte en sekretær 8 timer om ugen.
Områdeorganisten gør ikke tjeneste ved andre kirker i området. Hans virke
er derimod:
1. at sørge for praktisk og teoretisk efteruddannelse af organister og kirkesangere.
2. koordinering, tilrettelæggelse og gennemførelse af kirkekoncerter.
3. konsulentvirksomhed for områdets menighedsråd i kirkemusikalske anliggender,
f.eks. i forbindelse med ansættelser og anskaffelse af musikinstrumenter.
4. konsulentvirksomhed ved oprettelse af kor ved de enkelte kirker.
6. ledelse af det til stillingen knyttede sekretariat.
Udgiften – dvs. de 40 % af lønnen og administrationen – blev delt mellem
sognene efter indbyggerantal og administreret over Søborg Sogns kirkekasse.
Og så gik man i gang. Og til stor glæde for mange.
nEdtUR
Men som årene gik, også med større og større besvær! Menighedsråd kommer
og går. Og de nye var ikke altid så begejstrede som pionererne. Ordningen
var gang på gang til debat. Var det nu også nødvendigt? (Pinligt nok
spurgte man ikke, om kirkemusikernes mening). Kunne man ikke bruge
pengene til noget andet? Nogle ville melde sig ud. Men områdeorganisten
var jo tjenestemand, så han skulle have sin løn alligevel. Diskussionerne
kom og gik. Men hvad der var næsten værre: Fællesudvalget fungerede
ikke, eller næsten ikke. Fordi udgiften var på hvert enkelt menighedsråds
budget, viste det sig næsten umuligt at få udvalget til at tage en beslutning.
Nogen skulle altid lige tilbage og have det konfirmeret i deres eget råd, og
næste gang var der en, der ikke havde været der sidste gang, og »når nu de
andre først har spurgt, så må jeg også hellere, og vi har først møde igen om
fem uger« osv. osv. Trætheden viste sig med trægheden. Noget skulle der
ske. Og det gjorde der. Heldigvis.
oG oP iGEn
I 2003 blev konstruktionen ændret. Man blev enige om at finansiere forlods
af ligningen, altså inden ligningsmidlerne blev fordelt på sognene. Og
det blev godkendt af Kirkeministeriet. Det viste sig at være en rigtig god
idé.
Fællesudvalget består som før af en repræsentant fra hvert sogn. Men nu
tager man lystigt de beslutninger, der er nødvendige. Organisterne kaster 103