Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

være igen at lære at sætte ord på, at italesætte troen og livet, både hver for
sig og sammen. Den popularitet babysalmesang med unge mødre og deres
børn og børnegudstjenester (spaghetti-gudstjenester, eller hvad man nu kalder
dem) har fået, kunne tyde på, at der er et behov for at være sammen og
at sætte ord på samværet. Forhåbentlig breder det sig op gennem aldrene,
og forhåbentlig er der ressourcer til at følge det op.
De senere år har været præget af, at vækkelsernes traditionelle kirkelige liv
mere eller mindre er forsvundet. Omkring 1970 var der stadig i alle sognene
god opslutning til den (de) ugentlige gudstjeneste(r) og møderne i
ugens løb i menighedshusene eller kirkens mødelokaler. Det har ændret sig
radikalt. Der er i dag ikke mange faste kirkegængere, der kommer i kirken
næsten hver søndag. Til gengæld er kirkerne næsten hver søndag fyldt af
de store barnedåbsfølger, ligesom der til et standardbryllup er omkring dobbelt
så mange gæster i dag som for 30-40 år siden. Det betyder, at præsterne
i dag har mulighed for hver uge at tale til flere forskellige tilhørere,
end vi havde for en menneskealder siden. Samtidig er der stor velvilje og
lydhørhed. Den kan måske være kritisk, men det var den også tidligere.
Forskellen er især, at dengang sagde man ikke altid til præsten, hvad man
mente. Det gør man i højere grad i dag. Det er den positive side af den
svindende, eller måske rettere: forsvundne autoritetstro, også i kirken.
Det er en temperamentssag, om man vil foretrække tidligere tiders kirke-
og menighedsliv eller vor tids mere event-prægede forhold til kirken. Dåbsprocenten
er høj, udmeldelserne af folkekirken forholdsvis få, og den positive
forventning til kirken og præsterne større, end den var for en menneskealder
siden. ét minus er der imidlertid ved den udvikling, der har været
i gang siden 1960’erne, nemlig menighedsrådenes politisk-folkelige mandat
og deres både formelle og reelle kompetence. Menighedsrådene har aldrig i
byområderne haft det samme folkelige mandat, som de har på landet, hvor
alle kender hinanden, men takket være de livskraftige menighedssamfund
havde de en fast forankring ikke alene i det kirkelige, men også i det folkelige
liv. I takt med, at menighedssamfundene har mistet deres betydning, og
mange af de aktive omkring kirkerne er sognebåndsløsere, der netop ikke
bor i sognet, har menighedsrådene mange steder mistet deres folkeligt-politiske
mandat.
Deres formelt-politiske mandat er i orden, men i betragtning af, at der meget
sjældent er valg, da der kun indleveres en enkelt mandatliste til menighedsrådsvalgene,
er deres folkelige mandat til at overse. Samtidig har menighedsrådene
fået tillagt flere og flere administrative opgaver, ligesom der
i alle sogne er bygget sognegårde, og der i dag er flere ansatte ved kirkerne
end tidligere. At det som regel alligevel går godt, skyldes, at der sidder
mange dygtige folk i menighedsrådene, og at præsterne i det store og hele
er gode repræsentanter for folkekirken. Imidlertid er både provstiudvalg og
stiftsråd valgt ved indirekte valg af menighedsråd, der for de flestes vedkommende
ikke er blevet valgt ved afstemningsvalg i en almindelig parlamentarisk
valgproces, men er blevet erklæret for valgt, fordi der ikke var så
megen interesse for valget, at der blev opstillet alternative lister til de mandatlister,
som det afgående menighedsråd havde sammensat.
Menighedsrådenes indflydelse er blevet stadig udbygget i løbet af de forløbne
50 år, samtidig med at deres politisk-folkelige mandat er blevet stadig
ringere. Lad det være et håb for de kommende halvt hundrede år, at menighedsrådenes
politiske og folkelige mandat og deres reelle og formelle
kompetence igen kommer til at svare til hinanden.