Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

Med disse billeder skabes der rum for
et sprog. det er et sprog, som mennesker,
der elsker hinanden, benytter sig af
– bønnens sprog.
Med disse billeder skabes der rum for et sprog. Det er et sprog, som mennesker,
der elsker hinanden, benytter sig af – bønnens sprog.
For nylig reflekterede en journalist i Weekendavisen over sit forhold til
religion og autoritet: Jeg klarer livet selv og har ikke brug for nogen eller
noget! Journalisten peger på, at den anti-autoritære bølge havde noget på
hjerte og var et berettiget oprør mod autoriteterne. Men samtidig gjorde
den os blinde og døve for religion som sådan, påstår han.
Den forestilling er grundlæggende i det moderne menneskes tilværelsesprojekt:
Vi har ikke brug for hjælp fra andre. Hverken fra Gud eller mennesker.
Den tilgang til tilværelsen gør mennesker usikre over for det at bede. Hvad
nytte er det til? spørger vi. Gør det nogen forskel? Usikkerheden knytter sig
især til kristen bøn og bøn i kirkens rum.
Når vi oplever krise og død i vores nærmeste omgivelser, ved vi sjældent,
hvad vi skal gribe fat i. Det kan i disse situationer være svært at finde sprog
til bøn. Hvad enten det er et sprog, der høres med øret eller kun opfattes med
hjertet. Men ikke desto mindre er bøn livsvigtig – for os som mennesker i
dag. Bøn er vores mulighed for at undgå at blive afstumpede. Vores chance
for at blive hele mennesker. Ikke i et snuptag eller ved mystiske øvelser.
Men fordi vort liv gennem bønnen står på tærsklen til glæden og åbnes for
Livets Gud. Bøn er vores mulighed for at undgå resignation og stilstand.
Også når vi oplever skæbnesvangre tilskikkelser i tilværelsen, tror jeg.
Gud går ikke rundt med hånden på grensaksen – eller motorsaven for den
sags skyld.
Jesus udfordrer vores billeder af Gud. Han bruger billeder om Gud, der
knytter til ved organisk liv og sammenhæng: »Skilt fra mig kan I slet intet
gøre,« siger han.
Jesus lægger selv krop til kærligheden. En kærlighed, der bedst kan beskrives
som et sted, et rum, en åben plads, hvor vi kan leve. Et sted, hvor vi
kan ånde frit og udfolde os. Kærligheden hedder Kristus. I hans nærvær, i
kærlighedens rum og på kærlighedens gårdsplads, kan vi leve. Uden ham
til at fastholde kærligheden som vort livs inderste mening kan vi intet
stille op mod angsten, usikkerheden og tvivlen. I kærlighedens rum rækker
mennesker hånden ud og beder. Beder en anden om hjælp, om nærvær. Vi
rækker hånden ud og retter vores bøn mod Gud eller mod et menneske.
Ikke et enten-eller, men et både-og.
Åbningen over for Gud i bøn skaber åbning over for mennesker omkring
os. Afvisningen af et andet menneskes bøn til os, er en afvisning af Gud i
vort liv.