Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

den kristne udfordring:
Velfærdsstatens ophav
MiddELaLdEREnS VELFæRdSkiRkE
Den kristne kirke, der i 900-tallet kom til landet, og som efterhånden bredte
sig til alle lag i det danske samfund, hviler på Jesu ord om at sørge for sin
næste. Både i middelalderen og i nyere tid har det været kirkens fornemste
opgave at forkynde Kristus til frelse for alle mennesker. Frelsen betyder befrielse
fra alt det, der stjæler og ødelægger liv og fællesskab, også undertrykkende
politiske og økonomiske strukturer. Forståelsen af Kristi frelsergerning
hviler ikke på ånden alene, men på hele mennesket, og derfor er det
utænkeligt at lade mennesker lide. Kirken og den enkelte kristne er forpligtet
til at tage sig af de fattige, de nødlidende, de sørgende.
Denne opgave er så indlysende, at den sjældent omtales i kirkehistoriske
værker, hvori de store fejder over læresætninger eller konflikter mellem
kongemagt og kirkemagt får størst opmærksomhed. Men i det levede liv er
kristendommen en religion, der tilbyder støtte til de svage og lindring til de
syge. Således skrev Benedikt af Nursia i sin Munkeregel, der fra 800-tallet
Af professor
Brian Patrick McGuire,
Roskilde Universitetscenter
blev udbredt i Vesteuropa, at klostret skal tage imod enhver gæst, som om
han eller hun var Kristus selv. Hermed realiserede han Jesu ord om, at hvad
man gør for de mindste, gør man for Jesus selv.
Middelalderens kristendom udviklede ideen om substitution: i ethvert
menneske findes der en Jesus, og derfor kan man ikke skelne mellem, hvad
man gør for den enkelte, og hvad man gør for Vor Herre. Denne substitutionslære
fremgår for eksempel af en fortælling om den store 1100-talsskikkelse,
Bernard af Clairvaux, hvori han siger til en munk, der er bange for
at modtage nadveren, at han trygt kan læsse al sin tvivl og usikkerhed oven
på sin abbed. Ved på den måde at låne sin tro ud, viser Bernard, at han
tager munkens angst og vaklen på sig for at lindre dennes smerte og gøre
det muligt for ham at forblive i klostrets fællesskab.
I middelalderens trosverden blev mennesker til hinandens støtter og velgørere.
Gejstlige, og især munke, fandt ikke alene grundlag for denne overbevisning
i evangeliet, men også i klassiske tekster, for eksempel Ciceros værk
om venskab. Klostergrundlæggelser og andre institutioner hvilede på forpligtende
venskaber, og de involverede sørgede for hinanden og skabte et
åndeligt og materielt overskud, som andre mennesker fik glæde af. Vi ser
resultatet af disse bånd i de cistercienserklostre, der i anden halvdel af
1100-tallet blev grundlagt overalt i det danske rige. Munkene kom hertil
fra syden og viede deres liv til arbejde og bøn i venskabets fællesskaber.
REFoRMationEnS oPGøR
I begyndelsen af 1500-tallet var der et par hundrede klostre overalt i landet,
hvortil mennesker i nød kunne henvende sig og få hjælp. Helligåndsklostrene
i byerne baserede sig således på en karitativ kristendom, og deres 79