Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

Prædiken ved
Landemodegudstjenesten
i Skt. Olai Kirke, Helsingør, den 2. oktober 2010
over Johannesevangeliet 15,1-11
(Prædiketekst til 18. søndag efter trinitatis)
Solstråler spiller i morgendisen. Vi sidder alene i solen og drikker en kop te.
Vores gæster og store børn sover stadig – alt ånder fred og ro.
Charlotte – min kone – og jeg taler om lykken og stilheden – om denne
dejlige plet, vi har i Sverige, hvor rådyr græsser og harer springer i hegnet.
Jeg fortæller undervejs, at jeg aftenen i forvejen er kommet godt i gang med
en af Agatha Christies kriminalromaner om livet i en idyllisk engelsk
landsby. Og om hvordan idyllen bliver brudt…
I kirkens rum er der højt til loftet! Prøv selv at mærke efter: Det er de
store ord i livet, vi får lov at lytte til. Det er den store musik – også i bogstavelig
forstand – vi lægger ører til her i kirken.
Af provst Eigil Saxe,
Lyngby Provsti
Foto: Gitte Müller
Som indgangssalme sang vi i dag Salmebogens nr. 2 »Lover den Herre«.
Med store ord og stærke billeder på det at være menneske udtrykker vi
glæden ved livet. Glæden over livet. Vi sættes ind i den dybe sammenhæng
med vores ophav, Livets Gud.
Grundstemningen i gudstjenesten er glæde. I sin bog om Glæden peger
Helmut Friis på, at lovsang udtrykker den ubetingede tilslutning til livet.
Ikke kun delvist og tvetydigt og på visse betingelser. Derimod entydigt som
et ja-og-amen til livet som helhed og ikke blot den del, der passer mig. I
dåben bydes vi velkommen til verden – ikke på bestemte vilkår, men netop
uden betingelser. Vi har imidlertid lettere ved at se verden i skuffelsens end
i taknemlighedens lys. Alskens ulykker, sygdom og krig har vi fantasi til at
forestille os, men ikke skønhed og glæde. Bibelen tegner billedet af verden
omvendt, skriver Friis. Med billeder fra Skabelsens morgen tegnes en vision
af skønhed uden grimhed, glæde uden sorg. Den fuldendte glæde, glædens
fuldkommenhed. Den fuldkomne glæde.
Jesus lægger sin hånd på dørhåndtaget. Det er Skærtorsdagaften. Jesus er
ved at tage afsked med sine venner. De skimter kun svagt, hvad der er på
færde, og hvad der er i vente udenfor i mørket på den anden side af dørtærsklen.
Den åbne dør fører Jesus til korset og korsfæstelse. Hér på dørtærsklen
lyder hans kærlige løfte og indtrængende opfordring: »Jeg er vintræet,
I er grenene.«
I dåben bliver vi som nye grene sat ind på det vintræ. Jesus taler om en
samhørighed mellem ham selv og hans disciple. En nærhed og afhængighed,
en gensidighed og samhørighed. Han bruger billeder, som fortæller om
en kærlighed og glæde, der vokser frem mellem ham selv og hans disciple. 17