Læs årbogen (pdf) - helsingoerstift.dk

Mit liv i og med
folkekirken
Blandt mine fødselsdagsgaver dette år var en bog med rødt omslag og et
overraskende indhold af stærkt varierende billedmotiver med tilføjede tekster
og korte kommentarer. Der var intet navn på skaberen af denne mærkværdige
»komposition« hverken på bogens forside, ryg eller bagside, blot
en hovedtitel på tre bogstaver, som dog var tankevækkende nok. Der stod
nemlig G-U-D, og jeg skal da være den sidste til at afvise, at han, der har
skabt så meget, også har kunnet finde på at medvirke til en bog – ja, det er
jo tilmed sket før. Forresten står der diskret allernederst på bogens forside:
»Trinitetsmaskinen«, hvilket jo har noget med Den Hellige Treenighed at
gøre, så Vorherre har altså ikke nødvendigvis været helt alene om det.
Nå, men efter at have bladet lidt i bogen fandt jeg endelig på en af dens
sidste sider endnu en ophavsmand ved navn Hein Heinsen. Han har om
ikke andet sat sig på bogens »copyright«, men melder her også om sin billedredaktion
og tilrettelæggelse. Denne bagmand genkender offentligheden
formodentlig som billedhuggeren med de spektakulære og ofte så pro-
Af Vagn Simonsen
vokerende skulpturer, at borgerprotester kan få selv et bystyre til at vakle
på taburetterne, hvis det overvejer at opstille et af hans værker på byens
torv. Min nærmere undersøgelse afslører, at Heinsen i tidernes morgen blev
uddannet teolog, hvilket nok bør få mig til at omfortolke hans og nogle
kollegers iøjnefaldende skulptur kaldet »Fredens Port« ved Fredensgade i
København. Engang passerede jeg ofte denne skrånende, skyhøje søjle, fordi
jeg havde en ungdomskæreste på Blegdamsvej. Da tillagde jeg den en
bestemt symbolværdi, men den må jeg vist hellere droppe og gå ud fra, at
søjlen snarere forestiller en himmelstræbende Jakobsstige.
Men hvorfor bruge plads på en anden mands bog, når jeg selv skulle fortælle
om mine glæder ved kristentro og folkekirke? Jo, fordi noget bestemt i Heinsens
bog giver mig mod til at erindre nogle billeder fra min barndom, som
satte sig tydelige og retningsgivende spor. Når man har nydt bogens uforglemmelige
billede fra 1969 af Lene Adler Petersens nøgenvandring og helt
bogstaveligt tagne »korsgang« gennem den tæt befolkede københavnske
børshal (på side 11), blader man videre til en stor trekantet og mørk granitsten
med tilføjet billedtekst: »Kun han er min klippe ... så jeg ikke vakler.«
Jeg husker ikke, om det var denne sten, Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll
gik med i sin sko, da han i sin tid forkyndte et mere teoretisk og luftigt
syn på Gudfader, end »den levende Gud«, som andre præster præker om.
Men denne granitsten, der stikker numsen i vejret ud for en formentlig
norsk kyst, er så håndfast og konkret, at den svarer til de billeddannelser,
som jeg fik, da jeg i seks-syvårsalderen begyndte i søndagsskolen på Sallingvej
hjemme i Vanløse. Hvad jeg dér hørte og lærte om Faderen og Sønnen
og om deres forhold til hinanden og til os almindelige mennesker, omplantede
jeg til to levende og velfungerende skikkelser, nemlig vores købmand 75