Faglighed og tværfaglighed - FALS

ANMELDELSER - Politik i øjenhøjde
Politik i øjenhøjde
Aage Frandsen: Politik i praksis. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, 460 s. kr. 375,-
Det er et digert værk, Aage Frandsen her har
begået. Der gennemgås en lang række af politiske
forlig, der giver et indblik i, hvordan de politiske
forhandlinger foregår på Christiansborg og
omegn. Man får et godt indtryk af afstanden mellem
de formelle regler om politik, som de fremgår
af grundloven, og den måde, politik drives på
i virkeligheden. Det er nok Folketinget, der vedtager
lovene, men inden da har embedsmænd,
eksperter, interesseorganisationer og pressen
udfoldet betydelig indflydelse.
Aage Frandsen giver flere eksempler på, hvordan
forhandlingerne i dag har flyttet sig fra Folketinget
og til forarbejdet. I dag er det almindeligt,
at der er indgået et politisk forlig, inden sagen
lægges ned i Folketinget, hvor det tidligere var
sådan, at de politiske forlig ofte blev indgået i forbindelse
med lovbehandlingen. Et af de eksempler,
han bruger, er gymnasiereformen, hvor han
selv spillede en fremtrædende rolle som den, der
var med til at samle oppositionen om en fælles
politik.
Da der først var lavet forlig om gymnasiereformen
mellem partierne, var der ikke meget tilbage
til Folketingsbehandlingen. Den foregik mellem
9. oktober 2003, hvor lovforslagene blev fremsat
og den 5. februar 2004, hvor de blev endelig
vedtaget. Kun 2 deputationer mødte frem for
Folketingets uddannelsesudvalg, hvor der var 5
udvalgsmøder mellem 1. og 2. behandling, men
ingen mellem 2. og 3. behandling. Aage Frandsen
mener i bakspejlet, at det ikke var uden betydning
for lovens gennemførelse i den form, hvem
det var, der som minister sad for bordenden og
ledede forhandlingerne. Han betegner Ulla Tørnæs
som ”fordomsfri” og ”fri af gamle forestillinger”,
hvad der var medvirkende til, at alle de i
forliget indgående partier fik lidt med, og at det
36
overhovedet var muligt at lave en så relativt gennemgribende
reform af det gamle gymnasium,
der bl.a. brød med de traditionelt stærke fagfaglige
traditioner på flere måder.
Der kommer mange spændende detaljer frem,
når man får tingene fortalt af en person, der
selv har været med. Når det er sagt, må man
dog nok også sige, at dette er medvirkende til
nogle af bogens begrænsninger. Det er blevet til
ligle lovlig meget ”politik i øjenhøjde”. Man savner
lidt perspektivering og teoretisering, der
kunne hæve den daglige praktiske politik op på
et højere plan. Jvf det angivne eksempel, er det
for meget politikernes personligheder, gennemslagskraft
og gebærden sig i Christiansborglandskabet
og medielandskabet, der fokuseres på,
hvor man indimellem kunne have ønsket sig et
lidt bredere perspektiv. Det kunne man evt. have
fået via f.eks. en mere systematisk anvendelse
af magt­ og diskursanalyse eller i det hele taget
en bredere analyse funderet i samfundsmæssige
udviklingstræk og tendenser.
Bogen er imidlertid oplagt at anvende flere steder
i politologiundervisningen på både A­ og
B­niveau. Der gives mange gode eksempler på,
hvordan den parlamentariske kontrol gennem
onsdagsspørgsmål og via forespørgsler fungerer.
Med reformen skal vi på A­ og B­niveau beskæftige
os med policyanalyse. Det hedder f.eks. i
læreplanen om de faglige mål på A­ og B­niveau:
­ ”undersøge og dokumentere et politikområde”.
Her kommer bogen med flere bud på politikområder,
hvor teksten er engageret og levende.
Bogen kan altså bruges i uddrag i undervisningen,
og den må være et must i biblioteket i enhver
samfundsfaglig klasse.
Gregers Friisberg