Faglighed og tværfaglighed - FALS

Post­keynesian teori og ikke mindst metode,
således som den er blevet udviklet fra 1970erne,
ligger i direkte forlængelse af Keynes’ nye indsigt,
der som nævnt indeholdt en afvisning af generel
ligevægt som en relevant model til forståelse af
den makroøkonomiske virkelighed.
’Bastard-keynesianere’ og
’ny-keynesianere’
Keynes’ radikalt ændrede makroøkonomiske
metode fik dog ingen afgørende betydning for
den umiddelbart efterfølgende udvikling i det,
der blev kaldt keynesiansk makroteori op gennem
1950erne og 1960erne. Det var Keynes’
nye analytiske begreb effective demand, der kom
til at stå i centrum for denne teoriudvikling. På
trods af Keynes’ advarsler blev den effektive
efterspørgsel forbavsende hurtigt først af Hicks
(1937) og dernæst af Modigliani (1944) indarbejdet
i en generel ligevægtsmodel. ISLM­modellen,
og den deraf følgende neoklassiske syntese
kom til at dominere de økonomiske lærebøger
og den makroøkonomiske analyse til langt op
i 1970erne. Keynesianerne (som også omfattede
navne som James Tobin, Lawrence Klein,
Paul Samuelson og Robert Solow) forklarede
arbejdsløshed og konjunkturbevægelser som
kortsigtede fluktuationer i den effektive efterspørgsel,
hvor den makroøkonomiske tilpasning
blev hæmmet af de fænomener, som Keynes’
tilbage i 1934 havde kaldt ’creaks, groans and
jerks’. Disse ’imperfektioner’ blev modelmæssigt
fremstillet som trægheder i tilpasningen
til en langsigtet ligevægt i form af bl.a. pris­ og
lønstivhed og en beskeden renteelasticitet i forbrugs­
og investeringsefterspørgslen. Fra denne
periode stammer også adskillelsen mellem konjunktur­
og vækstteori, hvor den effektive efterspørgsel
indgår til forklaring af konjunkturbevægelser,
men forsvinder helt ud af de neoklassiske
vækstmodeller.
Denne neoklassiske syntese, af Joan Robinson
betegnet bastard-keynesianisme (Lodewijks
(2003)), videreudvikledes igennem 1980erne
og 1990erne inden for rammerne af den ny-keynesianske
teoriretning (Andersen (2000)). Her
fastholdes den overordnede generelle ligevægts­
ARTIKEL - Post-keynesiansk Makroteori
9
model som det analytiske fikspunkt, hvortil der
føjes flere mikroøkonomisk begrundede ’creaks,
groans and jerks’ til forklaringen af kortsigtede
afvigelser fra langsigtsligevægten. Det er fænomener
som ’efficiency wage’, ’asymmetrisk information’,
’kreditrationering’ og ’menu costs’, der
alle har rødder i den ny­keynesianske mikroteori
udarbejdet af bl.a. Gregory Mankiw, Edmund
Phelps, Paul Krugman og Joseph Stiglitz.
Post-keynesianere
– fra dissens til teoriudvikling
Den væsentligste inspiration for den post­keynesianske
teoriudvikling var den op gennem
1960erne stigende skepsis over for relevansen
af den neoklassiske syntese til at forstå ’the real
world’. Post­keynesianerne kom derfor i starten
til at bestå af en forholdsvis inhomogen gruppe
af ’dissenting economists’, der spændte bredt
fra marxistisk orienterede økonomer i den ene
ende af spektret til meget liberale ’østrigere’ i
den anden ende. Det havde den konsekvens, at
gruppen udadtil fremstod som mildt sagt usammenhængende
og indbyrdes ret så uenige både
analytisk og ideologisk.
King (2002) indleder sin glimrende History of
Post Keynesian Economics, på følgende måde [T]his
is a history of a dissident school of thought in macroeconomics
( p.1). Han lægger således vægten på
det forhold, at post­keynesianere ’afviger’ fra
the mainstream, hvilket formentlig var en rigtig
karakteristik af diskussionen tilbage i 1960erne
og 1970erne.
Det er først med etableringen af ’Journal of
Post Keynesian Economics’ i 1978 og udgivelsen
af ’A Guide to Post­Keynesian Economics’
i 1979, at betegnelsen Post­keynesian blev en
etableret makroøkonomisk teoriretning. Der er
ingen egentlig forklaring på valget af det foranstillede
’post’, idet denne teoriretning ikke er en
modstilling til Keynes’ teori, men tværtimod en
videreudvikling af Keynes’ originale bidrag ofte
med direkte referencer til hans værker. Denne
til tider noget tekstnære form for teoriudvikling
har medvirket til, at betegnelsen Keynes’ disciple
er blevet anvendt som en ikke ganske venlig