Levevilkår, livsstil og helbred i Grønland - Statens Institut for ...

mende blevet brugt til at beskrive og analysere befolkningens sygdomsmønster
(Bjerregaard 1991).
Manglen ved dødsårsagsstatistikken er, at den beskriver, hvad folk dør af og ikke
de sygdomme og lidelser, man lever med. Ændringer i sygdomsmønsteret, f.eks.
udviklingen i kræftforekomst og kredsløbssygdomme, registreres først i dødsårsagsstatistikken
mange år efter sygdommens start og endnu flere år efter, at befolkningen
har været udsat for de sygdomsfremkaldende faktorer (Rasmussen et
al 1988). Mere aktuelle datakilder til at følge sygdommenes udvikling er de egentlige
sygdomsregistre, f.eks. Cancerregisteret og registre over indlæggelser på
sygehuse. Hertil kommer survey over ambulante eller indlagte patienter og studier
af enkelte sygdomme eller sygdomsgrupper.
De beskrevne datakilder registrerer generelt sene stadier i en sygdomsproces og
forudsætter kontakt med sundhedsvæsenet. Den sygelighed eller det dårlige helbred,
der viser sig som besvær i dagligdagen, i problemer med at udføre sædvanlige
gøremål eller i en oplevelse hos det enkelte menneske, registreres ikke (Rasmussen
et al 1988). Det er desuden kun lægeligt defineret sygelighed, der registreres,
og ikke mere subjektive begreber som velbefindende, trivsel og helbred.
Sundhedsprofilens oplysninger om helbred består dels af selvvurderet helbred,
dels af selvrapporteret sygelighed og funktionsevne. En persons selvvurderede
helbred er pågældendes angivelse på en skala af den samlede oplevelse af helbredet
i almindelighed. Denne vurdering vil som regel være forholdsvis konstant
gennem længere tid og påvirkes kun i begrænset omfang af aktuel sygdom. Selvvurderingen
kan ikke valideres ved eksterne metoder. Vurderingen må tages for
pålydende, og det giver ikke mening at påstå, at f.eks. lægen har en mere korrekt
vurdering af en persons helbred end vedkommende selv. Flere undersøgelser viser,
at selvvurderet helbred er bedre end objektive målinger af helbredsstatus til
at forudsige dødeligheden (Idler 1992).
Selvrapporteret sygelighed er personers oplysninger om tilstedeværelse eller fravær
af sygdom, symptomer og funktionsindskrænkning, der i princippet kan verificeres.
Det spænder over oplysninger om symptomer som ondt i ryggen, hovedpine
og søvnløshed, der kun vanskeligt kan måles ved objektive metoder, men som
alligevel i et vist omfang kan valideres ved en omhyggelig anamnese og klinisk
undersøgelse, til personens gengivelse af egentlige, lægelige diagnoser som f.eks.
sukkersyge og forhøjet blodtryk.
21