Målselv bygdebok

244
gaat tilbake, saa nu findes der praktisk talt ingen bosittende finner i Maalselven og bare nogen
faa nomadiserende.
Ved folketællingen i 1891 var den samlede tilstede værende befolkning i Maalselven 3314
mennesker. Derav var der 91 kvæner, av hvilke 66 var norsktalende og 96 finner (samer), hvorav
64 talte norsk.
Der er i Maalselven som i Bardo mange fortrinlige rensdyrbeiter med fjelde og isbræer,
hvor renen kan søke et fristed for myggen i den varmeste sommer, og hvor den kan finde mose
og græs i lierne nedenfor. De bedste beiter findes i
Anadalen, Iselvdalen og Rostadalen samt Dividalen.
De væsentligste renbeiter siges at være i lierne langs
Likkavarre og i skarene over til Dødeselvens dalføre
med Gassavagge og over til Sørdalen i Bardo. End-
videre omkring Rostadalen med Trolddalen og omkring
Hattavarre samt i lierne om Maukfjeldene og Maartin-
derne. En flerhet av saakaldte renveie (flytteveie) gaar
gjennem Maalselven, hvor lapperne har faret i uminde-
lige tider. Der findes ogsaa rengjærder (avspærrings-
gjærder) oppe i fjeldene; men renen er vel ikke god at
stænge veien for.
Rendriftsinspektør Kristian Nissen skrev i Aften-
posten 25. juli 1925 en artikel om renbeiteforhol-
dene, og vi hitsætter følgende: Da Norge og Sverige
i 1740-aarene forhandlet om at faa istand en nøiagtig
bestemmelse av grænsen mellem de to riker, blev man
opmerksom paa, at det for mange lappers vedkommende
var tvilsomt, om de var norske eller svenske undersaat-
Lord Fred. Langton og Ole Johnsen Moen
(i samedragt 1886).
ter, og at det ikke for alle lappene var mulig at holde
sig hele aaret rundt indenfor et og samme lands grænser
med sin nomadiserende rendrift. I den første kodicil
eller tillæg til den endnu gjældende grænsetraktat mellem Norge og Sverige av 1751 blev det
derfor bestemt, at alle lapperne i de norsk-svenske grænsetrakter herefter skulde være enten
norske eller svenske undersaatter. Men i 10de paragraf i samme kodicil, i «Lappekodicillen»,
som den kaldes, blev det tillike bestemt, at «saasom lappene behøve begge rigers land skal
det efter gammel sædvane være dennem tilladt, høst og vaar, at flytte med deres renhjorder over
grændsen ind i det andet rige». Denne bestemmelse har senere været saa at si en grundlovsbe-
stemmelse for de svenske lappers renbeitning i Norge i sommerhalvaaret og vice versa for de
norske lappers nu saa ubetydelige renbeitning i Sverige i vinterhalvaaret. Og alt hvad vi hos
os senere har kaldt lappesaken eller renbeitesaken har som regel netop gjældt forstaaelsen av og
haandhævelsen av denne bestemmelse under senere tiders forandrede forhold. Spørsmaalene hadde
allerede voldt megen uklarhet og tvist mellem Norge og Sverige, da den første av de mange
lappekommissioner, kommissionen av 1843, blev nedsat. Men det skulde vare hele 40 aar, inden
det av denne kommission paabegyndte arbeide efter mange undersøkelser, forhandlinger og forslag,
resulterte i den saakaldte «fælleslappelov» av 1883. Men ordningen var allikevel langtfra tilfreds-
stillende for Norge. Det blev saaledes ikke bestemt noget om, hvilke distrikter lappene kunde
flytte til og hvor mange ren de kunde ta med sig. I saa henseende henviste lappeloven av 1883
som lappekodicillen av 1751 kun til «gammel sædvane», et begrep, som der i praksis selvsagt
kan tvistes overmaate meget om. Saken blev derfor snart aktuel igjen. Omfanget av de svenske