samfundsfagsnyt - FALS

Guld og ingen grønne skove i Guatemala
af Niels Boel og Finn Rasmussen
Udnyttelsen af kontinentet umådelige naturressourcer
har været Latinamerikas dobbeltæggede
sværd lige siden europæerne invaderede kontinentet:
En gave og en svøbe. Således oplever også
det centralamerikanske land Guatemala sin
nyvundne status som mineland: Som mulig kilde
til økonomisk vækst og samtidig en årsag til
omfattende sociale og miljømæssige problemer.
Vi er langt fra alfarvej. Mere end 300 kilometer
nordvest for hovedstaden Guatemala By. De
sidste to timers kørsel er af små og snoede veje i
San Marcos departementet tæt på grænsen til
Mexico. Frem til målet for rejsen: Marlinminen,
der er Guatemalas største og hidtil eneste
udnyttede guldmine.
Minen breder sig over de to fattige kommuner
San Miguel Ixatahuacán og Sipacapa. Store
gravemaskiner arbejder sig ned i terrænet. Lastbiler
transporterer det opgravede materiale på
grusvejene inden for det afspærrede område.
Der arbejdes konstant. Selv denne søndag, hvor
vi lægger vejen forbi, brummer bulldozere og
lastbiler ideligt.
Guldreserverne her blev opdaget i 1998, og
firmaet Montana Exploradora, der er et datterselskab
af det canadisk-baserede Goldcorp, fik
licens til udnyttelse af minen i 2003. Produktionen
gik dog først i gang i slutningen af 2005
efter at firmaet havde fået opkøbt jordlodder af
de lokale beboere og etableret den nødvendige
infrastruktur til produktionen.
Ingen høring
Lige fra starten af projektet var der en kraftig
modstand fra dele af lokalbefolkningen. De
lokale beboere var i første omgang opbragte
over, at der ikke blev foretaget en lokal høring,
inden påbegyndelsen af arbejdet. Hovedparten
af indbyggerne er Maya Mam- og sipacapenseindianere,
som traditionelt lever af landbrug.
Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation
ILOs konvention nr. 169, skal oprindelige folk
tages med på råd, inden der iværksættes store
projekter med udvinding af naturressourcer på
deres territorier. Men indianerne i San Marcos
blev hverken spurgt eller sågar informeret,
inden Marlin minens etablering. Indbyggere
blev overtalt til at sælge jordlodder til mineselskabet
til en billig pris uden at vide, at der lå 44
tons ren guld i områdets undergrund.
Andre problemer med forurening, sygdomme
og splid i lokalsamfundet kom til
senere. En lokal indbygger, María Hernández,
viser, at hendes træhus i lighed med mange
andre i området slår revner på grund af sprængninger
i undergrunden. Hendes mor, 57-årige
Leonora Hernández, har betalt en høj pris for
naboskabet. Hun mistede sit ene øje, da husstanden
en sen aftentime blev angrebet – tilsyneladende
af tidligere ansatte i mineselskabet.
”De kom ved aftenstid og bad om en kop
kaffe”, fortæller María. Der blev affyret flere
skud, og Leonora Hernández måtte indlægges
på det lokale hospital.
Huset ligger klos op af mineselskabet, og
mineselskabet havde uden at spørge om lov
samfundsfagsnyt marts 2013
17