samfundsfagsnyt - FALS

ANMELDELSER
bert Marcuse løste som bekendt
problemet ved at overlade
revolutionerne til de
intellektuelle og lade folket
være folket.
Dilemmaet afspejler sig i
Lykkebergs distinktion mellem
den rationelle demokrat
og den romantiske demokrat.
Den rationelle demokrat ønsker
ikke at underkaste sig andre
autoriteter end sin egen,
han følger regler, som han har
været med til at sætte, og han
arbejder for, ”at borgeren besejrer
forbrugeren og privatpersonen
i det enkelte menneske”
(s.84). Den romantiske
demokrat kan ikke følge diktater
udefra og finder det derfor
svært at følge fornuften hele
vejen. Fornuften følger sommetider
andre veje end følelserne.
Vi ser dilemmaet, men
distinktionen anslår også en
overensstemmelse mellem de
to typer demokrater: ikke at
underkaste sig autoriteter udefra.
Spørgsmålet bliver så
hvilke autoriteter, der anerkendes:
Fornuft eller følelse? Lykkeberg
overser tilsyneladende,
at det for nogle kan foranledige
følelsesmæssig anfægtelse,
hvis fornuften ikke råder.
Måske er denne tredje mulighed
blot en rationel demokrats
inderlige håb? Lykkeberg
burde have spurgt Habermas.
Frankfurterfilosoffen står i litteraturlisten,
men den burde
efter min mening også rumme
Hartnack, Montesquieu, Fishkin,
Kant. Det synes at være en
indholdsmæssig mangel. I den
formelle afdeling mangler kilderne
forlag.
For professionelle i lærergerningen
er Alle har ret en interessant
og inspirerende bog.
Flere gange problematiseres
lærer/elev-forholdet som en afledt
effekt af det demokratiske
ekspert/lægmandsproblem. Vi
møder læreren Max (s.36) med
et anstrengt forhold til sin rolle
som autoritet. Krumme fra
Krummebøgerne har sit hyr
med demokratiet i skolen, hvor
”[m]an kan digte om alt”
(s.291). Lykkeberg kalder det
en radikal demokratisering af
den sociale virkelighed, hvorpå
der logisk følger det demokratiske
problem, hvor Yrsa i
Krummes klasse protesterer
over alting, ”fordi det er det
rigtige at gøre” (s.292). Sandheden
er nemlig altid til forhandling.
Jeg har ikke set Ruben Östlunds
film De Ufrivillige, men
den lader i Lykkebergs fremstilling
til at være et velegnet
oplæg til diskussion: En hel
klasse beslutter sig (demokratisk?)
for at marginalisere en
enkelt elev. Det er lærerens
eksperiment: ”Vi har bestemt
os for at vælge det modsatte af
dig” (s.304). Situationen er
ulykkelig for den enkelte, som
ikke kan afgøre noget som
helst rationelt, fordi diskursen
er bestemt til at gå hende
imod. Sandheden er en demokratisk
beslutning.
I den lettere ende finder vi
Alfons Åbergs nivellerende lærerinde,
der også er nervøs den
første skoledag (s.309). I det
hele taget er afsnittet om Alfons
Åberg, der passende hedder
Det demokratiske nulpunkt,
dejlig let, hvor far Åberg
og søn skal finde hinanden i
lighed; en god tekst for unge at
relatere til, selv på gymnasieniveau.
Jeg læste Alle har ret i SRPperioden
og hæftede mig ved
Lykkebergs kommenterende
stil. Jeg læser sjældent lange redegørelser
i andet end elevers
skriftlige arbejder, men her
udfolder Lykkeberg sig som redegører
par excellence. Der redegøres
minutiøst for de litterære
eksempler, men samtidig
med en sideløbende analyse.
For at anskueliggøre metoden
for de elever, der i skriftlige
opgaver hengiver sig til først en
laaang redegørelse for derefter,
med en skarpt adskilt taksonomi
in mente, laver en kort
analyse, kunne man med fordel
læse afsnittet Farpotentiale
(s.102 ff), hvor Lykkeberg endevender
Klovn. The Movie.
Velskrevet og genkendeligt, de
fleste elever kender jo Klovn.
Og måske fanger eleverne,
hvordan den gode fremstilling
kan afvikles.
Når redegørelser og analyser
er tilendebragt, når Lykkeberg
enkle og korte delkonklusio-
samfundsfagsnyt marts 2013
49