samfundsfagsnyt - FALS

Fem år efter ’Kinas Eksperimenter’:
reformer og stormagtstatus eller
problemer og afmagts-følelser?
af Clemens Stubbe Østergaard, tidl. lektor tidligere lektor i international politik ved
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet; nu Senior Research Fellow ved Nordisk
Institut for Asienstudier, Københavns Universitet
Når et land firedobler sit BNP på ti år, vil det
knage i alle fuger og bånd. Kina er ingen undtagelse,
og derfor kan et kig tilbage over de sidste
fem år vise nogle store forandringer, i god og
dårlig retning. Det gælder samfund, politik og
økonomi, og også udenrigspolitikken.
De foregående 3.000 år har til gengæld
ændret sig knap så meget, selvom man plejede
at sige om Kina: ”Fortiden ændrer sig hele
tiden, kun fremtiden ligger fast”. Mao Zedongs
rolle er dog et stærkt politiseret emne. Dele af
ledelsen vil gerne have pillet flest mulig fjer af
ham, mens andre har villet bruge ham i et
populistisk ærinde, under devisen ”de gode
gamle dage, hvor folk var lige, og der var orden
på tingene”. Det gjaldt fx den magtfulde borgmester
i verdens største by, Bo Xilai, hvis sag
her i januar blev overdraget til domstolene. Der
er også et ”nyt venstre”, som vil bruge ham i
kampen mod neo-liberalisme, polarisering,
materialisme, korruption, globalisering, etc.
’Kampen om Mao’ fortsætter derfor, og eet greb
er at inddrage udlændinge. Der gives nu arkivadgang
til forskere, der vil skrive om sultkatastrofen
efter Maos Store Spring Fremad. Men
adgangen er selektiv og styret, og som altid med
Kina er problemet at vide, hvad der er repræsentativt,
hvornår man kan generalisere fra
lokale hændelser op til det nationale niveau.
I et land der rummer en femtedel af jordens
befolkning, kan man finde eksempler på det
bedste og det værste. Historien starter heller
ikke med Mao, der var hungersnød-katastrofer
blot tyve år før, i 1942. 1
Men kampen fortsætter, og som en berømt
sinolog, Stuart Schram, sagde: ”no verdict on a
man who changed either the course of history or
accepted patterns of thought (and Mao changed
both) can ever be called final. Many such individuals
are re-evaluated, and argued about,
decades or even centuries after their disappearance.”
2
I den kinesiske offentligheds kollektive erindring
forekommer hans fortjenester fra 1935 til
1955 foreløbigt tilstrækkelige til, at han består
som ‘rigets grundlægger’.
Tiananmen gives der fortsat ikke arkivadgang
til, der er stadig for mange elementer i den
nuværende ledelses-konstellation som kan
påvirkes på uforudsigelig vis, og dermed destabilisere
et-parti systemet. Men ligesom med
Kulturrevolutionen betyder det ikke, at der ikke
forskes i emnet. Foreløbig til mundtlig præsentation,
eller til skrivebordsskuffen. En kinesisk
sociolog-kollega viste mig også, hvordan hans
overbygnings-seminar drev ’oral history’ på
Tianamen-begivenhederne. De studerende
interviewede berørte indbyggere og rekonstruerede
i seminarets løb hvad der skete i de dage.
samfundsfagsnyt marts 2013
21