samfundsfagsnyt - FALS

TEMA: UDBLIK KINA
krete utilfredsheder: forurening, korruption,
manglende lønudbetaling, jord-overgreb, konkret
hårdhændet politi-fremfærd, etc.
Paradoksalt nok er der fortsat langt mindre
politi, og meget færre i fængsel, pr. indbygger,
end tilfældet er for fx USA med en fængselsbefolkning
på 2,3 mio. I disse måneder reformeres
et af Amnestys faste kritikpunkter på menneskerettighedsområdet:
Laojia-systemet. Det har
givet politiet mulighed for administrativ frihedsberøvelse
i helt op til 3-4 år. Selvom de ca.
100.000 her primært har været narkomaner,
sexarbejdere, vagabonder, etc. er der givetvis
røget ’vanskelige’ lokale med i købet, udenom
domstolen. Retssystemet har selv været i en
ujævn udvikling det seneste tiår. På den ene side
en stadig professionalisering af domstolspersonalet,
og forbedring af procedurer, men på den
anden side en opbremsning efter 2006 i den
bredspektrede frigørelse af domstolene fra partiindblanding
som ellers var påbegyndt i 1999. En
ledende forsker forklarer det med den frygt for
’regime change’ udefra, som fulgte med de vestligt
støttede ’farve-revolutioner’ i ex-Sovjet. 6 De
fleste af de 11 mio. retssager i 2010 forløb dog
helt udramatisk. Der er 200.000 sagførere i
Kina, og vi kan registrere fremskridtet ved, at
det vi nu hæfter os ved er de 20-30 aktivistiske
’rettighedssagførere’, når de generes af lokale
eller centrale myndigheder. Menneskerettighedssituationen
generelt er forbedret de sidste
otte-ti år, og rettighedsbevidstheden stigende.
Netop udvikling i retssystemets uafhængighed
bliver dog en prøvesten for den nye ledelses vilje
til at sætte ind, bl.a. over korruptionen.
Korruptionsmæssigt befinder Kina sig nu i
en bedre placering end Indien og Rusland, men
dårligere end fx Brasilien og Syd-Afrika. Blandt
Transparency Internationals 183 lande ligger de
nr.80 i ’renhed’. Det er Kinas held, at den stærke
økonomiske vækst efter 1992 fik omtrent ti års
forspring for den stærke udvikling i korrupt
berigelse fra ca. 2003 frem. Derfor er korruptionen
en parasit, der er afhængig af at dens værtsorganisme
vokser og har det godt. Og ikke et
kleptokratisk uhyre. Med 12 % årlig real vækst i
BNP siden 1990 har der været gode muligheder
for at tappe nogle promille af til eget brug. Det
er ikke engang altid ulovligt. Dels er der stadig
mangler i lovgivning om fx habilitet og insiderviden,
dels er den blotte familierelation til en
leder nok til at give fordele fra forretningspartnere
i håb om ’guanxi’ (netværksforbindelse) i
fremtiden. Befolkningen afskyr det som en
unfair privilegering, og fordi den umådeholdne
livsstil som nyrige demonstrerer associeres med
korruption, berettiget eller ej.
Polariseringen tager til. Det er ikke lykkedes
Hu-Wen administrationen at vende den voksende
ulighed med deres ”New Deal”-lignende
politik. Men man kan spørge, hvad der var sket
hvis de ikke havde forsøgt. Og på eet punkt har
de nok gjort en forskel. Væksten i den regionale
ulighed er fladet ud, den storstilede ”Gå mod
Vest”-politik har bedret forholdet mellem kystog
indlandsprovinser. Skal man tro tal for Ginikoefficienten
2003-12 fra Kinas Statistiske
Bureau, så toppede den i 2008 med 0,491 og var
sidste år 0,474, dvs. næsten præcis som USA’s
0,477. Men for en befolkning der for tyve år
siden lå på et dansk Gini-tal er det hårdt at
opleve, og en medvirkende forklaring på Maonostalgien.
Samtidig er der sket en del på velfærds- og
sundhedsområdet. Nu er der dog 622 mio kinesere
der er dækket af en pensionsordning, hvor
arbejdsgiveren typisk indbetaler 20 % af lønnen,
den ansatte 8 %. En sundhedsreform over de
seneste tre år har givet 90 % dækning med et
basalt sundhedssystem, og sænket den enkeltes
udgiftsandel fra halvdelen til en tredjedel.
Socialreformer er svære at få overblik over, dels
fordi de gennemføres decentralt, i provinser og
storbyer, og derfor oftest er svære for mobile
migrantarbejdere at blive del af. Dels fordi vedtagelser
er een ting, mens en anden ting er at
samfundsfagsnyt marts 2013
23