samfundsfagsnyt - FALS

TEMA: UDBLIK KINA
fremskaffe de nødvendige kontanter. (Og at
hindre at fonde, mm ender i de forkerte lommer).
Resultatet er et stratificeret velfærdssystem,
hvor Kina dog kan rose sig af, at arbejdere
i by-virksomheder har ret til social sikringsdækning.
Og mens antallet af den slags arbejdere stiger
voldsomt med urbaniseringen, så er dækningen
fortsat ligelig: ens ret til velfærdsydelser
forandres ikke med virksomheders varierende
ejerforhold. Senest har Socialsikringsloven fra
juli 2011 også givet migrantarbejdere ret til at
overføre deres velfærdsydelser fra en by til en
anden. Financieringen af den forbedrede velfærd
giver problemer, dels for trængte lokale
myndigheder der let fristes til nogle hurtige
jordsalg (jf. ovenfor), dels for den centrale
administration, der får alt for lidt del i de velbeslåede
statsejede virksomheders store overskud.
Det synes den nye ledelse at ville lave om på,
men disse virksomheder er formidable modstandere
af den slags forandringer i deres behagelige
status quo.
Civilsamfundet vokser fortsat og kan også
være en del af løsningen i velfærdssammenhænge,
og i presset for reformer. Regeringens
politik overfor dets mange forskellige fremtrædelsesformer
er meget differentieret: ”graduated
controls” har en forsker kaldt det, eller det
modsatte af ’one size fits all’. Dermed kan man
bevare stram kontrol med det helt uønskede,
hvad enten det er kult-fænomener, mafiaer eller
forsøg på partidannelser, og samtidig lade andre
trives, hvis de skønnes nyttige og stabiliserende.
Politik
Det er spørgsmålet, om Kina er ved at nå til den
situation som findes i mange asiatiske lande, at
et antal økonomisk stærke familier forsøger at
sætte sig på sektorer af økonomien og på det
politiske system. Det kunne dels være i de resterende
halvandet-hundrede meget store statsejede
virksomheder, hvis direktørlag udnævnes
af partiets øverste organisationsafdeling, dels
ved at lederes børn, svigerbørn, hustruer, etc.
får dominerende poster i økonomien. En sådan
tendens, med en vis neo-klientilisme, ville
fremme en udvikling mod arvelighed, et dynastisk
element, som det kendes fra ’princeling’-
fænomenet hvor børn af revolutionens ledere
får høje poster. Det kan godt kombineres med
meritokrati, så længe der er mange kvalificerede
at vælge imellem. Ofte har de også fået meget
privilegerede højere uddannelser i udlandet.
I så fald må vi i højere grad faktorere politiske
familier ind i analysen af (ikke kun) Kina.
Det politiske liv bliver en kamp – og et samarbejde
– mellem mange større lederfamilier. Så
mange at det ikke bliver et dynastisk system. De
ved at der er grænser for konflikt, nemlig betinget
af det sammenhold, som er nødvendigt for
at man kan fastholde magten. Samtidig er der
løbende tilsat et element af nytilkomne ’meritokrater’,
a la homo novus i det gamle Rom, som
har arbejdet sig op fra græsrødderne, gennem
partiapparatet, som Hu og Wen. Wright Mills,
”The Power Elite”, fra 1956 er en mulig tilgang.
Flere i den nuværende kinesiske topledelse har
også med interesse læst de Tocquevilles ” L’Ancien
Regime et la Revolution” fra 1856, måske
for dens påvisning af hvordan afgørende strukturer
overlevede på tværs af revolutionen,
måske for andre synspunkter.
Demokratisering er ikke på disse familiers
dagsorden. Desværre kan man sige det samme
om flere andre lag. For funktionærer på andre
niveauer vanskeliggør det teknokraters arbejde,
hvis der er utidig indblanding. Og fra den brat
udviklede meget store middelklasse (300 mio.)
og ’kapitalisterne’ er der en frygt for, hvad mere
indflydelse til bønder og arbejdere vil betyde, og
en følelse af at deres nyerhvervede rigdom
måske bedst beskyttes af et stærkt parti, der
gerne vil have dem som medlemmer. De er blevet
afhængige af staten og bange for masserne.
24 samfundsfagsnyt marts 2013