Hej det er mig fra fjernsynet

Når vrede, oppositionelle unge mennesker erhverver en traumatisk hjerneskade,
kan adfærden efterfølgende blive ret voldsom. Den vanlige medicinske tilgang
til rehabilitering på det sociale område har i bedste fald ingen effekt.
Mark Ylivisaker og Timothy Feeney beskriver, hvordan en kontekstuel tilgang
med afsæt i hverdagsaktiviteter har en positiv effekt på social rehabilitering.
Skal en dobermann transformeres
Af Lene Daugaard,
lærer, tale- og neuropædagog,
Børn- og ungeafdelingen, Vejlefjord.
20
børn & unge
Forfatterne Ylivisaker og Feeney har skrevet en artikel,
hvis formål er at beskrive og illustrere en tilgang til
social rehabilitering designet til unge med voldsom
adfærd, der ser sig selv som “denne verdens dobermænd”,
og som derfor får kroniske sociale interaktions
problemer efter en traumatisk hjerneskade. Det er
en gruppe unge mennesker, der skaber udfordringer
for det professionelle personale: De er i høj grad
genstridige og yder modstand mod mange former
for intervention – særligt den restriktive.
“Binkification”
Når forfatterne holder workshops, starter de med at
vise et billede af den engang så stolte dobermann, der
med et panisk og desperat udtryk i øjnene kaster sig
ud af et anden sals vindue. Teksten til billedet lyder:
“Dobermannen hoppede ud af vinduet lige efter,
han erfarede, at familien havde givet ham øgenavnet
’Binky’”. (Binky er en kikset hund i en amerikansk
tegneserie).
Dernæst viser forfatterne et billede af en dobermann
og en puddel.
Dobermannen er et billede på de udfordrende
personer – de risikovillige unge – der efter en middel
til svær traumatisk hjerneskade er i en situation,
der kan fortolkes som ’binkyfication’. Det vil sige, at
den unge ikke længere har kontrol over sin adfærd
og derfor opfører sig uheldigt eller kikset, og disse
uheldige erfaringer giver ham et negativt billede af
sig selv.
Pudlen anvendes som et billede på, hvad terapeuterne
vanligvis gerne vil opnå gennem rehabiliteringen
– at ændre den hjerneskaderamte fra at opføre
sig som en dobermann til at blive en mere afdæmpet
og socialt acceptabel puddel. Men oftest oplever
støttepersonen, at terapien har den stik modsatte
virkning af det tilsigtede.
Hvis terapeuten eksempelvis siger: ”Spike, den
opførsel er simpelthen upassende!” opnår terapeuten
med sin udtalelse kun at få Spike til at føle sig
kikset. Spike yder derfor modstand i stedet for at
vise samarbejde! Det er et eksempel på “bincifikation.”
Unge med sociale adfærdsproblemer har ofte problemer
med de eksekutive og kognitive funktioner
og med kommunikation og adfærd. Det spiller en væsentlig
rolle, da de mangelfulde funktioner forstærker
hinanden negativt, så det bliver en kamp op ad
bakke i forsøget på at få et tilfredsstillende liv. Disse
unge har behov for særlig opmærksomhed, idet den
traditionelle tilgang til rehabilitering har vist sig ikke
at have den tilsigtede virkning.
Den kontekstuelle tilgang
Denne fremgangsmåde starter med identifikation af
de funktionelle nedbrud i hverdagsrutiner. Derefter
afdækkes metoder til forbedring af rutinerne (f.eks.
strategier for adfærd, ekstern støtte, modifikation af
adfærden over for andre), støtte i hverdagslivet med
disse strategier eller modifikationer og til sidst en
systematisk reduktion af den eksterne støtte, efterhånden
som personens adfærd forbedres.
Metoden bygger på en kontekstuel, hverdagsagtig
og rutinebaseret tilgang til intervention, som altid
foregår i personens eget miljø og bygger på hverdagsaktiviteter,
der er betydningsfulde for ham. Målet
er at hjælpe den hjerneskaderamte til et vellykket
liv med et minimum af støtteforanstaltninger.
Der bygges på den hjerneskadedes indre motivation.
Den findes frem bl.a. ved, at personen får en forståelse
af sig selv – både før og efter hjerneskaden.
De professionelle coacher, støtter og uddanner
den hjerneskadede og netværket omkring personen.