November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

ikke fuldt ud forstår årsagerne til dem.
Når vi stræber efter at blive mere som
Frelseren, må vi vurdere vores liv
regelmæssigt og på omvendelsens
sande sti stole på Jesu Kristi fortjenester
og velsignelserne ved hans
forsoning.
At udvikle kristuslignende egenskaber
kan være en smertefuld proces.
Vi må være rede til at acceptere
vejledning og irettesættelse fra
Herren og hans tjenere. Denne
verdensomspændende konference
tilbyder med dens musik og talte ord
åndelig kraft, vejledning og velsignelser
»fra det høje« (L&P 43:16). Det
er en tid, hvor den personlige inspirations
og åbenbarings stemme vil
give fred i vores sjæl og lære os,
hvordan vi kan blive mere kristuslignende.
Denne stemme vil være så
sød som en kær vens stemme, og
den vil fylde vores sjæl, når vores
hjerte er tilstrækkeligt sønderknust.
Når vi stræber efter at blive mere
som Frelseren, vokser vi i evnen til at
blive »rige i håbet ved Helligåndens
kraft« (Rom 15:13). Vi vil »lægge de
verdslige ting til side og søge det, der
hører til en bedre verden« (L&P 25:10).
Dette leder mig tilbage til min indledende
sammenligning med aerodynamik.
Jeg talte om at fokusere på det
basale. Kristuslignende egenskaber er
det basale. De er de grundlæggende
principper, som vil skabe »vinden
under vore vinger.« Når vi udvikler
kristuslignende egenskaber i vores liv,
et trin ad gangen, vil de »bære [os]
som på ørnevinger« (L&P 124:18)
Vores tro på Jesus Kristus vil give kraft
og et kraftigt fremadrettet tryk; vores
urokkelige og levende håb vil give et
stærkt løft opad. Både tro og håb vil
bære os over oceaner af fristelser,
bjerge af plager og bringe os sikkert
tilbage til vores evige hjem og
bestemmelsessted.
Dette vidner jeg om i Jesu Kristi
navn. Amen. ■
Afslutning
PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY
Gud, vor evige Fader, lever ... Jesus er Kristus, hele
menneskehedens Forløser. De har gengivet deres værk i
denne sidste og endelige uddeling med profeten Joseph som
deres redskab.
Mine brødre og søstre, vi har
oplevet en storslået konference.
Det har bogstaveligt
talt været et inspirerende festmåltid
ved Herrens bord. Musikken, bønnerne,
talerne har været vidunderlige.
Vi er blevet informeret og oplyst;
vores tro er blevet styrket.
Kirkens vækst fremgår af den
kendsgerning, at vore ord er blevet
oversat til 80 sprog, og vores budskab
er via satellit blevet transmitteret til
hele verden og hørt af mennesker i
mange lande. Det er alt sammen en
vidunderlig opfyldelse af de ord, som
Moroni talte til drengen og profeten
om aftenen den 21. september 1823.
Han var en ung mand, dengang en
fattig bondedreng med meget begrænset
uddannelse. Han havde intet. Hans
forældre havde intet. Han boede i et
landsbysamfund, der knap var kendt af
udenforstående. Og alligevel sagde
englen til ham, at »han var en budbærer,
sendt til [ham] fra Guds åsyn ... at
Gud havde et værk for [Joseph] at
udføre, og at [hans] navn skulle nævnes
for ondt og godt blandt alle nationer,
slægter og tungemål, eller at der
skulle tales både godt og ondt om det
blandt alle folk« (JS-H 1:33).
Hvordan kunne det gå til Joseph
må have undret sig. Han må have
været fuldstændig lamslået.
Og alligevel er det alt sammen gået
i opfyldelse. Og noget langt større vil
stadig gå i opfyldelse.
Den 23. december i år, 2005, har vi
til hensigt at fejre hans fødselsdag
med et stort arrangement som hyldest
til ham.
Det er min hensigt, hvis det er
muligt, at rejse til hans fødested for at
gentage det, som Joseph F. Smith,
Kirkens sjette præsident, gjorde den
23. december 1905, for et århundrede
siden. Dengang indviede han monumentet,
som markerer profetens
fødested, og hvor der også er bygget
et mindre hus til minde derom.
Når jeg er i Vermont, vil præsidenterne
Monson og Faust sammen med
andre generalautoriteter være her i
Konferencecentret. Denne store sal
vil være fyldt, og programmet bliver
sendt vidt og bredt via satellit. Der
LIAHONA NOVEMBER 2005 103