November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

More documents

Recommendations

Info

58 Nu nogle ord til præsterne i Det Aronske Præstedømme. I unge mænd har mulighed for at velsigne nadveren, fortsætte jeres opgaver som hjemmelærere og deltage i dåbens hellige ordinance. For 55 år siden kendte jeg en ung mand, Robert Williams, som bar embedet som præst i Det Aronske Præstedømme. Som biskop var jeg hans kvorumspræsident. Når Robert talte, så hakkede og stammede han ude af kontrol. Han var meget genert, sky og bange for sig selv og alle andre; denne talefejl var ødelæggende for ham. Han tog sjældent imod en opgave; han så aldrig en anden i øjnene; han kiggede altid ned i gulvet. Så en dag, på grund af nogle usædvanlige omstændigheder, accepterede han opgaven og ansvaret for at døbe en anden. Jeg sad ved siden af Robert i dåbslokalet i Tabernaklet i Salt Lake City. Jeg vidste, at han havde brug for al den hjælp, han kunne få. Han var ulasteligt klædt i hvidt og var parat til den ordinance, som han skulle udføre. Jeg spurgte ham, hvordan han havde det. Han kiggede ned i gulvet og stammede næsten helt ukontrollabelt, at han havde det frygteligt. Vi bad begge brændende, at han måtte leve op til sin opgave. Sekretæren sagde så: »Nancy Ann McArthur vil nu blive døbt af Robert Williams, som er præst.« Robert rejste sig og trådte ned i dåbsbassinet, tog den lille Nancy ved hånden og hjalp hende ned i det vand, som renser menneskeliv og tilvejebringer en åndelig genfødsel. Han udtalte ordene: »Nancy Ann McArthur, med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen.« Og han døbte hende. Ikke én gang stammede han! Ikke en gang svigtede han! Vi var vidne til et nutidigt mirakel. Robert udførte derpå dåbsordinancen for to eller tre andre børn på samme måde. I omklædningsrummet skyndte jeg mig at lykønske Robert. Jeg ventede at høre den samme ubrudte talestrøm. Jeg tog fejl. Han slog blikket ned og stammede sin tak. Jeg vidner for jer, at da Robert handlede med Det Aronske Præstedømmes myndighed, talte han med magt, med overbevisning og med himmelsk hjælp. For lidt over to år siden var det mit privilegium at tale til Robert Williams begravelse og hylde denne trofaste præstedømmebærer, der gjorde sit bedste hele sit liv for at ære sit præstedømme. Nogle af jer unge mænd her i aften er måske generte eller anser jer selv for at være for utilstrækkelige til at modtage en kaldelse. Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Vi kan se op og række ud efter guddommelig hjælp. Ligesom nogle af jer, ved jeg, hvordan det føles at opleve skuffelse og ydmygelse i ungdommen. Som dreng spillede jeg softball på et hold til og med ottende klasse. Der blev valgt to kaptajner, og de valgte efter tur de spillere, de ville have på deres hold. Selvfølgelig blev de bedste spillere valgt først, så kom nummer to og tre. At blive valgt som nummer fire eller fem var ikke så slemt, men at blive valgt sidst og blive henvist til en fjern plet ude på marken var rædselsfuldt. Jeg ved det; det skete for mig. Jeg håbede sådan på, at bolden ikke kom hen i min retning, for jeg ville helt sikkert tabe den, det andet hold ville få point, og mine holdkammerater ville grine. Jeg husker så tydeligt, som var det i går, det øjeblik, da alt dét ændrede sig i mit liv. Kampen begyndte, som jeg har beskrevet; jeg blev valgt til sidst. Jeg gik den sørgelige vej til min plads langt væk på højre side af marken, og jeg så det andet hold fylde deres baser med spillere. To af spillerne slog efter bolden uden at ramme. Pludselig ramte den næste spiller bolden rigtig hårdt. Jeg hørte ham tilmed sige: »Jeg når at løbe hele vejen rundt.« Det var ydmygende, eftersom bolden kom i min retning. Kunne jeg nå den Jeg løb hen til det sted, hvor jeg troede bolden ville lande, og bad en stille bøn, mens jeg løb, og strakte så mine hænder frem parat til at gribe. Jeg overraskede mig selv. Jeg greb bolden! Mit hold vandt kampen. Denne oplevelse stivede min selvtillid af, indgød mig et ønske om at træne og gjorde, at jeg gik fra at være den sidste, der blev valgt, til virkelig at yde et bidrag til holdet.
Vi kan opleve dette udbrud af selvtillid. Vi kan føle os stolte over at yde noget. Disse tre ord kan hjælpe os: Giv aldrig op. Fra skuespillet Shenandoah kommer denne inspirerende replik: »Hvis vi ikke forsøger, opnår vi ikke noget; og hvis vi ikke opnår noget, hvorfor er vi her så« Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser i præstedømmet bliver højnet. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste overvinder selvisk stræben, vil Guds kraft tilvejebringe hans formål. Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre. Pligtens kald kan komme stille, når vi, som bærer præstedømmet, reagerer på de opgaver, vi modtager. Præsident George Albert Smith, den beskedne, men effektive leder, erklærede: »Det er jeres pligt først at erfare, hvad Herren ønsker, og derefter i jeres medmenneskers nærværelse at ære jeres kaldelser med hans hellige præstedømmes kraft og styrke således, at andre villigt vil følge jer.« 4 Hvordan højner man så sin kaldelse Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste højner sin kaldelse som ældste ved at lære, hvilke pligter en ældste har, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der har et embede i præstedømmet. Brødre, det er ved at gøre – ikke blot ved at drømme – at folks liv bliver velsignet, andre bliver vejledt og sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv,« 5 sagde Jakob. Må alle, der hører min stemme, gøre en fornyet indsats for at være værdige til Herrens vejledning i deres liv. Der er mange, som trygler og beder om hjælp. Der er dem, der er modløse, og som har brug for en hjælpende hånd. For mange år siden, da jeg tjente som biskop, præsiderede jeg over en stor menighed med over 1.000 medlemmer deriblandt 87 enker. På et tidspunkt besøgte jeg sammen med en af mine rådgivere en enke og hendes voksne, handicappede datter. Da vi forlod deres lejlighed, stod der en dame i døren til lejligheden overfor, som standsede os. Hun talte med fremmed accent og spurgte, om jeg var en biskop; jeg svarede, at det var jeg. Hun sagde, at hun havde lagt mærke til, at jeg ofte kom på besøg sammen med andre. Så sagde hun: »Ingen besøger mig og min sengeliggende mand. Har I tid til at komme ind og besøge os, selvom vi ikke er medlemmer af jeres kirke« Da vi kom ind i lejligheden lagde vi mærke til, at hun og hendes mand lyttede til Tabernakelkoret i radioen. Vi talte et stykke tid med parret og gav så manden en velsignelse. Efter dette første besøg kom jeg forbi, så ofte jeg kunne. Parret mødtes til sidst med missionærerne, og hustruen Angela Anastor blev døbt. Nogen tid efter gik hendes mand bort, og jeg havde det privilegium af at lede og tale til hans begravelse. Søster Anastor, der også talte græsk, oversatte senere den meget brugte pjece »Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd« til græsk. Brødre, jeg elsker mottoet: »Gør din pligt; hold tappert ud. Og lad resten være op til Gud.« 6 Aktiv tjeneste i Det Aronske Præstedømme vil forberede jer unge mænd til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, til at tage på mission og til at gifte jer i det hellige tempel. I vil altid huske jeres vejledere i Det Aronske Præstedømmes kvorum og de andre medlemmer af kvorummet, og derved opleve sandheden i dette: »Gud har givet os minder, for at vi kan opleve roser i vores livs december.« 7 Unge mænd i Det Aronske Præstedømme, jeres fremtid kalder; forbered jer på den. Må vor himmelske Fader altid vejlede jer, når I gør dette. Jeg beder ydmygt om, at han må vejlede os alle, når vi stræber efter at ære det præstedømme, som vi bærer, og højne vore kaldelser. I Jesu Kristi navn. Amen. ■ NOTER 1. Evan Stephens, »A Mormon Boy«, i Jack M. Lyon m.fl, red., Best-Loved Poems of the LDS People, 1996, s. 296. 2. Se L&P 20:53. 3. Priesthood Home Teaching Handbook, rev. udg., 1967, s. ii-iii. 4. I Conference Report, apr. 1942, s. 14. 5. Jak 1:22. 6. Henry Wadsworth Longfellow, »The Legend Beautiful«, i The Complete Poetical Works of Longfellow, 1893, s. 258. 7. Omskrivning af James Barrie, i Peter’s Quotations: Ideas for Our Time, samlet af Laurence J. Peter, 1977, s. 335. LIAHONA NOVEMBER 2005 59
Page 1 and 2:
154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU
Page 3 and 4:
154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU
Page 5 and 6:
November 2005 154. årgang. Nummer
Page 7 and 8:
Konferencecentrets auditorium er fy
Page 9 and 10: givet Josef, må opfyldes, at hans
Page 11 and 12: adlyde Herrens befalinger. Han argu
Page 13 and 14: Præsident Gordon B. Hinckley (i mi
Page 15 and 16: Legemets hellighed SUSAN W. TANNER
Page 17 and 18: meget store hudproblemer. Jeg prøv
Page 19 and 20: velsignet ikke blot med visdom, men
Page 21 and 22: konsekvenserne. Eller vi kan klogt
Page 23 and 24: De skal flakke om fra hav til hav,
Page 25 and 26: MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG Den 1. o
Page 27 and 28: missionspræsident. Som kontrast he
Page 29 and 30: langmodighed, mildhed, sagtmodighed
Page 31 and 32: mod standarderne i Jesu Kristi evan
Page 33 and 34: Sand lykke: Et bevidst valg ÆLDSTE
Page 35 and 36: Mormons Bog, et redskab til at saml
Page 37 and 38: I dag tjener Jesús Santos som temp
Page 39 and 40: eller hende, som pligttro missionæ
Page 41 and 42: vidnesbyrd om, at Guds søn er en l
Page 43 and 44: Det, der betyder mest, er det, der
Page 45 and 46: ofrer sig for dets beståen. Der er
Page 47 and 48: jeg oftest får stillet af unge mæ
Page 49 and 50: Abraham var en stor profet, som tra
Page 51 and 52: liv først at lytte til og dernæst
Page 53 and 54: Det er ikke overraskende, at Herren
Page 55 and 56: Kaldet og udvalgt PRÆSIDENT JAMES
Page 57 and 58: fuldkommen. Alligevel er de Guds tj
Page 59: hvordan tomme kurve blev fyldt med
Page 63 and 64: Nu siger jeg ikke, og jeg gentager
Page 65 and 66: Uanset om de kommer med bus, til fo
Page 67 and 68: DE HALVFJERDS’ FØRSTE KVORUM DE
Page 69 and 70: MØDET SØNDAG FORMIDDAG Den 2. okt
Page 71 and 72: John Taylor blev såret. Joseph Smi
Page 73 and 74: strømme igennem til ledere og lær
Page 75 and 76: »Familien: En proklamation til ver
Page 77 and 78: Sønnen er adskilte, ophøjede væs
Page 79 and 80: stadig bære dem i mit hjerte. Jeg
Page 81 and 82: For at denne tid på jorden med pr
Page 83 and 84: Du må føle, hvor meget de elsker
Page 85 and 86: De skriftkyndige og farisæerne fø
Page 87 and 88: MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG Den 2. o
Page 89 and 90: over for Guds bud. Et vidnesbyrd fr
Page 91 and 92: etablerede sit præstedømme. Vigti
Page 93 and 94: for ham. 11 Denne ydmyge bondedreng
Page 95 and 96: Jeg synes, at den allerførste vels
Page 97 and 98: otte år er der blevet indviet 71 n
Page 99 and 100: Herren giver vejledning og anvisnin
Page 101 and 102: tage på mission, når den tid kom.
Page 103 and 104: større åndelig selvtillid. Princi
Page 105 and 106: ikke fuldt ud forstår årsagerne t
Page 107 and 108: HJÆLPEFORENINGENS MØDE Den 24. se
Page 109 and 110: Gode stunder BONNIE D. PARKIN Hjæl
Page 111 and 112:
elsk, del historierne fra jeres bar
Page 113 and 114:
af; hun gjorde blot plads til mig v
Page 115 and 116:
tage i templet. Jeg overvejede bety
Page 117 and 118:
meget udfordrende. I har også kirk
Page 119 and 120:
når vi har brug for opmuntring, og
Page 121 and 122:
mærke til noget anderledes ved os,
Page 123 and 124:
Retningslinjer for Hjælpeforeninge
Page 125 and 126:
Lektion 11: »Som jeg har elsket je
Page 127 and 128:
J. Richard Clarke, »At ære præst
Page 129 and 130:
hovedmøde i 1995, beskrev han samf
Page 131 and 132:
© 2003 FRA VED MORMONS HÅND, MÅ
show all

November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?