November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Det Første Præsidentskab taler med medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum efter et konferencemøde.
54
Da jeg var diakon, tog min far mig
og min ældre bror med til generalkonferencens
præstedømmemøde i
Tabernaklet. Jeg husker, hvor begejstret
jeg var over for første gang at
være i nærheden af Guds profet, præsident
Heber J. Grant og de andre
profeter og apostle. Jeg lyttede
opmærksomt til deres budskab og
tog de ting, de sagde, til mit hjerte.
Gennem årene er deres budskab blevet
gentaget mange gange. Jeg tror, at
nogen af dem også vil blive gentaget
ved denne konference. De er afgørende
for vores frelse, og vi har brug
for gentagelsen.
Historien har lige siden verdens
begyndelse vist mange eksempler på
dem, som ikke har været i harmoni
med profeterne. I vores uddelings første
tid forblev nogle af De Tolv, til deres
fortrydelse, ikke trofaste over for profeten
Joseph Smith. En af dem var
Lyman E. Johnson, der tilhørte det første
kvorum af De Tolv, som blev udelukket
for uretfærdig opførsel. Han
begræd senere sit åndelige fald. Han
sagde: »Jeg ville give min højre hånd
for at kunne tro igen. Dengang var jeg
fuld af fryd og glæde. Mine drømme
var behagelige. Når jeg vågnede om
morgenen, var mit sind opløftet. Jeg
var glad om dagen og om natten, fuld
af fred og glæde og taksigelse. Men
nu er der mørke, smerte, sorg, og ekstrem
elendighed. Jeg har aldrig siden
haft et lykkeligt øjeblik.« 3 Han døde i
en kaneulykke i 1856 i en alder af 45 år.
Luke S. Johnson var også kaldet i
det første kvorum af De Tolv i 1835.
Hans åndelige beslutsomhed svækkedes
på grund af nogle økonomiske
spekulationer i 1837. Da han senere
så tilbage, sagde han: »Mit sind
begyndte at formørkes, og jeg blev
overladt til følge min egen kurs. Jeg
mistede Guds Ånd og forsømte min
pligt, og konsekvensen var, at til en
konference i Kirtland den 3. september
1837 ... blev jeg afskåret fra
Kirken.« I december 1837 tilsluttede
han sig en gruppe apostater, som
offentligt fordømte Kirken, og han
blev udelukket for apostasi i 1838. I
otte år havde han en lægepraksis i
Kirtland. I 1846 vendte han og hans
familie så tilbage til de helliges fællesskab.
Han sagde: »Jeg standsede ved
vejkanten og stod uden for Herrens
værk. Men mit hjerte er med folket.
Jeg ønsker at blive genforenet med de
hellige; at vandre med dem i ødemarken
og fortsætte med dem indtil
enden.« Han blev døbt igen i marts
1846, og tog vestpå med et kompagni
af pionerer i 1847. Han døde i Salt
Lake City i 1861 som fuldgyldigt medlem
i en alder af 54 år. 4
Mit råd til Kirkens medlemmer
er at støtte Kirkens præsident,
Det Første Præsidentskab, De Tolv
Apostles Kvorum og andre generalautoriteter
af hele vores hjerte og sind.
Hvis vi gør det, er vi i sikker havn.
Præsident Brigham Young sagde, at
han huskede mange gange, hvor profeten
Joseph Smith sagde, at han
»måtte bede hele tiden, udøve tro,
efterleve sin religion og forstørre sin
kaldelse for at modtage Herrens tilkendegivelser
og holde sig fast i
troen.« 5 Alle må vi forvente, at vores
tro bliver udfordret. Disse udfordringer
kommer på forskellig vis. I vil
måske ikke altid bryde jer om de råd,
som Kirkens ledere giver jer. De forsøger
ikke at være populære. De prøver
at hjælpe os med at undgå de
ulykker og skuffelser, som følger af
ulydighed mod Guds love.
Vi har også brug for at støtte og
opretholde vores lokale ledere, da de
også er »blevet kaldet og udvalgt.«
Ethvert medlem af denne kirke kan
modtage råd fra en biskop eller grenspræsident,
en stavs- eller missionspræsident
og Kirkens præsident og
hans medtjenere. Ingen af disse brødre
har bedt om sin kaldelse. Ingen er