November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Herrens kompas
ÆLDSTE LOWELL M. SNOW
De Halvfjerds
Profeter og apostle gennem tiderne er vores kompas fra
Herren. Hans ledelse gennem dem er klar.
Brødre og søstre, mens jeg sad
her, følte jeg et stort ønske om
at udtrykke min kærlighed
til jer og forsikre alle, der hører min
stemme, om deres himmelske Faders
kærlighed. På Brødrenes vegne udtrykker
jeg taknemmelighed for jeres villighed
til at komme her i dag for at få
næring gennem Guds gode ord.
Jeg kan godt lide at vandre i bjergene,
og når jeg går ude i vildmarken,
bruger jeg ofte et kompas, kort og vejskilte
til at lede mig hen til mit
bestemmelsessted. Disse værktøjer er
meget nyttige, endda uvurderlige, når
man undervejs møder ukendte veje
og stier, der går i alle mulige retninger.
Livet er fuldt af mange krydsende
veje og stier. Der er så mange veje at
følge, så mange røster, der råber: »Se
her« eller »se der«. 1 Der er så mange
forskellige medier, der fylder vores
personlige rum; de fleste af dem er
beregnet til at lede os ned ad en bred
vej, der bliver betrådt af mange.
Når I overvejer, hvilke af disse røster,
I skal lytte til, eller hvilken vej
blandt de mange, der er den rette,
har I så nogensinde spurgt jer selv,
ligesom Joseph Smith gjorde: »Hvad
kan man gøre [Hvilke] af alle disse
[røster og veje] er [de] rigtige, eller
er de alle sammen forkerte Om
[nogle] af dem er rigtig[e], [hvilke]
er det da Og hvorledes kan jeg
finde ud af det« 2 Mit vidnesbyrd til
jer er, at Jesus Kristus bliver ved med
at afmærke stien, vise vejen og angive
ethvert punkt på vores rejse.
Hans sti er lige og snæver, og fører
mod »lys og liv og himmelhvælv.« 3
Lad mig dele et eksempel fra skrifterne
med jer.
På Herrens befaling forlod Lehi og
hans børn Jerusalem og begyndte en
storslået rejse mod et forjættet land.
Efter at de i et stykke tid havde ligget i
lejr i en dal ved floden, fortalte
Herren en nat Lehi, at det var tid til at
fortsætte deres rejse ind i ørkenen.
Med mange tanker på sinde gik han
ud af teltåbningen den næste morgen
og fandt til sin store forundring på
jorden foran sig en genstand, der kun
kunne være blevet placeret der af
Guds hånd. Det var et kompas, på
deres sprog en liahona, og dets visere
var konstrueret til at lede dem på
deres rejse og gøre dem i stand til at
følge en kurs, hvor de kunne få fremgang
og forblive i sikkerhed på de
mere frugtbare steder på deres rute.
Men det var ikke alt. På dette kompas
var der også en indskrift, der var tydelig
og let at læse, og som endda
ændrede sig nogle gange for at give
familien en bedre forståelse af
Herrens veje. 4
Under deres rejse viste denne
liahona eller dette kompas sig at være
en uvurderlig hjælp for Lehis familie
til at få fremgang og til sidst ankomme
til deres bestemmelsessted. Men
det er vigtigt at lægge mærke til
Nephis bemærkning om, at det kun
var ved den tro, flid og agt, som de
gav kompasset, at det virkede. Om
denne vidunderlige hjælper, der ledte
dem gennem ørkenen sagde Nephi
ganske enkelt: »Og således ser vi, at
Herren ved ringe midler kan udføre
store ting.« 5
Nephis konklusion gik ikke tabt på
Alma 500 år senere, da han mindede
sin egen søn om vigtigheden af liahonaen.
Han forklarer Helaman, at
Herren forberedte dette kompas til at
vise deres forfædre vejen, som de
skulle følge i ørkenen, men fordi den
mirakuløse anordning fungerede ved
ringe midler, blev deres forfædre
efterladne og glemte at udøve deres
tro og flid. Som følge deraf holdt
denne vidunderlige anordning op
med at virke, og de havde ikke fremgang
på rejsen eller fulgte en lige
kurs, men tøvede i ørkenen og led på
grund af deres forsømmelighed. 6
»O, min søn,« fortsatte Alma, »lad
os ikke være ligegyldige, fordi vejen er
let; thi således var det med vore
fædre; det var således beredt for dem,
at dersom de ville se op, kunne de
leve; således er det også med os.
Vejen er beredt, og dersom vi vil se
op, skal vi leve evindelig. Min søn, se
nu til, at du tager vare på disse hellige
ting; ja, se frem til Gud og lev.« 7
96