November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Så vi alle kan<br />
være sammen i<br />
himlen<br />
KATHLEEN H. HUGHES<br />
Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab<br />
Når vi bliver redskaber i Guds hånd, bliver vi brugt<br />
<strong>af</strong> ham til at gøre hans værk.<br />
I<strong>af</strong>ten er vi samlet som søstre ved<br />
Hjælpeforeningens årlige møde. I<br />
ser fantastiske ud. Når vi samles,<br />
kan jeg ikke lade være med at tænke<br />
på det første møde i Hjælpeforeningen.<br />
Jeg forestiller mig profeten<br />
Joseph, der taler til søstrene og forbereder<br />
dem til deres rolle i at opbygge<br />
Guds rige. Jeg hører bønnerne fra<br />
kvindernes hjerte: »Jeg har indgået<br />
pagter om at udføre dit værk, men<br />
hjælp mig nu, Herre, til at blive et redskab<br />
i dine hænder.« Deres bøn er<br />
vores bøn.<br />
Livet på jorden er det tidspunkt,<br />
hvor vi hver især kan blive det redskab.<br />
Jeg elsker budskabet fra søster<br />
Lucy Mack Smith, der skrøbelig og<br />
svækket <strong>af</strong> alder rejste sig for at tale til<br />
sine søstre ved et <strong>af</strong> de første hjælpeforeningsmøder<br />
i Nauvoo. Husk på, at<br />
denne kvinde havde været energisk –<br />
en stor leder. Hun var i høj grad som<br />
de kvinder, jeg ser i Hjælpeforeningen<br />
i dag. Men den dag sagde hun: »Vi skal<br />
værdsætte hinanden, passe på hinanden,<br />
trøste hinanden og modtage<br />
instruktioner, så vi alle kan være sammen<br />
i himlen.« 1<br />
Disse ord taler om søstre, der bliver<br />
»redskaber i Guds hånd.« 2 Hvem<br />
<strong>af</strong> os længes ikke efter at blive værdsat,<br />
våget over, trøstet og instrueret i<br />
det, der hører Gud til Hvordan sker<br />
det Én venlig handling, ét udtryk for<br />
kærlighed, én omsorgsfuld gestus, én<br />
villig hånd ad gangen. Men mit budskab<br />
er ikke til dem, der modtager<br />
sådanne kærlighedsgerninger, men<br />
til alle os, som hver dag må udøve<br />
sådan hellighed. Profeten Joseph<br />
lærte os, at vi for at blive som <strong>Jesu</strong>s<br />
Kristus »må åbne vores sjæl over for<br />
andre.« 3<br />
Alle længes vi efter <strong>af</strong> have <strong>Kristi</strong><br />
rene kærlighed, også kaldet barmhjertighed,<br />
men vores menneskelighed<br />
– den »naturlige kvinde« i os –<br />
står i vejen for os. Vi bliver vrede, vi<br />
bliver frustreret, vi skælder os selv og<br />
andre ud – og når vi gør det, kan vi<br />
ikke være formidlere <strong>af</strong> kærlighed,<br />
som vi må være, hvis vi skal være et<br />
redskab i vor himmelske Faders<br />
hånd. At være villig til at tilgive os selv<br />
og andre bliver en integreret del <strong>af</strong><br />
vores mulighed for at have Herrens<br />
kærlighed i vores tilværelse og for at<br />
udføre hans værk.<br />
Da jeg begyndte at forberede denne<br />
tale, gjorde jeg alt det, som jeg vidste,<br />
jeg burde: Jeg besøgte templet, jeg fastede,<br />
jeg læste i skrifterne, jeg bad. Og<br />
jeg skrev en tale. Men søstre, når man<br />
vælger at skrive om barmhjertighed, så<br />
må man føle sig barmhjertig. Og det<br />
gjorde jeg ikke. Så efter mange bønner<br />
og tårer erkendte jeg, at jeg måtte<br />
bede om tilgivelse fra dem, der, uden<br />
at vide det, var årsag til mine ubarmhjertige<br />
tanker. Det var svært. Men det<br />
var lægende. Og jeg vidner om, at<br />
Herrens Ånd kom tilbage.<br />
At blive konstant barmhjertig er en<br />
livslang stræben, men hver kærlig<br />
handling ændrer os og de, der udøver<br />
den. Lad mig fortælle jer historien om<br />
en ung kvinde, som jeg mødte for<br />
nylig. Alicia var som teenager gledet<br />
langt væk fra <strong>Kirke</strong>n, men følte<br />
senere, at hun skulle komme tilbage.<br />
Om søndagen besøgte hun ofte sin<br />
bedstefar på et plejehjem. Én <strong>af</strong> disse<br />
søndage besluttede hun at deltage i<br />
de sidste dages helliges møder dér.<br />
Hun åbnede døren og fandt et hjælpeforeningsmøde,<br />
men ingen tomme<br />
stole. Da hun skulle til at gå igen, vinkede<br />
en kvinde til hende og rykkede<br />
sig for at gøre plads på sin stol. Alicia<br />
sagde: »Jeg overvejede, hvad kvinden<br />
mon tænkte om mig. Jeg var dækket<br />
<strong>af</strong> piercinger på kroppen, og jeg lugtede<br />
<strong>af</strong> røg. Men det tog hun sig ikke<br />
110
Change language