KOGEBOG I ANÆSTESIGIVNING TIL BRUG I SUNDHEDSDSTRIKTERNE I GRØNLAND
Qaqortoq 19. juli 2005 Indledning Inspireret af mine rejser som anæstesiolog i Sundhedsdistrikterne på Kysten og på opfordring fra ikke-anæstesikyndige kolleger i kortvarige tjenester som distriktslæger har jeg lavet et OPLÆG til en anæstesikogebog for ikke-anæstesiologer til brug i sundhedsdistrikterne på Kysten i Grønland. Jeg kalder det helt bevidst en kogebog. Det er ikke en lærebog. Vil man lære anæstesigivning, må man søge ansættelse mindst 1 år på en anæstesiafdeling ved en centralsygehus, hvor der også er en fødeafdeling og i samråd med den uddannelsesansvarlige kollega dér sammensætte et uddannelsesforløb, hvor man opnår en rutine i de nødvendige håndgreb og metoder. Og ligesom maden ikke nødvendigvis bliver velsmagende, selv om man følger opskriften, så vil alle anæstesier heller ikke være vellykkede, blot man følger bogens opskrifter, men det er mit ønske og håb, at bogen kan bidrage til, at anæstesierne kan gennemføres så sikkert, det nu er muligt under de givne omstændigheder. Og ligesom der er utallige opskrifter på den samme ret, er der også utallige variationer, hvormed man kan give anæstesi. Jeg har valgt at bygge bogen op således, at jeg så detaljeret som muligt beskriver, hvordan jeg rent faktisk selv forbereder mig på og gennemfører en anæstesi trin for trin. Det er ikke let, når meget er opbygget gennem 25 år i faget og 20 år som specialist, men det har været en spændende opgave at forsøge at se på mit fag med den urutineredes øjne. Jeg forudsætter, at håndgreb som anlæggelse af intravenøs adgang, intubation og lumbalpunktur er læseren bekendt. Hvis ikke må jeg tilråde, at man stifter bekendtskab med disse gennem praktiske øvelser på en anæstesiafdeling samt ved studie af de grundbøger i anæstesiologi, der er tilgængelige på markedet. Bogen er skrevet som en støtte til ikke-anæstesiuddannet personale. Antallet at anæstesimetoder er begrænset til no<strong>gl</strong>e få, ligesom de er beskrevet i forhold til de indgreb, der kan forventes at skulle gennemføres akut i distrikterne uden tilstedeværelse af speciallæge i anæstesiologi. Der er derfor beskrevet et begrænset udvalg af anæstesimidler, som desuden vil være de anæstesimidler, der vil være tilgængelige også for specialisten, der er rejsende som anæstesiolog på Kysten. Det er muligvis ikke lige de midler, der er gængse på den klinik, hvor specialisten har sit da<strong>gl</strong>ige virke, men det må være et af specialistens kendetegn, at hun/han netop mestrer alle de anæstesimidler, der er tilgængelige på markedet – eller i hvert fald mestrer at håndtere dem, selv om de muligvis ikke er en del af specialistens da<strong>gl</strong>ige rutine. Når der skrives en sådan kogebog dukker spørgsmålet om ansvar og kompetence uvægerligt op, og det er da også sket under dette arbejde. Chefdistriktslægen har det overordnede lægefa<strong>gl</strong>ige ansvar for patientbehandlingen, <strong>her</strong>under anæstesigivningen, i Sundhedsdistriktet, uden at dette faktum fritager de øvrige distriktslæger for et selvstændigt ansvar.