At blive mor. Misbrugte kvinders problemer og - Socialstyrelsen

De interviewede har i nogle situationer oplevet, at kommunikationen med sundhedspersonalet
ikke har været ideel. Det hænger ifølge kvinderne sammen med, at de ikke
føler, at de er blevet set, hørt og forstået af sundhedspersonalet.
En af interviewpersonerne oplever, at hun ikke har kontakt til sundhedspersonalet i
udvidelsesfasen, fordi kommunikationen mellem hende og sundhedspersonalet er
mangelfuld:
”Så kom den læge hen og sagde: Skal jeg ikke lige undersøge, hvor åben du er På
det tidspunkt havde jeg bare brug for hjælp. Så sagde lægen: Jamen pige, du er jo
helt åben, du skal da ind at føde. En af de ting, jeg kan se, er, at jeg ikke beder om
hjælp. Jeg siger ikke, jeg har ondt”.
Det er en hindring for en vellykket kommunikation, at interviewpersonen ikke gjorde
sundhedspersonalet opmærksom på, at hun havde stærke smerter. Ifølge litteraturen
om senfølger efter seksuelle overgreb er det imidlertid karakteristisk for seksuelt misbrugte,
at de undlader at bede om hjælp, når de føler ubehag eller smerte (Simkin og
Klaus, 2005). Det kan muligvis forklares med, at seksuelt misbrugte ikke har erfaring
med, at der er hjælp at hente, når de har ondt eller brug for trøst. I barndommen var
de alene om at udholde ubehaget og smerterne i forbindelse med de seksuelle overgreb.
På grund af den magtasymmetri, som eksisterer mellem barn og voksen, formår
mange krænkere nemlig at få barnet til at tro, at det selv er skyld i overgrebene ved at
give udtryk for, at det er noget, barnet selv har ønsket eller bedt om. Det er nemlig
fordelagtigt for krænker, at ofret føler skyld og skam i relation til overgrebene, da det
ofte vil forhindre ofret i at delagtiggøre omgivelserne i det, som har fundet sted.
Det er en væsentlig pointe, at seksuelt misbrugte ikke nødvendigvis fortæller, at de
har smerter, da det stiller store krav til sundhedspersonalet om at læse kvindernes
kropssignaler, så kvinderne ikke kommer til at lide unødigt under fødslen. Af citatet
fremgår, at interviewpersonen føler, at hun blev overset af personalet, og da hun ikke
selv gjorde sundhedspersonalet opmærksom på sine smerter, var der ingen, som tilså
hende i løbet af udvidelsesfasen. Det kan tolkes som et tegn på, at interviewpersonen
føler sig svigtet af sundhedspersonalet.
En af interviewpersonerne fortæller, at hun har oplevet et kommunikationsbrist, der
fik stor indflydelse på hendes oplevelse af fødslen:
”Ikke én fortalte mig, hvad der skulle ske under fødslen. Der var endda to, der fik mig
til at føle mig rigtig hysterisk, fordi jeg havde voldsomt ondt, og jeg fornemmede, der
var noget galt. Men netop fordi det jo er autoriteter, der siger, hvordan det skal være
- sådan er det i mit hoved – så troede jeg selvfølgelig, at det var mig, der var noget
galt med. En af de ansatte sagde til mig, at jeg skulle lære at slappe af, og det skulle
jo gøre ondt og sådan noget. Og det troede jeg på. Det troede jeg på, lige indtil jeg
fik nummer to. Jeg troede på, at det nok var mig, der ikke kunne finde ud af at slappe
af. Jeg kan normalt godt udholde smerte, så jeg kunne slet ikke få det til at passe
overens med min opfattelse af mig selv. Men det sagde de jo, så det måtte jo være
rigtigt. Det har jeg tumlet med, i alle de år der gik, indtil jeg blev gravid igen”.
Interviewpersonen føler ikke, at hun modtog tilstrækkelig information om fødslens
forløb fra sundhedspersonalet. Derudover føler hun, at de negligerede størrelsesordenen
af hendes smerter. Hun giver udtryk for, at sundhedspersonalet fik hende til at
føle sig hysterisk, fordi hun ikke kunne udholde de smerter, der almindeligvis er for-
28