At blive mor. Misbrugte kvinders problemer og - Socialstyrelsen

at hjælpen fra skolepsykologen har givet hende et bedre grundlag for, hvordan hun
skal indholdsudfylde sin rolle som mor.
Citatet indikerer, at seksuelt misbrugte kvinder adskiller sig fra andre kvinder, idet de
kan have brug for relativt mere konkret viden om, hvordan man begår sig som forælder.
Med udgangspunkt heri udtrykker nogle af interviewpersonerne ønske om, at der
i det omfang, det er muligt, oprettes mødregrupper for kvinder, der har været udsat
for omsorgssvigt i barndommen:
”Det man har brug for, er ikke en almindelig mødregruppe. Det er netop en
mødregruppe, hvor der er andre kvinder, der har været udsat for incest, fordi så er
tilliden der. Måske skal det organiseres lidt ligesom selvhjælpsgrupper, hvor der er
nogle faste rammer for, hvem der taler. Det forestiller jeg mig, kunne hjælpe”.
Af citatet fremgår, at det vil være en fordel for seksuelt misbrugte kvinder at indgå i
en mødregruppe med andre seksuelt misbrugte eller måske blot andre kvinder, som
har en fortid med omsorgssvigt. Det vil medføre en umiddelbar tillid til de øvrige
kvinder – en tillid som seksuelt misbrugte ofte kan have svært ved at etablere til andre
mennesker (Moesgaard, 2003; Frederiksen og Sahlholdt, 2005). I disse mødregrupper
vil kvinderne have et fælles udgangspunkt, hvilket kan medvirke til, at de relativt
lettere vil kunne sætte sig ind i hinandens problemstillinger. Ydermere vil det være
acceptabelt at drøfte nogle af de problemer, som de interviewede kvinder påpeger i
forældreskabet, såsom oplevet ubehag ved amningen eller manglende følelsesmæssig
tilknytning til børnene. Problemstillinger der kan være svære at tage op i fora, hvor
der indgår kvinder, som ikke har været udsat for seksuelle overgreb. De seksuelt misbrugte
kvinder indgår nemlig i et samfund, hvor den dominerende moderskabsdiskurs
er forankret i forventninger om, at mødre bærer hovedansvaret for omsorgen for børnene,
og mødre altid bør sætte hensynet til børnene over egne behov (Nicholaysen,
2006). I en sådan kontekst kan det være svært eksempelvis at problematisere amningen,
da der er en udbredt opfattelse af, at mødre kan give deres børn den bedste start
på livet gennem amningen (Simkin og Klaus, 2005).
En anden interviewperson giver udtryk for, at de problemstillinger, seksuelt misbrugte
kan opleve i forældreskabet, bør tages op i de fora, hvor nybagte mødre kommer.
Hun foreslår derfor, at det eksempelvis nævnes til efterfødelsgymnastik:
”Jeg gik til sådan noget efterfødselsgymnastik, hvor man sidder og snakker blandt
andet om det at være mor. Der var emnet ikke oppe, men det synes jeg, kunne være et
oplagt sted at gøre det. I de fora hvor nybagte mødre færdes med deres små børn, der
synes jeg, at det kunne være godt, hvis det bare blev nævnt. Jeg ved godt, der selvfølgelig
er nogle, der er længere i deres proces med egne oplevelser, og der er nogle,
der måske ville synes, det er rigtig ubehageligt at blive mindet om det. Jeg har det
bare sådan, hvis bare muligheden er der. Hvis det bare bliver nævnt, at der er nogle,
der har de her problemer. Det vil give en eller anden form for anerkendelse af, at det
er et problem”.
Behovet for anerkendelse af, at seksuelt misbrugte kan opleve særlige problemer, er
væsentligt, da det italesættes i relation til både graviditet og fødsel. I dette afsnit udtrykkes
et specifikt ønske om anerkendelse af de problemer, seksuelt misbrugte kan
opleve i forældreskabet. Interviewpersonen er bevidst om, at det ikke er alle, der vil
finde problemstillingen relevant, ligesom der er nogen, der vil finde det upassende at
66