At blive mor. Misbrugte kvinders problemer og - Socialstyrelsen

ehov for hjælp ud fra bestemte karakteristika såsom manglende beskæftigelse, erfaring
med vold, kriminalitet eller misbrug. Faren herved er, at det enkelte individ kan
blive overset i systemet, hvis vedkommende ikke har synlige problemer. De problemer,
som ikke er umiddelbart identificerbare, kan imidlertid være lige så hjælpekrævende
som dem, der springer i øjnene, hvilket interviewpersonens situation er et eksempel
på.
Interviewpersonen fortæller, at den familierådgiver, som kommunen tildelte familien
formår at redde både datteren og hende selv:
”Det har været svært for min datter at vokse op med mig som mor og alle de tab, der
har været hen af vejen. Hun mistede jo sin far, fordi han døde og min familie, fordi
den er for syg til, at vi kunneb være der. Det har selvfølgelig været en slem beslutning
at tage, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Men til sidst må
jeg så sige, at den hjælp jeg så har fået af de her familierådgivere, den har reddet et
barn. For selvom hun har været udsat for overgreb som lille, så er vores relation i
orden nu. Nu bliver hun set, og hun bliver mødt, og hun får den rette omsorg. Så hun
bliver ikke de der 30 år, før hun går i gang med at bearbejde det omsorgssvigt, der så
har været. Jeg vil være klar til at fortælle hende, hvad det er, der er sket, den dag hun
får brug for at snakke om hendes tidlige barndom og det svigt, der har været. Jeg
føler mig heldig, at jeg har fået den hjælp”.
Interviewpersonen giver udtryk for, at den hjælp hun har modtaget fra kommunen har
været uvurderlig, da den har medvirket til, at der blev grebet ind over for de svigt,
hendes datter blev udsat for. Hjælpen har desuden medvirket til, at der blev etableret
en mere kærlig og tillidsfuld relation mellem mor og datter. Interviewpersonen uddyber,
at det blev muligt, fordi familierådgiveren fungerede som en rollemodel, hvorigennem
interviewpersonen kunne erhverve sig nogle redskaber til, hvordan hun skulle
håndtere forældreskabet:
”Min nuværende familierådgiver har lært mig at være mor. Det er hende, der har
lært mig, at det jeg plejede at gøre med at skære hende væk - bare gå ud af døren og
glemme alt om mit barn og så se, hvordan hun havde det, når jeg kom hjem – ikke
fungerer. Det er en metode, jeg har brugt til at håndtere angsten for, hvad der kan
ske, når hun er væk. Jeg kunne ikke rende rundt og være angst hele tiden, og jeg kunne
ikke finde ud af at sørge for, at hun var under nogle trygge rammer, så jeg måtte
bare cutte hende fuldstændig væk. Jeg gjorde det stadig, da hun kom i skolealderen,
for eksempel vidste jeg ikke, hvordan hun kom fra skolen og over til fritidshjemmet.
Jeg vidste, at hun havde sin cykel med, og at jeg ikke kunne lide, at hun cyklede, men
jeg vidste ikke, om hun trak, om hun cyklede, eller hvilken rute hun tog derhen. Jeg
krydsede bare fingre for, at hun kom levende det andet sted hen. Familierådgiveren
lærte mig, at jeg skulle gå ruten med hende, og familierådgiveren lærte mig, hvordan
jeg skulle snakke med mit barn. Hvad kunne man snakke med hende om, hvad var hun
moden nok til at vide. I det hele taget har hun været min moderlærer eller min rollemodel
på mange punkter. Efterhånden som jeg ligesom begyndte at mærke mere og
mere tilknytning til min datter, og jeg ikke glemte hende, jo mere havde jeg en fornemmelse
af, hvor hun var henne, og hvad vi havde af aftaler. Dermed begyndte min
kærlighed til hende at vokse - eller jeg opdagede den”.
Interviewpersonen fortæller, at hun manglede en model for, hvordan hun skulle begå
sig som forælder. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle mærke kærligheden til og vise
den over for sin datter. Det hjalp kommunens familierådgiver hende med at få øjnene
68