At blive mor. Misbrugte kvinders problemer og - Socialstyrelsen

met (Jørgensen, 2006). Hendes reaktionsmønster bevirker imidlertid, at hun ikke er i
stand til at tage vare på hendes datter under besøgene. Da der ikke er nogen voksne,
som tager over og imødekommer datterens behov for omsorg, så er det skadende såvel
for interviewpersonen som for hendes datter at besøge familien, hvilket også konkluderes
i citatets sidste linie. Til trods for at interviewpersonen er opmærksom på, at
samværet med ophavsfamilien er yderst skadende for hende selv, så går hun langt for,
at hendes datter kan bibeholde kontakten med bedsteforældrene:
”Facaden udadtil er jeg ikke i tvivl om skulle være intakt. Jeg ved ikke, om jeg har
været bevidst om, at det virker normalt, hvis familien passer barnet. Det kan jeg ikke
lige huske, at jeg har tænkt. Men jeg tænkte, hvor er det da en fantastisk familie.
Selvom jeg egentlig var gået i gang med min incestproblematik, så tænkte jeg stadig,
jamen se hvor de støtter mig. Der gik imidlertid ikke så lang tid, fra jeg startede ved
en psykolog, til jeg begyndte at trække min datter hjem igen. Jeg overvejede, hvem jeg
ville have til at passe hende. Min storesøster kunne jeg stole på, min ene storebror
han måtte også gerne se hende. Jeg fandt så en metode, hvor min storesøster kunne
tage min datter med hjem til mine forældre, for de havde jo set hinanden en hel masse,
og min datter elsker dem ud over alle grænser, så det der med at sige, at nu skal
du aldrig se dine bedsteforældre igen, var svært. Det var først meget langt hen af
vejen, at jeg ligesom fandt ud af, at det er så syg en familie, det er så grænseoverskridende,
hvad der foregik på mange forskellige planer, at det er usundt for et barn at
være derhjemme, så hun skal slet ikke se dem. Men der havde jeg prøvet alle mulige
konstellationer”.
Interviewpersonen giver udtryk for, at det var vigtigt for hende at opretholde facaden
udadtil, så omgivelserne bevarede deres positive billede af familien. Loyaliteten mod
ophavsfamilien synes dermed næsten uden grænser.
Udover at være forbundet med en dyb loyalitetsfølelse over for den nære familie kan
behovet for at bevare facaden udadtil være relateret til, at hun derved undgår at skulle
bryde med illusionen om en lykkelig familie. Det vil nemlig kræve, at hun gør sin
egen opvækst til genstand for refleksion med risikoen for, at det idylliske billede krakelerer,
og hun dermed er nødsaget til at redefinere hendes normer og værdier.
Citatet indikerer, at interviewpersonen fandt det nødvendigt at undgå at have kontakt
til hendes forældre, efter hun var begyndt i psykologbehandling. Hun forsøgte imidlertid
at iværksætte nogle foranstaltninger, så hendes datter kunne blive ved med at
besøge bedsteforældrene. På trods af at hun anså samværet med forældrene for at være
så skadende, at hun ikke selv kunne fastholde tilknytningen, så vurderede hun altså
at datteren skulle blive ved med at bevare forbindelsen til bedsteforældrene. Ifølge
litteraturen kan det hænge sammen med, at børns tilknytning til ophavsfamilien for
nogle mennesker er meget vigtig – særligt til bedsteforældrene. Hvis man forhindrer
denne kontakt, så frarøver man sine børn noget dyrebart. Et hovedelement i den dominerende
familiediskurs i det danske samfund er nemlig, at ophavsfamilien har stor
betydning – særligt for børn. I konkretiseringen af familiens betydning bruger vi ord
som ”forankring”, ”holdepunkt”, ”tilhørsforhold” og ”identitet”. Opfattelsen af slægtskabet
som grundlag for de væsentligste relationer bliver dermed på mange måder
styrende for vores praksis (Nicholaysen, 2006).
Spørgsmålet er, om forbindelsen til ophavsfamilien skal opretholdes for enhver pris,
hvis kontakten på nogle områder er ugunstig for de involverede parter. Det følgende
citat viser, at flere af interviewpersonerne forsøger at bevare kontakten til ophavsfa-
48