At blive mor. Misbrugte kvinders problemer og - Socialstyrelsen

les om at indgå i nære og tillidsfulde relationer (Gibson og Hartshorne, 1996; Frandsen,
2007).
Nogle seksuelt misbrugte giver deres børn den fysiske kontakt, børnene har behov
for, men de er ikke følelsesmæssigt til stede i omfavnelsen:
”Jeg har altid knust dem meget, kysset dem og haft dem på armen, mens de var små
og egentlig også nu, hvor de er større. Men jeg har ligesom aldrig taget det ind selv.
Det er svært at forklare. I de her år hvor jeg har fået åbnet op for det hele, og hvor
jeg har knoklet med min krop også videre, så kan jeg jo mærke en tydelig forskel i
forhold til, hvordan jeg oplever den tætte kontakt, fordi jeg følte og oplevede den bare
ikke før. Altså de der dejlige små lækre babyer er det oplagt at røre ved, så på en
måde har det ligget til mig at have fysisk kontakt, men jeg har bare ikke selv mærket
det. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men det er sådan, at den tankemæssige
komponent har været der, men den kropslige følelse har ikke været der. Det
har ikke rigtig fungeret”.
Det fremgår af citatet, at der ikke var nogen sammenhæng mellem hendes følelser og
hendes handlinger, når hun drog fysisk omsorg for børnene. Det er således endnu et
eksempel på, hvordan seksuelt misbrugte kan reagere med dissociation, når de udsættes
for noget ubehageligt. Dissociation indebærer som tidligere nævnt, at personen
kan observere, hvad der foregår i situationen uden at lade sig følelsesmæssigt involvere
heri. På den måde kan den enkelte beskytte sig selv mod overvældende sanseindtryk
(Vea, 2001 og Jørgensen, 2006). Denne mestringsstrategi benyttes ofte i voksenlivet,
hvis det er den måde, hvorpå barndommens overgreb er blevet håndteret (Sørensen,
2005).
Individets interpersonelle adfærd formes blandt andet af de erfaringer med at indgå i
sociale relationer, den enkelte har fået i opvækstfamilien. Kontaktudvekslingen i
barndomsfamilien bliver derfor af betydning for barnets evne til at forholde sig til
andre mennesker i fremtiden (Brodén, 2004). De to nedenstående citater eksemplificerer,
hvordan omgangsformer kan gå igen fra den ene generation til den næste:
”Min datter er blevet overvægtig. Hver gang hun ser mig, skal hun have noget at spise,
og hun bliver overvægtig på rugbrød og grøntsager. Det er ikke noget med slik,
saftevand og alt muligt andet usundt. Hun spiser bare hele tiden - hver gang hun ser
mig. Der er et eller andet galt, og jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, og jeg ved
ikke, hvordan jeg skal tackle det. Jeg bliver sindssyg, når hun siger, hun er sulten.
Når hun siger, hun er sulten, så forsvinder jeg længere væk. Måske siger hun bare giv
mig noget kontakt. Men hver gang hun griber ud efter mig, forsvinder jeg længere og
længere væk og afviser hende mere og mere”.
Ifølge interviewpersonen forsøger datteren at få opmærksomhed ved hele tiden at
give udtryk for, at hun er sulten. Citatet indikerer, at interviewpersonen ikke formår at
opfylde datterens behov for voksenkontakt, idet hun distancerer sig i takt med at datteren
griber ud efter hende. Hun reproducerer dermed et kontaktmønster, hun selv har
oplevet i relationen til hendes egen mor:
”Jeg har jo valgt at føde på Herlev sygehus. Jeg bor på Nørrebro, men jeg kommer
fra Herlev, så jeg skal selvfølgelig hjem og føde. Jeg har været på hospitalet, hvor de
forsøger at vende barnet, der ligger forkert. Jeg er rigtig ked af det, og så kommer jeg
40