SKEMA 4: SPECIALEAFLEVERING Institut for ... - Aarhus Universitet

Mikkel Kaas Ottow – speciale, dramaturgi, 8. marts 2010 – vejleder: Jørn Langsted
Studienummer: 20040754
behov for at udvikle et samfund, hvor folk bliver stadigt mere afhængige af fælles
systemer for overhovedet at kunne leve sammen.
Denne nye udvikling kan, ifølge denne udlægning, fra et samfundsmæssigt
synspunkt, forklare udviklingen af barokteatret. Barokteatret tjente som et i særdeleshed
følelsesbetonet teater. Dets samfundsmæssige funktion var at undervise dets tilskuere i at
opføre sig korrekt, kontrolleret og dermed civiliseret. Teatret bestod af en imponerende
række faste kropslige tegn, som dækkede over følelser som glæde, beundring, melankoli,
skuffelse eller angst. Skuespillerne skulle være eksperter i disse tegn, og de skulle levere
dem i en på forhånd strengt bestemt orden og fra en fastlagt stående position på scenen:
By imitating these models, members of the audience could adopt the approved
behavior and complete self-discipline in their everyday lives […] for the
formation of this new society, the individual was required to learn self-discipline,
calculation of future aims and purposes, and control of not only the emotions but
the whole body. 20
Teatret blev således en dannelsesskole, hvor hoffet blev forbilledet, og hvor målet var at
omdanne folk fra ”warriors to courtiers” 21 og altså at lære folk ikke at løse konflikter med
sværd men i stedet med ord eller andre former for tegn. Tegnene blev typisk udviklet af
tidens dominerende skikkelser, præster, munke eller andre gejstlige, og skuespillerne var
så værktøjet eller ikonerne, som skulle virke som perfekte eksempler på det ideelle
civiliserede menneske i religionens kulturelitære billede.
I det 1800 århundrede blev denne dominerende teaterform udfordret af den
opblomstrende middelklasse. Der blev stillet spørgsmål ved den dominerende klasses,
hoffet og kirkens skikke, og dermed opstod der nye idealer for livet og for kunsten.
Aristokraternes livsform, som hidtil havde fungeret som forbillede i kunsten, blev nu
udfordret af en ny konvention, der krævede imitation af naturen. Det nye var et krav om
en grundlæggende, nærmest primitiv naturlighed, som forsøgte at nærme sig den
menneskelige ånd og dermed i højere grad end tidligere, virkeligheden. Forbilledet var
ikke det dannede menneske, da dette, ifølge denne nye retning, var spoleret af års
undervisning og tilvænning indenfor rammerne af det daværende samfundssystem. I
20 Ibid. 30.
21 Ibid.
19