SKEMA 4: SPECIALEAFLEVERING Institut for ... - Aarhus Universitet

Mikkel Kaas Ottow – speciale, dramaturgi, 8. marts 2010 – vejleder: Jørn Langsted
Studienummer: 20040754
kulturfattige unge vil have mod og lyst til at færdes. Der bør ikke skelnes mellem
forskellige politiske overbevisninger. Der er nemlig grund til at forestille sig, at ”unge
med indvandrerbaggrund eller håndværkerlærlinge fra Greve,” som skrevet i Reach Out,
er to grupperinger, som ikke nødvendigvis har samme kulturelle baggrund eller politiske
overbevisning.
Men deri ligger jo netop udfordringen i at finde kunst og kultur, som kan
stimulere begge fløje. Deri ligger udfordringen for demokratiet. Ingen har, i princippet,
mere ret end andre, og som demokratisk værktøj må det sociologiske teaters fornemste
opgave være at skabe oplevelser, der kan styrke den enkelte, fællesskabet og dialogen.
Henrik Kaare Nielsen beskriver dette forhold for kunsten meget præcist:
Grundrationalet i politisk praksis [kan] siges at være kampen for at bestemme, og
altså for at lukke den samfundsmæssige betydningsdannelse på ens egne
præmisser. Rationalet i kunstnerisk praksis er derimod udfordringen af etablerede
form- og betydningsdannelser og dermed åbningen af nye refleksionsrum og
oplevelses- og erfaringsprocesser uden forudgiven retningsbestemmelse […]
[L]ukningen af betydningsdannelsen er politikkens sag, ikke kunstens. 107
Målet er at skabe dialog og refleksion, ikke at retningsbestemme et bestemt politisk
udgangspunkt. Det var netop dette, Brecht også talte for med sit teater. I modsætning til
propagandamaskinen inden og under 2. verdenskrigs Tyskland ville han åbne øjnene på
sine tilskuere og lade dem skabe deres egen virkelighed og dermed deres egen fremtid.
Den moderne kunsts mål i et demokratisk samfund må ikke være at skabe
fremtiden for dets brugere. Man skal blot med alle tænkelige midler give borgerne i
samfundet muligheden og værktøjerne til at indgå i det, man med udgangspunkt i
Zygmunt Baumann kan kalde et tåleligt samspil med hinanden. Det har jeg i dette
speciale argumenteret for, at teatret kan gøre ved at skabe fællesskabsforbindelser både i
og udenfor teatret og på internettet på sociale fora som Facebook. Det kan man gøre ved
at give teatret og teatrets budskab frit spil i et rum, der ikke er domineret af autoriteter,
som skal afgøre hvad, der er god og dårlig smag eller hvordan man skal opføre sig ud fra
traditionelle eller rituelle koder. Dette rum giver plads til kreativiteten, og med
107 Nielsen 2007, 65.
67