11 kvinders vej til topledelse - kommunale karrierespor - KTO

Anette Laigaard, socialdirektørØjnene bliver dybere og sortere end ellers, nårAnette Laigaard taler om at hjælpe socialt udsattemennesker. Stemmen får denne særlige,intense glød. Her er et kernepunkt til at forstå,hvorfor hun år efter år kan bruge oceaner af vågne timerpå jobbet.Leder er hun med hud og hår – for ledelse drejer sig joogså om mennesker – men at hjælpe de svageste danskeretil værdige liv er helt grundlæggende, hvad livsopgavendrejer sig om.Der er episoder, der har brændt sig ind i nervetrådenepå hende. Oplevelser og erfaringer, hun trækker på dendag i dag, hvor hun som administrerende direktør for socialområdeti Københavns Kommune tager beslutninger,der er så afgørende for menneskers trivsel.”Det er guld værd for mig, at jeg har set forskellige deleaf samfundet og forstår, hvorfor livet kan være svært fornogle mennesker. Som menig socialrådgiver har jeg oplevetskæbner, der giver mig en værdifuld ballast, når jegtager beslutninger i mit chefjob.”Erfaringer fra gadeplanAnette Laigaard husker tilbage til dengang, hun som ungsocialrådgiverstuderende var tilknyttet det lille GrindstedSygehus. Sygehuset havde aldrig før haft en socialrådgiveransat, og der gik en rum tid, før både sygehus og AnetteLaigaard selv fandt ud af, hvad hun skulle regere med ogruske i.En episode har brændt sig fast i hukommelsen: En kvindeligpatient var så forslået, at sygehuspersonalet varoverbevist om, at kvindens mand slog hende. Men detviste sig, at familien havde gemt en 14-årig retarderet datterpå deres loft. De var simpelthen så flove over datterenshandicap, at de gemte hende væk. Ingen kendte til, atdette barn var født, og det var vel i desperation over sinafsondrede tilværelse, at datteren slog moren, når hunkom med mad til hende.En anden episode: En gammel landmand var indlagt påsygehuset og var helt i panik. Hvem skulle malke hans køer,mens han var indlagt? Anette Laigaard ringede til Falck,der heldigvis kunne tage sig af det. ”Jeg vidste jo ikke nogetsom helst om at malke,” fortæller hun med et smil.Men der var også dengang, Anette Laigaard som næstennybagt socialrådgiver arbejdede i Vollsmose i Odense.Her mødte hun en fortvivlet tyrkisk indvandrerkvindemed tre børn, der konstant oplevede, at dørhåndtagetblev smurt ind i smør, og at dørmåtten blev fyldt medhundelort. Heller ikke dengang var fremmede altid velkomneblandt danskerne.Hvorfor gør de sådan noget? spurgte hun Anette Laigaard,der i stedet for at levere færdigsyede løsningerstille og roligt fik overbevist kvinden om, at hun var nødttil at lade være med at gemme sig i sin lejlighed.I stedet skulle hun tage fat i naboerne. Ringe på og fortælledem sin historie. Hvor hun kom fra, og hvorfor hunvar, som hun var.”Især børnene havde behov for en mor, der tog håndgrebmed sin nye tilværelse i det danske. Og det gik bedre,da kvinden først vendte sig udad.”I dag ville Anette Laigaard slet ikke kunne udfylde rollensom menig socialrådgiver, understreger hun, men erfaringenfra gadeplan er guld værd. At hun på egen krop harmærket menige socialrådgiveres udfordringer, gør hendesforståelse ekstremt meget større. Skrivebordsteoretikerbliver hun aldrig. Med egne øjne har hun set, hvad dervirker, og hvad der slet ikke nytter.ØnskejobbetAnette Laigaard sidder i dag i et ønskejob. Det vakte nogenundren, da hun i marts 2007 forlod det prestigefyldtejob som kommunaldirektør i Fredensborg Kommune tilfordel for jobbet som administrerende direktør for socialområdeti København.”Dem, der kender mig, undrede sig til gengæld ikke.Her kan jeg kombinere min store interesse for ledelse meddet sociale område, jeg brænder så intenst for.”København har mange organisatoriske muskler, menogså mange sociale problemer.18