11 kvinders vej til topledelse - kommunale karrierespor - KTO

sale arbejdsløshed, der hærgede Danmark først i 90’erne.Det var et chok. Virkelig rystende.”Jeg kom ud, sprængfyldt af virkelyst, og ingen kunnebruge mig. Jeg var ved at gå til, energien skulle jo ud påen eller anden måde, og jeg blev træningsnarkoman. Hårdsekvenstræning fik mig efterhånden til at ligne en toptrimmetMadonna,” griner hun.Efter et utal af ansøgninger og et års frustrerende ventetidfik hun hul igennem til jobmarkedet. En af de mindstekommuner i Danmark – Blaabjerg – med den førstedanske direktionsledelse fik øje for hende. Hun blev ansatsom direktionssekretær, men af private årsager måtte hunefter kun ni måneder sige sit første job op. Endnu et årsarbejdsløshed måtte hun tage på sig.Dengang kunne Jane Wiis naturligvis ikke se nogen somhelst værdi i de lange perioder med elendighed, men i dagved hun, at det gavner selv at have været ude at svømmeøkonomisk og mentalt.”Det var økonomisk hårdt, fordi jeg skulle betale minstudiegæld. Jeg husker følelsen af desperation helt ind irygmarven. Men den erfaring gavner mig utroligt megeti dag. I kommunerne har vi jo at gøre med folks livssituationer.Og jeg forstår, hvad der kan røre sig i folk, når dekommer ud for svære hændelser.”Eventyret begynder125 ansøgninger blev det til i anden arbejdsløshedsperiode,og så ”forbarmede de sig over mig i KøbenhavnsKommune”.Hun fik job i Magistratens 4. afdeling, der var bygge- ogteknikforvaltningen, og eventyret startede.”Alle muligheder stod åbne. København er en fantastiskarbejdsplads for sådan en lille bonderøv som mig, der havdedet hele i sig, havde energien til at rykke, og der blevtaget imod mig med kyshånd. Blækspruttefunktionen varhelt afgørende i et stort bureaukrati – og jeg sad pludseligder i slaraffenland.”I løbet af fem år arbejdede hun sig op fra at være ACfuldmægtigtil at blive vicekontorchef, kontorchef for internationaleanliggender i Overborgmesterens afdeling tilkontorchef i Vejafdelingen.”Efterhånden var jeg sikker på, at jeg kunne alt. Karrierenkørte som smurt, og jeg var som en fisk i vandet.”Men efter små syv år sagde Jane Wiis ja til at blive vicekommunaldirektøri Greve.”Her begyndte min topchefkarriere for alvor på godt ogondt. Den mandag, jeg mødte ind, havde de dagen før,om søndagen, fyret kommunaldirektøren, der havde ansatmig. Og jeg blev konstitueret som kommunaldirektør.Det job skulle jeg ikke have taget!”Rå magtkampI jobbet som konstitueret kommunaldirektør i Greve brugteJane Wiis 150 procent af sin kapacitet. En kommunaldirektørfyringskaber uro i direktionen, og hun kom indpå en kampplads uden at kende organisationen. Hun blevsat til at genoprette en direktionsstyret kommune, der varkørt ned, og hun havde slet ikke den erfaring i direktionssammenhæng,der var nødvendig. Klarede jobbet gjordehun, men det var ekstremt personligt opslidende.”Det udviklede sig til lidt af en rå magtkamp. Det havdejeg oplevet mange gange på afstand i København, menjeg havde aldrig selv været en del af det.”I alle sine chefjob har Jane Wiis ellers bestræbt sig på atundgå magtkampe.”Jeg er ikke typen, der går ind til borgmesteren og siger:Ham der skal ud. Hele tiden forsøger jeg at holdemig på den rigtige side. Jeg har et erklæret mål om ikkeat stikke kniven i ryggen på folk, men ind forfra, hvis dennødvendigvis skal føres. Så de ved, hvis jeg går efter dem.Sådan undgår man de rå og opslidende magtkampe. Tagkonflikten, når den er der, og sig tingene ’face to face’.”I sin ledelse bestræber Jane Wiis sig desuden på at leveop til princippet om, at lige meget hvad du gør med mennesker,skal de smile, når de går ud ad døren.”Det kan være, de har mistet et job, men de skal alligevelhave noget positivt med sig. Du må aldrig lukke endør, medmindre du har peget på en anden dør, der står53