Maj 2009 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

26nu behovet hos ægtemænd, der harmistet deres hustru, og behovet hoshustruer, der på grund af dødsfald erefterladt alene.De fleste af os kender enker, somhar brug for opmærksomhed. Detrører mig at høre, som jeg har hørt,om en ældre enke, som jeg havde tilhensigt at besøge igen, der blev inspirerettil at besøge en yngre enke forat trøste hende. En enke, der selvhavde behov for trøst, blev sendt forat trøste en anden. Herren hjalp ogvelsignede to enker ved at inspireredem til at opmuntre hinanden. Så hanhjalp dem begge.Herren sendte hjælp på sammemåde som til de ydmyge fattige iAlma 34, som havde reageret på hanstjeneres undervisning og vidnesbyrd.Da de havde omvendt sig og tilsluttetsig Kirken var de stadig fattige. MenHerren sendte dem for at gøre forandre, hvad de formodentligt troedevar umuligt for dem, og som de stadighavde brug for. De skulle giveandre det, som de kunne have håbet,at han ville give dem. Herren gav gennemsin tjener disse fattige nydøbtedenne vanskelig opgave: »For efter atI har gjort alt dette, hvis I så viser dentrængende og den nøgne bort ogikke besøger den syge og plagedeog ikke giver af jeres gods, hvis I harnoget, til dem, som står i behov – jegsiger jer, at hvis I ikke gør noget afdette, se, da er jeres bøn forgæves oggavner jer intet, og I er som hyklere,der fornægter troen.« 6Det kan virke som at bede folk omfor meget, når de selv har så stort etbehov. Men jeg kender en ung mand,som blev inspireret til at gøre præcisdet i begyndelsen af sit ægteskab. Hanog hans hustru kunne knap overlevepå deres smalle budget. Men han så etandet par, der var fattigere, end deselv var. Til sin hustrus overraskelsehjalp han de andre af deres sparsommemidler En lovet velsignelsemed følelse af fred kom, mens destadig var fattige. Velsignelsen medvelstand, der oversteg deres vildestedrømme, kom senere. Og mønstretmed at se andre i nød, nogen medfærre midler eller med smerter, eraldrig ophørt.Der er endnu en prøvelse, der, hvisman udholder den godt, kan bringevelsignelser i dette liv og velsignelserfor evigt. Alder og sygdom kan væreen prøve for selv den bedste. Minven tjente som vores biskop, da minedøtre boede hjemme. De taler omdet, de følte, når han bar sit enkle vidnesbyrdomkring lejrbål i bjergene.Han elskede dem, og de vidste det.Han blev afløst som vores biskop.Han havde virket som biskop før i enanden stat. Personer, som jeg harmødt, der kom fra hans tidligeremenighed, mindes ham, som minedøtre gør.Jeg besøgte ham i hans hjem fratid til anden for at takke ham og giveham præstedømmevelsignelser.Hans helbred gik langsomt ned adbakke. Jeg kan ikke huske alle de sygdomme,han led af. Han skulle opereres.Han var konstant i smerte. Menhver gang jeg besøgte ham for atopløfte ham, vendte han situationen;det var altid mig, der blev opløftet.Hans ryg og ben tvang ham til atbruge stok for at gå. Alligevel var hani kirke, altid siddende ved døren,hvor han med et smil kunne hilsepå dem, der kom tidligt.Jeg glemmer aldrig min overraskelseog beundring, da jeg åbnedebagdøren derhjemme og så hamkomme op ad vores indkørsel. Detvar den dag, hvor vi stillede voresaffaldsspande ud, så skraldemændenekunne tømme dem. Jeg havde satspanden ud om morgenen. Men hertrak han min affaldsspand op ad bakkenmed en hånd, mens han balanceredemed en stok i den anden hånd.Han gav mig den hjælp, han syntes, atjeg behøvede, når han selv behøvededen langt mere, end jeg gjorde. Oghan hjalp mig med et smil og uden atvære spurgt.Jeg besøgte ham, da han til sidstmåtte passes af sygeplejersker oglæger. Han lå i en hospitalsseng, stadigmed smerter og stadig smilende.Hans hustru havde ringet til mig forat sige, at han blev svagere. Min sønog jeg gav ham en præstedømmevelsignelse,mens han lå i sengen forbundettil slanger og flasker. Jegbeseglede velsignelsen med et løfteom, at han ville have tid og styrke tilat gøre alt det, som Gud ønskede,han gjorde i dette liv, til at klareenhver prøve. Han rakte sin hånd udfor at gribe min, da jeg trådte væk frahans seng for at gå. Jeg var overrasketover styrken i hans greb og fasthedeni stemmen, da han sagde:»Jeg vil klare det.«Jeg gik og tænkte, at jeg snart såham igen. Men telefonopringningenkom i løbet af en dag. Han var gåetbort til det herlige sted, hvor han vilse Frelseren, som er hans fuldkomnedommer og vil blive vores. Da jegtalte ved hans begravelse, tænkte jegpå Paulus’ ord, da han vidste, at hanskulle til det sted, hvor min nabo ogven var gået:»Men du, hold altid hovedet koldt,