Maj 2009 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Vær ved godt modPRÆSIDENT THOMAS S. MONSONVær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålendesom jeres tro.Mine kære brødre og søstre,jeg vil gerne udtrykke minkærlighed til jer. Jeg erydmyg ved tanken om ansvaret for attale til jer, og samtidig taknemlig formuligheden for at gøre det.Siden vi sidst mødtes ved generalkonferencenfor seks måneder siden,har der været stadige tegn på, at forholdenei verden ikke nødvendigviser, som vi kunne ønske. Den globaleøkonomi, som for seks måneder sidenhang lidt med næbet, synes nu at havestyrtdykket, og i mange uger har deøkonomiske udsigter set lidt dystreud. Desuden fortsætter samfundetsmoralske fundament med at skride,mens de, der forsøger at sikre dettefundament, ofte bliver latterliggjort ogtil tider udsat for chikane og forfølgelse.Krige, naturkatastrofer og personligeulykker forekommer stadig.Det ville være let at miste modetog blive kynisk i forbindelse medfremtiden – eller tilmed frygte det, dermåtte komme – hvis vi tillod os kun atdvæle ved det, der er forkert i verdenog i vores liv. Men i dag ønsker jeg atvende vores tanker og vores indstillingbort fra problemerne rundt om os og istedet fokusere på vores velsignelsersom medlemmer af Kirken. ApostlenPaulus skrev: »For Gud har ikke givetos en fej ånd, men en ånd med kraftog kærlighed og besindighed.« 1Ingen af os kommer gennem detteliv uden problemer og udfordringer –og sommetider tragedie og ulykke. Vier her trods alt først og fremmest forat lære og udvikle os gennem sådannebegivenheder i vores liv. Vi ved, at derer tidspunkter, hvor vi vil lide, hvorvi vil sørge, og hvor vi bliver bedrøvede.Men vi får at vide: »Adam faldt,for at menneskene kunne blive til,og menneskene er til for at kunnenyde glæde.« 2Hvordan kan vi have glæde i voresliv på trods af alt det, vi står overfor?Atter fra skrifterne: »Vær derforved godt mod og frygt ikke, for jeg,Herren, er med jer og vil stå jer bi.« 3Kirkens historie i denne, tidernesfyldes uddeling, er fuld af beretningerom personer, der har slidt og alligeveler forblevet trofaste og ved godtmod, når de har gjort Jesu Kristievangelium til det centrale i deres tilværelse.Det er denne indstilling, dervil trække os igennem, uanset hvad vimøder på vores vej. Den fjerner ikkevores problemer, men gør os snarerei stand til at se vore problemer iøjnene, konfrontere dem direkte oggå sejrende derfra.Eksemplerne på alle de mennesker,der har oplevet vanskelige forhold,og som stadig har holdt ud oghar sejret på grund af, at deres tro påevangeliet og på Frelseren har givetdem den styrke, de behøvede, er fortalrige til at nævne. Denne formiddagvil jeg imidlertid gerne fortælle jer omtre sådanne eksempler.Først kommer jeg med et rørendeeksempel fra min egen familie, somaltid har været en inspiration for mig.Mine oldeforældre på min morsside, Gibson og Cecelia Sharp Condie,boede i Clackmannan i Skotland.Deres familie arbejdede i kulminerne.De levede i fred med verden, omgivetaf slægtninge og venner, og boederelativt komfortabelt i et land, deelskede. Så lyttede de til budskabet framissionærer fra Jesu Kristi Kirke afSidste Dages Hellige og blev omvendthelt ind i deres sjæls inderste. Dehørte kaldet om at samles i Zion ogvidste, at de måtte følge det kald.Engang omkring 1848 solgte dederes ejendele og forberedte sig påden farlige rejse tværs over det storeAtlanterhav. Med fem små børn gik deombord på et sejlskib med alle deresverdslige ejendele i en lille kiste. Derejste 5.000 km tværs over havet –otte lange og udmattende uger på etforræderisk hav, hvor de ventendeholdt udkig, de fik dårlig mad, dårligtvand og på det lille skib kunne manikke få hjælp udefra.Midt i denne sjælsopslidende situationblev en af deres drenge syg. Dervar ingen læge, ingen butikker, hvorman kunne købe medicin til at lindrehans smerte. De så på, de bad, deventede, og de græd, mens hans tilstanddag for dag blev værre. Da hansøjne til sidst blev lukket af døden,blev deres hjerte revet itu. Og deressorg blev blot større ved, at søenslove skulle følges. Viklet ind i et lagenog tynget ned med jern blev den lillekrop overgivet til den våde grav. Dade sejlede bort, vidste kun disse forældre,hvilket knusende slag derLIAHONA MAJ 2009 89