Maj 2009 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

live lige så fuldkomment, somdet var frivilligt og hans alene, trakFaderen ikke desto mindre kortvarigtsin Ånds trøst og støtten fra sin personligetilstedeværelse væk fra Jesus.Det var påkrævet. Det var i sandhedvigtigt for forsoningens betydning, atdenne fuldkomne Søn, som aldrighavde talt dårligt, gjort noget forkerteller rørt ved noget urent, kunneerfare, hvordan resten af menneskehedenville føle, når de syndede. Forat hans forsoning kunne være uendeligog evig, måtte han føle, hvordandet er at dø, ikke blot fysisk, menåndeligt, for at mærke, hvordan deter, at få den guddommelige Ånd trukketvæk, hvilket får en til at føle sigfuldstændig og håbløst alene.Men Jesus holdt ud. Han fortsatte.Hans indre godhed gjorde det muligtfor troen at triumfere, selv i en tilstandaf fuldstændig smerte. Den tillid, somhan havde, fortalte ham, at på trods afhans følelser er den guddommeligebarmhjertighed aldrig fraværende, atGud altid er trofast, at han aldrig flygtereller svigter os. Da den sidste ørevar blevet betalt, da Kristi beslutsomhedom at være trofast var så tydelig,at den var fuldstændigt uovervindelig,da var det endeligt og barmhjertigt»fuldbragt.« 18 Mod alle odds og udennogen hjælp eller nogen til at holdesig oppe, genoprettede Jesus fraNazaret, den levende Guds levendeSøn, det fysiske liv, som døden havdestyret og bragte frydefuld og åndeligforløsning ud af djævelsk mørke ogfortvivlelse. Med troen på den Gud,som han vidste, var der, kunne han triumferendesige: »Fader, i dine hænderbetror jeg min ånd.« 19Brødre og søstre, noget af den størstetrøst ved påsken er, at fordi Jesusgik på en så lang og ensom sti fuldstændigalene, behøver vi ikke gøredet. Hans ensomme rejse købte os dejligtselskab på vores lille version af densti – vor Fader i himlens barmhjertigeomsorg, det aldrig svigtende selskabaf denne elskede Søn, Helligåndensfuldendte gave, engle i himlen, familiemedlemmerpå begge sider af sløret,profeter og apostle, lærere, ledere ogvenner. Alle disse og mange flere ergivet os som ledsagere på vores jordiskerejse på grund af Jesu Kristiforsoning og gengivelsen af hans evangelium.Fra Golgatas top er sandhedenforkyndt om, at vi aldrig vil blive efterladtalene eller uden hjælp, selv når visommetider kan føle, at vi er. Voresalles Forløser sagde i sandhed: »Jeg vilikke efterlade jer faderløse; jeg kommertil jer [og bliver hos jer].« 20Min anden bøn i påsken er, at dissescener fra Kristi ensomme offer knyttetsammen med øjeblikke af benægtelse,svigt og mindst ét fuldbyrdetbedrag aldrig må udspilles af os. Hanhar gået alene engang. Må jeg bede jerom, at han aldrig igen vil være nødt tilat konfrontere synd uden vores hjælp,at han aldrig igen vil finde uansvarligetilskuere, når han ser jer og mig langssin Via Dolorosa i dag. Når vi nærmeros denne hellige uge – Skærtorsdagmed dens påskelam, Langfredag meddens kors, Påskedag med dens tommegrav – må vi erklære os selv for at værebedre disciple af Herren Jesus Kristus,ikke blot i ord og når det går godt,men i gerning og i mod og i tro, ogsånår stien er ensom og når vores korser for tungt at bære. Må vi dennepåske og altid stå ved Jesus Kristus »tilalle tider og i alle ting og på alle steder,hvor [vi] måtte befinde [os], ja,indtil døden,« 21 for det er virkeligtsådan at han stod ved os, da det varindtil døden, og da han var nødt til atstå der helt alene. I Jesu Kristi navn.Amen. ■NOTER1. Es 63:3, 5; se også L&P 76:107; 88:106;133:50.2. Matt 26:65-66; se fodnote 66b.3. Luk 23:14.4. Matt 27:26.5. Se Guide til Skrifterne, »Barabbas«, s. 12.6. Matt 27:21.7. Matt 26:24.8. Matt 26:38.9. Se Luk 22:44; Mosi 3:7; L&P 19:18.10. Matt 26:40.11. Matt 26:45.12. Se Spencer W. Kimball, »Peter, My Brother,«BYU Speeches of the Year, 13. juli 1971, s. 5.13. Se Mark 14:27-31.14. Luk 22:61-62.15. Matt 26:56.16. Matt 27:46; fremhævelse tilføjet.17. Joh 16:32; 8:29.18. Se Joh 19:30.19. Luk 23:46.20. Joh 14:18, 23.21. Mosi 18:9.88