Maj 2009 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Jeg elsker de ord, M. LouiseHaskins har skrevet:Og jeg sagde til manden, som stodved årets port:»Giv mig et lys, så jeg trygt kantræde ind i det ukendte!«Og han svarede:»Gå blot ind i mørket, og læg dinhånd i Guds hånd.Det vil for dig være bedre end et lysog sikrere end den kendte vej.« 7Scenen for mit sidste eksempelpå en person, som holdt ud og i sidsteende sejrede trods overvældendeog vanskelige forhold, begynder iØstprøjsen efter anden verdenskrig.Det var omkring marts 1946, mindreend et år efter krigen var slut, atEzra Taft Benson, der på det tidspunktvar medlem af De Tolvs Kvorum ogledsaget af Frederick W. Babbel, fik tilopgave at foretage en særlig rejse iEuropa efter krigen med det specifikkeformål at mødes med de hellige,vurdere deres behov og yde demhjælp. Ældste Benson og bror Babbelberettede senere, ud fra et vidnesbyrd,de havde hørt, om et kirkemedlemsoplevelser. Hun befandt sig i etområde, som ikke længere blev kontrolleretaf det styre, som hun havdelevet under.Hun og hendes mand havde leveten beskyttet tilværelse i Østprøjsen.Så kom den anden store verdenskrig ideres livstid. Hendes elskede ungemand blev dræbt i de sidste dage afde forfærdelige kampe i deres hjemland,og det efterlod hende ene om atsørge for deres fire børn.Besættelsesmagterne bestemte, attyskere i Østprøjsen skulle rejse tilVesttyskland og finde et nyt hjem.Kvinden var tysker, så hun måtterejse. Rejsen var mere end 1.600 kmlang, og hun havde ikke andre mulighederend at gå. Hun fik kun lov til atmedbringe de nødvendigheder, somhun kunne læsse på sin lille trækvognmed træhjul. Foruden sine børn ogdisse beskedne ejendele medbragtehun en stærk tro på Gud og på evangeliet,som det var åbenbaret til densidste dages hellige profet JosephSmith.Hun og hendes børn påbegyndterejsen sidst på sommeren. De havdehverken mad eller penge blandt deresfå ejendele, så hun var nødt til atsamle deres daglige mad på markerog i skoven langs vejen. Hun var konstantudsat for farer fra paniske flygtningeog plyndrende soldater.Da dagene blev til uger, og ugernetil måneder, faldt temperaturen tilunder frysepunktet. Hver dag slæbtehun sig frem over den frosne jordmed sit mindste barn – et spædbarn –i armene. Hendes tre andre børnkæmpede sig frem bag hende, og denældste – en syvårig – trak den lille trævognmed deres ejendele. Forreventog hullet hessian var svøbt om deresfødder og var den eneste beskyttelse,for deres sko var for længst gået iopløsning. Deres tynde, iturevne jakkerdækkede deres tynde og lasedetøj og var deres eneste beskyttelsemod kulden.Snart kom sneen, og dage og nætterblev et mareridt. Om aftenen forsøgtehun og børnene at finde etsted med ly – en lade eller et skur –og krøb sammen for at få varmenmed nogle få tynde tæpper fra vognenover dem.Hun kæmpede hele tiden for atfortrænge den overvældende frygt i sitsind for, at de ville dø, før de nåedefrem til deres mål.Og en morgen skete det utænkeligeså. Da hun vågnede, følte hun etkuldegys i hjertet. Hendes lille treårigedatter var kold og stille, og hunforstod, at døden havde gjort krav påbarnet. Selv om hun var overvældet afsorg, vidste hun, at hun måtte tage sigaf de andre børn og komme videre.Men først brugte hun det enesteværktøj, hun havde – en spiseske – tilat grave en grav i den frosne jord til sitlille, dyrebare barn.Døden skulle imidlertid vise sigat blive hendes ledsager på rejsen.Hendes syvårige søn døde, enten afsult eller af kulde, eller begge dele.Igen var spiseskeen hendes enesteskovl, og igen gravede hun time eftertime for blidt at lægge hans jordiskehylster ned i jorden. Dernæst dødehendes femårige søn, og igen brugtehun sin spiseske som skovl.Hendes desperation var altfortærende.Hun havde kun sit spædbarn,en lille datter, tilbage, og det lilleskind skrantede. Til sidst døde spædbarneti hendes arme, da hun næstenhavde nået rejsens mål. Skeen var nuvæk, så i timevis gravede hun en grav iden frosne jord med sine bare hænder.Hendes sorg blev uudholdelig.Hvordan kunne hun overhovedetknæle i sneen ved siden af sit sidstebarns grav? Hun havde mistet sinmand og alle sine børn. Hun havdeopgivet alt sit jordiske gods, sit hjemog tilmed sit fædreland.I dette øjeblik med overvældendesorg og fuldstændig forvirring, følteLIAHONA MAJ 2009 91