Rundt omkring i Hillerslev sogn.indd - Thisted Museum

Rundt omkring i Hillerslev sogn. Lokalhistoriske skrifter fra Hillerslev-Kåstrup sogne nr. 5, 20008Den før omtalte Edvard Klausen sagde altid: "Ja, nu skulledet være en doven gris, der ikke kunne sove, når man komhjem!" Det skal også siges, at der ikke var mangel på"bovne" koner, de kunne "fylde særken ud", som mansagde.Ud at tjeneMineforældre og sygeplejerske Marie Nørgaard c. 1960.for jeg stod ude ved vejen, når Jakob kom. Det var medtrækøllen som stok, og den anden hånd med fingeren ivestærmet. Når han kom ud for mig, stak han hånden ud: "Vildo mæ op og fløt?" Jeg kan endnu, snart 70 år efter, mærkehans store, barkede hånd. Stadigvæk uden de mange ord, menmed en kærligheds og trygheds uforklarlige fornemmelse. Sådet er ikke altid de store ord, der bider sig fast. - Jeg er nødttil at blive der lidt endnu.Jakob havde 2 sønner, som skiftedes til at være karlhjemme. Det var Kristian og Peder. Kristian er Poul Henriksmorfar, så det kan jo da i hvert fald siges, at det er enslægtsgård. På den omtalte jordlod stod deres 3 heste ogsåsomme tider på græs, og de skulle altid hjem om natten, så detvar om aftenen, de blev hentet. Jeg havde fundet ud aftidspunktet og stod så også omme ved vejen, når en af demkom. "Vil do mæ op og hent æ hæjst'?" - det var også envoksen hånd, men det var altså højdepunktet at få lov at ride påden ene. En brun, gammel og rolig hest - jeg kan se den formig endnu, selv om der er løbet meget vand i havet siden da.Ja, jeg kunne blive ved!Men ellers lidt om livet i Fælleden dengang, ganske kort.Det var jo nok der, som så mange andre steder, alle hjalp alle.Der var i hvert fald sammenhold på alle måder, det var ihøsten og høbjærgningen og tærskningen. Var der mangel påpenge, lånte man af hinanden. Det var i trediverne, og dakostede en slagterigris siger og skriver 33 kroner, så der var jogrænser for, hvor meget man kunne låne af hinanden.Ja, selv når jordemoderen skulle i hus, som man sagde, såvar nabokonen til stede og skulle hjælpe. Da var der ikke nogetmed at skulle på sygehuset, fordi der skulle komme en nyverdensborger. Der var også enkelte, der blev vant til turen - enaf vores naboer fik 17 børn, så der kan man vist godt sige, at dekom i træning.Der var også en anden ting, der gav sammenhold, nemlignabogilder. Det mest almindelige var spisegilder en gang omåret, derud over kaffegilder hver gang, der var en, der havdefødselsdag. Man startede med chokolade med boller og klejner,derpå kaffe med 5-6 slags brød, midt på aftenen dessert, øl ogvand. Desserten var ofte svesker med et ordentlig lagflødeskum. Man spillede kort til klokken 1-2 stykker, og såblev der serveret boller med et godt lag pålæg. Der var ingen,der gik sultne i seng.Jeg kom som alle andre ud at tjene, da jeg var blevetkonfirmeret. Endda før min konfirmation, da det ibegyndelsen var på forskellige gårde i omegnen. Med alderenblev afstanden fra Hillerslev større, til nabokommunerne oget enkelt smut til Fyn. Det var i sig selv en oplevelse hvergang, man kom i en ny plads og så de forskellige skikke, somhver især havde. Det ville være umuligt og uinteressant atbeskrive det hele, men jeg skal i store træk ridse en del op,selv om der nok vil være nogle, der så siger: "Det er sgu'løgn".Det begynder man måske med, når jeg fortæller, at jeg var13 år, inden jeg fik lært at cykle. Sådan var det nok for defleste på min alder; men da jeg skulle ud og tjene den 1. maj,skulle jeg have lært at cykle, inden jeg skulle betræde pladsen.Se, jeg skulle jo også i skole 4 halve dage á 5 timer, og såkunne det jo ikke hjælpe noget, at jeg ikke kunne cykle. Detvar en kostbar arbejdstid, der gik tabt ved at gå og drysse påvejen. Jeg fik et gammel lig af en cykel af min mor. Denhavde hængt på loftet i flere år, men nu var det bare med atkomme i gang. Det gav selvsagt nogle hudafskrabninger på engrusbelagt vej. Det var starten på mit cykleri og min tid somtjenestedreng.Selv om det var inden for sognets grænser og hos flinkemennesker, var det alligevel en stor forandring i en drengstilværelse. De kære lektier skulle så læres i den sparsommefritid, for da var der ikke noget, der hed 37 timers uge. Da vardet arbejde til klokken 7 - 8 stykker om aftenen, så øjnenekunne hurtigt blive tunge over skolebøgerne. Voresskolelærer, som ellers var ret streng, var god ved vi drenge,som var ude at tjene. Hvis vi kom til at blunde lidt overlæsningen, var de søde piger flinke til at sige, at "nu sover haneller han", men så svarede læreren gerne: "Lad ham sove lidt,han trænger nok til det." Det var betænksomt af ham.Det var så starten på mit, om ikke voksent så dog "størreliv" blandt fremmede og voksne mennesker. Man blev vant tilmosten med hensyn til at arbejde, men det har vi aldrig hørtnogen dø af! Det, der kunne være det værste, var, hvor der varflere voksne karle. Der var det som regel drengen, det gik udover. "Det kan drengen lige gøre" - det var altid ham, derskulle være oppasser såvel i arbejdstiden som efter fyraften.Det var jo også ham, der havde de yngste ben. Desuden var detklogest at lystre, for dengang var det ikke umoderne ellerulovligt at stikke en ordentlig én på kassen, så det var klogestat flytte benene.Det skal understreges, at jeg aldrig er blevet misbrugt,men det var der altså nogle, der blev - sådan var det bare. Somtiden gik, blev vi drenge jo også til karle, og da var det ingendårlig idé at huske, dengang vi selv var drenge, og da lovedevi os selv altid at behandle andre, som vi selv gerne villebehandles.10