Rundt omkring i Hillerslev sogn.indd - Thisted Museum

Rundt omkring i Hillerslev sogn. Lokalhistoriske skrifter fra Hillerslev-Kåstrup sogne nr. 5, 2000hjælpende hånd til folkene i sognet. Hans tusindkunstnerevnerkom til udtryk på mange måder.Frisørkunsten evnede han også. Nok ikke den helt storemodeklipning kunne han præstere, men dog således atfolk ikke lignede vildmænd. Mange mennesker kom ihjemmet for at blive klippet og få en sludder for ensladder, en selvfølgelig gratis venskabstjeneste fra hansside.Lars Blak var utrolig god og omsorgsfuld over for sinedyr, dog uden at være fanatiker. Selvfølgelig skulle hestenarbejde, og selvfølgelig skulle grisen slagtes, når tiden varinde. Men i den tid dyret og Lars Blak var sammen, skulledet have det virkelig godt.De mest mærkelige kunstner kunne han lære dyrene.En hest, han havde, blev forfalden til kardusskrå, som hanselv brugte. Hesten nægtede simpelthen at røre på sig, førden havde faet lidt skråtobak at starte dagen på. Senere pådagen, når bedstefar fandt pakken frem med skråtobak,stoppede hesten, uanset hvor de var. Den skulle have lidtstimulans for at kunne arbejde videre. Altid sørgede LarsBlak for, at hans dyr havde ædelse og drikkelse, intet dyrmåtte lide i hans varetægt.I en tid, hvor dyret blot fik skåret halsen over vedslagtningen, blev - til slagterens store forbavselse - ethvertdyr i Lars Blaks varetægt altid bedøvet med et ordentligslag i hovedet inden slagtningen.Intet dyr måtte lide, han ville simpelthen ikke have denslags dyrplageri - hellere kassere et stykke af hovedet, ogdyret havde under ingen omstændigheder følt smerte.Dette ærgrede Maren Kirstine temmelig meget. Hvadkunne hun dog ikke have lavet ud af dyrets hoved, hvis detikke var blevet bedøvet inden slagtningen.Pudsigt, der var dog et dyr i naturen, som bedstefarikke kunne fordrage, nemlig hugormen.Flere gange dagligt i sommerhalvåret mødte han sinfjende i naturen. Øjeblikkelig slog han hugormen ihjel,med hvad han havde i hænderne. Under de grusomste ederog forbandelser blev han ved med at tæve løs på detallerede døde dyr, indtil der kun var en blodig massetilbage. Var der ingen slag-, stik- eller skydevåben indenfor rækkevidde, så trådte han absolut og lynhurtigt påhovedet af den lille giftslange, der prøvede at vriste sig friog baske sig op ad hans bare ben - absolut forgæves.Stille og roligt tog Lars Blak kniven op af lommen ogsnit - hugormen var i to stykker, så gjorde den hugormikke mere fortræd i verden. Hvis hugormen i dag er entruet eller næsten uddød race, så må man da nok sige, atLars Blak havde en del af æren eller skylden heri.Mærkelig nok, hvor dyrevenlig Lars Blak end var, såvar han altid en værdsat skytte, når et dyr blev gammelt ogsyg og måtte aflives. Altid blev han tilkaldt, når et dyr ikkekunne mere. Hans gamle hanebøsse cal. 16 blev ladt ogaffyret på tæt hold. Dyret var øjeblikkeligt befriet for sinsmerte og omgående ekspederet over i evigheden. At sådyret ikke egnede sig til udstopning, er nok en anden sag.Selv større dyr som heste og køer plaffede han ned med sitjagtgevær, hvis det var nødvendigt.Lars Blaks evne til at forsørge en familien under lidttrange kår blev aldrig glemt. Da de større børn flyttedehjemmefra, elskede de stadig at besøge deres forældre,når de endelig havde fri fra deres pladser på gårdene påegnen. Senere drog seks af børnene til København, hvor destiftede familie, og nu begyndte der at komme småbørnebørn til.Skønt Lars Blak og Maren Kirstine selv havde haftmange børn, så elskede de virkelig at lege og pusle om desmå børnebørn. Nu hvor børnebørnene efterhånden erkommet op i alderen, og næsten alle er blevetpensionister, så mindes alle, hvor muntert og trygt detaltid var at komme i hjemmet i Skovsted. Mange muntrehistorier bliver stadig genopfrisket, når vi er sammen. En,synes vi dog, fortjener at komme frem i dagens lys:Engang gik Lars Blak i laden og puslede ved et ellerandet. Pludselig blev der en forfærdelig uro og spektakel ihønsegården. Lars Blak kunne høre, at noget ganske forskrækkeligtvar i opløb. Resolut greb han jagtgeværet - enlækat havde bidt sig fast i ryggen på en høne. Øjeblikkeligblev der affyret et skud - den lille blodtørstige hønsetyvsegnede omgående død om, mens hønen overlevede. Nokmere held end forstand og skydeevne.Men efter disse to attentatforsøg - først fra lækattensside, dernæst et haglskud - skulle hønen naturligvis ikkeslagtes, men da selvfølgelig have en naturlig død.I 1934 besluttede ægteparret sig til at afhænde ejendommeni Skovsted, selv om de endnu ikke kunne fåaldersrente. Det hårde slid i hele deres liv begyndte atsætte sit præg på dem. Krisen i 30'erne gjorde det hellerikke lettere at drive landbrug, så ejendommen blev solgttil Jens Svendsen, der i 1942 solgte videre til familienVandet Poulsen. Selve ejendommen, som familien LarsBlak boede i, består stadig og har i dag adressen Kanstrupvej12 og er ejet af Birthe og Johannes VandetPoulsen, der driver en maskinstation.Maren Kirstine og Lars Blak med datteren Stinnes børn -fra venstre: Reinholdt, Lars Evald og Ellinor.47