<strong>Rundt</strong> <strong>omkring</strong> i <strong>Hillerslev</strong> <strong>sogn</strong>. Lokalhistoriske skrifter fra <strong>Hillerslev</strong>-Kåstrup <strong>sogn</strong>e nr. 5, 2000Kort efter flyvefotografering 1978(rettelser 1988)12
<strong>Rundt</strong> <strong>omkring</strong> i <strong>Hillerslev</strong> <strong>sogn</strong>. Lokalhistoriske skrifter fra <strong>Hillerslev</strong>-Kåstrup <strong>sogn</strong>e nr. 5, 2000være én hjemme. Det var rimeligt nok, for der kunne jo godtblive et eller andet i vejen med så mange dyr, og da var detikke rart for bondemanden at være alene. Der var jo ingenbiler, og det kunne være besværligt, hvis man for eksempelskulle have fat i dyrlægen - eller skulle hente medicin.Sådan var det på en gård, men som sagt, en stille ogrolig, afslappet tilværelse eller livsstil, hvad man nu kankalde det.Brændsel og varmeDer er endnu en væsentlig ting. På de allerfleste gårde i<strong>Hillerslev</strong> hørte der en tørvemose til. Det var der, hvor de nudrænede engarealer ligger. Der var nok flere tørvemoseejere,end der er engskifter nu, idet nogle stykker er købt sammen.Det var ikke uden betydning med en sådan tørvemose, da defleste nærmest kun brugte tørv fra mosen til opvarmning omvinteren. Måske suppleret med nogle gamle hegnspæle, somhavde været brugt til indhegning for kreaturer.Der var også nogle, som købte "udhugst", som man kaldtedet, fra de nærliggende klitplantager. Det var fra udtyndingenaf plantagen. Det var ikke ret tykke stammer, som man fikmed grenene på. Når man så kom hjem, stod man og"kvastede dem af', som det hed. Det vil sige, at manhuggede grenene fra stammen. Man stod derefter med en økseog huggede disse i småstykker. Det var det, vi kaldte kvas, ogdet blev brugt til at tænde op i komfuret og gruekeddel med.Når det var tørt, var det let antændeligt, og så kunne manbegynde at stoppe tørv og pinde på. Stammerne fra detomtalte udhugst blev med håndkraft savet i passende stykker,så det kunne bruges, både i komfur og kakkelovn. Så enhverkan vel nok tænke sig, hvordan en ung pige i huset skullevære lysvågen, når hun om morgenen skulle havemorgenmaden færdig til karlene kl. 6. Først skulle hun havetændt op i komfuret og så have havregrød og kaffe klar til detbestemte tidspunkt. Nu har jeg nævnt, hvad man brugte tilopvarmning, men det var jo også kun i den stue, hvor mansad, der var varmet op, og da var det bestemt også en fordel atsidde nærmest kakkel-ovnen. Det var jo begrænset, hvor megetvarme der var i den slags tørv. Vi kaldte dem bløde tørv. Detvar en slags humusjord, der var blevet tørret.Der var ikke noget med varmt bad hver morgen, og dervar heller ikke varme på karlekamrene. Efter en tærskedag afkorn i laden i 8-10 timer kunne vi ikke undgå at blive støvetgodt til, da var det godt med et par spandfulde vand fra denkolde hane i skyllerummet. Her stod man til daglig og vaskedemælkespande. Sådan et par spande koldt vand tog for detførste det omtalte støv, men det kunne også sætte liv i destøvede lemmer! Vi hørte aldrig om nogen, som blev sygeeller forkølede af dette.Det værste var det rene undertøj, som lå i skabet ikarlekammeret. Det var et koldt bekendtskab! Jeg lagde tit mitundertøj ned på ryggen af en hest, mens jeg vaskede mig, såvar det dejlig varmt at krybe i. Det må nok have lugtet godt afhest, men næserne var ikke så fintfølendedengang. Vi hørte dog aldrig, at der var nogen, der døde afhverken støv, koldt vand eller hestelugt.Nå, men tilbage til de bløde tørv. Hvor kom de fra, oghvordan? Det kan godt være lidt svært at forklare for dem, deraldrig har set dette.Det var en "tørvepøt", som vi sagde. Det var sådan set et hul,hvor der året før havde været gravet tørv. Der var en lodret vægeller hul, hvad man nu skal sige - vi kaldte den for tørvebrink.Sådan en brink kunne være fra 5 til 8 meter bred. Der stod vandi hullerne fra året før, og det var i sådanne gamle tørvehuller, atrørene eller sivene groede. Vandstanden var af en eller andengrund sunket lidt med årene, men der stod altid fra ½ til 1meter vand i sådan et tørvehul.Hvordan gravede man så? Tørvebrættet var et bræt på ca.1,35 m's længde og ca. 25 cm's bredde. På øverste ende varder en pind på tværs af brættet, et slags håndtag. Det varberegnet til at holde ved, og til at klemme tørvebrættet i bundmed. På den nederste ende var der en vinkelkniv til at skæretørvestykker fri med. Når vi skulle have kniven ned itørvestykket, trådte man med en fod lidt ned og klemte så medarmene så langt ned, at vi kunne nå med maven at hoppe påden. Helst så langt ned, at man med knæene kunne trykke denhelt i bund.Den første gang, jeg skulle grave tørv, fik jeg at vide af minhusbond, som var en meget erfaren tørvegraver:" Når do haarvæt i æ pøt jen gang, så er æ først do haar læs og grav tørv"Forklaringen var den, at når vi havde fået brættet så langt ned,at vi kunne hoppe på det (husk på, det var fuldstændig lodret) -så skulle der lidt øvelse til for ikke at fåa overbalance. Det gaven tur på hovedet ned i det grumsede vand, der stod i æ pøt!Da jeg mener at være ret lærenem, varede det ikke længe, førjeg tog turen ned i æ pøt, så advarslen var god nok. Sådan entur var meget belærende for, hvordan man hopper på brættet! !Tørvestykkerne blev med en speciel kniv hugget i stykker itørvestørrelse. Dernæst blev de lagt ud på flad side, efter nogledage rejst d.v.s. to tørv mod hinanden, som et par spillekort.Efter fjorten dages tid skulle de skrues. Dvs. der blev lavet enslags pyramide med mellemrum i tørven. Der stod de ogtørrede 3 ugers tid, alt efter vejret. Da var det godt med sol ogblæst.Det lyder som et ret strengt arbejde. Det var det vel også,men det tænkte vi ikke over, for der var liv og glade dage.Naboerne gravede også tørv, og tørvegravene lå ved siden afhinanden. Det var både karle og piger, der deltog i arbejdet.Stykkerne skulle slæbes ud på den plads, hvor de skulle tørres.Det foregik med hest og et bræt så langt, at der kunne ligge 3-4stykker på. Det var tit den unge pige i huset, der måtte deltage idette, mens karlene huggede tørvestykker. Der var mange omarbejdet.Vi havde madpakker med i mosen, og så gik vi flere holdsammen og holdt spisepause. Da kunne der godt blive "liv idet". Det var for eksempel spændende, om nogle af naboernehavde faet en ny ung pige siden sidst. Der blev somme tiderstiftet bekendtskaber, nogle varede længere end andre - mendet var spændende, om pigerne var "li'så gue som æ tørv."En anden ting, som for resten også hørte til tilværelsen påen bondegård dengang, må jeg også lige fortælle. En ikkeuvæsentlig, men god skik var, at når vi var inde at13
Change language