Rundt omkring i Hillerslev sogn.indd - Thisted Museum

Rundt omkring i Hillerslev sogn. Lokalhistoriske skrifter fra Hillerslev-Kåstrup sogne nr. 5, 2000Det lille hvide hus i vinterdragt, Nu Følfodvej 47.Mens dette stod på, havde vi andre travlt med at støbefundamentet til huset. Det gjorde vi gratis. Vi skulle jogerne have huset så billigt som muligt.Et udvalg blev nedsat til at tegne aktier i det nyforsamlingshus, og det gik fint. Næsten alle var ivrige efterat være med. Vi kunne tegne alle de aktier vi ville, alt eftersom vi havde råd til. Husker jeg ret, så kostede hver aktie50 kr. Jeg tog kun én, idet jeg havde en anelse om, attegningslisten var formet på en forkert måde, og det vistesig også senere, at jeg havde haft ret. Oven overtegningslisten var der nemlig skrevet med store bogstaver:Andelsselskab. Derfor kunne jeg ikke forstå, at man kunnetegne aktier. Mange havde samme mening.Da huset var færdigt og klar til brug, viste det sig snart,at vi havde for få penge. Det blev dyrere, end vi havderegnet med, og der måtte skaffes kapital. Bestyrelsenvedtog så, at alle, der havde tegnet aktier, skulle betale envis sum. Vi skulle alle sammen betale lige meget, -jeghusker ikke hvor meget - hvad enten vi havde ti aktiereller kun én. Alle os, der kun havde tegnet én aktie, syntesikke, at det var retfærdigt, og vi nægtede at betale.Der blev holdt mange møder om det spørgsmål, menvi kom ikke sagen nærmere, og til sidst blev det overgivettil retten at afgøre, hvem der havde ret.Det var første gang i mit liv, at jeg skulle møde i retten.Vi var to, der var blevet udpeget til at forsvare vor sag.Den anden var en husmand. Vi havde selvfølgelig også ensagfører til at hjælpe os. Fra den anden side var mødt togårdmænd, som med ildhu forsvarede deres mening.Dommeren spurgte om forskellige ting, og da vi forlodretten, var jeg klar over, at vi ville tabe vor sag.Vi drøftede sagen med vor sagfører. Han mentebestemt, at dersom vi tabte, så skulle vi lade sagen gåvidere til landsretten. Vi tabte, og det var ingenoverraskelse for mig.Da dommen faldt ud til de andres fordel, var dermange, der forlod vort standpunkt. Én efter én faldt de fra,og til sidst stod husmanden og jeg alene med det hele. Detvar jo ikke så godt, men sagføreren holdt bestemt på, at viburde gå til landsretten. Efter at have drøftet sagen frem ogtilbage, bestemte vi os til at lade ham råde. Flere af dem,der havde de mange aktier, godtede sig over os, og jegmåtte tåle mange spydigheder af den grund. Sagen kom forlandsretten, og vi var selvfølgelig spændt på, hvorledes detville gå. Vores sagfører var stadig optimist.Det var en stor oplevelse at komme i landsretten, ikkemindst at se og høre vor sagfører optræde. Han forstod atlægge sagen frem, så det blev til vores fordel. Dommerenspurgte ikke om ret meget, og da jeg stod i skranken,skulle jeg kun svare på to spørgsmål. Jeg var glad, da jegfik besked om at gå ned på min plads igen. Jeg brød migikke om at stå foran dommeren. Jeg følte mig nærmestsom en forbryder, selvom jeg ingenting havde gjort.Da vi kørte hjem fra Viborg, spurgte jeg sagføreren,om han troede, vi vandt, men han ville ikke rigtig sigenoget, og det kunne han vel heller ikke.Da der var gået en tre-fire dage, blev jeg ringet op afhusmanden. Han sagde ikke goddag men kun: " - Vivandt! "Han havde lige fået brev fra sagføreren, hvori hangjorde rede for hele sagens forløb. Enhver, der havdetegnet aktier i forsamlingshuset, blev dømt til at skullebetale, eftersom de havde aktier til. Det var jo lige det, viønskede.Nu var det først, der blev ballade. Modparten havdeselvfølgelig glædet sig til at kunne triumfere over os engang til. Der blev holdt utallige møder, hvor sagen blevdrøftet. Ved et møde blev der foretaget en afstemning, omde skulle anerkende landsretsdommen. Det viser tydeligt,hvor panikslagne de var. Jeg kan huske, at formanden vedet andet møde foreslog, at vi, der havde vundet, skulleudnævnes til æresmedlemmer. Det var selvfølgelig blot forat gøre nar ad os.Men omsider faldt de da til ro. Det kunne jo ikke væreanderledes. Godt nok hørte vi tale om, at de ville lade detgå helt til højesteret, men det var sagen vist for lille til.Sagens omkostninger måtte vor modpart jo betale, og efterhvad vi fik at vide, betalte de dem af forsamlingshusetskasse.Da vor sagfører fik det at vide, var han straks parat tilat anlægge sag imod dem igen. Det mente han ikke varlovligt. Havde vi tabt, var vi selv kommet til at betale.Men her sagde jeg nej, - nu havde vi vundet vor sag, ogselv om det var rigtigt, hvad han sagde, så ville jeg ikkevære med til at lave mere ballade.Det har mange gange undret mig, hvorfor underrettenog landsretten kom til to vidt forskellige resultater i densamme sag. Det så jo mærkeligt ud. Var det fordi vi hørtetil de små i samfundet, at vi tabte ved underretten?Tegningslisten, som var det afgørende materiale i helesagen, blev jo lagt frem for dommeren både i underrettenog landsretten. Hvorfor blev resultatet så ikke det samme -det har jeg tit spekuleret på, men har ikke kunnet findesvaret.Efterhånden som tiden gik, glemte man vistnok denballade, der havde været om forsamlingshuset. Jeg blevsenere valgt ind i bestyrelsen, så det kunne jo tyde på, atstridsøksen var lagt bort for bestandig. Vi var alle gladefor huset. Der var brug for det, og mange fra andre egnelejede det til deres store fester. Efter datidens målestokvar det et meget stort hus. I den store sal kunne der siddenæsten femhundrede til spisning.Vi var glade for at bo i vort lille, hvide hus. Alle naboernevar flinke og rare mennesker, som vi kom megetsammen med. Jeg arbejdede stadig på kalkværket, og altgik fint, men selv på en klar himmel kan der pludseligkomme sorte skyer.25