Views
4 months ago

Solidaritet #13, februar 2018

Røde flertal Satser på

Røde flertal Satser på progressivt flertal Er det lønmodtagere mod kapitalister eller er det de 99 procent mod det nyliberale vækstsamfund? Af Pelle Dragsted For at tage den helt oppefra mener jeg, at det kan være problematisk overhovedet at operere med begrebet ”arbejderflertal” i dag. Det skyldes for det første, at arbejder-begrebet efterhånden er så flertydigt, at det i hvert fald i den offentlige debat pt. ikke er særligt anvendeligt. Hvem er arbejderne? Snakker vi om alle lønmodtagere, eller kun om bestemte grupper. Bruger vi Lars Olsens arbejderklassebegreb - hvor arbejderklassen kun omfatter ufaglærte og faglærte håndværkere, samt de lavest betalte offentligt ansatte, mens fx sygeplejersker og politibetjente tilhører en middelklasse, og gymnasielærere en højere middelklasse? Eller taler vi om helt bred arbejderklasse-definition - hvor alle lønmodtagere i det private og offentligt uden højere ledelsesansvar er omfattet? Det er uklart, og det bliver jo vigtigt, hvis vi skal definere - hvilke partier der er ”arbejderpartier”. Lidt frækt ku’ man jo sige, at hvis vi tager udgangspunkt i Lars Olsens arbejderbegreb, så er den spirende S-DF alliance vel det tætteste, vi længe har været på et arbejderflertal… »Det er ikke bare lønmodtagere mod arbejdsgivere. Det er de 99% mod det nyliberalistiske vækst- og kapitalisme-samfund« For det andet mener jeg heller ikke, det er nogen særlig god betegnelse – også selv om vi vælger den brede definition. For hvad med folkepensionisterne, førtidspensionisterne, de studerende? Hvad med vikarerne, de kontraktansatte, freelancerne, eller de små selvstændige, der har lige så lave indkomster som lønmodtagerne? Er de ikke lige så vigtige befolkningsgrupper at mobilisere og føre politik for? Hvis man ser på nogle af de seneste valgsucceser for progressive partier og bevægelser i Europa - som Syriza, PODEMOS og senest Momentum-bevægelsen bag Corbyn - så har succesen netop hvilet på ret mangfoldige klasse-alliancer, som har omfattet alle de ovennævnte grupper. Det er ikke tilfældigt, men skyldes at modsætningsforholdene i den nyliberalistiske epoke ikke alene handler om konflikten mellem lønmodtagere og arbejdsgivere - men i lige så høj grad om angrebet på de social- og velfærdsstater, som er til gavn for det store flertal i befolkningen (langt ud over arbejderklassen), om privatiseringer og markedsgørelser af offentlige ydelser – altså en kamp om demokratisk kontrol over for privatkapitalistisk kontrol. Og endelig den måske allervigtigste modsætning mellem nyliberalismens kortsigtede profitjagt og flertallets behov og ønske om at forsvare kloden mod klimaforandringer og miljøødelæggelse. Det er ikke bare lønmodtagere mod arbejdsgivere. Det er de 99 % mod det nyliberalistiske vækst- og kapitalisme-samfund. Progressivt flertal Mere end et arbejderflertal er det derfor vi skal søge at etablere et progressivt flertal, som formår at samle opbakning fra det store flertal af arbejdere, studerende, pensionister, arbejdsløse, freelancere, selvstændige, landmænd, småfiskere o.s.v., som alle på den ene eller den anden måde støder hovedet mod den nyliberalistiske kapitalismes glastag. Hvilke krav og ønsker kunne kendetegne et sådant progressivt flertal? Et par vigtige bud kunne være: - Opgør med den voksende økonomisk ulighed gennem markante skattereformer, der omfordeler fra toppen til den nederste halvdel af indkomsterne. - Retableringen af et stærkt socialt sikkerhedsnet ved sygdom eller arbejdsløshed – og totalt opgør med mistillid og ydmygelserne af ledige og syge. - Genopretning af velfærden, kombineret med målsætningen om at det offentlige forbrug mindst skal følge med udviklingen i BNP. - Stop for privatisering og udlicitering af den offentlige sektor, og opgør med new public management og markedsstyringen – for i stedet at udbrede demokratisk medbestemmelse på offentlige arbejdspladser og hjemtage udliciterede områder. Hvilke partier kan så være en del af sådan et progressivt flertal? Jeg har jo tidligere slået til lyd for en såkaldt forandringsalliance mellem Enhedslisten, SF og Alternativet, der p.t. i meningsmålingerne udgør omkring 20 % - og i Københavns 28 | Solidaritet

Røde flertal kommune op mod 40%. Jeg tror faktisk, at begge de to partier ville kunne tilslutte sig det meste af ovenstående. Men det er bestemt ikke uden problemer. Et af problemerne er på to bogstaver og hedder EU. De fleste af de ovenstående forslag ville hurtigt bringe os i konflikt med EU's anbefalinger og i mange tilfælde også lovgivning – fx udbudsdirektivet. Det er tvivlsomt, om Alternativet og SF ville være parat til at tage den nødvendige konsekvens - og søge en udmeldelse eller i hvert fald en anden og løsere tilknytning til EU. SF er også stadig stærkt belastet af deres regeringsdeltagelse og medansvar for en række af de reformer, som har undergravet trygheden og velfærden. Ikke desto mindre er de to partier de bedste bud på en progressiv alliance. Hvad så med Socialdemokraterne? Jeg har pt svært ved at se dem som en del af et progressivt flertal. Det vil i hvert fald forudsætte et markant retningsskift á la det, vi fx har set i Labour-partiet i de seneste år. Selv om der formentlig er tale om et venstresving i forhold til den sorte Thorning-Corydon duo, er Socialdemokraterne – ligesom deres søsterpartier i andre europæiske lande – stadig en del af det ”nyliberalistiske centrum”. Så længe socialdemokraterne ikke gennemfører et mere grundlæggende opgør med de seneste årtiers linje, må etableringen af et progressivt flertal i mine øjne gå hen over Socialdemokraternes sammensmeltning – som vi har set det i Grækenland og Frankrig. Bevægelsen bag Jeremy Corbyn har hvilet på en mangfoldig klasse-alliance. Foto: CC Vi skal være parate til at presse en S-ledet regering Hvad skal vi dog forstå ved begrebet arbejderflertal, spørger Pelle med rette. Af Søren Kolstrup For mit vedkommende har det mest operationelle begreb været Eric Olin Wrights, der anvender det brede arbejder-begreb – dvs. lønmodtagere i den offentlige og private sektor - men som også differentierer i forhold til faktorer som magt over investeringer, arbejdsproces og arbejdskraft. Altså afdækker magtrelationer og magtressourcer med sans for både klassehelheder og nuancer. Men hermed er diskussionen jo langt fra slut. Hvad med alle de borgere, der er helt eller delvist uden for arbejdsmarkedet, spørger Pelle - og hvad med de små selvstændige? Jeg kan kun være enig i, at et socialistisk parti eller bevægelse - der ikke evner at inddrage disse grupper i en solidarisk alliance - er dømt til at åbne en flanke til andre strømninger, ikke mindst højrepopulismen. Men det er også min påstand, at de danske partier - der har kaldt sig ”arbejderpartier” - normalt har haft brede alliancer i tankerne (i alle tilfælde siden engang i 1980erne) - men næppe i handling. Og slet ikke når det drejer sig om at give forskellige sociale lag stemmer i en bredtfavnende social og kulturel bevægelse. Erfaringerne fra Frankrig og Sverige Pelle taler for de brede alliancer? Jovist. Historien i forrige århundrede opviser kun få og midlertidige eksempler herpå, som netop brast, når dele af alliancens toneangivende elementer blev forsmået. De blev måske nok for en stund radikaliseret, når de blev trådt under fode, men de valgte siden sofaen og passiviteten. Venstrefløjens markante sejr i Frankrig i 1981 og senere under Lionel Jospins ’mangfoldighedens venstre’ (1997-2002) byggede netop på brede alliancer. I det første tilfælde var den franske fagbevægelse toneangivende, men det er mere upåagtet, at socialisterne også henvendte sig kraftfuldt til det glemte Frankrig og til kvinderne. Solidaritet | 29

SI nr. 238 - Socialistisk Information
Temanr. om socialøkologi - LøS
Misforstået solidaritet Henrik Jacobsen Kleven, Claus Thustrup - LSE
Aktivister mod apartheid Dansk solidaritet med Sydafrika
Retfærdighed og solidaritet – Globalt medborgerskab - Emu
HVILKEN SOCIALISME ? - ansatte - Roskilde Universitet
EU-Orientering - LO
Danskernes Særpræg
DA DA En grøn økonomisk vision for Europa
Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling - LO
Læs hele specialet her - Pernille Boelskov
Klik for at downloade 60 siders uddrag i pdf-format - LøS