Views
4 months ago

Solidaritet #13, februar 2018

Røde flertal De gamle

Røde flertal De gamle højreorienterede udkantsbevægelser fra Bretagne i nord til Auvergne i syd orienterede sig i slutningen af 1970erne mod venstrefløjen, der ville kæmpe for et lige Frankrig - ikke blot socialt, men også geografisk. Det var ligeledes venstrefløjen, der mobiliserede til gunst for kvinders rettigheder. Tilsvarende før og under ’mangfoldighedens venstre’ i 1990'erne. Det var kravet om 35 timers arbejdsuge og kravet om en universel og vederlagsfri sundhedssektor, der samlede private og offentligt ansatte. - Men det var den forudgående brede arbejdsløshedsbevægelse, der gav udsatte og oversete borgere en stemme og inddrog disse grupper i venstrefløjsblokken. Majoriteten blev vundet gennem brede og allianceskabende mobiliseringer. Alliancer, der brast Men disse eksempler er undtagelser. Kun i Sverige formåede det svenske socialdemokrati, SAP, i efterkrigstiden og så sent som i første del af 1970erne og 1980erne - med passiv støtte fra Vänsterpartiet Kommunisterna, VPK - at vinde absolut flertal og fastholde magten gennem det meste af efterkrigstiden frem til 1991. – Takket være en enestående høj organisationsprocent i den socialdemokratiske fagbevægelse og i dens søsterorganisationer. Her var tale om tætte organiseringer, der rakte langt ind i mindre bysamfund. De røde flertal satte sig spor, om end resultaterne var beskedne, mente venstrefløjen. Men deres indre sammenhængskraft brast netop, når toneangivende grupper i den røde alliance blev forsmået. Da Mitterand-regeringen tilsidesatte stålarbejdernes interesser i Lorraine i 1984/1985, var fanden løs i Laksegade. De centrifugale kræfter i alliancen stod ikke til at standse. Og hele det svenske folkehjem knagede i fugerne i 1980erne, da øget ulighed inden for de svenske lønmodtagere skabtes af stadig mere markedskonform løndannelse - med SAPs billigelse. Nye progressive alliancer? Pelles første erkendelse er uomgængelig. De socialdemokratiske partier i Vesteuropa gennemgik i 1990erne store forandringer som regeringsbærende partier. De inkorporerede neoliberale tanker. De begyndte at betone en personlig pligtmoral, de nedtonede samfundets ansvar, og de åbnede for dramatisk markedsgørelse gennem udlicitering og privatisering. Gamle kronjuveler stod for fald. I Danmark først efterlønnen og siden kravet om øget lighed, i Sverige den indtægtsbestemte pension. – Og 30 | Solidaritet

Røde flertal I 1990erne stod franskmanden Lionel Jospin i spidsen for en alliance af både privat og offentligt ansatte samt arbejdsløse. Men alliancen holdt ikke i længden. Foto: Wikimedia Commons i Tyskland og Storbritannien begrænsedes det sociale sikkerhedsnet radikalt. Den private sektor blev hellig og urørlig. Venstrefløjen må på banen Kravet om social forandring ligger i dag på venstrefløjens banehalvdel. Fra Socialdemokratierne - med Corbyns Storbritannien som den bemærkelsesværdige undtagelse - kan intet forventes. Skal man fastholde Pelles egen logik – men sandelig også de historiske erfaringer - betyder det opbygning af en alliance, der både rummer alle dem, som i dag undertrykkes økonomisk og kulturelt uden for arbejdsmarkedet - plus de store grupper af lønmodtagere der mærker konkurrencestatens stress og temposkruning på arbejdspladsen. Det arbejde handler altså ikke blot om økonomisk og social genopretning, men mindst lige så meget om at give nedslidte og stressede lønmodtagere en demokratisk og magtfuld stemme på arbejdspladsen og som borgere i dagligdagen. Det er vel netop disse krav, vi har til gode at høre om og se omsat i sociale aktiviteter, der vækker genklang. Det samme gælder de grænseoverskridende krav om at opbygge en produktionssektor med almennyttige formål og deltagerstyre, der går hånd i hånd med en gennemgribende demokratisering af finanssektoren. Vil man fastholde tidligere erfaringer fra røde konstruktioner, hvor der er blevet vundet nyt terræn, begynder det arbejde ikke under en valgkamp, men i god tid før valg – som led i et socialt opbrud. Netop på det punkt står en forandringsblok over for en krævende opgave! Det er her, Pelle må vove et bud? - Hvor og hvordan kan man udvide sin sociale base? Hvordan kan man politisk og organisatorisk forbinde sig med nye, undertrykte og indeklemte grupper? Som Vänsterpartiet i Sverige gjorde det efter 1995 i kraft af en overbevisende feminisme-platform. Som venstrepartierne i Frankrig gjorde det i begyndelsen af 1980erne med kampen for et geografisk lige Frankrig. Eller som mangfoldig- hedens venstre i Frankrig gjorde det 1995-1997 i form af en arbejdsløshedsbevægelse. En kraftfuld socialistisk opposition Til sidst finder jeg det nyttigt med en udvidet kommentar fra Pelle: Jeg forstår Pelle sådan, at hvis ikke Socialdemokratiet decimeres/nedsmelter - og venstrefløjen vinder stærkt frem - er der næppe håb for en forandringsbloks gennemslagskraft. Heraf følger at venstrefløjen må være i beredskab til at optræde som kraftfuld socialistisk opposition – også under en socialdemokratisk ledet regering. Hermed er vi fremme ved det måske vanskeligste spørgsmål, hvor venstrefløjen gang på gang er dumpet - nemlig når Socialdemokratiet har svigtet åbenbare valgløfter og indledt beskæring af det sociale tryghedssystem. Hvor eksempelvis Schröder i slutningen af 1990'erne og i 00'erne med de tyske Harz-reformer - og »Hvis ikke Socialdemokratiet decimeres/nedsmelter, er der næppe håb for en forandringsbloks gennemslagskraft« Helle Thorning i Danmark i 2010erne - står som markante eksponenter for denne neoliberale kurs. Hvornår og hvordan skal man træde ind i rollen som socialistisk opposition for at sikre et samlet ryk til venstre? Altså ikke blot agere nej-siger, men tegne et solidarisk og progressivt perspektiv? Selv kender jeg kun et enkelt eksempel på en sådan udvikling: Det skete i Sverige i 1990'erne, da Vänsterpartiet fra 1994-1995 aktivt støttede en SAP regering, så længe den førte lighedsskabende politik. Men konverterede – øjeblikkeligt! – til en konsekvent og larmende socialistisk opposition, da SAP indledte angreb på det sociale sikkerhedsnet. Ved det efterfølgende valg i 1998 opvejede De Grønnes fremgang og Vänsterpartiets forrygende fordobling så SAPs tilbagegang! SAP indledte herefter en moderat konsolidering af velfærdsstaten. Man kan også fremføre, at Enhedslisten under Helle Thorning sagde fra over for neoliberale udskejelser på stedet. - Men om man kunne have ført en mere mobiliserende oppositionspolitik ved at trække stikket ud (mistillid til Corydon) - med et efterfølgende samlet ryk til venstre… - står til diskussion? Kommunisterne i 1980ernes Frankrig trådte alt for sent ud af regeringen, de led efterfølgende et smerteligt mandattab. Det samme gælder SF i 2010erne under Helle Thorning. Vänsterpartiet meldte derimod fra i tide – til gavn for hele blokken. Solidaritet | 31

SI nr. 238 - Socialistisk Information
Temanr. om socialøkologi - LøS
Misforstået solidaritet Henrik Jacobsen Kleven, Claus Thustrup - LSE
Aktivister mod apartheid Dansk solidaritet med Sydafrika
Retfærdighed og solidaritet – Globalt medborgerskab - Emu
HVILKEN SOCIALISME ? - ansatte - Roskilde Universitet
EU-Orientering - LO
Danskernes Særpræg
DA DA En grøn økonomisk vision for Europa
Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling - LO
Læs hele specialet her - Pernille Boelskov
Klik for at downloade 60 siders uddrag i pdf-format - LøS