Solidaritet #13, februar 2018
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Røde flertal<br />
I 1990erne<br />
stod franskmanden<br />
Lionel<br />
Jospin i spidsen<br />
for en alliance<br />
af både privat<br />
og offentligt<br />
ansatte samt<br />
arbejdsløse.<br />
Men alliancen<br />
holdt ikke i<br />
længden.<br />
Foto: Wikimedia<br />
Commons<br />
i Tyskland og Storbritannien begrænsedes det sociale<br />
sikkerhedsnet radikalt. Den private sektor blev hellig og<br />
urørlig.<br />
Venstrefløjen må på banen<br />
Kravet om social forandring ligger i dag på venstrefløjens<br />
banehalvdel. Fra Socialdemokratierne - med Corbyns<br />
Storbritannien som den bemærkelsesværdige<br />
undtagelse - kan intet forventes. Skal man fastholde Pelles<br />
egen logik – men sandelig også de historiske erfaringer<br />
- betyder det opbygning af en alliance, der både<br />
rummer alle dem, som i dag undertrykkes økonomisk<br />
og kulturelt uden for arbejdsmarkedet - plus de store<br />
grupper af lønmodtagere der mærker konkurrencestatens<br />
stress og temposkruning på arbejdspladsen.<br />
Det arbejde handler altså ikke blot om økonomisk<br />
og social genopretning, men mindst lige så meget om<br />
at give nedslidte og stressede lønmodtagere en demokratisk<br />
og magtfuld stemme på arbejdspladsen og som<br />
borgere i dagligdagen. Det er vel netop disse krav, vi<br />
har til gode at høre om og se omsat i sociale aktiviteter,<br />
der vækker genklang. Det samme gælder de grænseoverskridende<br />
krav om at opbygge en produktionssektor<br />
med almennyttige formål og deltagerstyre, der går<br />
hånd i hånd med en gennemgribende demokratisering<br />
af finanssektoren.<br />
Vil man fastholde tidligere erfaringer fra røde konstruktioner,<br />
hvor der er blevet vundet nyt terræn,<br />
begynder det arbejde ikke under en valgkamp,<br />
men i god tid før valg – som led i et socialt<br />
opbrud. Netop på det punkt står en forandringsblok<br />
over for en krævende opgave!<br />
Det er her, Pelle må vove et bud? - Hvor<br />
og hvordan kan man udvide sin sociale<br />
base? Hvordan kan man politisk og<br />
organisatorisk forbinde sig med<br />
nye, undertrykte og indeklemte<br />
grupper? Som Vänsterpartiet<br />
i Sverige gjorde det efter<br />
1995 i kraft af en overbevisende<br />
feminisme-platform.<br />
Som venstrepartierne<br />
i Frankrig gjorde<br />
det i begyndelsen<br />
af 1980erne med<br />
kampen for et<br />
geografisk lige<br />
Frankrig. Eller<br />
som<br />
mangfoldig-<br />
hedens venstre i Frankrig gjorde det 1995-1997 i form af<br />
en arbejdsløshedsbevægelse.<br />
En kraftfuld socialistisk opposition<br />
Til sidst finder jeg det nyttigt med en udvidet kommentar<br />
fra Pelle: Jeg forstår Pelle sådan, at hvis ikke Socialdemokratiet<br />
decimeres/nedsmelter - og venstrefløjen<br />
vinder stærkt frem - er der næppe håb for en forandringsbloks<br />
gennemslagskraft. Heraf følger at venstrefløjen<br />
må være i beredskab til at optræde som kraftfuld<br />
socialistisk opposition – også under en socialdemokratisk<br />
ledet regering.<br />
Hermed er vi fremme ved det måske vanskeligste<br />
spørgsmål, hvor venstrefløjen gang på gang er dumpet<br />
- nemlig når Socialdemokratiet har svigtet åbenbare<br />
valgløfter og indledt beskæring af det sociale tryghedssystem.<br />
Hvor eksempelvis Schröder i slutningen af<br />
1990'erne og i 00'erne med de tyske Harz-reformer - og<br />
»Hvis ikke Socialdemokratiet decimeres/nedsmelter,<br />
er der næppe håb<br />
for en forandringsbloks gennemslagskraft«<br />
Helle Thorning i Danmark i 2010erne - står som markante<br />
eksponenter for denne neoliberale kurs. Hvornår<br />
og hvordan skal man træde ind i rollen som socialistisk<br />
opposition for at sikre et samlet ryk til venstre? Altså<br />
ikke blot agere nej-siger, men tegne et solidarisk og progressivt<br />
perspektiv?<br />
Selv kender jeg kun et enkelt eksempel på en sådan<br />
udvikling: Det skete i Sverige i 1990'erne, da Vänsterpartiet<br />
fra 1994-1995 aktivt støttede en SAP regering,<br />
så længe den førte lighedsskabende politik. Men<br />
konverterede – øjeblikkeligt! – til en konsekvent og<br />
larmende socialistisk opposition, da SAP indledte angreb<br />
på det sociale sikkerhedsnet. Ved det efterfølgende<br />
valg i 1998 opvejede De Grønnes fremgang og<br />
Vänsterpartiets forrygende fordobling så SAPs tilbagegang!<br />
SAP indledte herefter en moderat konsolidering<br />
af velfærdsstaten.<br />
Man kan også fremføre, at Enhedslisten under Helle<br />
Thorning sagde fra over for neoliberale udskejelser på<br />
stedet. - Men om man kunne have ført en mere mobiliserende<br />
oppositionspolitik ved at trække stikket ud<br />
(mistillid til Corydon) - med et efterfølgende samlet ryk<br />
til venstre… - står til diskussion?<br />
Kommunisterne i 1980ernes Frankrig trådte alt for<br />
sent ud af regeringen, de led efterfølgende et smerteligt<br />
mandattab. Det samme gælder SF i 2010erne under<br />
Helle Thorning. Vänsterpartiet meldte derimod fra i tide<br />
– til gavn for hele blokken.<br />
<strong>Solidaritet</strong> | 31
Change language