18
3. Udviklingspotentiale med hensyn til kvalitetssikring og akkreditering Analyserapporten belyser, hvilke videnkilder uddannelsesinstitutionerne anvender i deres arbejde med at sikre relevans. Rapportens kortlægning og analyse viser, at der er forskel på niveauerne i institutionernes videnkilder og omfanget af videnkilder på de forskellige niveauer. Samtidig viser det sig, at institutionerne anvender viden, 1) som er produceret af dem selv, 2) som er produceret i dialog og samarbejde med eksterne aktører, eller 3) der er produceret eksternt uden institutionernes deltagelse. Institutionerne selv vurderer overordnet set, at de forskellige kilder bidrager med forskelligartet viden, som de kan anvende i forbindelse med forskellige dele af arbejdet med at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans. Kortlægningen og analysen viser samtidig, at der, trods uddannelsesinstitutionernes varierende og omfattende arbejde med at sikre uddannelsernes relevans, er potentiale for at forbedre matchet mellem de nyuddannedes kompetencer og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Allerhelst skal institutionerne ikke blot uddanne arbejdskraft, der matcher arbejdsmarkedets behov her og nu, men også uddanne arbejdskraft, der kan drive samfundet fremad, ligesom de skal sørge for, at de nyuddannede har kompetencer, der gør, at de fortsat opfylder samfundets behov om 10-20 år. Som det fremgår særligt af uddannelsesinstitutionernes vurderinger af deres eget arbejde med at sikre relevans, er der aktiviteter, som akkrediteringsmetoderne kunne blive bedre til at vurdere som relevante. Ud fra en fit-for-purpose-tilgang har AI det som mål kontinuerligt at udvikle akkreditering som en relevant kvalitetssikringsmetode, der understøtter det kvalitetsarbejde, som institutionerne selv vurderer som relevant. Nærværende analyse er også et led i AI’s udvikling af akkrediteringsmetoderne. I de følgende afsnit fremhæver vi på baggrund af analyserapportens kortlægning og analyse en række udviklingsperspektiver på dels kvalitetsudvikling og kvalitetsarbejde på institutionerne og dels udvikling af akkreditering som metode og i praksis. Styrke kontakt til vigtige kilder Af akkrediteringsrapporter og interviews med repræsentanter på uddannelsesinstitutionerne fremgår det, at det kan være en udfordring for institutionerne at samle op på og styrke den mere uformelle kontakt med aftagere, der ofte er personbåren og foregår ad hoc. Det kan betyde, at nyttige oplysninger ikke kommer til at indgå i drøftelserne i de organer, der fastlægger tilrettelæggelse og opbygning af uddannelserne, ligesom kontakt til vigtige kilder til viden om udviklingen på arbejdsmarkedet kan gå tabt, hvis den person, der har kontakten, holder op med at arbejde på institutionen. Institutionerne anser selv den viden, de får ad denne vej, som værdifuld, men for at den kan understøtte et kontinuerligt kvalitetsarbejde, kan det være nødvendigt at finde en metode til at sikre løbende kontakt og videndeling mellem de relevante medarbejdere og til at sikre strategisk opfølgning på udbyttet af kontakten. For at udbyttet fra de mindre formelle videnkilder kan blive vægtet som et væsentligt bidrag til systematisk sikring af uddannelsernes kvalitet og relevans, skal det først og fremmest kunne dokumenteres, at det indgår som et stabilt element. Positiv akkreditering forudsætter og udtrykker en 19