Ottar Ødegård: Sjukdommar og helsestell i ... - Romsdal Sogelag

Embedsmænd, som omfatter Distriktslægerne paa Landet og de tilsvarende
i Byerne. Det har længe været omtalt, at disse Embeder
kunde inddrages, navnlig i alle bedre eller de bedste Landsegne samt
Byerne; Erfaringen lærer, at der endog under de nuværende Forholde
nedsætter sig privatpraktiserende Læger. I alle uheldigt beliggende
Distrikter kunde enten offentlige Læger beholdes, eller der kunde gives
en klækkelig Understøttelse til Læger, som nedsatte sig i Egne
som omtalt. Paa ethvert Sted maatte der desuden gives et Vederlag
for en Læge til at tage sig af de saakaldte offentlige Sygdomstilfælde.
Alt dette blev Småtterier imod som nu at aflønne og i Tilfælde
pensionere den hele Embedsrække. Her maatte blive betydelige
Besparelse, hvortil kommer, at den Syge vilde i bedre Egne faa billigere
Lægehjælp; thi Efaringen lærer, at Distriktslægerne er for sin
Forretning dyrere end Privatlægerne; dette er noget, jeg altid har hørt
at være det gjennemgaaende, saavidt min Erfaring naar. Det er selvfølgeligt,
at det maa være saa, thi den godt aflønnede er det ikke saa
stort om at gjøre nogen Praxis mer eller mindre.
I det Præstegield, jeg bor, boede forhen altid en Distriktslæge; i
maaske de sidste 20 Aar fik Distriktslægen Paalæg eller Lov til at bo
i Kristiansand, 4 à 5 Mil borte. Men han er aldrig savnet, og for Nærværende
er der i samme Præstegjeld, nemlig Halsaa og Hartmark
Sogne, 3 Privatlæger just af samme Uddannelse som Distriktslægerne.
Lignende er det paa andre Steder.
I selve Kristiansand er 7 Læger indtil for kort siden, da Distriktslægen
i Oddernæs døde.
Som en Grund for nu at kunne hjælpe sig med langt færre offentlige
Læger end før, kan paapeges Veivæsenets Udvikling og Dampkraftens
betydelig Anvendelse. Hovedsagen er: at hvad der kan gaa
tilbørlig godt uden Embedsmænd, bør være udenfor og derved komme
ind under Arbeidets Frigivelse.
Paa Grund af Foranstaaende foreslaas her, at Stortinget fatter saadan
66 Gammalt frå Fræna 1986