God sommer! - Oslo Museum

Kaffen er bedre enn sitt rykte, synes
Asbjørnsen. Den blir ofte fordømt som
overflødig luksus og sløseri med penger
som kunne ha vært brukt til noe nyttigere.
«Mange Steder, og især i Byerne, er det
vist saa, at Kvindfolkene til deres egen
Skade sløse formeget baade Tid og
Penge paa Kaffe og Kaffeslaberas; men
derfor skal den maadelige Brug af Kaffe
ikke fordømmes […] det er meget bedre,
at de drikke Kaffe til Snakket, end at
de drikke sig paa en Pisk i stærk Vin og
Sukkerbrændevin». (S. 19)
Bordskikk
Asbjørnsen går sterkt i rette med alle som
ikke anretter og inntar maten «høveligt»
(appetittligt). Legg merke til at han
her, som gjennom hele boken, gjerne
bruker særnorske ord og vendinger
i en ellers gjennomført dansk-norsk
språkdrakt. Som i eventyrene var han en
språkreformator som gjorde mye for å
fremme et norskere skriftspråk. Vi merker
oss at han alltid skriver om å lage mat, og
aldri bruker datidens vanlige ord, «lave».
Han syntes kanskje at han gikk vel langt
da han skrev høvelig, slik at han fant det
nødvendig med en forklaring.
I kapitlet om renslighet og bordskikk
er han særlig kritisk til norsk adferd, både
blant «Menigmand og selv mange af saakaldt
bedre Folk». Han har dette å si om
borddekning:
Vi ville ikke snakke om at det mangler
Dug, eller at Kjærringen er saa troskyldig,
at hun lægger Plag, som man ikke pleier
vise frem, til Dug paa Bordet for den fremmede
Reisende; vi ville ikke snakke om, at
der mangler Knive og Gafler, saa at hver
Mand maa hjælpe sig med Tollekniven;
Urenligheden og Svineriet ville vi tale om,
om den stygge, skidne Dug, og det fedtede.
urenslige Bord, om de halvskurede Knive
og Gafler og Skeer og Tallerkener, som ikke
alene vanke i Hytten, men ogsaa paa mange
andre Steder, hvor man mindst skulde vente
det. Og saa er det næsten det uhyggeligste af
alt, at Maden ikke sættes frem med Orden
og Pyntelighed, men slænges paa Bordet,
hvor det kan falde sig, som for halvvilde
Dyr, og mangestedes ere de, som skulle nyde
Maalet, heller ikke ligere; thi de fare i Fadet
og falde over Maden og tænke kun paa at
hjælpe sig og sørge for at de selv faa Nok,
uden Tanke om sine Bordfeller og uden Tak
og Ære til Ham, fra hvem alt Godt kommer.
(S. 80–81)
Videre skriver han varmt om velskurte
bord og rene kopper og kar. Ikke bare
fordi urenslighet er motbydelig; det er
også opphav til at maten tar skade, taper i
næringsverdi eller må kastes. Asbjørnsen
fryktet parasitter og ante kanskje
eksistensen av bakterier når han skriver
at uren mat kan inneholde «en Mængde
Dyr; disse ere vel som oftest saa smaa, at
man ikke kan se dem, uden ved Hjælp af
stærke Forstørrelsesglas». (S. 81-82)
Han anbefaler at familiene samler
seg til måltider med «muntert Prat og
Moro, som vækker Latter og Gammen».
Det er bra for fordøyelsen. Og så er det
viktig, at om «Konen har noget til overs
for Mandens Helse og Hygge, da skal
hun gjøre det til en Regel, saa sikker som
Amen i Kirken, at Maden altid er færdig
til rette Tid, og at han aldrig maa vente
paa den. Ingen Ting, hverken Prat eller
Slagtning eller Storvask, hverken Bagst
eller Bryg burde hindre dette.» (S. 83)
7