Den gørende tekst

Indholdsfortegnelse
ABSTRACT 3
INDLEDNING 5
DISKUSSION AF GØREN-SIGENS GENREHISTORISKE STATUS 9
SPONTANT OG PLANLAGT 9
GENREHISTORISK DISKUSSION 12
PLATON OG ARISTOTELES – AT TALE I EGEN ELLER ANDENS PERSON 13
GOETHE OG SCHLEGEL – DET LITTERÆRE FELTS UREGELBUNDNE VIRKELIGHED 18
DELKONKLUSION 21
HAMBURGER OG BAKHTIN – OBJEKTIV OG PRAGMATISK GENRETEORI 23
KONKLUSION OG PERSPEKTIVER 30
GØREN-SIGEN I TALEHANDLINGSTEORIEN 32
ORDENE VIRKER 33
GØREN-SIGEN I ILLOKUTIONSTYPOLOGIEN 36
SEARLE OG TALEHANDLINGERNES KONTEKST 36
SEARLES REGLER FOR KORREKT TALEHANDLEN 37
TALEGENRER SOM TALEHANDLINGSTYPER 42
TALEHANDLINGER I DEN INSTRUMENTELLE HANDLEVERDEN 44
GØRENDE PERLOKUTION OG SIGENDE ILLOKUTION? 44
GRICES PRINCIP FOR KOMMUNIKATIVT SAMARBEJDE 47
ER ALLE TALEHANDLINGER GØRENDE? EN NØDVENDIG NUANCERING 50
DELKONKLUSION 58
PROTOTYPISKE OG DEFINITORISKE FORMER 61
GØRENDE TEKSTER ER PROTOTYPISK DIEGETISKE 61
GØRENDE TEKSTER ER DEFINITORISK IKKEFIKTIVE 63
GØRENDE TEKSTER BRYDER PROTOTYPISK IKKE MED TEKSTLIG REALISME 69
DELKONKLUSION 78
PRÆSENTEREN, VISEN OG KOMMENTEREN 78
PRÆSENTEREN 79
VISEN 81
KOMMENTEREN 82
DELKONKLUSION 83
1

GØREN I PRAKSIS 85
MAKROSTRUKTUR 86
GØRENDE GENRER: REKLAME OG MANUSKRIPT 95
REKLAME 95
MANUSKRIPT 103
KONKLUSION 109
LITTERATURLISTE 114
BILAG FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET.
Specialets brødtekst og noter består af
239.759 tegn med mellemrum. Dertil
kommer forside, indholdsfortegnelse,
litteraturliste og bilag.
2

Abstract
In this thesis my aim is to demonstrate the existence of two modes within the pragmatic field of
language use. One of the modes functions naturally in contexts of action, i.e. in contexts where the
speaker makes the hearer act, linguistically or non-linguistically. The other mode is characterised by
the speaker’s effort to make the hearer understand and accept or reject the proposition involved. It
follows that while an instance of the first, which I call gøren, can be described as a link in a chain
of actions, an instance of the latter, which I call sigen, 1 is always confined within the limits of the
speaker’s utterance on the one hand and the hearer’s acceptance or rejection on the other; it has no
further consequences, at least not in terms of action. Gøren is characteristic of manuals,
advertisements, applications and the like, while sigen dominates genres of fiction, yet also such a
genre as the autobiography.
The pragmatic dimension based on the distinction between gøren and sigen needs speech act
theory to be fully comprehended, but prefigurations of the essentially modal analysis are found in
the theory of genre, i.e. in the works of Aristotle and Plato. In romanticism thinkers such as Johann
Wolfgang von Goethe and Friedrich Schlegel widen the concept of genre inherited from Aristotle
and Plato and brings it on the verge of dissolution; trying as they are to involve the lyric alongside
the narrative and the dramatic, which according to Aristotle and Plato are the two fundamental
modal concepts of genre theory, they concuss the stable foundation of genre theory because the
lyric imposes contingent conditions, for instance psychological, on the theory. In the twentieth
century Käte Hamburger and Mikhail Bakhtin in different ways and independently of one another
revives fragments of the ideas of Aristotle and Plato: Hamburger has little luck in her attempt to
give an objective starting point for genre characteristics, cleansed of conditions such as the
psychological, while Bakhtin successfully, although with lack of precision, gives essential aspects
of Aristotle and Plato’s modal distinction a renaissance on modern terms.
The full comprehension of gøren-sigen presupposes speech act theory, though. Thus John L.
Austin focuses on how language users by saying something may sometimes also be doing
something. While Austin’s distinction is slightly, but importantly, different from the one I defend,
John R. Searle comes closer. However, Searle only reluctantly recognises the role played by the
1 ‘Gøren’ and ‘sigen’ are synonymous with the English terms doing and saying, though not in the exact same sense as in
traditional speech act theory.
3

context, but luckily another branch of speech act theory provides strong arguments for this. Here I
refer particularly to Jürgen Habermas, Joseph Heat, Peter Widell and also Mikhail Bakhtin, all of
whom, in varying degrees, acknowledge context as a necessary condition for understanding speech
acts along the lines of action in general. All said and done I define gøren as, in short, action
orientated speech acts and sigen as knowledge orientated speech acts.
Before I investigate the functionality of these concepts, primarily gøren, in a practical
analysis, though mixed with theoretical considerations, I reach out to (the) two other unquestionable
language dimensions, nonfiction-fiction and realism-less realism, with the intention of proving
prototypical connections between these two on the one hand and gøren-sigen respectively on the
other. Then I discuss three modes with specific relevance as regards sigen – showing, presenting
and commentating. Before taking the leap into the practical analysis, I introduce the concept of
macrostructure. With the aid of this concept I will be able to derive from a text, no matter how
long, a very limited number of speech acts on the basis of which I can conduct my investigation.
Finally I will discuss the two genres advertisement and manuscript, generally as well as on the basis
of specific examples.
In the conclusion I will argue that I have obtained what I set out to gain, namely solid
arguments for the existence of two modes within the pragmatic field of language use. The existence
of gøren-sigen will at this stage not only be theoretically founded, the intuition that the concepts are
extremely precise in the sense that they cover the entire corpus of text ever written will also be
satisfied. My analysis of the distinction brings me furthermore in a position to make a normative
conclusion of the thesis: with specific suggestions as how to analyse or even write an effective text,
in the way of gøren, being action orientated.
4

Indledning
[…] the illusion of limitless uses of language is
engendered by an enormous unclarity about what
constitutes the criteria for delimiting one language
game or use of language from another.
John R. Searle
Lad mig uden omsvøb præsentere tesen i dette speciale: Enhver talehandling kan beskrives som
enten gørende eller sigende. Gøren og sigen er sprogpragmatiske modi der identificeres i kontekster
hvor afsendere ytrer sig med hensigter som modtagere forsøger at erkende. Udformes ytringerne i
sigende talehandlinger, er de per definition vidensorienterede, dvs. konstruerede med henblik på at
ændre modtagers viden. Udformes ytringerne i gørende talehandlinger, er de per definition hand-
lingsorienterede, dvs. egnede til at afstedkomme modtagers sproglige eller ikke-sproglige handling.
Distinktionen har status som dimension, dvs. at alt sprog uomgængeligt forholder sig til den, og det
bringer den i selskab med dimensionerne ikkefiktion-fiktion og realisme-brud på realisme. Af disse
tre mangler kun gøren-sigen dimensionen selvstændig behandling, og det er derfor den jeg i spe-
cialet vil gå i dybden med, mens de to andre dimensioner kun inddrages for at antyde konturerne af
en generel tekstkarakteristik. 2
Ud fra ovenstående formuleringer synes gøren-sigen dimensionen måske enkel, men går man
nærmere på den, viser den sig kompliceret: Gøren viser sig at dele sigens orientering mod modtag-
ers viden hvilket betyder at gøren og sigen er identiske frem til at modtager indser at gøren betegner
en udvidelse eller overskridelse af sigens område, den vidensorienterede talehandling, idet gøren
endvidere er handlingsorienteret. Gøren udkrystalliseres først i det øjeblik modtager indser at det i
konteksten er rimeligt at underforstå en handlingsorienteret hensigt fra afsender i tillæg til den
vidensorienterede. Denne forskel mellem sigen og gøren som skal forklares med begrebet om
implikatur, implicerer at mens sigen kan forklares som afsenders talehandling der er vellykket for så
vidt den ændrer modtagers viden, dvs. accepteres eller afvises af modtager, forudsætter gøren at
man medtænker modtagers handling i direkte forlængelse af afsenders talehandling. Fra afsenders
2
Ikkefiktion-fiktion har jeg tidligere behandlet i samarbejde med Sune Agger (2001), ligesom Peter Widell har gjort
rede for realisme-dimensionen (2002). Jeg har desuden bidraget til en generel beskrivelse af disse tre, muligvis eneste,
dimensioner i Stil og genre. Teori og håndbog, Agger et. al (under udgivelse). Mit fokus på gøren-sigen er ikke
5

perspektiv er gøren derfor egentlig gøren-skaben, mens gøren dog kan beskrives som handlingsfor-
længende uafhængigt af afsender- eller modtagerperspektiver over for sigen som handlingsstands-
ende. Om end denne skelnen kan være knivskarp i konkrete kontekster, ligesom den kan føre til
højst rimelige prototypiske 3 beskrivelser af tekster og genrer, er den besværlig at opretholde på
semantisk basis. For at beskrive gøren-sigen uafhængigt af kontekster, er det derfor nødvendigt at
tale om dem som pragmatiske tendenser.
I kapitlet Diskussion af gøren-sigens genrehistoriske status vil jeg indledningsvis give relativt
enkle bestemmelser af distinktionen mellem gøren og sigen. Derefter vil jeg vise at gøren-sigen har
spillet en rolle i genrehistorien, ikke i sin færdige form, men fx i Platons og Aristoteles’ beslægtede
om end specifikt genreteoretiske begreber der ved at artikulere en fundamental sprogpragmatisk
forskel bringer ved til gøren-sigens bål. På denne baggrund vil jeg undersøge eksempler på
romantisk genreteori, konkret af Johan Wolfgang von Goethe og Friedrich Schlegel, hvor den
sprogpragmatiske forskel gøres rangen stridig som genreteoriens grundsten. Den romantiske
opfattelse sætter norm i det 20. århundrede, men enkelte forsøger sig dog med alternative modeller.
Det gælder bl.a. Käte Hamburger der anstrenger sig for at formulere en litteraturteori på en
uantastelig sprogformel basis, og Mikhail Bakhtin der betoner at sprog- og genrebeskrivelser må
gives på sprogpragmatiske betingelser. Da Bakhtin ikke blot analyserer skønlitteratur, men også
hverdagens sprog, overskrider han genreteoriens traditionelle, snævre felt og er nær ved at formulere
en sprogpragmatisk dimension.
I specialets andet kapitel, Gøren-sigen i talehandlingsteorien, vil jeg definere specialets
centrale begrebspar med hjælp fra den talehandlingsteoretiske tradition. Mange herfra, fx John L.
Austin, John R. Searle og Jürgen Habermas, kredser med forskellige udgangspunkter og hensigter
om noget der ligner gøren-sigen i deres behandling af talehandlingers markant forskellige formål og
kontekster. Gøren-sigen synes ligefrem at være en klassisk “varm kartoffel” i talehandlingsteorien:
ensbetydende med at jeg rangerer denne dimension højere end de to andre; de er ligestillede idet alt sprog forholder sig
til dem alle.
3
Da begrebet om prototypi spiller en stor rolle for den følgende fremstilling, skal det forklares allerede her: ‘Prototypi’
betyder ‘første (protos) udkast, figur eller eksempel (typos)’, og jeg vil anvende begrebet som betegnelse for summen af
de egenskaber man kan knytte til en kategoris paradigmeeksemplar, men som afvigende eksemplarer fra kategorien kan
mangle enkelte af. Begrebet om prototypi kan kun bringes i anvendelse på empirisk grundlag, som en applikation af et
beskrivelsesapparat på virkelige genstande i virkelige mængder, og vil aldrig indkredse mængdens nødvendige og
tilstrækkelige egenskaber. Jeg skelner derfor mellem prototypiske og definitoriske træk.
6

For hovedparten af talehandlingsteoretikerne er det tilsyneladende ikke let se halvdelen af sprog-
brugen som “mere handlende” (gøren) end den anden halvdel (sigen) når nu teoriens navn dækker
over at sproget i det hele taget er handlebaseret! Om end forskellen forekommer intuitivt rigtig, er
den svær at integrere i teorien. Peter Widell snævrer imidlertid talehandlingsteorien ind på en måde
der tillader at identificere gøren-sigen som en generel handlingsdistinktion snarere end som en ta-
lehandlingsteoretisk. Til hjælp for den endelige identifikation yder også Herbert P. Grice stor støtte.
I tredje kapitel, Prototypiske og definitoriske former, relateres gøren til diegesis, ikkefiktion
og realisme. Mens diegesis-begrebet allerede vil blive introduceret i det første kapitel, forudsætter
forståelsen af relationerne til ikkefiktion og realisme at disse dimensioner defineres. Hvad angår
fiktionsdefinition vil ikke mindst Searle være behjælpelig, mens realismedefinitionen udspringer fra
en artikel af Widell (2002) der tager afsked med klassiske realismepositioner og introducerer idéen
om realisme som et primært sprogligt forhold. Til sidst vil jeg, som en kompensation for at det
sidste kapitel er helliget gøren, vende mig mod tre skønlitterære sigende modi, visen, præsenteren
og kommenteren.
I det sidste kapitel, Gørende tekster i praksis, vil jeg undersøge genrerne reklame og manuskript.
Efter at have forholdt mig til et udsnit af den eksisterende teori på feltet, vil jeg give genrerne
mit eget skudsmål, primært ud fra den talehandlingsteoretiske gøren-sigen distinktion. Kapitlet
indledes med en introduktion af begrebet makrostruktur der er et afgørende redskab for den
praktiske analyse.
I specialets konklusion vil tesen være dokumenteret: Gøren-sigen er solide grundpiller i en af
de (mindst) tre dimensioner som sproget til enhver tid udfolder sig i. Med definitionen af gørensigen
som sprogdimension kan teorier om sproget, herunder om genrer, præciseres, og man vil med
Searles ord fra indledningscitatet kunne konstatere at “criteria for delimiting one language game or
use of language from another” er fundet. I praksis har etableringen af gøren-sigen som dimension
stor relevans for enhver som beskæftiger sig med tekst, talehandlinger eller kort sagt – sprog. 4 Da
jeg går mere i dybden med gøren end med sigen, vil specialet særligt være relevant for den som
arbejder med at skrive eller analysere tekster inden for genrer som manual, ansøgning, manuskript,
reklame og lovparagraf, for i genrer som disse er målet oplagt at koordinere eller afstedkomme
4
Igennem specialet vil jeg ikke skelne skarpt mellem ‘talehandling’ og ‘tekst’. Det skyldes at tekster kan reduceres til
talehandling(er) sådan som jeg viser i afsnittet Makrostruktur. Med begge begreber refererer jeg desuden, med mindre
andet anføres, til et “snævert” tekstbegreb, dvs. et som ikke omfatter tale, men kun skrift.
7

handling. Med henblik på at forstærke denne praktiske relevans af det i øvrigt teoretisk funderede
speciale vil jeg slutteligt formulere en normativ konklusion i tillæg til den deskriptive: Jeg vil stille
retningslinjer op for en måde at anvende dimensionens ene pol, gøren, som et stærkt praksisorienteret
værktøj til at analysere såvel som til at konstruere tekster. Tesen for dette normative aspekt er
at tekster virker og gør en forskel hvis de konstrueres, adresseres og modtages korrekt i forhold til
den givne kontekst.
8

Diskussion af gøren-sigens genrehistoriske status
Inden jeg forsøger at spore gøren-sigen i genrehistorien, vil jeg give en række foreløbige og
intuitive bestemmelser af gøren-sigen. Bestemmelserne vil for halvdelens vedkommende være
prototypiske, men de anføres alligevel da jeg antager at selv et lidt løst begrebsapparat vil gøre det
hele mere klart fra begyndelsen. Desuden skal den anden halvdel senere strammes op og med hjælp
fra talehandlingsteorien bestemmes som definitoriske.
Det skal understreges at mit ærinde ikke primært er genreteoretisk, men generelt sprogprag-
matisk: Min tese er at forskellen mellem gøren-sigen angår sprogets anvendelse i det hele taget; det
ligger i betegnelsen ‘dimension’. At denne helt generelle sprogdimension også er relevant for
genrer, er en anden sag. Når reminiscenser af dimensionen dog kan findes i genrehistorien, skyldes
det, som jeg skal vise i det følgende, at det genrehistoriske fokus umærkeligt har svinget fra
egentlige sprogpragmatiske undersøgelser til reel genreteori hvori også fx betragtninger over
konventionelle forhold indgår.
Spontant og planlagt
Indledningsvist vil jeg nærme mig gøren-sigen igennem to tekststykker som jeg igennem specialet
ofte vil vende tilbage til og bruge som eksempler.
Eksempeltekst (1).
Placer computeren, så der ikke opstår reflekser på skærmen fra sollys eller stærk
indendørsbelysning. Brug tonede ruder, rullegardiner eller anden afskærmning til at forhindre
solblænding. (2000:kap. 3, s. 4)
Eksempeltekst (2).
Kirkeklokkerne ude på Reyn kaldte til gudstjeneste. De havde en mild tone, der flagrede over
hustagene. Men tårnet, som de hang i, var dystert og brøstfældigt af ælde. Det dirrede under
bevægelsen. Klokkerne hev og peb i træværket, og denne jammerlige bilyd blandede sig med
den fuglelette klang og hørtes overalt i byen. (1936:48)
Eksempeltekst 1 er den gørende tekst. Teksten er et uddrag fra Brugerhåndbog til Toshiba Portégé
model 3410CT, 3440CT og 3480CT, og den instruerer læseren i at undgå udefrakommende lys på
9

computerskærmen. Det som denne tekst for mig at se har til fælles med alle andre gørende tekster,
er oplægget til svarende (tale)handling fra læseren: Læseren kan som følge af læsningen vende
computeren, rulle gardinet ned eller overbevise sig selv om ikke at følge rådet. Men teksten er
gørende uanset om læsere i konkrete tilfælde handler som følge af læsningen eller ej. Det afgørende
synes at være at teksten naturligt kan afstedkomme ny handlen.
Er dette korrekt, kan man sige at gørende talehandlinger er forbundet med andre sproglige
såvel som ikke-sproglige handlinger, og at disse handlinger følger efter hinanden som led i en kæde.
I (1) vil brugerhåndbogens instruktion således være det handlingsled i kæden som fører til læserens
handling i form af afskærmning eller afståen fra at afskærme computeren for lyskilder. En anden
måde at udtrykke gørens status som led i en kæde af handlinger er at forklare gøren som handlingsforlængende
eller, mere generelt, handlingsorienteret: Kæden som afsenders talehandling indgår i,
standser ikke ved afsender, men forlænges gennem (tale)handlemæssig turtagning mellem de
involverede parter. Konventionelle genrer hvis tekster prototypisk synes gørende, er fx manualen,
kontrakten, ansøgningen og reklamen. For at begribe det særligt gørende, er det dog måske mere
oplysende at tænke sig dagligdags kommunikation, fx forhandlinger om indkøb, rådslagninger om
hvilket supermarked og anvisninger om hvem der skal afsted. Her er gørens karakter af handlekoordination
og kommunikativ turtagning helt åbenlys.
Eksempeltekst 2 er den sigende tekst. Tekststykket er en passage fra Jørgen-Frantz Jacobsens
roman Barbara, og det som denne tekst for mig at se har til fælles med alle andre sigende tekster, er
placeringen i forgrunden af referencen til og prædikationen om noget, i dette tilfælde Reyns kirkeklokker
idet de kalder til gudstjeneste, som er på stor afstand af modtagerens kontekst. Distancen
kan fx markeres med præteritum og grammatisk 3. person som i Barbara, og den gør det klart at
handling fra læserens side er umulig: Den sigende tekst beskriver og ser i kraft af beskrivelsen ud til
at bringe læseren på umiddelbart uoverstigelig tidslig og ofte også rumlig afstand af det beskrevne.
Den sigende tekst er i tråd hermed handlingsstandsende: Den afstedkommer ikke led-i-kædehandling,
men dog accept eller afvisning, og den tjener derfor ikke handlekoordination. Idet sigende
talehandlinger sigter mod accept eller afvisning fra modtagers side, indvirker de på modtagers
viden, og sigen kan derfor beskrives som vidensorienteret. Sigende talehandlinger fortæller noget
nyt eller fører til revision af noget allerede bekendt for så vidt de er vellykkede og accepteres. Mens
det desuden ser ud til at være en forudsætning for gørende teksters handlingsorientering at de med
reference eller prædikation rammer konteksten hvor modtageren befinder sig, gælder noget til-
10

svarende ikke for sigende tekster: I sigende tekster refereres og prædikeres der ligeså ofte til noget
fraværende som til noget nærværende.
Sammenhængende med sigens frihed fra handlekoordinering vil man finde at langt de fleste af
de tekster som læses af rent æstetiske årsager, er sigende. Sprogets sanselige side fornemmes særligt
når affattelsens og besvarelsens tidspres er suspenderet, og det er den prototypisk i sigende tekster
da kommunikationens tidspres hører under gørens paradigme. I forbindelse med sigen gives der
omvendt tid til at betragte og bearbejde det sproglige udtryks udformning, fx metaforik og lyd. I
modsætning hertil kan man forvente at gøren prototypisk er enkelt udformet. Anderledes sagt synes
gøren prototypisk at være spontan tale, underlagt kommunikationens tidspres, mens sigen proto-
typisk må være planlagt tale, fremstillet på baggrund af anden tale (eller tænkning). I forlængelse af
spontan-bearbejdet distinktionen kan sigende tekster beskrives som prototypisk skriftlige, mens
gørende tekster prototypisk er mundtlige. Konventionelle genrer hvis tekster prototypisk er sigende,
er fx romanen, digtet, referatet og den videnskabelige afhandling, mens det ikke er oplagt at lede
efter eksempler på sigen i dagligdags sprogbrug.
Sigens status af planlagt er som antydet tydelig i æstetisk prægede tekster da æstetisk
bearbejdning forudsætter planlæggerens metabevidsthed og vurdering af teksten som objekt. At
noget sådant har været på spil i (2), er tydeligt. Allerede i første sætning har forfatteren indsat en
prosopopeia, dvs. en død tings tale (klokkernes kalden), og ned igennem hele stykket udvikles en
stilistisk bearbejdet dikotomi mellem det jordiske og det himmelske. Ved tekstpassagens udløb har
besjæling (flagrede), metafor (bevægelsen), symbol (Kirkeklokkerne, træværket) og metonymi
(flagrede, fuglelette klang) gjort det klart for læseren at kirken selv er modsætningsfyldt, bygget
som den er af mennesker til at tjene gud. Stykket antager endog karakter af allegori over den svære
balancegang mellem himmel og jord som kirken påtager sig. Og fortolket er dette netop hvad
Barbara handler om: Om en stor del af den færøske præstestands dilemma mellem (den jordiske)
lyst til synderinden Barbara og (det himmelske) krav om afholdenhed. Stykket bærer således klart
præg af tid, tanke og afstand, typisk for sigende tekster, og det er oplagt ikke affattet under hensyn-
tagen til en modtager der venter svar nu og her.
De prototypiske træk ved gøren hhv. sigen som jeg har indkredset, er
11

Gøren Sigen
Handlingsforlængelse Handlingsstandsning
Enkelt udtryk Bearbejdet udtryk
Spontant Planlagt
Mundtligt Skriftligt
Handlingsorienteret Vidensorienteret
+kontekstindfældet -kontekstindfældet
Fig. 1
I specialets talehandlingsteoretiske afsnit skal især det første og de to sidste par under udførlig
behandling idet jeg antager at de kan beskrives som definitoriske, mens de andre tages med som
redegørelsens prototypiske klangbund. Hist og her vil der dog også falde kommentarer om dem.
Genrehistorisk diskussion
Yderligere et begrebspar som kan tilføjes dikotomien i fig.1, finder man hos Platon og Aristoteles,
nærmere betegnet i deres undersøgelser af en grundlæggende udsigelsesmæssig distinktion som
siden udgjorde grundlaget for den specifikt genreteoretiske romantiske betegnelse ‘epik, lyrik og
drama’. Den antikke distinktion går under navnet ’diegesis-mimesis’, og det er dette begrebspar
som vil udgøre sporet i den følgende diskuterende gennemgang hvis mål ikke er genrehistorisk
redegørelse, men, i overensstemmelse med specialets tese, sprogpragmatisk afklaring. Af den grund
vil gennemgangen ikke byde på substantiel genreteori (for hvilken sprogpragmatisk afklaring dog er
en forudsætning). Trods dette vil diskussionen ud over Platon og Aristoteles runde så markante
genreteoretiske skikkelser som Friedrich Schlegel, Johan Wolfgang von Goethe, Käte Hamburger,
Mikhail Bakhtin og Gérard Genette.
12

Platon og Aristoteles – at tale i egen eller andens person
[...] genres are properly literary categories, whereas
modes are categories that belong to linguistics, or
(more exactly) to what we now call pragmatics.
Gérard Genette
Platons kommentarer om genrer falder i The Republic (2003) som er den klassiske tekst hvori
Platon ridser sin vision for det ideelle samfund op. Som led i opridsningen udstikker Platon, der til
anledningen har lagt sine synspunkter i munden på Sokrates, regler for kunstnerisk produktion, og
det er i dette øjemed at Platon karakteriserer genrernes systematik. Han skelner mellem to typer,
dels den hvor
the poet speaks in his own person, and does not attempt to persuade us that the speaker is
anyone but himself. (2003:86)
og dels den type hvor afsenderen forsøger at overbevise modtagerne om at han ikke er afsenderen.
Platon nævner som eksempel passagen i Illiaden hvor Homer
speaks in the person of Chryses, and does his best to make us think it is not Homer but an aged
priest who is talking. (2003:86-87).
Dette fører Platon frem til pointen om at tekster hvori afsenderen taler gennem andre, er
‘mimetiske’ – idet afsenderen nemlig ved at tale gennem en anden mimer denne – mens tekster
hvori “the poet speaks in his own person”, er ‘diegetiske’. Begrebet ‘diegesis’ dækker over det
forhold at afsenderen taler direkte, og ikke gennem skuespillere eller fortællere i fortællingen som
selv er fortalte (fx Chryses), og står ved sin identitet.
Med diegesis-mimesis begreberne kan man billedligt talt angive om afsenderen taler “uden
maske”, dvs. vedstår sin identitet og udsigelse ved at tale i egen person, som fx prototypisk i en
selvbiografi eller en manual, eller om afsenderen taler “med maske” ved at lægge udsigelsen i
munden på en anden, til lejligheden konstrueret (repræsenteret) udsiger, som fx i replikskifter i
romaner hvor romanens forfatter taler gennem sine repræsentationer, personerne.
Således tolket beskriver distinktionen mellem diegesis og mimesis ytringshandlingen som går
forud for og betinger den udfoldede talehandling. Som sådan beskæftiger den sig med spørgsmålet
Hvem er talehandlingens udsiger? Afsenderen eller afsenderens repræsentation? Er det afsenderen
13

(diegesis), befinder man sig “uden for” teksten, mens man er “inden i” teksten hvis talehandlingens
udsiger identificeres som afsenderens repræsentation (mimesis). Qua repræsentation er denne
udsiger jo selv et tekstelement. Det siger sig selv at mimetiske tekster hvor udsigeren altså er et
tekstelement, desuden har en afsender som ikke er et tekstelement. Men om denne afsender kan man
med Platon sige at han forsøger at “persuade us that the speaker is anyone but himself.” Denne
afsender forsøger at gemme sig bag sin tekstlige afsender.
Som det kan ses, behandler jeg begreberne om ‘diegesis’ og ‘mimesis’ som generelle
sprogpragmatiske begreber, dvs. som begreber der kan karakterisere enhver ytring, og herved går
jeg op imod begrebernes traditionelle anvendelse. Litteraturteoretikeren Monika Fludernik fastslår
således ifølge Jeremy Hawthorn fx at begreberne “must be understood in relation to the artistic
genres and practices from which they emerged and to which they were designed to apply.”
(1998:48). At begreberne kan anvendes bredt, fremgår imidlertid af de kommenterede, generelle
uddrag fra The Republic, ligesom D.W. Lucas ifølge Hawthorn giver belæg for det i sit efterord til
Aristoteles’ Poetik:
Lucas further adds that the word ‘mimesis’ has an extraordinary breadth of meaning which
makes it difficult to discover just what the Greeks had in mind when they used it to describe
what the poet and artist do, and he suggests that to translate it we may at different times need to
use words such as ‘imitate’, ‘indicate’, ‘suggest’ and ‘express’, although all of these words are
related to human action (‘praxis’). (ibid.)
Platon selv ser diegesis og mimesis som en forskel mellem narration og dramatik, og idéen fore-
kommer umiddelbart oplagt: Mimetiske repræsentationer finder man tydeligvis i sceneopførsler af
dramatik hvor forfatteren taler “igennem” andre, nemlig dramaets personer, mens den diegetiske
tale ifølge Platon selv hører til i “simple narrative” eller “lyric poetry” (2003:88). 5
Det er imidlertid kun på overfladen at dramatik og narration står i symmetriske relation til
diegesis og mimesis: Mens det synes rigtigt nok at sceneopførsler af dramatik altid er mimetiske, så
er det sværere at opfatte narration som rent diegetisk. Tager man udgangspunkt i romangenren,
forekommer narration tværtimod mimetisk: Romanen som jo i dag ofte opfattes som en prototypisk
5
At Platon her angiver “lyric poetry” som dramatikkens modpol synes paradoksalt når nu narration og dramatik skulle
være et fundamentalt begrebspar, forstået som mimesis og diegesis. Paradokset opstår imidlertid kun som følge af
terminologisk forvirring. Roselyne Dupont-Roc konkluderer således i sin artikel Mimesis et énonciation at Platons ‘lyric
poetry’ skal forstås som “a piece of heroic narration” (citeret efter Genette, 1979:7, note 9), altså en narrativ. Desuden
14

narrationstekst, er oftere mimetisk end diegetisk al den stund romanforfattere oftere bærer maske og
taler gennem fortællere end i eget navn. Derudover kompliceres sagen af at dramaets tekstlige
forlæg, manuskriptet, faktisk heller ikke er mimetisk; manuskriptet er jo dramatikerens egen tale
(diegesis) med instruktioner til skuespillere, instruktør, scenograf m.v. som skal omsættes i
sceneopførslens kontekst. Dette interessante træk ved manuskriptet udbygger jeg i det afsluttende
kapitel, Gøren i praksis. 6
Det er ikke uvæsentligt at netop romangenren sætter Platons genresymmetri på prøve.
Romanen vil nemlig ryste alle klassiske genreteorier, hævder den russiske litteraturteoretiker
Mikhail Bakhtin i The Dialogic Imagination:
The great organic poetics of the past – those of Aristotle, Horace, Boileau – are permeated with
a deep sense of the wholeness of literature and of the harmonious interaction of all genres
contained within this whole [...]. And they all, as a consequence, ignore the novel. (1981:5)
For sin del kan Platon ikke beskyldes for at ignorere romanen da den ikke fandtes i det antikke
Grækenland. 7 Og tænker man på Homers epik som den prototypiske narrationstekst, klarer Platons
symmetri nemmere skærene. Homer antages nemlig delvist at berette i eget navn, dvs. diegetisk,
modsat flertallet af nutidens romanforfattere, og hans eksempel kan derfor forklare Platons
synspunkt: at narration er diegetisk. 8
skriver Genette: “Plato deliberately leaves out all nonrepresentational poetry – and thus, above all, what we call lyric
poetry [...]” (1979:9). Også Line Henriksen pointerer at lyrik er udelukket fra Platons og Aristoteles tekster (2003:119).
6
Der er yderligere det interessante aspekt at dramaet ikke uden videre kan reduceres til kategorier for udsigelse som
diegesis og mimesis, siden hen gøren og sigen, da dramaet i opførslen jo involverer ikke-sproglig handling. Dramaet er
dermed nemlig også visen af handlinger hvad Aristoteles så idet han udvidede “the term mimesis […] to include not just
speech but also imitative actions.” (Hawthorn 1998:48). Dette aspekt vil jeg dog lade ligge da visen, forstået som
fremstillet (imiteret) fysisk handling af ikke-sproglig art, falder uden for mit talehandlingsteoretiske fokus. Derudover
kan visen qua fremstillet forstås under mimesis’ overordnede ramme, og mimesis-begrebet redegør jeg for (hvad angår
sprog).
7
At Bakhtin faktisk ikke beskylder Platon for noget i det anførte citat, skal man ikke lade sig snyde af. Det er rigeligt at
Bakhtin nævner Aristoteles, for hvad angår den symmetriske relation som her er i fokus, stiller Platon og Aristoteles sig
ens.
8
Trods enige om den overordnede symmetri er der uenighed at spore mellem Aristoteles og Platon hvad angår Homer
konkret: Platon vurderer at Homer kombinerer diegesis og mimesis (2003:91), og det er heldigt for Homer da Platon vil
forvise poeter som ikke er “severe rather than amusing” (2003:92-93), dvs. diegetiske frem for mimetiske. Aristoteles
priser derimod Homer for at være den eneste digter der har indset vigtigheden af at holde sig i baggrunden (1992:57),
dvs. af at skrive mimetisk!
15

Det faktum at romanen prototypisk er mimetisk og alligevel kan regnes for en prototypisk
narrationstekst, tyder på at der er problemer i den antikke symmetri, ligesom det er klart at diegesis
og mimesis for et nutidigt synspunkt der må tage højde for romanen, ikke kan ses som en
anstødssten for narration og dramatik. Den uregerlige romangenre anfægter derimod ikke diegesisog
mimesisbegreberne i sig selv (selv om det kan se sådan ud hvis man betragter narrationsteorien
komplicerede og tendentielt selvmodsigende brug af begreberne, jf. Hawthorn (1998)). De kan
nemlig stadig anvendes til at karakterisere enhver genre, også romanen, nemlig som en prototypisk
narrativ og mimetisk tekst. Denne karakteristik er kun selvmodsigende hvis man som Platon, i lykkelig
uvidenhed om senere tiders romaner, opfatter narration og diegesis som gensidigt forbundne
(se fx 2003:88).
Det er således ikke selve inddelingen, men grundlaget for den, man skal bide mærke i hos
Platon og også hos Aristoteles (1992). Som Gérard Genette har påvist i The Architext (1979),
fortjener Aristoteles og Platon ros for at holde tungen lige i munden i karakteristikken af genrernes
grundlag. Karakteristikken tager med ord fra Aristoteles’ Poetik udgangspunkt i en forskel mellem
forskellige måder at behandle “skabende gengivelser [...] af virkeligheden” (1992:11) på. Ifølge
Aristoteles er der tre sådanne måder hvoraf de to første angår midler, fx metrum, og emner, mens
den tredje, som her er i fokus, er behandlingsmåden (1992:14). Og hvad denne angår, er Aristoteles
på linje med Platon:
For i de samme digte og med genskabelsen af de samme emner kan man snart selv fortælle,
snart optræde i en andens skikkelse således som Homer gør, eller man kan vedblive som den
samme uden forandring eller (omvendt) lade alle personerne optræde som handlende og
virkende (dramaet). (1992:14)
Af citatet fremgår det at Aristoteles ligesom Platon ser tekster som delt mellem diegesis (“selv
fortælle”) og mimesis (“optræde i en andens skikkelse”), ligesom han gør tilstedeværelsen af visen
(se note 6) som fremstillet fysisk handling af ikke-sproglig art klar (“optræde i en andens
skikkelse”, “vedblive som den samme uden forandring”). Med hensyn til udsigelsen indeholder
16

Aristoteles’ opdeling dog ligesom Platons kun to fundamentale led. 9 Det mener også Genette der
fremlæser leddene som to ‘modes’ eller “situations of enunciation”: 10
This is not yet a system of genres; the most exact term for designating this category is
undoubtedly the term […] mode. Strictly speaking, we are dealing not with “form” in the
traditional sense, as in the contrast between verse and prose or between different types of verse,
but with situations of enunciating. (1979:12)
De to modi udgør, som Genette anfører, sproglige grundkategorier (1979:64), i mine øjne svarende
til diegesis og mimesis. De er derimod endnu ikke genrer da modi, midler og emner ifølge
Aristoteles må analyseres hver for sig og kun i fællesskab lader genrer fremstå (1992:11).
Det som jeg vil tage med fra Platon og Aristoteles, er den formelle distinktion mellem to
sprogpragmatiske modi, for i denne distinktion er der flere træk som må overføres til gøren-sigen:
Dels det overordnede faktum at begge distinktioner befatter sig med sproganvendelse og dels den
oplagte mulighed for i forlængelse af diegesis-mimesis at tage konteksten, fx overvejelser omkring
afsender-modtager relationen, med i regnestykket; kontekstovervejelser vil vise sig afgørende for
gøren-sigen. At distinktionerne er sprogpragmatiske, involverer desuden at de ikke er historisk
betingede, men almengyldige, og de kan derfor begge siges at tilbyde solide grundlag at
karakterisere tekster ud fra, fx med henblik på genrer. I det øjeblik talen falder på konkrete
genredefinitioner, går almengyldigheden imidlertid fløjten, for definitioner af genrer forudsætter,
som Aristoteles anførte, betragtninger over litteraturens midler og emner i tillæg til de
sprogpragmatiske modi, og med midler og emner inde i billedet undgår man ikke konventioner:
hvordan de sprogpragmatiske modi forbindes med emner og litterære midler, er et konventionelt og
historisk betinget anliggende. For med fast forankring og på tværs af alle konventioner at kunne
beskrive sprog er det derfor alt om at gøre at definere de sprogpragmatiske modi isoleret førend de
tages med i betragtninger over fx genrer. Netop kravet om isoleret definition forsyndede romantikerne
sig imod i deres bestræbelser på at opdatere genreteorien.
9
Platon mener desuden at der er en blanding af leddene (2003:88). Med Genette (og Genette med Aristoteles) kan den
dog afvises. Genette skriver: “[…] after all, a single word of introduction by the poet is ultimately enough to make it
narrative, even if everything that follows is dialogue […].” (1979:21)
10
Aristoteles gør i parentes bemærket opmærksom på at forskellen mellem narration-som-tekst og dramatik-somopførsel
ikke er uoverstigelig: “Endvidere frembringer tragedien også uden sceniske bevægelser sin virkning lige så vel
som den episke digtning, for allerede ved læsning viser det sig hvordan den er.” (1992:65). Aristoteles’ bemærkninger
17

Goethe og Schlegel – Det litterære felts uregelbundne virkelighed
The hero is lyrical, the ordinary person epic, the
genius dramatic – man is lyrical, woman epic,
marriage dramatic
Novalis
For tekstbegreber må de overordnede bestemmelser være sprogpragmatiske af de simple grunde at
tekst er sprog, og at sprog (som næste kapitel viser) skal studeres under handlingens synsvinkel. De
to aristoteliske udsigelsesmodi besidder netop en sådan sprogpragmatisk karakter, så længe de ikke
kobles på narration og dramatik, og i kraft af denne karakter kan de sikre bl.a. genreteorien
modstandsdygtighed over for uundgåelige forandringer i de konkrete, delvist konventions- og
temabårne genrer selv. Hvis man i definitionen af genrer derimod ikke har sprogpragmatisk grundlag,
vil man gøre genreteorien mindre sikker.
Mindre sikkerhed i definitionen synes at være resultatet af romantikernes videreførelse af den
antikke genreteori. Peter Szondi skriver således i en kommentar til de genremæssige konsekvenser
af Hegels overvejelser i Wissenschaft der Logik: 11
Die Identischsetzung von Form und Inhalt vernichtet auch den im alten Verhältnis enthaltenen
Gegensatz zeitlos-geschichtlich und hat so die Historisierung des Formbegriffs zur folge,
letztlich die Historisierung der Gattungspoetik selbst. Lyrik, Epik, Dramatik werden aus
systematischen Kategorien zu historischen (1968:10)
Skiftet fra det platonisk-aristoteliske afsæt i en formel beskrivelse af udsigelsens almene sprogtræk
til indholdsmæssige fænomener ses fx hos den tyske romantiske digter, Friedrich von Hardenberg
alias Novalis, der taler om “the epic, lyric and dramatic ages” (1997:57), og også hos en anden af
den tyske romantiks absolutte hovedpersoner, Johann Wolfgang von Goethe. Goethe definerer i
West-östlicher Divan de grundlæggende genrer:
Es gibt nur drei echte Naturformen der Poesie: die klar erzählende, die enthusiastisch aufgeregte
und die persönlich handelnde: Epos, Lyrik und Drama. (1998:461)
om dramatik (rettelig, men for denne kontekst uvedkommende: tragedie) og dens sammenhæng med narration gælder
med andre ord også for dramatiske eller mimetiske tekster.
11
Selvom Hegel snarere hører til den tyske idealisme end romantikken, rammer Szondis diagnose også romantikere
som Goethe og Schlegel hvilket vil blive klart i det følgende.
18

Det særligt bemærkelsesværdige i dette citat er lyrikdefinitionen ‘die enthusiastisch aufgeregte’.
Mens ‘die klar erzählende’ og ‘die persönlich handelnde’ i nogen grad er formelle beskrivelser af
modi for handling og talehandling, så angår beskrivelsen ‘die enthusiastisch aufgeregte’ en bestemt
psykologisk indstilling over for tilværelsen. Goethe synes dermed at være gået et beskrivelses-
niveau ned fra det formelle til det tematiske, så at sige, og der er intet der forhindrer senere
genreteoretikere i at skifte beskrivelsen ‘die enthusiastisch aufgeregte’ ud med fx definitionen
‘melankolsk enetale’. Dermed er genreteoriens kategorier med Szondis ord forvandlede fra
systematiske til historiske, dvs. relative.
Inkommensurabiliteten mellem kategorier som diegesis og mimesis på den ene side og
Goethes lyrik-kategori på den anden side bunder nærmere bestemt i at mens diegesis-mimesis
distinktionen er sprogpragmatisk forankret, så er lyrik-kategorien en kategori hentet fra
følelseslivet, altså fra et område af menneskelig erfaring som ikke står i nogen nødvendig
forbindelse med den menneskelige tale og dens almene bestemmelser (ligesom Goethes betoning af
det personligt handlende i forbindelse med det dramatiske i øvrigt næppe heller gør). Og uanset om
også det menneskelige følelsesliv har sin systematik, har den ikke været til at få hold på i
genreteoretisk øjemed. At mange har forsøgt sig i Goethes fodspor, kan man forvisse sig om hos
Genette hvis dom her kan gøre det ud for en overordnet afvisning af forsøgene på at finde
uomtvistelige genreteoretiske systemer i litteraturens emnekreds:
The whole history of the theory of genres is imprinted with these fascinating patterns that inform
and deform the often irregular reality of the literary field – patterns whose designers claim to
have discovered a natural “system” precisely where they are constructing a factitious symmetry
with the help of a copious supply of false windows. (1979:45)
Goethes psykologisk-farvede bestemmelse af et afgørende element i genreteorien kan ses som et af
flere eksempler fra ham på livtag med “the often irregular reality of the literary field”. 12
Også Friedrich Schlegel ændrer de antikke modi afgørende, og for hans vedkommende synes
det begrundet i et hensyn til tidens store genre: romanen. I første omgang overtager Schlegel dog
Platons distinktion mellem drama, epik og en blandingsform ret præcist, og han benævner dem
drama, epik og lyrik. Derudover tillægger han triaden værensfilosofisk betydning. I 1799 noterer
12
Et andet eksempel på et sådant livtag er Goethes sammenkobling af digtningen med et begreb om nationalkarakter
(1998:462) hvoraf det følger at forandringer i begrebet om nationalkarakter medfører forandringer i definitionen af
digtningen.
19

han, her citeret efter Peter Szondis artikel ‘Friedrich Schlegel’s Theory of Poetic Genres: A Recon-
struction from the Posthumous Fragments’ (1966-67), således:
Epic = objective poetry, lyric = subjective poetry, drama = objective-subjective poetry (1966-
67:85) 13
Schlegels tredeling trækker på Platons, fastslår Szondi, men den gør mere end det: Den “elevates
the distinction from the level of poetic technique to that of speculative philosophy” (1966-67:85).
Grundlaget for at Schlegel genoptager Platons opdeling, er således ikke en analyse af grundlæggende
sprogpragmatiske forhold, men derimod en ontologisk tese om subjektivitet og objektivitet
samt en genreteoretisk opfattelse af at subjektivitet og objektivitet på forskellig måde kommer til
udtryk i tekster.
Ifølge Schlegel kommer det subjektive og det objektive bedst til udtryk i syntesen. I det
ovenfor anførte citat finder man syntesen i dramaet, men det stemmer dårligt overens med Schlegels
projekt som ifølge Szondi er “self-understanding and […] self-justification of the modern age”
(1966-67:87). I den moderne tidsalder, dvs. for Schlegel romantikken, indtager romanen nemlig
tronen, og derfor omformulerer Schlegel sin klassifikation sådan at epik bliver “objective-subjective
poetry”, mens dramaet degraderes til blot at være “objective” (1966-67:85). Det er i modstrid med
Schlegels antikke udgangspunkt, men det tillader ham at give romanen teoretisk forrang. Med
Szondis ord:
The anticlassical aspect of Schlegel’s preference for the epic is not so much that it disregards the
actual development of Greek poetry as that it leads him to raise the epic’s modern counterpart,
the novel, above the tragedy. (1966-67:86)
13
Schlegels rodfæstelse af genrerne i ontologien kan minde om den senere filosof og talehandlingsteoretiker Jürgen
Habermas’ rodfæstelse af talehandlingstyper. Habermas skriver fx: “Den kommunikativt opnåede indforståelse afpasses
i forhold til nøjagtig tre kritiserbare gyldighedsfordringer, fordi aktørerne […] ikke kan undgå at inddæmme den givne
talehandling i nøjagtig tre verdensrelationer og at gøre krav på gyldigheden af talehandlingen ud fra hvert af disse
aspekter. […] vores verden bestående af legitimt ordnede interpersonelle relationer eller […] den verden, der består af
eksisterende sagforhold, eller […] den i øjeblikket foreliggende verden af subjektive oplevelser.” (1981:235). Ligesom
over for Schlegel kan det indvendes over for Habermas at en sådan ontologisk definition er overflødig. I afsnittet
Talehandlinger i den instrumentelle handleverden vil jeg i talehandlingsteoretisk øjemed begrunde det med at man kan
definere illokutionsbegrebet uden at skele til kontekstuel (eller ontologisk) forskellighed, og at Habermas’ skelnen
snarere end at vedrøre illokutionen, som han hævder, faktisk skal placeres i propositionen.
20

At Schlegels romandefinition indebærer et “anticlassical aspect” på trods af definitionens antikke
kilde, eksemplificerer det besvær som ifølge Bakhtin vil hjemsøge genreteorier når de konfronteres
med romanen (se s. 15), og besværet bliver kun større for Schlegel idet han på trods af sin
tidsbundne hypostasering af romanen, hævder ahistorisk status for epik, lyrik og drama – “an
apparently unhistorical concept of form” (1966-67:89). Det er svært at acceptere at epik, lyrik og
drama skulle være ahistoriske former når der i deres definitioner indgår hensyn til samtidens trends,
for Schlegels vedkommende særligt romanen. Schlegels forsøg på at opdatere Platons genreteori
synes dermed at ende i et paradoks.
Delkonklusion
At de overordnede bestemmelser for genrebegrebet som tekstbegreb må være formelle og
sprogpragmatiske, understøttes af at følelseskvaliteter som Goethes, Schlegels kvaliteter objektiv,
subjektiv og objektiv-subjektiv samt ikke mindst Novalis’ tids-, køns- og persontypeangivelser
nødvendigvis må ses som enten kontingente, ikke-formelle forudsætninger for tale og tekst (såvel
på et konkret-empirisk som på et alment plan, knyttet henholdsvis til den ydre verden (objektiv),
den indre verden (subjektiv) og den intersubjektive handleverden), eller som kontingente træk ved
det propositionelle indhold (vi kan i vores tale inddrage såvel ting (objektiv) som indre
følelsestilstande (subjektiv)). Fokus i de romantiske bestræbelser på at definere genrer er forskubbet
fra sproget selv til noget andet som sproget antages at stå i en privilegeret relation til. Men som
Genette skriver, er disse relationer til syvende og sidst “factitious symmetry with the help of a
copious supply of false windows.”
Der synes at være to empiriske årsager til at de relationelle genreteorier som jeg her har set
på, kaster sig ud i fejlslagne definitionsforsøg: Dels udfordringen fra romanen og dels opkomsten af
en vægtig lyriktradition. I Goethes definition af poesiens tre naturformer er det behovet for at
integrere lyrikken der bringer teorien ud af balance. Måske bunder forskellen mellem de antikke og
romantiske teorier simpelthen i at litteraturen var mere overskuelig i antikken? At dømme efter
Aristoteles’ og Platons skrifter spillede lyrik fx ikke samme store rolle her som i romantikken, ja,
faktisk er det uvist om antikken overhovedet kendte til lyrik i stil med vore og romantikernes dages.
Dithyrambedigtningen synes at komme tættest på, men ifølge Genette opfattede Aristoteles og
Platon den ikke som en selvstændig modus på niveau med drama og epik, men tværtimod som
underordnet hhv. “dramatic” og “purely narrative” (1979:7). For Platon og Aristoteles var der
tilsyneladende kun to: narration og dramatik (samt, for Platon, en blanding).
21

Som min gennemgang af den antikke genreteori viste, kan Platons og Aristoteles’ begreber
om narration og dramatik imidlertid ikke gøre det ud for et eviggyldigt genresystem: De kan ikke
inkorporere romanen, ligesom romantikernes eksempel viser at det er svært at integrere lyrikken.
Ser man på Platons og Aristoteles’ eksempler på narration hhv. dramatik, først og fremmest Homer
og en række græske tragediedigtere, kan man konkretisere problemet: Hvordan identificere lyrik af
Novalis eller Goethe med Homers episke vers eller Euripides’ tragedier? Løsgør man diegesis og
mimesis fra begreberne om narration og dramatik, og glemmer man Platons og Aristoteles’
eksempler, lader det sig gøre. På egen hånd kan de to udsigelsesmodi, diegesis og mimesis, nemlig
fint beskrive lyrik såvel som narration og dramatik: Lyrik er prototypisk diegetisk, narration har
både diegetiske og mimetiske former, mens dramatik altid er mimetisk (dog er dramaets forlæg,
manuskriptet, diegetisk). Prisen for denne løsning er at triaden epik, lyrik og dramatik styrtes fra
genreteoriens trone og underlægges sprogets uomgængelige dimensioner, herunder gøren-sigen der
er bygget op med diegesis-mimesis distinktionen som en væsentlig del af fundamentet.
Gøren-sigen besidder grundlæggende status fordi de ligesom diegesis-mimesis ikke først og
fremmest er genreteoretiske, men pragmatiske begreber, og, skåret ind til benet, svarer forskellen
mellem genreteori og sprogpragmatik netop til forskellen mellem de antikke og romantiske
skikkelser jeg har opholdt mig ved. Med Platons og Aristoteles’ udsigelsesmodi karakteriserer man
således ikke genrer, men et grundlæggende forhold i sproganvendelsen. Med Goethe, Schlegel,
Novalis og Hegel er man tættere på at tale om genrer, og det skyldes at disse tænkere væver det som
Genette kalder “the often irregular reality of the literary field” med ind i deres bestemmelser. Det er
nemlig i krydsfeltet mellem indholdsmæssige kategorier og grundlæggende sproglige forhold eller
dimensioner at genrer opstår – sådan som allerede Aristoteles indså uden derfor at blande
niveauerne sammen (fx 1992:11).
Om end jeg ikke fuldstændigt frakender begreberne lyrik, epik og drama relevans for en
genrekarakteristik, vil jeg forlade dem her og i stedet bestræbe mig på at videreføre den antikke
modusteoris fokus da det er gennem den at specifikke sprogteorier, fx genreteorier, kan fæstnes i en
generel sprogteori. Diegesis-mimesis skal for at fremstå som gøren-sigen tilføjes talehandlingsteoretiske
aspekter, men inden da er det målet at finde tegn på gøren-sigen dimensionen i genreteori
fra det 20. århundrede.
22

Hamburger og Bakhtin – objektiv og pragmatisk genreteori
Die Unterschiedung zwischen dramatischer und
erzählender Dichtung auf Grund der Darbietungsformen
könnte zu exakteren Resultaten führen.
Käte Hamburger
Med hensyn til at skære igennem triaden epik, lyrik og drama ind til benet i udsigelsen er jeg
inspireret af Genette, og i udgangspunktet er jeg også på linje med den tyske litteraturteoretiker
Käte Hamburger som i Die Logik der Dichtung (1957) vil forklare skønlitteratur i forlængelse af en
logik for sproget generelt. Genette har skrevet forordet til den franske og engelske udgave af
Hamburgers bog, og ifølge hans parafrase bestræber Hamburger sig på at give
[…] a list of genres (or types of verbal production) whose assignation to literature as art is
incontestable and independent of all evaluation. (1973:X).
Med bestræbelsen på at formulere en række uantastelige skønlitterære “genres (or types of verbal
production)” ligner hendes udgangspunkt faktisk Genettes 14 – og mit eget.
Vejen til en solid genreteori angiver Hamburger fx i dette afsnits indledningscitat. Som Platon
og Aristoteles tager hun udgangspunkt i træk der ikke i sig selv kan gøres til “Kennzeichen eines
Gattungsunterschiedes” (1957:156), og da hun desuden mener at man kan reducere romantikernes
triade til en duo (ibid.), synes hun endog meget tæt på Platon og Aristoteles der jo begge udledte to
begreber (og, for Platons vedkommende, en blanding) fra en form for ‘Darbietungsformen’, nemlig
diegesis og mimesis. Sammenligningen er imidlertid misvisende, for som for de romantikere
Hamburger tager afstand fra, er det for hende selv afgørende at bringe lyrikken frem i forreste geled
– hun grundlægger den derfor som den ene ‘Darbietungsform’.
Hamburger fører imidlertid ikke lyrikken frem ved som romantikerne at relatere den til noget
fra sproget fremmed. Hun forsøger at grundfæste den i sproget selv, i sprogets objektive
‘Aussagesystem’ (1957:188). Med dette grundlag synes Hamburger opsat på at holde sig inden for
rammerne af det teoretisk forsvarlige. En forbavsende kontraintuivitet i Hamburgers forsøg på at
rejse et system over grundlaget afslører imidlertid at teorien vakler. Hvad angår lyrikken,
forekommer bl.a. Hamburgers påstand om at den kun kan skelnes fra dagligsprog i konkrete
14 Genettes mål er at gengive genreteorien det antikke, sprogpragmatiske grundlag som eroderede under og efter
romantikernes indtog.
23

kontekster (fx 1957:194), kontraintuitiv; hun synes her ikke mindst at overse de for lyrikken
særegne og kontekstuafhængige semantiske stilfigurer, så som apostrofe og prosopopeia, og
syntaktiske stilfigurer, fx rim. 15
I forbindelse med den ‘Darbietungsform’ som står over for lyrikken, nemlig den ‘mimetisk-
fiktive’, er det kontraintuitive præg endnu stærkere. Ifølge Hamburger har denne ‘Darbietungsform’
som antydet af navnet eneret på fiktion (fx 1957:59) som følge af at den gennem sin definitorisk
fortællende karakter, ‘der Erzählfunktion’, bryder sprogets ‘Aussagesystem’, dvs. dets konstruktion
som subjekt-objektrelation op:
Denn es ist das fiktionale Erzählen, das im System der Dichtung und der Sprache eine
entscheidende Stellung einnimmt, als die Grenzscheide, die die fiktionale oder mimetische
Gattung – die epische Fiktion und in ihrem Gefolge die dramatische – vom Aussagesystem der
Sprache trennt. (1957:56)
Idet sprogets konstruktion som subjekt-objektrelation brydes op, går udsigelsesjeget tabt, lyder
tesen, og det får Hamburger til at konkludere at den mimetisk-fiktive litteratur kun består af 3.personsfortællinger
(ibid.). 1.personsfortællinger hvor udsigelsesjeget jo er i forgrunden, kan ifølge
Hamburger ikke være fiktive. Det betyder fx at Steen Steensen Blichers berømte novelle Sildig
Opvaagnen der fortælles i 1.person af præsten Vilhelm, må opfattes som en ikkefiktiv tekst selv om
den intuitivt forekommer fiktiv: Personerne i novellen har næppe eksisteret, ligesom Blicher næppe
ville have brudt sig om at blive identificeret med den moralsk anløbne jegafsender, og det synes
derfor ikke relevant at bedømme prædikationerne som sande eller falske. At denne fiktionsforståelse
er den rigtige, vil jeg argumentere for i Gørende tekster er definitorisk ikkefiktive.
Mens jeg altså ikke køber Hamburgers konklusion om at fiktion kun findes i skønlitterære
3.personsfortællinger og aldrig fx i diegetisk lyrik, finder jeg den del af konklusionen som kræver
fiktion for mimetisk litteratur, langt bedre. Den synes at være prototypisk korrekt, men på forkerte
præmisser: Årsagen til at mimetisk litteratur som regel er fiktiv, er ikke, som Hamburger anfører, at
mimesis er fortællen uden fortæller. Årsagen er, som jeg ser det, at mimesis annullerer reference og
15
Distinktionen mellem syntaktiske og semantiske stilfigurer har først og fremmest at gøre med måder at identificere
figurer på: Syntaktiske stilfigurer kan identificeres rent perceptuelt, dvs. som lydligt og/eller grafisk identiske
forekomster. Semantiske stilfigurer forudsætter derimod kendskab til ordmening for at kunne identificeres. I tråd
hermed spiller mening altid en rolle i tolkningen af semantiske stilfigurer, mens mening kun af og til, og da sekundært,
har noget at sige i forbindelse med syntaktiske stilfigurer. Distinktionen er udførligt behandlet i den føromtalte Stil og
genre (se note 2).
24

prædikation hvad angår afsenderen: I mimetiske tekster er den angivelige udsiger blot en maske
eller en repræsentation uden referent. Afsenderen forsvinder imidlertid ikke, hvad Hamburger
hævder – han taler blot ikke i eget navn, men med maske på. Om end mimesis således tyder på
fiktion, er det forkert at hævde, som Hamburger, at kun mimetisk litteratur kan være fiktiv; også
diegetisk litteratur kan mangle reference og have prædikationer som ikke kan fæstnes. 16
Ud over de kontraintuitive træk der tyder på teoretisk inkonsistens, handicappes Hamburgers
teori af en kompromisløs adskillelse af litteraturen fra resten af sproget. At Hamburger virkelig ikke
levner nogen mulighed for udveksling, konkluderer Genette ved at beskrive Hamburgers
bestræbelse som “a certain refusal to employ language […].” (1973:xvii). Afslaget angår litteraturens
mulighed for at indgå i sammenhæng med eller på samme vilkår som resten af sproget, og
modviljen forekommer særligt problematisk når man erindrer at grundlaget for Hamburgers teori er
et af hende selv udtalt behov for at forklare litteratur i lyset af sproget generelt:
Logik oder Sprachlogik der Dichtung […] kann genauer ale Sprachtheorie bezeichnet werden.
[…] Die logik der Dichtung als Sprachtheorie der Dichtung hat zum Gegenstand das Verhältnis
der Dichtung zum allgemeinen Sprachsystem. Logik der Dichtung ist also im sprachtheoretischen
Sinne zu verstehen […]. (1957:10)
Den paradoksale relation mellem dette erklærede udgangspunkt og den af Genette identificerede
“refusal to employ language” beløber sig til at slå sig selv for munden.
Selv om Hamburgers forsøg på at opbygge en genresystematik ikke holder, er hendes
eksempel tankevækkende: Som udgangspunkt minder hendes motivation om Genettes (og min) idet
hun tager afstand fra beskrivelser af litteratur ud fra “die historische Entwicklung des
Weltzustandes und der damit verbundenen Auffassung von Mensch und Welt” (1957:156). I stedet
erklærer hun at hun vil tage sproget selv som grundlag, men hun gør det ikke helhjertet, i hvert fald
ikke på Platon og Aristoteles’ præmisser, da hun (som romantikerne) promoverer lyrikken. Desuden
begår hun den fejl ikke at se diegesis og mimesis som ét grundlæggende begrebspar. I stedet hæfter
hun begreberne sammen med noget andet (ikkefiktion og fiktion), og deri mislykkes hun.
En mere farbar vej foreslås efter min mening af Mikhail Bakhtin i artiklen ‘Frågan om
talgenrer’ (1952-53). Bakhtin anlægger som Platon og Aristoteles en sprogpragmatisk vinkel, og
16
Man kan heller ikke sige at mimesis’ fiktivisering af udsigelsesinstansen medfører fiktion for det udsagte generelt.
Man kan nemlig sagtens give ikkefiktive beretninger, fx historiske, mens man foregiver at være en anden end man er (se
i øvrigt Gørende tekster er prototypisk diegetiske).
25

faktisk er vinklen så afgørende for hans teori at han af litteraturteoretikeren Tzvetan Todorov er
udnævnt til at være “den moderne pragmatiks skaber” (Møller Andersen, 2002:12). Det er også
interessant at Bakhtin når frem til en bestemmelse af to overordnede teksttyper som minder
påfaldende om dem jeg vil karakterisere som gørende hhv. sigende, ligesom det er betryggende at
Bakhtin angiver at Aristoteles’ genreteori er den til dato mest holdbare. 17 Det tyder nemlig på at de
iagttagelser af Bakhtin som jeg i det følgende vil gøre til mine, udspringer der hvor også jeg
begyndte.
Bakhtins grundtese er at alle typer af sprog skal ses som ytringer fremsat af en afsender til en
modtager i en kontekst. I takt med at konteksterne standardiseres, argumenterer Bakhtin, bliver
ytringerne til konventionelle talegenrer. Selvom antallet af genrer affødt af dette perspektiv
principielt er uendeligt eftersom kontekstforekomsterne er uendelige (fx 1952-53:203), binder
afgørende træk dem ifølge Bakhtin sammen. Blandt disse træk er det vigtigste ytringens rettethed:
Det konstituerande särdraget hos yttrandet är sålunda dess riktning, dess adressivitet, utan vilken
det inte finns och inte skulle kunna finnas något yttrande. (1952-53:238)
Det følger af dette synspunkt at enhver talegenre skal ses i kommunikationens lys, en
omstændighed som Bakhtin selv yderligere påpeger ved at hævde at enhver ytring må kunne
besvares for at være en ytring (1952-53:218). Typen af besvarelse varierer dog alt efter om ytringen
tilhører “primära (enkla)” eller “sekundäre (komplexa)” talegenrer, og en nærmere beskrivelse af
besvarelsens type må derfor gå via en definition af de primære og sekundære talegenrer. Om disse
skriver Bakhtin:
De sekundäre (komplexa) talgenrerna – romaner, dramer, vetenskapliga undersökningar av alla
slag, flertalet publicistiska genrer osv. – uppkommer där det finns en mer komplex och relativt
högt utvecklad och organiserad kulturell kommunikation (främst skriftlig) – skönlitterär,
vetenskapelig, offentlig osv. Då dessa sekundära genrer bildas, suger de upp och bearbetar olika
primära (enkla) genrer, som utvecklas i direkt talkommunikation. Dessa primära genrer […]
transformeras i dem och får en särskild karaktär: de förlorar den direkta förbindelsen med den
reella verkligheten och med andra reella yttranden. (1952-53:204-205)
De primære, enkle genrer “utvecklas i direkt talkommunikation”, skriver Bakhtin, og den konse-
kvente indlejring i denne type kontekst som kan kaldes samtalens, anser jeg for væsensbestemmende
for gøren. Men det er vigtigt at holde sig for øje at selv om primære talegenrer ifølge
Bakhtin nok “utvecklas” i direkte kommunikation, er de ingenlunde helliget den. De kan også være
17 Bakhtin skriver fx: “Aristotle’s poetics [...] remains the stable foundation for the theory of genres.” (2000:8)
26

skriftlige, men er det blot ikke prototypisk (de sekundære, komplekse talegenrer er omvendt “främst
skriftlig”, men altså underforstået ikke udelukkende). Også her er jeg enig, og jeg vil tolke Bakhtins
beskrivelse som udtryk for at primære talegenrer umiddelbart kan gøres gangbare i kommunikation;
det ligger i kontrasten til de prototypisk skriftlige (“främst skriftlig”), sekundære talegenrer der jo
“förlorar den direkta förbindelsen med den reella verkligheten och med andra reella yttranden”
hvorfor de ikke umiddelbart kan gøres gangbare. Den umiddelbare eller direkte gangbarhed
forekommer afledt af de primære talegenrers “direkta förbindelsen med den reella verkligheten och
med andra reella yttranden”. 18
Ved at sætte begreberne om primære og sekundære talegenrer i relation til hhv. samtalens og
skriftens kontekst, og dermed til to måder at bruge sproget på, gør Bakhtin sit fokus
sprogpragmatisk. Line Henriksen er i artiklen ‘På sporet af poesien. Bachtin og genreteori’ (2003)
inde på netop dette:
Først og fremmest hjælper Bachtins idé om talegenrer, primære som sekundære, os ud over det
deduktive empiriske genrebegreb, som Genette afviste [ved i The Architext at fremhæve
udsigelsesmodi på genrebegrebets bekostning]. En genre er hos Bachtin en typisk form for
ytring, karakteriseret af stil og især af særlige fortæller- og forfatterpositioner og –intentioner.
(2003:124)
Desværre forfølger Henriksen ikke dette aspekt ved Bakhtins teori, fx ved at definere de “særlige
fortæller- og forfatterpositioner og –intentioner”, hvorved hun ellers kunne have nærmet sig gørensigen.
Hos Bakhtin selv er der uklarheder hvad angår distinktionen mellem primære og sekundære
talegenrer. Især er det ikke oplagt for alle teksttypers vedkommende hvad det vil sige at man i
forhold til en ytring må kunne “inta en svarande position (t.ex. verkställa en order)” (1952-53:218).
Hvis man antager at ordren er en primær og romanen en sekundær talegenre, så kan man spørge
hvad de deler med hensyn til svarmulighed. Kan den “svarande förståelse” (fx 1952-53:216) af en
roman ses som et svar af samme type som udførslen af en ordre? At der er en forskel mellem ordren
og romanen, er Bakhtin naturligvis ikke blind for da denne forskel netop svarer til forskellen
mellem primære og sekundære talegenrer. Alligevel står spørgsmålet tilbage om hvordan tekster fra
18
Også begreberne diegesis-mimesis synes at have prototypiske roller at spille i denne sammenhæng: Diegesis må være
fremherskende i primære talegenrer da det som regel vil være sværere og næppe særligt formålstjenstligt at iføre sig en
udsigelsesmæssig maske i “direkt talkommunikation”, mens masken (mimesis) nemt kan passe i “en mer komplex och
relativt högt utvecklad och organiserad kulturell kommunikation (främst skriftlig)”.
27

sekundære genrer, fx romanen Lykke-Peer af Henrik Pontoppidan, kan besvares. Selv hvis Lykke-
Peer sammenfattes til “Peer havde evner og ambitioner, men fandt ikke lykken”, synes det svært.
Det tætteste Bakhtin kommer på at angive det fælles i besvarelsen af begge typer af tekster, er
vel nok følgende:
I själva verket intar lyssnaren, då han uppfattar och förstår talets (språkliga) betydelse, samtidigt
en aktiv och svarande position i förhållande til talet: han instämmer eller instämmer inte med det
(helt eller delvis), han fyller ut det, tillämper det, förbereder sig för att verkställa det osv.[...]. All
förståelse av levande tal, av ett levande yttrande, är av aktivt svarande karaktär [...]. (1952-
53:211)
Det som dette citat kan udbrede til at gælde for alle typer af tekster, er at modtagere “fyller ut” og
“tillämper”. I forbindelse med talehandlinger kan aktiviteten sidestilles med det arbejde som ifølge
den engelske sprogfilosof H. P. Grice altid pågår i kommunikation (se Talehandlinger i den instrumentelle
handleverden): Man må ofte gøre en indsats for at skabe sammenhæng i de ytringer man
står overfor – uanset om ytringen er en ordre eller en roman.
En læsning af Bakhtin som bringer ham i retningen af den griceanske dagligsprogsfilosofi og
talehandlingsteori, finder støtte hos den amerikanske Bakhtin-ekspert Michael Holquist der i
forordet til The Dialogic Imagination påpeger at
“Bakhtin, like Austin […], Searle […] and particularly Grice […], stresses the speech aspect of
language, utterance, to emphasize the immediacy of the kind meaning he is after.” (Bakhtin,
1981:XXI)
Dette teoretiske slægtskab er imidlertid ikke enerådende, for som regel ses Bakhtins teori om
sproget snarere som en altomfattende intertekstualitet eller en, med Holquists ord fra bogen
Dialogism, “in-between-ness of all utterance” (1990:60). Den danske Bakhtin-forsker Nina Møller
Andersen vurderer i sin bog I en verden af fremmede ord. Bachtin som sprogbrugsteoretiker at dette
spor hos Bakhtin involverer et synspunkt om at
[…] enhver tekst (litterære og andre) er en ytring og indgår som sådan i dialogiske
vekselvirkningsforhold med andre tekster (dvs. andre ytringer). (2002:76)
Citatet peger på at det ikke er sprogbrugerne selv, men deres ytringer som indgår i interne
dialogiske vekselvirkninger. Det skulle ifølge Holquist (fx 1990:61) ske ved at det konventionelle
meningsindhold som enhver ytring bærer i sig, konstant påvirker og påvirkes af andre
meningsindhold i kraft af sprogets fundamentalt sociale natur. Denne pointe med Bakhtins teori vil
28

jeg imidlertid forbigå da det ikke er sprogets interne vekselvirkninger, men tværtimod de eksterne
vekselvirkninger, dem mellem sprogbrugere, som er mit fokus.
At det ikke er urimeligt at se Bakhtins svarbegreb i relation til pragmatiske vekselvirkninger
mellem sprogbrugere, antydede Holquist ved at påpege en sammenhæng med bl.a. Grices teori. Jeg
vil, i det jeg her antyder gangen i specialets videre udvikling, foreslå at forbinde Bakhtins
svarbegreb langt mere forpligtende med talehandlingsteorien end Holquist. Udgangspunktet herfor
vil være at udspecificere én svartype for de primære talegenrer og en anden for de sekundære ud fra
en ytrings forskellige mulige kontekstbaserede konsekvenser.
Indtil videre vil jeg nøjes med at konstatere at de primære talegenrers svartype synes oplagt –
fx kan svaret på en ordre om at skovle sne slet og ret være at skovle sne – mens de sekundære
talegenrers svartype er vanskeligere at beskrive al den stund de sekundære talegenrer jo “förlorar
den direkta förbindelsen med den reella verkligheten och med andra reella yttranden”. Bakhtin giver
dog selv en beskrivelse som jeg senere vil kvalificere talehandlingsteoretisk. I Estetika slovesnogo
tvortjestva (1979) skriver han, her i Møller Andersens oversættelse fra artiklen ‘“Kan du nå saltet?”
– om Bachtin som sproghandlingsteoretiker’:
[…] forud for [enhver ytring] går andres ytringer og efter den følger andres svarytringer (eller
selv om tavst, så andres aktive svarforståelse, en svarhandling som bygger på sådan en
forståelse). (2003:109)
Her kommer Bakhtin tæt på at beskrive en mulig svaraktivitet for sekundære (eller sigende)
talegenrer: Enhver sekundær ytring som forstås, har tillige en aktiv, muligvis tavs, svarhandling, og
dette kan i mine øjne betyde at en modtager som regel ikke blot forstår en ytring, men også
accepterer eller afviser den. At acceptere eller afvise kan fint foregå tavst, men de må alligevel
ligesom de primære ytringers mere tydelige svarhandlinger gives talehandlingsteoretisk fundament.
Hos Bakhtin finder jeg i modsætning til hos Hamburger et spor som fører fra den antikke
sprogpragmatiske vinkling af genre- og, i videre perspektiv, sprogteoriens grundlag og frem til
talehandlingsteorien. Bakhtin kan ses som et mellemled idet han udstyrer de aristotelisk-platoniske
udsigelsesmodi med videre kontekstuelle rammer som følge af at han med Møller Andersens ord
studerer “[…] ‘ordets liv’, […] der hvor ‘ordet’ lever i det virkelige liv, altså der hvor ‘ordet’ fungerer”
(2002:79), om end han savner den begrebsmæssige præcision som først talehandlingsteorien
tilbyder.
29

Konklusion og perspektiver
Romantikerne var ikke de første til at hypostasere lyrikken som tredje komponent i
genregrundlaget, 19 men de var de første til at gøre det så eftertrykkeligt at eftertiden har taget deres
ord som lov. Denne hypostasering var for mig at se en fejl. Den rokkede ved genrefundamentets
sikre, sprogpragmatiske status og følgelig ved sikkerheden i begreberne arvet fra Platon og
Aristoteles. At se, som Goethe, lyrik som entusiastisk oprømthed og hævde den samme status for
denne definition som for de sprogpragmatiske definitioner af narration og dramatik forstået som
diegesis og mimesis, viser en fatal mangel på balance som siden har domineret store dele af genreteorien.
Blandt eftertidens genreteoretikere som overtager den triadiske åbning af genreteorien, er
tyske Karl Viëtor der i artiklen ‘Den litterära genrehistoriens problem’ med tydelige romantiske
allusioner skriver:
Dramat motsvarar människan såtillvida att hon är ett krävande och handlende väsen, motsvarar
henne som “det väsen som vill” (Schiller). Eposet motsvarar henne som det förstående och
överskådande, lyriken som det väsen vilket känner och uttrycker sig. (1931:25)
At Viëtor blot er en enkelt af mange som overtager hvor romantikerne slap, kan man forvisse sig
om hos Genette (1979) der med eksempler fra Joyce, Wellek & Warren, Frye, Lejeune, Scholes og
Todorov m.fl. illustrerer hvordan romantikerne blev normsættende. 20
Käte Hamburger forsøgte at genetablere den tabte balance i genreteorien idet hun ønskede at
indfælde genrekarakteristikken i et omfattende og uanfægteligt sprogsyn. Desværre synes de
kontraintuitive træk, herunder ligefrem paradokser, i Hamburgers teori at virke modsat: De anfægter
i allerhøjeste grad balancen i hendes teori. Anderledes med Bakhtin hvis bestræbelse balancerer
mellem konkret fodfæste (i ytringen) og overordnet overvejelse på en måde som jeg i det følgende
vil forsøge at videreføre. For rigtigt at få greb om gøren-sigen distinktionen, ikke mindst i dens
bakhtinske variant, er det nødvendigt at konsultere og diskutere talehandlingsteorien. Først med
talehandlingsteorien gives nemlig grundlaget for at udforme det hermed påviste spor på en måde
som slutter cirklen: Platon og Aristoteles’ pragmatiske vinkel der af Bakhtin gives nyt liv på
19 Genette påpeger at lyrikken hos Aristoteles ”opdages”, dvs. konstrueres på grundlag af en fejllæsning, i 1700tallet af
Abbé Batteux i Les Beaux-Arts réduits à un même principe (1979:6-7).
20 Også i dansk genreteori er romantikernes tanker som regel udgangspunktet. Således fx i Erik A. Nielsens og Svend
Skrivers Dansk litterær Analyse (2000) hvor Hegel og Novalis er blandt husguderne.
30

moderne betingelser, sofistikeres af talehandlingsteoretikere som fx Austin og Searle der ydermere
udvider den afgørende: På det sprogpragmatiske grundlag beskriver de ikke enkelte genrer eller
isolerede udsigelsesmæssige fænomener, men sproget generelt. Dermed markerer cirklens fuldend-
else en forfremmelse af begreberne fra lokal genre- eller sprogteori til en status som dimension.
Allerede Bakhtin udvidede imidlertid perspektivet markant idet han inddrog hverdagens sprog
på lige fod med kunstnerisk sprog i sit begreb om talegenrer. Denne perspektivudvidelse er prin-
cipielt set helt i tråd med den sprogpragmatiske basis givet af Platon og Aristoteles, og udvidelsen
føjer interessante nuancer til gøren-sigen: (Sprog)kunst-dagligsprog er ikke som begrebspar syno-
nymt med gøren-sigen, men der viser der sig en prototypisk interessant fordeling: Gøren er kende-
tegnende, men ikke eksklusiv for dagligsprog, og sigen er kendetegnende, men ikke eksklusiv for
(sprog)kunst. Af den grund vil tekster i romantikernes overgenrer epik, lyrik og drama kunne
karakteriseres som sigende for så vidt de er skønlitterære.
Hos de erklærede talehandlingsteoretikere finder man noget der ligner den sprogpragmatiske
skelnen jeg hermed har antydet mellem gøren og sigen. Det er dette isolerede træk jeg i det følgende
vil fokusere på, og jeg redegør derfor kun generelt for talehandlingsteorien hvor det er bydende
nødvendigt. Den teoretiske fremlægning og diskussion vil i sig selv vil vise sig omstændelig – en af
årsagerne hertil, ikke den mindste, er at det teoretiske felt jeg vil beskrive, er overrendt. Mange har
givet deres bud på feltets status, 21 og jeg vil ikke kunne komme uden om begreber som helt eller
delvist dækker over det samme. Med kapitlets udgang skal moradset dog beskæres.
21 Med Barry Smith, der i en artikel har skitseret talehandlingsteoriens historie (2004), som sandhedsvidne kan man
finde distinktioner der i bagklogskabens lys og i endnu højere grad end diegesis-mimesis ligner den jeg arbejder med,
helt tilbage til Aristoteles. Blandt iøjnefaldende fortilfælde er distinktionen hos Thomas Reid mellem social acts og
solitary acts. Ligesom min distinktion udspringer Reids fra kontekstuelle overvejelser, og som en blandt flere slående
ligheder (her med gøren) pålægger han social acts “a necessary directedness towards some other person” (2004:2).
31

Gøren-sigen i talehandlingsteorien
I dette kapitel er det målet at komme til bunds i specialets bærende begrebspar, gøren-sigen, og
midlet er talehandlingsteorien med hvilken sproglige udtryks pragmatiske aspekter kan gøres
tilgængelige for en begrebslig analyse. Kapitlet vil give teoretisk støtte for det allerede angivne: at
talehandlinger indskriver sig i verden på to måder. Gørende talehandlinger er træk i kommunikative
turtagninger i kontekster hvor afsendere prototypisk stiler talehandlingerne mod konkrete modtagere
der på sin side forventes at svare gennem sproglig eller ikke-sproglig handling. Ud fra modtagerens
rolle i konteksten, kan de gørende talehandlinger kaldes handlingsorienterede; en ubesvaret
gørende talehandling vil synes ufuldendt fordi den altid er et indslag i en kæde af handlinger.
Sigende talehandlinger udfolder sig i løsere definerede kontekster, de er ikke nødvendigvis tiltænkt
nogen konkret, ligesom deres reference og prædikation vejer tungere end det forhold som var
primært for gørende talehandlinger, nemlig at afsenderen med sin talehandling afstedkommer ny
handlen. Sigende talehandlinger besvares aldrig med ikke-sproglig handling, men dog med vidensændrende
accept eller afvisning, og set ud fra modtagers rolle i konteksten kan sigende talehandlinger
derfor kaldes vidensorienterede.
Diegesis- og mimesisbegreberne for udsigelse synes på baggrund af disse foregribende
bestemmelser at udgøre et godt startpunkt for opstillingen af gøren-sigen dimensionen. Udsigelsen
giver nemlig den første pejling af konteksten hvorudfra gøren og sigen identificeres: Den diegetiske
udsigelses prototypiske kontekst er som en direkte følge af udsigerjegets tilstedeværelse konkret,
ligesom ytringens afsender såvel som modtager prototypisk kan identificeres. Det er oplagt at især
handlekoordinerende talehandlinger (gøren) vil forekomme her. Omvendt er den mimetiske udsigelses
prototypiske kontekst som følge af udsigerjegets manglende (dvs. maskerede) tilstedeværelse
ikke konkret, ligesom hverken afsender eller modtager prototypisk kan identificeres. Her vil sigen
der er kendetegnet ved ikke at være handlekoordinerende, passe langt bedre ind end gøren.
Da Platon og Aristoteles imidlertid ikke selv foretager en sådan udfyldning af prototypiske
udsigelseskontekster, vil det være at gå for vidt at “oversætte” diegesis-mimesis til gøren-sigen.
Platons og Aristoteles’ sprogpragmatiske fokus skal snarere ses som en inspiration, ligesom deres
balancegang mellem på den ene side tekstemner og –midler og på den anden side de
sprogpragmatiske modi tjener som eksempel: I en analyse af diegesis-mimesis såvel som af gørensigen
må emner og midler for en stund trænges i baggrunden og overlade scenen til kontekstbaserede
undersøgelser. Skulle yderligere argumenter for at lægge stor vægt på kontekst i tekstka-
32

akteristik være påkrævede, kan man finde støtte hos fx Bakhtin. De lingvistisk-orienterede
genreteoretikere Suzanne Eggins og J. R. Martin anfører ligefrem, med erklæret inspiration fra
Bakhtins talegenrer (1997:236), i artiklen ‘Genres and Registers of Discourse’ at
[…] linguistic differences between texts can be correlated with differences in the contexts in
which they were produced. (1997:233)
Idet jeg tilslutter mig Eggins’ og Martins overordnede synspunkt – at konteksten indvirker på
teksten – vil jeg dog straks påpege at mens Eggins og Martin “relates the contextual dimensions of
registers to the semantic and grammatical organization of language” (1997:237), er mit sigte at give
en pragmatisk funderet redegørelse. Hertil henter jeg ikke mindst hjælp hos John L. Austin og John
R. Searle. Også Jürgen Habermas, Herbert P. Grice, Peter Widell, Joseph Heath og Mikhail Bakhtin
vil vise sig at have noget at tilføje.
Ordene virker
Trods tidligere ansatser ses den engelske sprogfilosof J. L. Austin gerne som talehandlingsteoriens
fader idet han i klassikeren Ord der virker (1962) og i artikler som ‘Performative Utterances’
(1961) påpegede en distinktion der fokuserer på sprog som handling, nemlig distinktionen mellem
performativer og konstativer. Konstativer, fx konstateringer og beskrivelser, er kendetegnet ved at
kunne dømmes sande eller falske og blev før Austin betragtet som sprogets paradigmatiske type.
Austin fandt imidlertid bedømmelse ud fra sandhed mangelfuld i forbindelse med performativer, fx
erklæringer, ordrer og løfter (fx 1961:134,II), idet erklæringer, fx Mødet er hermed hævet, ordrer, fx
Luk vinduet!, og løfter, fx Jeg lover at slå græsset, ifølge Austin ikke refererer til kendsgerninger,
men er handlinger. 22 Der er, med Austins programmatiske og lettere enigmatiske formuleringer, tale
om
[…] tilfælde hvor vi ved at sige eller i og med at vi siger noget også gør noget. (1962:43)
22
Med denne analyse iværksatte Austin ifølge Habermas et nødvendigt “paradigmeskifte indenfor sprogfilosofien”
(1981:200). Austin gjorde nemlig dermed op med sandhedssemantikkens antagelse om at alle sætninger kan analyseres
efter de assertoriske sætningers mønster. Med Habermas’ ord bliver grænsen for sandhedssemantikkens formåen klar
“så snart de forskellige modi for anvendelsen af sætninger bliver inddraget i den formale betragtning.” (1981:199), og at
det skete er altså Austins fortjeneste. Uden at underkende Austins indsats vil jeg senere argumentere for at alle
sætninger faktisk kan analyseres assertorisk. At der er “forskellige modi for anvendelsen af sætninger” var rigtigt set,
men de skal ud af “den formale betragtning” og i stedet begrundes i instrumentel handling.
33

eller om ord der ikke
beskriver, meddeler eller informerer, men om ord der virker. (1962:83)
Hvad der ligger i at ord virker, og at man kan gøre noget i og med at man siger noget, skal udredes i
dette kapitel. Som et første skridt på vejen kan man bemærke at de performativt virkende ord
minder om gøren: Ligesom gøren kan performativerne tænkes som led i handlingskæder – i forhold
til eksemplerne kunne kædernes næste træk være at mødedeltagerne samler papirerne og forlader
lokalet, at modtager lukker vinduet og at afsender slår græsset. Performativerne ser altså ud til at
have den handlekontekstuelle ramme til fælles med gøren. 23 Ligeså oplagt synes forbindelsen at
være mellem konstativerne og sigen: For begge forekommer en undersøgelse af reference og
prædikation hvor spørgsmålet om sandhed findes, afgørende. Ingen af typerne synes at afstedkomme
handling, men tværtimod at udgøre sproglige udpegninger i stil med konstateringens Huset er
solgt. Her udpeges et hus (reference), og en dom fældes (prædikation) som er sand eller falsk. 24
Det er imidlertid kun indledningsvis at Austin holder performativet og konstativet klart ude fra
hinanden, og han indser hurtigt at performativitet er et nødvendigt træk ved talehandlinger i det hele
taget. Et indicium herfor er at sproget altid, selv når det blot bruges til at pege, ytres i en kontekst af
en afsender, og det spiller uvægerligt ind på hvordan sprog opfattes:
[…] det er meget almindeligt at en og samme sætning kan bruges til at udtrykke performative
ytringer i én sammenhæng og konstative i en anden. (1962:93)
Det er imidlertid ikke kun sprogets pragmatiske betingelser som får Austin til at strække våben. Det
er heller ikke muligt at opretholde skellet på baggrund af semantiske distinktioner, og Austin kan
således når det kommer til stykket, ikke skelne performativer fra konstativer ud fra antagelsen om at
23
Selvom Austin anvender verbumformen af gøren i tilknytning til performativerne, fx i det anførte (oversatte) citat
(1997:43), skal betydningen af sammenfaldet ikke overbetones: Hos Austin indgår verbet i en forsøgsvis indkredsen af
sprogets handleaspekt som han lokaliserer i illokutionen, mens det er mit mål at præcisere en bestemt sproglig
handletype under den substantiverede form ‘gøren’ – og det ikke bare ud fra Austin, men på baggrund af
talehandlingsteorien anno 2004.
24
Teorien som jeg trækker på her, er naturligvis korrespondensteorien om sandhed. Om end der findes konkurrerende
sandhedsteorier, vil jeg her uden videre gå ud fra at korrespondensteorien om sandhed løber af med sejren. At jeg
tillader mig dette, skyldes ikke mindst den selvfølgelige plads korrespondensteorien om sandhed indtager i den
filosofiske realisme som jeg tilslutter mig (se note 56).
34

“den konstative ytring enten er sand eller falsk, mens den performative ytring er enten vellykket
eller mislykket” (1962:81). Konstativet kan nemlig også være mislykket snarere end falskt. Det er
fx konstativet Kongen af Frankrig er skaldet da Frankrig ingen konge har. På samme måde kan det
siges at der i performativet indgår en række forhold som på konstativ maner kan dømmes sande
eller falske. Fx forudsætter den vellykkede udførsel af performativet Jeg døber dig Keld at jeg er i
en position som berettiger mig til at udføre dåben, og at der er en tilstede som skal døbes, og om det
forholder sig sådan, kan fastslås med sandhedsfølsomme konstativer.
Austin drager selv konsekvensen af at diget mellem performativerne og konstativerne
gennembrydes, og erkender at sproget er gennemgribende handlestruktureret:
[…] after all when we state something or describe something or report something, we do
perform an act which is every bit as much an act as an act of ordering or warning. (1961:137,II)
At Austins begreber ikke kan defineres hver for sig, er imidlertid ikke det samme som at de er uden
funktion. Således synes det ikke urimeligt at antage at performativitet træder tydeligere og mere
naturligt frem i performativer, også selv om performativitet er et træk ved al tale. På trods heraf
forekommer performativitet nemlig mere afgørende i sprog hvis vigtigste funktion er at indgå som
led i handlingskæder. Konstativer deler ikke dette ærinde, og performativiteten er derfor ikke i
samme grad i forgrunden her. For konstativer er sandhedsdimensionen et mere oplagt parameter
hvilket dog ikke betyder at den er irrelevant for performativer. Lettere resigneret giver Austin
udtryk for samme fornemmelse:
Selvfølgelig er det ikke sådan at performativerne kun gør noget. De siger i parentes bemærket
også noget. Det virker bare ikke som om det hører til deres væsen at det de siger, er sandt eller
falsk. Med de konstativer ytringer føles det som om det at dømme og vurdere ytringen, forudsat
at den er vellykket, udgør en særlig dimension, hvilket ikke er tilfældet med ikke-konstative
eller performative ytringer. (1962:159)
Selv om Austins distinktion på et afgørende punkt adskiller sig fra den som jeg er undervejs med, 25
deler de den generelle betoning af sprog som handling, og det er i denne forbindelse at Austins
eksempel er lærerigt: Austins besvær med at opbygge klare skel mellem absolutte begreber
angående sprogets handlekarakter synes at pege på at talehandlinger ikke er prædestinerede samt at
de derfor ikke kan beskrives uafhængigt af den kontekst hvori de ytres. For at bestemme talehand-
25 Forklaringen af forskellen forudsætter yderligere talehandlingsteoretiske begreber, og jeg skal derfor vende mig mod
den igen senere.
35

lingernes handlemæssige forskel må konteksten derfor tænkes langt mere med end Austins gjorde i
udviklingen af sin illokutionære teori om performativ og konstativ.
Gøren-sigen i illokutionstypologien
Searle og talehandlingernes kontekst
Den amerikanske filosof John R. Searle går ikke ubetinget ad den for mig at se slagne vej mod en
undersøgelse af talehandlingens kontekstuelle betingelser. I stedet giver han en formel opstramning
af Austins vigtigste bidrag til talehandlingsteorien, illokutionen, fx i hovedværkerne Speech Acts
(1969) og Expression and Meaning (1979). Ikke mindre end 12 “dimensions of variation in which
illocutionary acts differ” (1979:2), 26 opregner Searle. I disse dimensioner spiller kontekstbegrebet
dog en rolle, og de to dimensioner Searle nævner først og benævner de vigtigste (ibid.), nemlig
‘illocutionary point’ og ‘direction of fit’, kan ligefrem ses som naturlige dele af skelettet i gørensigen.
Alligevel advarer Searle mod at fokusere for meget på talehandlingernes kontekstuelle
betingelser. For selv om han med Austins arbejde in mente godtager at der er en handlemæssig
forskel mellem konstativer og performativer, så fraråder han at lægge for meget vægt på den
(1969:68). Mere specifikt er det skellet mellem “doings” og “sayings” som begreber afledt at
performativer hhv. konstativer han afviser, og årsagen er at
A man who says “I (hereby) promise” not only promises, but he says he does. (ibid.)
Med denne formulering stopper Searle som Austin ved erkendelsen af begrebernes sammenflyden.
At doings og sayings overlapper som performativer og konstativer, opfatter jeg som anført
imidlertid ikke som katastrofalt, og i det følgende vil jeg vise at der faktisk er god grund til at
opretholde skellet, dog med et lidt andet fokus: I stedet for at fokusere på konstativ-performativ der
er en illokutionær distinktion, skal skellet opretholdes på grundlag af forståelsen af talehandlingers
forskellige handlekonsekvenser i kontekster. Det paradoksale ved at Searle afviser at tage afsæt her,
er at grundlaget faktisk findes i hans egne regler for korrekt udførelse af illokutionære handlinger
(1969:66-67). Her spiller konteksten nemlig den store og afgørende rolle!
26
Searles illocutionary act er en af flere delhandlinger i talehandlingen som også tæller ytringshandlingen, den
propositionelle indholdshandling (svarende til Austins lokutionære handling) og den perlokutionære handling. Særligt
den sidste skal jeg komme ind på siden hen.
36

Inden jeg “symptomal-læser” Searle og påviser gøren-sigen distinktionens stille eksistens hos
ham, skal det medgives at han andre steder anfører præcise ting desangående, dog stadig uden at
drage de fulde konsekvenser. Det gælder fx på stedet hvor han definerer ‘direction of fit’. Med dette
begreb illustrerer Searle nemlig at en talehandling enten kan anvendes med sigte på at spejle verden
eller med sigte på at forårsage forandring i verden, og denne skelnen er meget lig gøren-sigen.
Gøren vil således til enhver tid have den type direction of fit som indebærer at noget i verden skal
reguleres for at matche talehandlingen. Det er fx tilfældet med ordrer og løfter hvor handling er
nødvendig for at tilvejebringe den fremtidige tilstand i verden som talehandlingen refererer til og
prædikerer om. Sigen vil derimod til enhver tid have den type direction of fit som indebærer at
talehandlingen skal matche verden, dvs. referere med fæstnet prædikation. Searle formulerer det
selv:
Some illocutions have as part of their illocutionary point [dvs. direction of fit] to get the words
(more strictly, their propositional content) to match the world, others to get the world to match
the words. Assertions are in the former category, promises and requests are in the latter.
(1979:3)
Selv efter flere formuleringer med tilsvarende prægnans konstaterer Searle at begreberne om
illocutionary point og direction of fit ikke kan udgøre “the entire basis of the distinctions.” (1979:4).
Selv om Searle har ret i at talehandlinger ikke kan skelnes ud fra den pragmatiske kontekst alene –
dertil er semantikken for væsentlig – er det for mig at se en fejl ikke at tillægge konteksten en mere
fremtrædende, ja, afgørende plads i forklaringen. De kontekstfølsomme træk dukker da også fortsat
op i Searles formulering af reglerne for korrekte talehandlen, som den præmis han helst ikke vil
vide af.
Searles regler for korrekt talehandlen
Searle har med formuleringer som “talking is performing acts according to rules” (1969:22) gjort
sig til talsmand for at der kan opstilles regler for enhver type talehandling, og han mener endvidere
at alle udgaver af disse regler må skæres over samme læst. Således kan der ifølge Searle redegøres
for den korrekte udførelse af talehandlingstyperne direktiv og kommissiv der begge regulerer
handling, såvel som for talehandlingstypen assertiv ud fra samme skabelon. 27 Trods intentionen om
27
Direktiv, kommissiv og assertiv er ikke enerådende som typebetegnelser i talehandlingsteorien. Jeg vil imidlertid
holde mig til disse da jeg senere vil tilslutte mig Peter Widells (2001) reduktion af talehandlingstypologien der gør
37

at udforme alle regelsættene ens fremgår den handlemæssige forskel, svarende til forskellen mellem
gøren og sigen, imidlertid klart, og således understøtter reglerne opfattelsen af at der er to talehand-
lingsgrupper, en gørende og en sigende – stik mod Searles hensigt.
I Speech Acts opstiller Searle et skema over illokutionære handlinger samt over reglerne for
deres korrekte udførelse (1969:66-67). Searles eksempler er: anmode (‘request’, ‘question’),
assertere (‘assert’, ‘state (that)’, ‘firm’), takke (‘thank (for)’), råde (‘advise’), advare (‘warn’), hilse
(‘greet’) og lykønske (‘congratulate’). Bortset fra ‘hilse’ der næsten falder uden for
talehandlingsteoriens forklaringsmuligheder, 28 kan alle Searles eksempler uproblematisk grupperes
under gøren og sigen: anmode, råde og advare synes alle egnede til at indgå i handlekæder og er
derfor gørende, mens assertere, takke og lykønske modsat synes sigende. Denne påstand finder
grobund i Searles regler for talehandlingernes udførelse. Reglerne er den propositionelle
indholdsregel, de forberedende regler, vederhæftighedsreglen og essentielreglen. Jeg gennemgår i
det følgende disse regler for hhv. gøren og sigen, og i gennemgangen vil begreber som handling og
kontekst udgøre klare punkter på skillelinjen. Jeg begrænser mig til at konkludere ud fra Searles
skema (Searle 1969:66-67) og henviser til dette for eksempler.
Den gørende propositionelle indholdsregel: Fælles for anmode, råde og advare er at denne
regel refererer til og prædikerer modtagers fremtidige handling. 29 At afsender i alle tre tilfælde
har intention om at få modtager til at handle, gør handlingerne direktive, men også
kommissiver, fx løfter, som refererer til og prædikerer om fremtidig handling fra afsender selv,
er gørende. Den gørende propositionelle indholdsregel viser at gørende talehandlinger er
fremtidsrettede, og at de først og fremmest er følsomme over for en distinktion mellem
yderligere betegnelser overflødige. Se i øvrigt Widell for en fremstilling af talehandlingsteoriens udvikling, herunder
ikke mindst i typebetegnelserne hos fx Austin, Searle og Habermas.
28
Også ifølge Searle (1969:64).
29
Searle mener at advarslen er en reference til en fremtidig, uønsket mulig kendsgerning og som sådan en sigende måde
at gøre nogen opmærksom på noget. Efter min mening er det imidlertid ikke nok at blive opmærksom på et problem for
at undgå det, og man må derfor sige at advarslen prototypisk har til hensigt at få modtager til at handle, mens
erkendelsen af den fremtidige, uønskede kendsgerning er handlingens baggrund. Således bør ‘warn’ have en
forberedende regel ud over de to Searle formulerer, nemlig ‘det siger ikke sig selv at modtager alligevel ville handle for
at undgå det fremtidige, uønskede fænomen’. For mig at se er advarslen en variant af rådet.
38

vellykket og mislykket: Hvis A råder B til at betale samtidig med at B rent faktisk er i færd med
det, er rådet snarere mislykket end falsk.
Den sigende propositionelle indholdsregel: Fælles for assertere, takke og lykønske er
reference til og prædikation om kendsgerninger. Assertere er en bred betegnelse for at holde
noget for sandt hvorfor Searle formulerer assertionens propositionelle indholdsregel så åbent
som “Any proposition p”. 30 Takke refererer til modtagers fortidige handling som afsender
værdsætter, og lykønske refererer til en fortidig for modtager fordelagtig begivenhed. 31 Den
sigende propositionelle indholdsregel er primært følsom over for distinktionen mellem sand og
falsk og sigter aldrig mod fremtidige forhold. Hvis A lykønsker B med en eftertragtet
udnævnelse samtidig med at A ønsker B det værste, er lykønskningen snarere falsk end
mislykket.
De gørende forberedende regler: Der er to forberedende regler hvoraf den ene ikke anfægtes
af om talehandlingen er gørende eller sigende, nemlig reglen om relevans, mens den anden
forberedende regel afslører forskellen. Det er således et definerende træk for gørende
talehandlinger at der her tages højde for afgørende kontekstuelle forhold. Fx lyder reglen for
anmode (request): “H is able to do A. S believes H is able to do A”.
De sigende forberedende regler: Også her angår den ene forberedende regel det generelle krav
om relevans, mens den anden regel er afslørende i forhold til gøren-sigen. Mest tydeligt er det
30
Her som i de følgende citater fra Searles skema står H for ‘hearer’, S for ‘speaker’, A for ‘act’, E for ‘event’ og p for
‘proposition’.
31
Takke og lykønske adskiller sig fra assertere ved desuden at referere til og prædikere om kendsgerninger i afsender,
nemlig hans taknemmelighed og oprigtighed (som forudsætning for lykønskningen). Derfor kaldes talehandlinger af
denne type i traditionen for ekspressiver, en betegnelse jeg dog ikke vil anvende. Derudover synes takke og lykønske
tættere knyttet til gøren end assertere idet såvel takke som lykønske markerer afslutninger på længere handlekæder.
Noget må således være gået forud for afsenders tak, fx overrækkelsen af en buket blomster, rosende ord eller en
prisværdig indsats. I alle tilfældene er taksigelsen imidlertid klart på afstand af det den refererer til og prædikerer om,
og den åbner derfor ikke for nye træk i handlingskæden, men lukker tværtimod kæden ned ved at pege på den udefra
hvorfor den er sigende. Lykønske kan analyseres på tilsvarende vis.
39

for assertivet hvor reglen lyder “S has evidence (reasons, etc.) for the truth of p”. For denne som
for alle andre sigende talehandlinger fremgår følsomheden over for distinktionen mellem sand
og falsk tydeligt, ligesom reglen kun i begrænset omfang involverer kontekst – “S has evidence
(reasons, etc.) for the truth of p” gælder i enhver kontekst hvor afsenderen har grund til at holde
propositionen for sand.
Den gørende vederhæftighedsregel: Gørende talehandlingers vederhæftighedsregel sikrer at
afsender må have til hensigt at afstedkomme fremtidig handling, enten sin egen (kommissiv)
eller modtagers (direktiv), hvis talehandlingen skal være vellykket udført. Den gørende vederhæftighedsregel
rummer prototypisk grammatiske tegn på fremtidsrettethed, fx verber i futurum
(her “wants to do” og “will benefit”).
Den sigende vederhæftighedsregel: Fælles for sigende talehandlingers vederhæftighedsregel
er afsenders garanti for sin overbevisning om propositionens sandhed. Den sigende
vederhæftighedsregels verber er prototypisk i grammatisk præsens eller præsens perfektum (fx
“believes” (assertere), “feels” (takke) og “is pleased” (lykønske)).
Den gørende essentielregel: 32 For enhver gørende talehandling bringer essentielreglen
talehandlingen til at tælle som et forsøg på at afstedkomme anden handling, og det er således
essentielreglen som indfælder den gørende talehandling i en kæde af andre handlinger.
Den sigende essentielregel: For enhver sigende talehandling bringer essentielreglen
talehandlingen til at tælle som en garanti for propositionens sandhed, og da sandhed ideelt set er
uafhængig af handlekontekster, distancerer essentielreglen den sigende talehandling herfra. De
sigende talehandlingers essentielregler og vederhæftighedsregler ligger tæt op ad hinanden fordi
essentielreglerne bringer talehandlingerne til at tælle som udtryk for afsenders hensigt eller
overbevisning, netop det som er udtrykt i vederhæftighedsreglerne.
40

I gennemgangen af reglerne og i den forudgående fremstilling er jeg nået frem til en række karakte-
ristika for gørende og sigende talehandlinger som kan indsættes i et dikotomiskema (se bilag 1). På
baggrund af skemaet der på visse punkter foregriber kommende konklusioner, ligger det lige for at
konkludere at begrebsparret gøren-sigen inddeler talehandlingerne i to grupper ud fra konteksten.
Denne opfattelse får støtte af Widell i artiklen ‘Illokutioner er assertiver’ (2001). For selv om
Widell argumenterer for at alle illokutionære handlinger i grunden er en og den samme, så bevarer
og forklarer han deres handlemæssige forskelle ved at medtænke konteksten hvori forskellene
kommer frem som perlokutioner. Mens Widells overordnede synspunkt først skal forklares
nærmere i afsnittet Talehandlinger i den instrumentelle handleverden, er det nødvendigt allerede
her at præcisere perlokutionen. Når begrebet om perlokution eller perlokutionær handling som det
rettelig hedder hos Austin (fx 1962:124), trænger sig på, skyldes det at begrebet befæster gøren og
sigen i konteksten. Habermas’ definerer i Teorien om den kommunikative handlen ‘perlokutionær
handling’ således:
Endelig opnår taleren med perlokutionære handlinger en effekt hos lytteren. […] Sådanne
effekter opstår altid når en taler handler resultatorienteret og derved knytter talehandlinger
sammen med hensigter og instrumentaliserer dem for mål, der kun står i en kontingent
sammenhæng med betydningen af det sagte. (1981:213-214)
Det fremgår at perlokutionære effekter ifølge Habermas ikke kan forklares tilstrækkeligt på
semantisk grundlag, og han anfører at man må forstå dem i lyset af “en sammenhæng af teleologisk
handlen, der strækker sig ud over talehandlingen.” (1981:216). Det antyder at den perlokutionære
handling er kendetegnet af netop den handlekoordinerende indfældethed i kontekster som jeg har
tilskrevet gøren. Et spørgsmål som jeg ofte skal vende tilbage til i det følgende, er imidlertid om
ikke perlokutionær handlen konsistent kan karakteriseres på en måde som også giver plads til
sigende talehandlinger, nemlig som afsenders forsøg på i den givne kontekst at bevæge modtageren
til at reagere, enten gennem accept eller afvisning (evt. sprogliggjort), dvs. sigende, eller gennem
(sproglig eller ikke-sproglig) handling, dvs. gørende (jf. Habermas, 1981:222). 33
32
Det er essentielreglen og dens formel-udtryk “tæller som” (“counts as”) der ifølge Searle (1969:33-42) overhovedet
gør tale, såvel gøren som sigen, til handling. Det er nemlig den eneste konstituerende, dvs. adfærdskabende, regel for
talehandlen, mens resten er regulerende, dvs. adfærdstyrende.
33
Man kan yderligere skelne mellem strategiske perlokutionære handlinger, så som at overtale, og ikke-strategiske
perlokutionære handlinger, så som at informere (jf. fx Habermas, 1981). Dette punkt vil jeg berøre i sidste kapitels
diskussion af genren ‘reklame’.
41

Denne måde at karakterisere gøren og sigen på er det herefter hensigten at efterprøve, i første
omgang i en kort sammenligning med Bakhtins teori om talegenrer.
Talegenrer som talehandlingstyper
Med den centrale placering af konteksten i talehandlingsteorien er tiden kommet til igen at inddrage
Bakhtins teori om talegenrer. 34 På dette sted kan Bakhtins primære talegenrer nemlig sammenlignes
med gørende talehandlinger, mens hans sekundære talegenrer kan sammenlignes med sigende
talehandlinger. Baggrunden for sammenligningen er fælles besindelse på kontekstbaseret
sprogbrug.
At Bakhtin har berøringsflade med talehandlingsteorien, er ikke nogen nyhed. Nina Møller
Andersen sidestiller således Bakhtins teori om talegenrer med den austin-searleske talehandlingsteori
(fx 2002:122), ligesom hun kæder det talehandlingsteoretiske begreb om perlokution sammen
med Bakhtins begreb om svarhandling (2003:109). At der er en sammenhæng, er jeg enig i, og for
mig at se er den som følger: Mens alle vellykkede talehandlinger medfører en perlokution som
afspejler Bakhtins “svarande förståelse” (forståelse plus accept eller afvisning), så er (vellykkede)
gørende talehandlinger (og Bakhtins primære talegenrer) ene om ydermere at indgå som led i
længere handleforløb der tillige ikke nødvendigvis er rent sproglige. Disse formuleringer af
forholdet er mine egne, og da Bakhtin ikke selv opstiller en systematik over talegenrer, er man
henvist til at forsøge at identificere hans teoris kontaktpunkter til talehandlingsteorien implicit i
formuleringerne. Det vil jeg mene at man har mest held med hvis man ser på den i Bakhtins øjne
afgørende binding mellem sprog og kontekst: Som tidligere anført skelner Bakhtin mellem primære
og sekundære talegenrer ud fra deres kontekstuelle binding, og denne distinktionen ligger tæt op ad
den antydede definition af gøren-sigen ud fra perlokutionære effekter. De perlokutionære effekter
viser nemlig netop talehandlingernes forskellige relationer til konteksten, til “den reella verkligheten
och med andra reella yttranden.” (1952-53:204-205).
34
Jeg inddrager først og fremmest Bakhtin her i håbet om at mit argument vil styrkes og min fremstilling nuanceres af
det faktum at der også i andre traditioner end den angelsaksiske talehandlingsteori skelnes mellem sprogpragmatiske
typer ud fra konteksten, ligesom slægtskabet mellem talehandlingsteorien og Bakhtins litterært interesserede forfatterskab
kan antyde eksistensen af et overgangssted til litteraturteorien som også dette speciales pointer kunne gå ad.
42

Bakhtins talegenrer og talehandlingsteorien kan dog næppe sammenknyttes entydigt. Bakhtin
er nemlig berygtet for sin manglende præcision, 35 og at dømme efter Møller Andersens forvirring
på punktet som jeg beskæftiger mig med, farer man let vild i Bakhtins teori. Møller Andersen når
bl.a. frem til at Bakhtin ligesom Searle har en “typeinddeling af ytringer, dvs. af talehandlinger.”
(2003:112), og at man ikke kan inddele Bakhtins talegenrer “i kategorier efter arten af illokutionær
kraft” (2002:122)! Da Searles inddeling af talehandlinger i typer netop er en kategorisering efter
arten af illokutionær kraft, må Møller Andersen her siges at være på vej ud i et paradoks. At det
forholder sig sådan, kunne skyldes at hun ikke holder fast i kontekstbegrebet som udgangspunkt for
sammenligningen af Bakhtin med talehandlingsteorien. Konteksten tjener således ikke sin naturlige
rolle som samlende element for Møller Andersen på stedet hvor hun ellers præcist karakteriserer
spændet af talehandlingers og –genrers mulige modtagere ud fra særdeles kontekstuelle iagttagelser
– fra “den aktuelle samtalepartner i en dagligdags dialog” til “en ubestemt, ukonkretiseret anden”
(2002:125). Hun bruger nemlig ikke efterfølgende den ellers vigtige iagttagelse på Bakhtins teori.
Man kan konkludere at kontaktpunkterne mellem Bakhtin og talehandlingsteorien findes i
sammenhængen mellem svarhandling og perlokution, mellem primære hhv. sekundære talegenrer
og gørende hhv. sigende talehandlinger – samt overordnet i understregningen af kontekstens
centrale rolle. Dermed er det ifølge Bakhtin-forskeren Michael Holquist tilsyneladende ikke gjort,
for som følgende citat der er en redegørelse for Bakhtins standpunkt, antyder, virker talehandlingsteoriens
grundsætning om at tale er handling som klangbund i Bakhtins teori:
[…] in so far as an utterance is not merely what is said, it does not passively reflect a situation
that lies outside language. Rather, the utterance is a deed, it is active, productive: it resolves a
situation, brings it to an evaluative conclusion (for the moment at least), or extends action into
the future. (1990:63)
Med den afsluttende betoning af at ytringer tilmed af og til “extends action into the future”, lader
Holquist en pointe om gøren falde i en kontekst med tydelige talehandlingsteoretiske undertoner.
Svaret på hvordan en ytring kan forlænges som handling, antyder Holquist ved at skelne mellem
større og mindre kontekstafhængighed (1990:64). På dette punkt mangler Holquist (og Bakhtin)
imidlertid den præcision som en yderligere undersøgelse af perlokutionsbegrebet medfører.
35 Se fx Møller Andersen (2002:11) og Holquist (2002:194).
43

Talehandlinger i den instrumentelle handleverden
Gørende perlokution og sigende illokution?
I modsætning til Bakhtin i hvis tekster manglende præcision er reglen (såvel som en del af målet),
er præcision målet for Peter Widell (2001). Widells ærinde er således at vise at de searlske regler
for korrekt udførelse af de illokutionære handlinger er upræcise da formål og hensyn til kontekst
indgår i dem. I stedet for at placere formål og konteksthensyn i det særskilte område for talehandling,
bør de ifølge Widell overføres som talehandlingens perlokutionære del til området for instrumentel
handling i almindelighed. 36 Hvis overførslen kan gennemføres i praksis, vil det betyde at i
hvert fald de gørende talehandlinger kan ekspliciteres som perlokutioner i generelle handlingstermer.
I modsætning til sigen er gøren jo kendetegnet ved kontekstindfældelse og håndfaste
handlemål, netop de to ting som ifølge Widell hører til i området for instrumentel handling.
En opdeling som lader talehandlinger forstå på betingelser der gælder for handling generelt,
finder man også tendens til hos fx Joseph Heath der i Communicative Action and Rational Choice
skriver:
[…] one can easily know what is said, but have no idea what perlocutionary goal it was intended
to serve. The perlocutionary goal must therefore be read into the utterance through the ascription
of additional propositional attitudes, much as in the case of ordinary teleological action.
(2001:32)
Pointen er at talehandlinger rækker ud over det særskilte område for talehandling til området for
handling eller “ordinary teleological action” i almindelighed i kraft af perlokutionen. Hvis formål
og konteksthensyn på denne måde kan forstås i lyset af handling i almindelighed, er der ingen grund
til at indskrive dem i reglerne for talehandlingerne i særdeleshed, lyder argumentet hos både Widell
og Heath – “[…] these ulterior goals are not a “built-in” feature of the speech act”, som Heath
skriver (ibid.).
For Widell fører den talehandlingsteoretiske udrensning der ligger i forlængelse af erkendelsen
af perlokutionens handlemæssige status, til at kun assertiver regnes for illokutioner, mens fx
36
En ‘instrumentel handling’ er en handling hvormed en agent i en given situation anvender et givet middel for at nå et
givet mål. En talehandling er i denne forstand en instrumentel handling, men instrumentelle handlinger kan også
udføres uden sprog, fx når en fodboldspiller sparker til en bold (middel) for at score et mål (mål), eller når en abe
skraber myrer ud af en træstamme (mål) med en pind (middel).
44

direktiver og kommissiver der traditionelt også har været regnet for illokutioner, ses som
perlokutioner. For at blive forstået som perlokutioner der jo er talebårne, skal der imidlertid først en
illokution, dvs. en assertiv, til:
Med andre ord: et direktiv er en perlokutionær handling udført ved hjælp af en illokution i form
af en asserteret lokution, der står i et rent udvendigt forhold til målet for den perlokutionære
handling. (2001:52)
Nu er det påfaldende at de illokutionstyper som jeg i forbindelse med Searles opstilling af regler for
talehandlingernes korrekte udførelse kaldte sigende, nemlig ‘assertere’, ‘takke’ og ‘lykønske’, hos
Widell alle blot kaldes ‘assertive’ eller slet og ret ‘illokutioner’, mens de searlske illokutionstyper
som jeg kaldte gørende, nemlig direktiverne ‘anmode’, ‘råde’ og ‘advare’, hos Widell benævnes
‘perlokutioner’ (udført ved hjælp af en illokution i form af en asserteret lokution). Dette begrebslige
sammenfald ser ud til at synonymisere gøren med perlokution og sigen med illokution. Den
tilsyneladende synonymi skænker jeg stor opmærksomhed i afsnittet Er alle talehandlinger gørende?
En nødvendig nuancering. Inden da skal Widell og Heaths standpunkt belyses yderligere, først
igennem en kort sammenligning med Habermas’ syn på sagen.
Uden at adskille illokution og perlokution synes Habermas på linje med Widell (og Heath)
idet han betoner perlokutionens sammenhæng med den overgribende instrumentelle handlesammenhæng.
Habermas skriver fx:
Perlokutionære effekter kan kun opnås med hjælp af talehandlinger, når disse inddrages som
midler i teleologiske, resultatorienterede handlinger. (1981:217)
Pointen hos Habermas synes at være at man i og med den perlokutionære handling sætter den
illokutionære handling ind i en kontekst af almene handlinger. Modsat Widell konkluderer
Habermas imidlertid ikke at den markante forskel mht. handlestatus mellem illokution og
perlokution fører til en bestemmelse af assertivet som den eneste, per definition sandhedsfølsomme
illokution på den ene side og på den anden side en bestemmelse af de resterende traditionelle illokutionstyper
som perlokutioner i den instrumentelle handleverden. Habermas fastholder at der findes
flere illokutionstyper, og årsagen er dybest set den samme som initierede Austins arbejde: at ikke
alle talehandlinger forekommer sande eller falske. Habermas taler derfor om ‘sandfærdighed’ i
forbindelse med illokutioner med subjektive oplevelser som propositionelt indhold (traditionens
ekspressiver), ‘rigtighed’ i forbindelse med illokutioner med interpersonelle relationer som propositionelt
indhold (traditionens regulativer), mens han kun forbinder ‘sandhed’ med illokutioner med
45

objektive sagforhold som propositionelt indhold (1981:239). Med Widells argumenter i hånden (fx
2001:55) kan man imidlertid svinge Occhams barberkniv over denne tredelte struktur med
ontologisk basis (se note 13) og vise at sandhedsvurderingen i alle tilfælde er tilstrækkelig for
illokutionen, mens spørgsmålet om hvilken del af virkeligheden der refereres til og prædikeres om,
varetages tilfredsstillende af propositionen. Dermed er der intet til hinder for konklusionen at alle
illokutioner er assertiver; for at kunne forklare de mange forskellige måder sproget bruges på i
praksis, også de tilsyneladende ikke-assertiviske, må man blot forudsætte at illokutionerne med
dertilhørende (forskelligt) propositionelt indhold fremsættes i kontekster hvorudfra modtageren kan
fremdrage afsenderens underforståede mening, som fx kan være direktiv, med sin illokutionære
(assertive) handling.
Direktiver og kommissiver der ifølge Habermas skal vurderes som rigtige eller forkerte, skal
dermed som af alle andre talehandlinger først og fremmest bedømmes som sande eller falske. Siden
hen vil modtageren ved at tage konteksten i betragtning kunne uddrage en perlokutionær effekt, og
det er først i forbindelse med denne at distinktionen mellem rigtig og forkert kommer på banen. Fx
vil sætningen “Jeg er tørstig” sandsynligvis forstås som et ønske (direktiv) hvis den ytres i en
kontekst hvor modtager står med en kande vand og to glas i hånden, og ønsket kan da beskrives
som en rigtig eller forkert handling i henhold til kontekstens gældende normer. Forståelsen af
talehandlingen som et ønske kommer imidlertid først i stand ved at modtager underforstår afsenders
hensigt med at fremsætte talehandlingen der tydeligvis er assertivt udstyret med reference til og
prædikation om en tørst-tilstand som gør talehandlingen følsom over for sand-falsk distinktionen. 37
Måden hvorpå forståelsen opnås, er fire-leddet: Først ytrer afsender sin talehandling (1) som
modtager forstår (2). Modtager regner derefter med støtte i konteksten ud at ytringen ikke blot skal
forstås som en assertiv, men tillige som et direktiv (3). Endelig efterlever modtager direktivet (eller
afstår fra det) (4). Overgangen fra punkt (2) til (3) som er stedet hvor illokutionen fremstår som
perlokution, karakteriserer Widell således:
Har man til hensigt at udføre en direktiv handling, har man til hensigt at få hører til at gøre noget
ved at meddele ham, at man netop har denne hensigt. (2001:36)
37
Ved at vælge “Jeg er tørstig” som eksempel på et ønske kunne det se ud som om jeg undviger det tilsyneladende mere
oplagte “Jeg ønsker noget at drikke”. Dette mere oplagte (men næppe oftere anvendte) eksempel er imidlertid afgørende
anderledes, for ved at gøre ønsket eksplicit i talehandlingen bliver talehandlingen, med et begreb fra Widell,
metaassertivisk (2001:43). Den må med andre ord forstås som assertiven:”(Jeg asserterer hermed at) jeg ønsker noget at
drikke”. Her er det ønsket i sig selv der kan dømmes sandt eller falsk.
46

Sagt på almindeligt dansk fortæller en afsender ikke sin modtager hvilken perlokutionær effekt der
intenderes (undtagelsen er metaassertivet (se note 37)), men forsøger gennem sin illokutionære
handling i konteksten at gøre det muligt for modtager at indse at en bestemt perlokutionær handling
tillige er tilsigtet. I sidste ende er forståelsen af den assertive illokution som perlokution lagt i
hænderne på modtageren i konteksten.
Grices princip for kommunikativt samarbejde
Hvad det vil sige at forståelsen af den assertive illokution som perlokution er lagt i hænderne på
modtageren, kan gives solidt teoretisk fundament med den engelske filosof Herbert P. Grices teori
om implikaturer og kommunikativt samarbejde fra den klassiske artikel ‘Logic and Conversation’
(1975). Grices teori udmønter sig populært sagt i en række bestemmelser af hvordan en samtale må
forløbe hvis den med størst mulig lethed og sikkerhed skal virke, dvs. fx give information og føre til
handling. Grice giver følgende korte definition af det overordnede princip for samtaleforløb:
Make your conversational contribution such as is required, at the stage at which it occurs, by the
accepted purpose or direction of the talk exchange in which you are engaged. One might label
this the Cooperative Principle. (1975:203)
Dette Cooperative Principle eller princip for kommunikativt samarbejde udfolder Grice nu i fire
fordringer eller maksimer som kan formuleres:
1. Maksimen for kvalitet: Tal sandt!
2. Maksimen for kvantitet: Gør dit bidrag til kommunikationen nøjagtigt så omfangsrigt
som påkrævet!
3. Maksimen for relation: Vær relevant!
4. Maksimen for måde: Gør dit udtryk utvetydigt og klart!
Hvis en sprogbruger bryder med en eller flere af disse maksimer, betyder det ikke nødvendigvis at
kommunikationen havarerer. Faktisk forekommer der ofte brud, og som regel afkodes de ganske let.
Når en sprogbruger fx anvender stilfigurer eller udelader præcise, men omstændelige formuleringer,
så vil modtager ikke sjældent selv kunne regne sammenhængen ud. Fx forstår man uden at tænke
over det hvad meningen er med det metaforiske udtryk “Luften er tung” i en kontekst hvor
samtaleparterne beregner udsigten til torden, ligesom udtrykket “Hvis du er sulten, så er der mad i
køleskabet” sagtens forstås selv om vendingen er milevidt fra det der rettelig menes, nemlig: “Hvis
47

du er sulten, så vil du sandsynligvis gerne have mad, og der er mad i køleskabet, og du må gerne
spise af det.” At der er mad, er selvfølgelig ikke en virkning af modtagers sult, men det er hvad
udtrykket direkte siger.
Modtager forstår udtryk af denne slags ved at drage implikaturer, dvs. ved at slutte sig frem.
At drage en implikatur forudsætter en dobbelt anvendelse (som dog ikke opfattes af kompetente
sprogbrugere der klarer det ubevidst) af princippet om kommunikativt samarbejde: Først identificerer
modtager bruddet på en eller flere maksimer i princippet. Dernæst bringer modtager
talehandlingen i overensstemmelse med princippet ved via en implikatur at slutte sig frem til en
mening med talehandlingen som i lyset af konteksten er relevant, sand, utvetydig og af passende
omfang. 38
Blandt forudsætningerne for at drage implikaturer er at modtager opfatter afsender som
rationel. En bevidst og rationel strategi bag bruddet på princippet om kommunikativt samarbejde er
nemlig garantien for at bruddet peger på at noget skal underforstås (‘at underforstå’ er simpelthen et
dagligdags udtryk for implikaturdragning). Konkret sker det fx ved at det bogstaveligt talt usande
udtryk “Luften er tung” opfattes som sandt på et andet niveau, nemlig som en metaforisk
beskrivelse af en bestemt vejrtype. En anden vigtig forudsætning for at drage implikaturer er graden
af kendskab til ytringens kontekst. Modtagers implikaturdragning vil nemlig lettes jo mere han
kender til afsender og omstændighederne under hvilke bruddet på princippet om kommunikativt
samarbejde forekommer. Fx kræver det langt mere arbejde at forstå ytringen “Luften er tung” hvis
den siges indenfor af glade mennesker på en solskinsdag frem for udenfor på en uvejrsdag. Dette
faktum har som konsekvens at implikaturer er lettere at drage i forbindelse med gørende
talehandlinger end med sigende da gøren er langt dybere fæstet i konteksten end sigen.
Sammenhængen mellem implikaturer og kontekst spiller en interessant rolle i forbindelse med
karakteristikken af flere gørende genrer. Det skal undersøges i det afsluttende kapitel, men allerede
her skal forholdet antydes: Mange tekster i den gørende genre reklame bryder med princippet om
kommunikativt samarbejde ved umiddelbart at være irrelevante. Det er fx tilfældet i den klassiske
38
Implikaturer anvendes med mange formål lige fra at “pakke tingene ind” af høflighedshensyn, til at skabe
opmærksomhed omkring udtrykket, fx en metafor, og til det modsatte: at virke tankeøkonomisk og således begrænse
opmærksomheden om udtrykket. Implikaturbegrebets store spændvidde hænger sammen med dets relation til
kontekstbegrebet, for konteksternes antal er uden ende. Som Widell formulerer det: “Ellers ser de fleste implikaturer ud
til at være udløst af faktorer optrædende i den situationelle kontekst og byggende på lokal viden blandt de
kommunikerende parter.” (2001:22, note 5) Her er muligheder uendelige.
48

eklame for Star-øl hvor et ukendt jeg synger “Jeg vil meget, meget hellere ha’ en Star”. Denne
oplysning er irrelevant i langt de fleste kontekster, men som alle ved, er målet med reklamen på en
indirekte måde at lade modtager forstå at Star er en god øl for derved at påvirke modtager til at
købe Star-øl. Formulerer man reklamen på baggrund af denne implikaturdragning – for en sådan er
der naturligvis tale om – er udsagnet altså “Køb Star-øl!”.
Forvandlingen som sker i forbindelse med ytringen af den prototypiske reklame i en køb-
salgskontekst, kan forklares talehandlingsteoretisk: Star-øl eksemplet begyndte rent faktisk med en
sigende talehandling – et jeg refererer til og prædikerer i ønskeform om en bestemt øl (metaassertiv)
– men udtrykket ender med at være gørende: Køb Star-øl! (assertiv plus direktiv perlokution)
Denne forvandling er overmåde vigtig med henblik på at karakterisere genrer, og den rammes ind
med begrebsparret direkte og indirekte talehandling. Parret stammer fra Searle (1975), men jeg vil
her støtte mig til Widells definition:
En indirekte talehandling […] er tilvejebragt gennem en bestemt slags slutning – en såkaldt
implikatur – udløst af forhold i en eksplicit angivet [dvs. direkte], anden talehandling. (2001:21)
Forholdene som Widell refererer til i citatet, er bruddene på princippet om kommunikativt
samarbejde i den direkte, dvs. den umiddelbare og bogstavelige, talehandling.
Forvandlingen behøver dog ikke gå fra direkte sigende til indirekte gørende. Andre gange
forbliver den sigende talehandling sigende (som i “Luften er tung”), ligesom gørende talehandlinger
kan forblive gørende (som i det klassiske eksempel “Kan du række mig saltet?” (spørgsmål) der
efter implikaturdragningen lyder “Ræk mig saltet!” (ordre eller bøn)). Gørende talehandlinger har
derimod svært ved at blive forvandlet til sigende, og det kan have at gøre med at man i forbindelse
med implikaturdragning sætter en ytring i relation til konteksten, mens sigen tenderer mod ingen
kontekst at have. Det vil sige at en implikatur der skal forvandle en gørende talehandling til en
sigende, må forsøge at fratage den gørende talehandling en del af dens kontekstuelle præcision, og
det er problematisk da implikaturer netop altid er præciserende. Skal forvandlingen fra gørende til
sigende derfor have en chance, må konteksten på forhånd sikre den. Eksempelvis kan den gørende
metaassertiv “Så er det frem med paraplyerne!” kun oversættes til den indirekte sigende “Nu regner
det” på baggrund af omfattende forhåndsviden, fx at modtagerne sidder indenfor og ved at de ikke
skal ud.
49

Begreberne om direkte og indirekte talehandlinger er i særklasse vigtige for det følgende fordi
den forvandlingsdistinktion de legemliggør, angiver niveauet for at karakterisere tekster såvel som
genrer: Forudsat at der er implikaturer at drage, må man altid karakterisere en tekst eller genre efter
implikaturdragningen, dvs. i den indirekte talehandling, fordi den indirekte talehandling står i
samme forhold til den direkte som perlokution til illokutionen: Den er afledt, men vigtigst da den
udtrykker talehandlingens formål. 39
I forbindelse med at forstå assertive illokutioner som perlokutioner anvendes princippet om
kommunikativt samarbejde som “defekt- og meningsdetektor”: Fx vil ytringen “Lyset er tændt”
være irrelevant, dvs. defekt i forhold til princippet om kommunikativt samarbejde, hvis den udsiges
af et biografpublikum til operatøren under filmforevisningen. Sammenholder operatøren ytringen
med konteksten, er der imidlertid stor sandsynlighed for at operatøren ved hjælp af
implikaturdragning forstår ytringen som en opfordring til at slukke lyset. Herved er ytringen
kommet i overensstemmelse med princippet om kommunikativt samarbejde og har samtidig skiftet
register fra illokutionært assertiv til perlokutionært direktiv og tillige fra sigende til gørende –
opfordringen er nemlig klart handlingsforlængende. Eksemplet giver ny næring til formodningen
om at man kan synonymisere gøren med perlokution og sigen med illokution. Om parallellen
holder, skal udredes i næste afsnit.
Er alle talehandlinger gørende? En nødvendig nuancering
Så vidt igennem talehandlingsteorien kan gøren og sigen beskrives som følger: Gørende såvel som
sigende talehandlinger begynder som assertive illokutioner. For gørende talehandlingers vedkommende
oversættes illokutionen, hvis talehandlingen ellers udføres med succes, via en implikaturdragning
til en perlokution af klart handlingsforlængende karakter. For overskuelighedens skyld
kunne det udtrykkes: gørende talehandlinger er perlokutioner (omsat på baggrund af illokutioner),
mens sigende talehandlinger er illokutioner eller assertiver. Uanset hvor besnærende klare disse
sloganagtige formuleringer forekommer, så fører de dog til problemer.
39 Det kan lyde mærkværdigt at en tekst kan analyseres som en (direkte eller indirekte) talehandling. Forudsætningen er
da også, som tidligere nævnt (note 4), at teksten underkastes en makrostrukturel analyse (se Makrostruktur).
50

Den klare skelnen mellem sigen som illokution og gøren som perlokution lider nemlig under
en skavank svarende til den som fik diget mellem de austinske performativer og konstativer til at
bryde sammen. Austin påpegede faktisk skavanken i forbindelse med illokution og perlokution: 40
[…] det er jo indlysende at næsten en hvilken som helst perlokutionær handling kan blive
resultatet af fremsættelsen af en hvilken som helst ytring, hvad enten det er tilsigtet eller ej, hvis
blot omstændighederne er tilstrækkeligt specielle. (1962:133)
Hvis Austin har ret i at “en hvilken som helst ytring” kan resultere i “næsten en hvilken som helst
perlokutionær handling” såfremt “omstændighederne” tilsiger det, er forsøg på at give absolutte
definitioner af gøren og sigen som perlokution og illokution dømt til at mislykkes. Og går man den
kontekstopfattelse som især de sigende talehandlinger i det foregående forsøgsvist er rodfæstet i, på
klingen, viser det sig at Austin har ret: Gøren og sigen flyder sammen, og årsagen er at sigen også
involverer perlokutionær handling. Men betyder det nu at alle talehandlinger er gørende?
Hertil må svaret være nej. For trods det at såvel gøren som sigen involverer perlokutionær
handling, er der dog forskel. Det springende punkt er her distinktionen mellem at ændre modtagers
viden og at få modtager til at handle. Vidensændringen kommer i stand idet en modtager ved at
forstå en sigende talehandling korrelerer dens semantiske indhold med konteksten hvorved
modtager bliver i stand til at acceptere eller afvise talehandlingen. Nærmere bestemt drejer det sig
om, som Heath her genfortæller Habermas’ synspunkt, at
In his view, understanding an utterance is necessarily connected with evaluating it. (2001:33)
Modtager vil som følge af evalueringen “lægge til” eller “trække fra” sin eksisterende viden. Heri
består sigens perlokutionære del: Med en sigende talehandling vil afsender opnå accept eller
afvisning og, følgelig, perlokutionær vidensændring i forlængelse af sin illokution.
40
Som tidligere nævnt (note 25) adskiller Austins skelnen mellem performativ og konstativ sig på et vigtigt punkt fra
distinktionen sigen og gøren, og nu er tiden moden til at eksplicitere forskellen: Begge begrebspar udspringer fra en
erkendelse af at handling er et afgørende element i sproget, men mens gøren-sigen fokuserer på den illokutionære
handlings forbindelse til handling i almindelighed gennem sin perlokutionære del, så sætter Austin først og fremmest
fingeren på forskellen mellem lokutionen (propositionen) og den illokutionære handling, dvs. sprogets interne
handlingsaspekt, uafhængigt af den (øvrige) instrumentelle handleverden. Med Searles analyse (1989) er der tale om at
performativer er deklarative illokutioner, og ifølge Widell er deklarativet “[…] slet ikke nogen talehandling, men i
virkeligheden et udtryk til angivelse af den performative dimension i et hvilket som helst assertiv.” (2001:57). Gørensigen
distinktionen dækker et langt større felt.
51

Habermas identificerer tre måder hvorpå en modtager kan reagere på en ytring, og i denne
skelnen er såvel sigens som gørens perlokutionære handlevilkår tydelig:
Set fra den lytters perspektiv, som en ytring adresseres til, kan vi skelne mellem tre niveauer af
reaktioner på en (korrekt opfattet) talehandling: Lytteren forstår ytringen, det vil sige, at han
opfatter betydningen af det sagte; lytteren tager stilling med >ja< eller >nej< til en fordring,
der er rejst i og med taleakten, det vil sige, at han accepterer talehandlingstilbuddet, eller han
afviser det; og som konsekvens af en opnået indforståelse retter lytteren sin handlen ind efter de
konventionelt fastlagte handlingsforpligtelser. (1981:222)
I tilfældet hvor lytteren retter “sin handlen ind efter de konventionelt fastlagte
handlingsforpligtelser”, er der tale om perlokutionær handling i betydningen: gøren. Her er alle “tre
niveauer af reaktioner på en (korrekt opfattet) talehandling” involveret. I det tilfælde hvor lytteren
kun når til at tage “stilling med >ja< eller >nej< til en fordring, der er rejst i og med taleakten, det
vil sige, at han accepterer talehandlingstilbuddet, eller han afviser det”, er der tale om en sigende
perlokutionær handling. Lytteren eller modtageren nøjes heller ikke her med at forstå talehandling-
ens semantik, men lægger som perlokutionær effekt accept eller afvisning oveni.
Dette generelle kontekstindlejrede og handlemæssige vilkår forstås måske bedre når det
holdes op imod sin modsætning: den fejlagtige antagelse om en absolut sproglig frihed. Denne
frihed beløber sig ifølge Austin til en idealforestilling om
[…] at der findes noget som det vil være rigtigt at sige uafhængigt af omstændighederne, med et
hvilket som helst formål, henvendt til hvem som helst, osv. (1962:164)
Mens Austin mener at idealet måske en sjælden gang har været realiseret (ibid.), 41 afviser Searle det
under betegnelsen “nulkonteksten” (1979:117) som en ubegrundet og fejlagtig bestemmelse af
sprog som løsrevet og selvtilstrækkeligt:
[…] the notion of absolutely context free literal meaning does not have general application to
sentences (1979:132).
Selv i forbindelse med sigen må modtageren lægge pragmatisk arbejde til det semantiske indebyrd;
sprog er altid underlagt kontekstindlejring som forståelsesvilkår.
41
Det skal pointeres at Austin udtaler sig i relation til konstativet. Men den frihed Austin beskriver og betvivler på
konstativets vegne, er for mig at se et generelt vilkår for sproget, nemlig indfældelse i handling og kontekst.
52

I stedet for uafhængigt af konteksten at placere en talehandling enten i kassen med gørende
eller sigende talehandlinger, er man således nødsaget til at vente med placeringen til efter at tale-
handlingerne er indsat i en kontekst: Selv ikke en matematisk dom som “3+4=7” kan ifølge Searle
(1979:131-132) tilskrives mening og dermed dømmes sand eller falsk uafhængigt af konteksten. 42
Ingen talehandling er gørende (eller sigende) i alle kontekster; enhver talehandling kan i den ene
kontekst være gørende og sigende i den anden. Dette er pointen med Searles “thesis of the relativity
of literal meaning” (1979:134).
Forestillingen om talehandlinger der altid er sigende, og talehandlinger der altid er gørende,
må opgives. Men talehandlinger kan alligevel beskrives som enten gørende eller sigende, nu blot ud
fra talehandlingernes prototypiske tendens, evt. i en og samme kontekst: Den type talehandlinger
som jeg hidtil har kaldt sigende, nemlig de klassiske illokutioner konstativ og ekspressiv, orienterer
sig således som hovedregel mod den idealiserede nulkontekst idet de prototypisk sigter mod
forståelse samt accept eller afvisning og, følgelig, vidensændring. Det ligger i deres direction of fit
at forandring gennem handling ikke tilsigtes hvorfor de ikke behøver meget kontekst. Omvendt
orienterer den type talehandlinger jeg hidtil har kaldt gørende, nemlig de klassiske illokutioner
direktiv og kommissiv, sig som hovedregel direkte mod nulkontekstens modsætning – lad os kalde
den den fyldte kontekst (over for den tømte kontekst) – idet det er disse talehandlingers prototypiske
formål at afstedkomme kontekstindlejrede handleforlængelser. I overensstemmelse hermed afslører
disse talehandlingers direction of fit at forandring gennem handling tilsigtes. 43 Gøren og sigen kan
dermed i praksis bibeholdes, nu blot med betegnelserne vidensændrings-orienteret sigen – eller
kortere: vidensorienteret sigen – over for handlingsorienteret gøren. En anvendelig distinktion
mellem gøren og sigen som skærer ned nogenlunde midt igennem feltet af talehandlinger, må tage
afsæt i talehandlingernes tilbøjelighed og rolle i forhold til den tømte hhv. den fyldte kontekst.
42 Ved at forvise den matematiske dom fra nulkonteksten polemiserer Searle mod Austin der netop angiver
“matematiske formler i fysikbøger” som mulige “tilfælde i det virkelige liv hvor vi nærmer os de rendyrkede idealer”
(1997:165).
43 Denne måde at anvende Searles begreb om direction of fit kræver kommentarer: Searle fokuserer på ordet (‘word-to-
world’ og ‘world-to-word’) og ikke på perlokution og intention i sit begreb hvorfor jeg på linje med I. L. Humberstone
finder begrebet “too specifically linguistic” (1992:60). I stedet vil jeg fra dette punkt anvende Humberstones korte og
klare begrebspar ‘tetisk’ (‘thetic’) og ‘telisk’ (‘telic’) hvor ‘tetisk’ beskriver den direction of fit som Searle i
Intentionality (1983) benævner mind-to-world, mens ‘telisk’ beskriver Searles world-to-mind direction of fit samme
sted fra. Sigen er tetisk, mens gøren er telisk.
53

Skematisk må gøren og sigen nu forklares efter de linjer som findes i bilag 2. Skemaet viser at
gøren og sigen er identiske helt frem til korrelationen med konteksten hvori det afgøres om den
perlokutionære handling udelukkende er vidensorienteret, eller om den tillige er handlingsoriente-
ret. Begge er asserterede propositioner der som perlokutionær effekt påvirker modtagers viden. I
gørens tilfælde vil den viden som er resultatet af perlokution 1 , stride mod princippet om
kommunikativt samarbejde, og modtager vil gennem implikaturdragning forstå den perlokutionært
indhentede viden som et forsøg fra afsender på at initiere modtagers handling. Denne perlokutionære
effekt (der prototypisk vil hænge sammen med afsenders intentionelle perlokutionære handling)
svarer til perlokution 2 i skemaet.
Der er yderligere to konklusioner at drage ud fra skemaet: Først og fremmest skal det slås fast
at gøren altid forudsætter implikaturdragning: Modtager vil altid kunne spørge sig selv hvorfor
afsender har haft til hensigt at iværksætte en vidensændring (perlokution 1 ). I forbindelse med sigen
vil vidensændringen vise sig at være målet i sig selv, men kan modtager ud fra konteksten drage
implikaturen at vidensændringen blot er første perlokutionære skridt på vejen mod modtagers nye
(tale)handling (perlokution 2 ), vil talehandlingen være gørende. Denne fremstilling antyder det andet
punkt som skemaet giver mulighed for at konkludere på: Mens afsender med en sigende talehandling
slet og ret siger, dvs. refererer og prædikerer med sigte på modtagers accept eller afvisning af
propositionen, synes afsenders gørende talehandling at skulle forstås som et forsøg på ved hjælp af
at sige at forårsage gøren, i betydningen: handling, fra modtagers side. 44
Med disse pointer in mente kan endnu et skema konstrueres (se fig. 2, næste side). Skemaet
viser at gøren er identisk med sigen frem til at den handlingsskabende implikatur drages. Skemaet
viser desuden at gøren kun kommer i stand gennem implikaturen, og ikke findes som selvberoende
element i den kommunikative diskurs.
44
Gøren dækker altså et større spektrum end sigen, og kunne måske fremstilles som afsenders gøren-skabende
talehandling og modtagers gøren-udførende (tale)handling. Da en sådan formulering vil true klarheden i begrebsparret
gøren-sigen alvorligt, vil jeg imidlertid fastholde den oprindelige formulering idet jeg opfordrer til at forstå gøren
snævert: som afsenders del i perlokution 2 , dvs. afsenders perlokutionære handling, uagtet at modtager spiller en
væsentligt større rolle her end i forbindelse med den sigende perlokution 1 . Så vidt jeg kan fornemme, vil alternative
betegnelser for distinktionen desuden uvægerligt komplicere billedet yderligere.
54

Kommunikativ
handlen
Illokution (proposition)
Ass.
Fig. 2
Med henblik på at skelne nærmere mellem illokutioner med gørende perlokution og illokutioner
med sigende perlokution, kan man sammenligne følgende to sætninger:
1. Det er en frisklavet sildemad
2. Tag en frisklavet sildemad
Implikatur
Viden Handlen
Sigen (og Gøren) Gøren
Perlokution
Sætning 1 bibringer modtager en information om sildemaden som han (som perlokutionær effekt)
kan acceptere sandheden af eller ej – i begge tilfælde er viden resultatet: Viden om at sildemaden er
frisklavet eller ej. Sætning 2 er en metaassertiv med direktiv perlokution der åbner op for modtagers
handling i konteksten – at tage sildemaden eller lade være. Begge sætninger synes at kolportere
mere end semantisk forståelse, nemlig indlejrede perlokutioner i forlængelse af illokutionerne.
Perlokutionerne er imidlertid tydeligvis forskellige; de er vidensændring og handling. 45
Med bestemmelsen af denne blot pragmatisk identificerbare forskel mellem perlokutionstyper
som den afgørende forskel mellem gøren og sigen afsløres det at distinktionen ikke er talehandlingsteoretisk
essentiel. 46 Det ændrer imidlertid ikke ved distinktionens omfattende praktiske
45
En sidegevinst ved nuanceringen af gøren-sigen er at Bakhtins fordring om at enhver ytring må kunne besvares, kan
inkorporeres. Det eneste tilfælde hvor svar er en umulighed, er nemlig i den tømte kontekst, og den er jo en illusion. Der
kan dermed svares på alle ytringer, men svaret er forskelligt, og denne forskel sætter Bakhtin ikke fingeren på: Svaret
på de tekster som Bakhtin placerer i de primære talegenrer, er handling, mens svaret på de tekster som Bakhtin placerer
i de sekundære talegenrer, er viden.
46
Dog er den implicitte valorisering af pragmatiske forhold i forbindelse med talehandlinger ikke teoretisk uinteressant,
ligesom det forhold at gøren kan beskrives som handleforlængende i modsætning til sigen hvis perlokutionære handling
55

etydning. Denne ses ikke mindst i distinktionens anvendelighed i forbindelse med sidste kapitels
emne, genrekarakteristik, og den ses ligeledes i dens store forklaringspotentiale hvad angår
velkendte situationer for handling og talehandling. En skematisk oversigt over fire sådanne
situationer er givet i bilag 3 som her skal forklares. Skemaet rummer to vertikale og en horisontal
akse: Den venstre vertikale markerer oppefra og ned overgangen fra ikke-sproglig instrumentel
handlen hvor A arbejder tavst, evt. sammen med B, over kommunikativ handlen der kombinerer
ikke-sproglig instrumentel handlen med handlekoordinerende, dvs. gørende, talehandlinger A og B
imellem, over dialogen der som rent sproglig handlen kombinerer sigen (fx information) og gøren
(fx spørgsmål og svar), og endelig til monologen hvor A nok kan ytre gørende talehandlinger
(typisk kommissiver), men hvor sigen er prototypisk. Den højre akse viser hvordan handletypen
bliver stadigt mindre spontan jo tættere man kommer på monologen, men den horisontale akse
illustrerer at alle fire handlesituationer forløber i tid.
(1) kunne fx være en situation hvor A og B i tavst fællesskab bygger et plankeværk, i (2)
kunne dette arbejde ledsages af talehandlinger som “Ræk mig hammeren” og “Vi skal være færdige
i dag!”. (3) er anderledes fordi der nu ikke længere umiddelbart er ikke-sproglige handlinger at
koordinere. Der er dog (gørende) talehandlingskoordinering side om side med sigen i dette tænkte
eksempelforløb: A: “Koncerten var fed i aftes”, B: “Skal du også afsted i dag?”, A: “Ja, jeg skal
også afsted i dag”, B: “Souvenirs er også et godt band”, A: “Tager du så ikke med?”. I (4) kunne
man fx tænke sig A fortælle om sin barndom til sin psykolog eller blot til sin dagbog. Eksemplerne
viser at overgangen fra den gørende perlokutionære handling til den sigende er glidende, og
derudover viser de en markant forskel i graden af muligheden for at vurdere om den perlokutionære
handling er vellykket, dvs. accepteret af modtager. For gørende talehandlingers vedkommende vil
den perlokutionære handlings vellykkethed kunne ses direkte som modtagers iværksættelse af
handlekædens næste led, i (2) at B rækker A hammeren og i (3) at B svarer “Jo, jeg tager med!”
eller, slet og ret, tager med. For sigende talehandlingers vedkommende er det derimod sværere at
afgøre om den perlokutionære handling er vellykket eller ej, for det afhænger af om modtager
accepterer eller afviser propositionen ingen af hvilke jo nødvendigvis giver sig synlige udtryk.
Skemaet antyder samtidig at gøren er ontologisk primær i forhold til sigen – et synspunkt som er
konsistent med fx Searles ontologiske distinktioner (1995) ifølge hvilket talehandling forudsætter
handling og ikke omvendt.
fører til handlekædens afslutning i form af modtagerens accept eller afvisning, antyder at der er noget at arbejde videre
56

Selv om pragmatiske forhold kan siges at sætte trumf på i bestemmelsen af gøren og sigen, er
der dog stadig noget at komme efter i semantikken. Det forholder sig nemlig sådan at man med
meget stor sikkerhed kan bestemme en talehandling som gørende eller sigende uden at skele til
konteksten såfremt den udformes (hvad enhver talehandling kan) som en metaassertiv. Det skyldes
at afsender ved at gøre sin talehandling metaassertiv markerer dens kontekstuelle formål. Jeg
beordrer dig til at feje gaden er således (næsten) altid gørende, mens Jeg konstaterer at huset er
solgt (næsten) altid er sigende. 47
Derudover kan man finde støtte for identifikationen af en talehandlings sprogpragmatiske type
i det forhold at gørende talehandlinger altid er indirekte talehandlinger, dvs. implikaturbårne
slutninger på baggrund af (sigende) assertiver eller metaassertiver. Sigende talehandlinger kan
derimod være såvel direkte (både i metaassertivisk og almindelig assertivisk forstand) som
indirekte. Et eksempel på forskellen mellem sigen og gøren som en forskel mellem den direkte og
den indirekte talehandling, er ytringen Maden er færdig. Denne ytring er som direkte talehandling
betragtet sigende: Den refererer til noget (maden), det synes relevant at dømme dens prædikation
(er færdig) som sand eller falsk, og den synes ikke konstrueret mhp. at afstedkomme handling fra
modtageren. Hvis modtageren lægger accept eller afvisning oven i forståelsen, vil talehandlingens
perlokutionære effekt derfor være opnået. Hvis maden er lavet af en tv-kok der fremsætter ytringen
som afslutningen på sit program, vil der ikke være mere at hente i ytringen – den er simpelthen en
konstaterende afrunding. Men hvis maden er lavet ved aftenstid i en familie hvor afsenderen er
faderen og modtageren er datteren, kan datteren opfatte talehandlingen som en opfordring til at
sætte sig til bords. Opfattes talehandlingen sådan, har den skiftet register: Den er blevet gørende og
indirekte igennem datterens implikaturdragning der har fældet faderens talehandling ind i
konteksten. Datteren har måske tænkt: Far siger at maden er færdig fordi vi skal spise nu. Det er
vigtigt at bemærke at eksemplet ikke bare illustrerer at forskellen mellem gøren og sigen ofte er en
med inden for handlingsteorien.
47
Ved med forbehold at skrive “(næsten) altid” tager jeg højde for ekstreme undtagelser, fx eksemplet hvor en fader
siger til sin søn der for længst skulle have været i skole, Jeg konstaterer at du stadig er her. Underforstået: Kan du så se
at rubbe dig! Ved at gøre sin talehandling metaassertiv minimerer man imidlertid mulighederne for at fortolke og
dermed forvandle en sigende til en gørende eller omvendt.
57

forskel mellem direkte og indirekte talehandling; eksemplet viser også at gørende og sigende
talehandlinger på den semantiske og syntaktiske overflade kan være fuldstændigt identiske. 48
Delkonklusion
Det foregående har vist at jeg i modsætning til Austin og Searle ikke stopper ved erkendelsen af at
begreber har det med at flyde sammen i forsøg på at forklare sprogets handlemæssige aspekt.
Delene i begrebspar som konstativ-performativ, assertiv-regulativ (Habermas’ distinktion),
illokution-perlokution og gøren-sigen vikler sig ganske vist langt hen ad vejen ind i hinanden, men
med hjælp fra 40 års talehandlingsteori er det alligevel muligt i sidste ende at give i hvert fald det
sidste begrebspar fast grund under fødderne, ligesom parrets to dele kan skelnes. Det skyldes den
konkrete analyse og den praktiske vinkel. Analysen har genoptaget den sandhedssemantiske vinkel
som Habermas priste Austin for at forlade (se note 22), men har dog suppleret vinklen med et fokus
på forskellig grad af kontekstindlejring, forskel mellem handleforlængelse -standsende og mellem
perlokutionær vidensændring og perlokutionær handling. Resultatet er en talehandlingsteoretisk
styrket sandhedssemantik. Hvad angår den praktiske vinkel, har det hele tiden spillet ind at der er et
intuitivt klart skel mellem empirisk forekommende tekster at forklare; normativiteten har ikke
måttet fortrænge deskriptiviteten, for det ville frarøve teorien dens fodfæste.
Til at summere pointen op rækker det med at erindre stedet hvor Austin skriver at
[…] when we state something or describe something or report something, we do perform an act
which is every bit as much an act as an act of ordering or warning. (1961:137,II – min
kursivering).
Begge dele er handlinger, men de kan skelnes (hvad Austin i øvrigt forudsætter ved at formulere sig
som han gør): Den perlokutionære effekt af at “state something or describe something or report
something” er at modtageren ændrer viden ved at acceptere eller afvise propositionen. Den
perlokutionære effekt af at beordre eller advare er derimod at modtageren via en implikaturdragning
skrider (eller afviser at skride) til talehandling eller handling.
48
Der er imidlertid tilsyneladende af og til mulighed for at identificere gørende talehandlinger på baggrund af
indeksikalske elementer. Barry Smith forklarer således i sin gennemgang af Husserls sprogteori at bl.a. ordrer “have the
same features as are possessed, for example, by pronouns, tenses, deictical adverbs such as here and now, in that their
58

På baggrund af en sådan konklusion ligger vejen åben for at karakterisere genrer. Det har bl.a.
Vibeke Rehfeld og Rita Therkelsen i artiklen ‘Genren – spillereglerne forud for teksten’ erkendt:
Når det gælder den pragmatiske tekst, fører overvejelser over tekstgenren nødvendigvis frem til
en analyse af hvilke sociale sammenhænge en tekst indgår i, og hvilken kommunikativ situation
der udløser teksten. (1996:30)
Med de foregående afsnit in mente er det klart at Rehfeld og Therkelsen gør ret i at betone
kontekstens rolle for tekstkarakteristikken, og at talehandlingsteorien falder dem naturligt i denne
forbindelse, viser sig ved et forsøg på at kategorisere genrer efter illokutionstyper (1996:20). Som vi
har set, er der imidlertid kun én illokution hvorfor distinktionen snarere må drages mellem
forskellige perlokutionære orienteringer. 49 Dette er imidlertid ikke det eneste problem som Rehfeld
og Therkelsen, trods deres holdbare udgangspunkt, har med deres grænsedragninger. Det er fx også
problematisk at de ser fiktion som modsætning til de pragmatiske genrer (1996:18), for selv om
fiktion, som jeg skal komme udførligt ind på i det følgende, er karakteriseret ved bestemte
pragmatiske friheder, så forudsætter selve denne karakteristik en pragmatisk analyse; fiktion har
ligesom ikkefiktion perlokutionære effekter. Den konkrete måde hvorpå tekster i mine øjne kan
skelnes som gørende hhv. sigende, vil jeg til sidst angive kort ud fra eksempelteksterne.
I eksempeltekst (1) og (2) fremgår de forskellige formål hvormed sproget anvendes, klart. I
(1) er konteksten fyldt: En identificerbar (diegetisk) afsender forsøger at påvirke en modtager til at
placere sin computer rigtigt i forhold til den omgivende belysning. For at realisere dette formål har
afsender udstyret sin tekst med imperativerne “Placer” og “Brug”. Imperativer er altid metaassertiv-
meaning and reference depend on context or occasion of use.” (2004:8) Kan dette element generaliseres for gøren, vil
det antyde en semantisk identifikationsbasis.
49
Det vil sige at man overordnet må skelne mellem gørende og sigende genrer. Inden for hver af disse retninger findes
der naturligvis yderligere distinktioner, for sigens vedkommende fx visen, præsenteren og kommenteren (se senere). For
gørens vedkommende vil det oplagt være muligt at fremanalysere forskellige typer af handlekæder og herudfra definere
genrer. Reklame og annonce er fx fælles om en hensigt om at “noget skal bytte hænder” (penge for varer) og de kunne
måske samles under en betegnelse som byttegøren. Lovparagraf og reglement kunne under ét kaldes diktatgøren da
begge fra en antageligt autoritativ position dikterer adfærd. Lejlighedsdigtet kunne tilsvarende rangordnes under
situationsgøren, mens poetik måske kunne høre under foreskriftsgøren. Inden sådanne forslag kunne udmøntes mere
konkret – hvad jeg ikke vil gøre – ville der imidlertid være en række mellemregninger at gøre, ikke mindst måtte den
således normative bestræbelse afpasses med en deskriptiv.
59

iske, 50 og i dette tilfælde gør de det klart at illokutionen og perlokution 1 følges op ad en
handlingsorienteret perlokution 2 . Det stemmer overens med formodningen om at teksten er
handlekoordinerende, dvs. gørende.
I overensstemmelse med at den mimetiske afsenders formål ikke er handleforlængelse fra
nogen modtagers side, er konteksten mindre fyldt i (2), og modtager vil ikke gå til teksten med en
forventning om handleinstrukser. Modtager gives derimod en ordmalerisk fremvisning af kirken og
klokkeklangen, og som middel til dette mål er en assertiv med vidensorienteret perlokution 1 taget i
brug. Assertiven fremsættes i en romans kontekst, og her vil læsere per konvention være opsat på at
modtage oplysningerne, men ikke på at løfte hovedet for at engagere sig i en kommunikativ
turtagning med afsenderen. Romangenrens kontekst er desuden løsere (fx gentager den sig igen og
igen med forskellige modtagere, ligesom afsenderen prototypisk ikke er til stede) end konteksten for
gøren hvorved kommunikativ turtagning besværes. Teksten er følgelig sigende.
50
En ytring i imperativform er metaassertivisk idet imperativet eksplicit markerer hvordan illokutionen skal tolkes –
som direktiv, kommisiv eller slet og ret assertiv. I alle tilfældene skal den eksplicitte markering forstås som en garanti
for at talehandlingen er af netop den type som imperativen angiver, og garantien er per definition assertivisk. Det er
altså en sekundær (meta-)assertiv om den primære assertiv.
60

Prototypiske og definitoriske former
Efter således at have placeret gøren og sigen i talehandlingsteorien er det af hensyn til sigtet i det
afsluttende kapitel, at analysere konkrete eksempler på gørende genrer, nu tid til at karakterisere
gørens relation til distinktionen mellem diegesis og mimesis samt til de to andre sprogdimensioner,
ikkefiktion-fiktion og realisme-brud på realisme. Det vil her vise sig at gøren i kraft af sin status
som handlingsorienteret er definitorisk ikkefiktiv og prototypisk realistisk og diegetisk. Mens jeg i
det følgende vil forklare disse bestemmelser nærmere, vil jeg kun i forbifarten knytte kommentarer
til sigen. For at antyde betydningen af at isolere sigen som sprogpragmatisk kategori, vil jeg dog
som afslutning på dette kapitel kommentere et tekstområde som sigen prototypisk sidder tungt på,
nemlig skønlitteraturen. Uden overhovedet at tilbyde en forklaring af skønlitteratur som overordnet
begreb, vil jeg bestemme tre typer af skønlitterær sigen ud fra udsigelse samt vægtning af propositionens
reference og prædikation.
Gørende tekster er prototypisk diegetiske
‘Diegesis’ dækker over at en tekstafsender udsiger sin tekst i eget navn og uden maske, dvs. uden
mimetiske repræsentationer såsom fortællere eller skuespillere mellem sig og modtageren. Gørende
talehandlinger er prototypisk diegetiske, og årsagen hertil er kontekstuel: Udsigelsen af en gørende
talehandling forekommer prototypisk i en fyldt kontekst med tilstedeværelse af afsender såvel som
modtager. Det gør det svært for at afsender at skjule sig bag en mimetisk udsigermaske, og den
gørende talehandlings handlingsorientering vil desuden prototypisk gøre mimetisk udsigelse uhensigtsmæssig:
Hvis handling skal afstedkommes, tjener det afsender bedst ikke at blive misforstået,
og risikoen for misforståelse stiger hvis afsenderen søger at skjule sin identitet.
Eksempeltekst (1) er eksemplarisk gørende og indeholder fx følgende formulering:
Brug tonede ruder, rullegardiner eller anden afskærmning til at forhindre solblænding.
Afsenderen af denne talehandling er computerens producent eller sælger, og målet med at fremsætte
den er at få modtager til at handle mhp. at undgå solblænding. Med dette formål for øje er talehandlingen
der i denne henseende er repræsentativ for hele teksten, gjort så enkel som mulig: Den
er kort, uden stilfigurer, ligesom kompleks syntaks er undgået. For at undgå enhver tvivl er tekstens
karakter af gøren samtidig ekspliciteret af imperativet “Brug” der metaassertivisk slår fast at teksten
61

er gørende. At der ingen markeringer er af afsenderen i teksten, får modtager til, støttet af tekstens
gennemgående entydighed, at slutte sig til at udsigelsen er diegetisk.
Gørende tekster er imidlertid kun prototypisk diegetiske, og det skyldes at det trods alt ikke er
afgørende for en talehandlings handleforlængelse at modtageren er på det rene med afsenders
identitet. Afsender kan, billedligt talt, tager en maske på – i forbindelse med reklamer kan det
ligefrem være en del af idéen. Sådan er det fx i det allerede citerede slogan for Star-øl og i reklamen
for ejendomsmæglerkæden Home hvor den tidligere fodboldspiller Preben Elkjær udtaler:
Der kan godt være højt til loftet, selvom man bor i lejlighed
Ud fra konteksten (reklamebrochure, vinduesreklame, tv-reklame) er det klart at udtalelsen skal
stille Home i et så godt lys at modtageren føler sig tiltrukket af netop denne ejendomsmæglerkæde.
51 Elkjærs udtalelse skal altså via implikaturdragning tolkes som noget i retningen af “Home
har blik for din og din boligs særegenhed” og i sidste ende som “Vælg Home som
ejendomsmægler!”. Da Elkjær næppe er identisk med Homes bagmænd, men er hyret som
trækplaster, kan han siges at maskere den egentlige afsender, men den således mimetiske udsigelse
vil ikke forhindre en mulig efterfølgende købs-handling fra modtagers side.
Nu kunne man måske indvende at modtager ved at drage implikaturen kommer frem til at
identificere den diegetiske afsender som ellers har været skjult bag den mimetiske, at man altså
“sletter Elkjær som udsiger” ved at drage implikaturen. Selv om dette måske er tilfældet her, er det
ingenlunde en regel at den mimetiske udsigelse trænges i baggrunden når talehandlingen afsløres
som gørende. Det viser følgende eksempel: En røver skaffer sig en bil ved, udklædt som
politibetjent, at kræve bilen stillet til rådighed med ordene “Stil venligst din bil til rådighed for
ordensmagten!”. Hvis røveren gør det godt, indser modtager ikke at den direkte metaassertiviske og
gørende talehandling udsiges mimetisk, ligesom der i eksemplet ikke er nogen indirekte
talehandling at udlede. Konklusionen er at gørende talehandlinger prototypisk er diegetiske, om end
de kan være mimetiske.
51
Som det sig hør og bør, fremstiller Home selv sagen anderledes. På hjemmesiden www.home.dk/get/5491.html kan
man således læse at “I homes kampagne medvirker fire kendte danskere, der fortæller, hvad hjem betyder for dem.” ‘At
fortælle’ er noget ganske andet end at forsøge at sælge, og accepterer modtagerne at de kendte fortæller uden salg for
øje, vil budskabet gå lettere ind; modtagernes parader vil være sænkede for så vidt der ikke synes at være nogen
62

Gørende tekster er definitorisk ikkefiktive
Kort fortalt forstår jeg en tekst som fiktiv hvis den er uden pragmatisk situering, mens en pragmatisk
situeret tekst er ikkefiktiv. På baggrund af begrebet om ‘pragmatisk situering’ som skal
forklares i det følgende, vil jeg med udgangen af dette afsnit konkludere at gøren per definition er
ikkefiktiv, mens sigen kan være såvel fiktiv som ikkefiktiv.
Det første krav for at en tekst kan kaldes pragmatisk situeret, er at den refererer og har
referenter. Det andet krav som forudsætter at det første er opfyldt, er at tekstens prædikationer kan
fæstnes til referenterne og beskrives som sande eller falske. Reference og prædikation hører til i
talehandlingens proposition, men de fleste fiktionsteoretikere lægger fokus et andet sted. Searle
fokuserer fx på illokutionen i sin ‘pretense theory’ (fx 1979:68). Når Searle lægger vægten her,
skyldes det at han placerer afsenderens intentioner med illokutionen i forreste teoretiske geled.
Faktisk mener han at
[…] the identifying criterion for whether or not a text is a work of fiction must of necessity lie in
the illocutionary intentions of the author. (1979:65)
Searle står ikke alene med dette syn som med begrænset variation også findes hos fx Currie (1990),
Genette (1991), Lamarque & Haugom Olsen (1994) og Livingston (1999).
Ved at fokusere på afsenderens intentioner mener Searle at kunne angive måden hvorpå
fiktion (i Searles definition af begrebet) kan komme i stand, nemlig som “a set of extralinguistic,
nonsemantic conventions that break the connection between words and world.” (1979:66).
Baggrunden for dette konventionelle brud på den almindelige referentielle og prædikative
forbindelse mellem ord og verden, er ifølge Searle således at afsenderen intenderer bruddet. Searle
tager i mine øjne imidlertid delvist fejl, for selvom han på den ene side kan have ret i at en afsender
intentionelt kan melde sit værk ind i den litteraturhistoriske konvention ‘fiktion’ hvor det normalsproglige
krav (jf. Grice) om reference og sandhed er tilsidesat, så kan afsenderen på den anden side
ikke få ord og sætninger i værket til at referere og prædikere sandt, eller omvendt, bare fordi han vil
det – sproget er ikke under nogen enkelt afsenders jurisdiktion eller intention. 52 Og der synes heller
konsekvenser forbundet med de kendtes fortælling. Men Home afslører med ordet “kampagne” selv at fortællingen har
modtagers handling som strategisk perlokutionært mål.
52
Uden i detaljer at begrunde min holdning på dette punkt vil jeg påkalde mig den kausale kæde-teori for reference,
særligt i Saul A. Kripkes udformning i Naming and Necessity (1980), som teoretisk rygdækning. Kripke demonstrerer
bl.a. at navne refererer, uanset sprogbrugerens mulige intentioner om det modsatte, når først de er indført i sproget.
63

ikke at være mulighed for at afsenderen kan sætte sin intention om at skrive fiktion igennem ved at
vælge en illokution med særlig fiktionsaffinitet – det viste Widells pointe om at alle illokutioner,
fiktive eller ej, er assertive. At afsenderintentioner ikke er afgørende for om noget er fiktion, synes
desuden at støttes af konkrete eksempler. Fx forekommer det intuitivt rimeligt at sige at når
romanen Lykke-Peer er fiktiv, så skyldes det ikke Henrik Pontoppidans intentioner, men at
romanens bærende referenter, fx Peer, ikke findes og at prædikationerne om referenterne som følge
heraf ikke er forankrede.
Dog skal det indrømmes over for Searle at en afsenders intention om at melde sit værk ind i
konventionen ‘fiktion’ typisk vil udstyre værket med konventionelle kendetegn såsom rim, billedsprog,
narrativitet, indbinding og genrebetegnelse på forsiden, og det gør det lettere for modtageren
at skelne værket som fiktion fra løgn eller tågesnak. Konventionen kan desuden forklare hvorfor
modtagere typisk accepterer fiktion uden at føle sig forulempede eller gjort til grin: Konventionens
kendetegn informerer på forhånd modtagere om at en given tekst er fiktiv, og, forudsat at
modtagerne identificerer disse kendetegn, betyder det at afsenderens perlokutionære handling har
som effekt at modtagerne indvilliger i det som Lamarque & Haugom Olsen i bogen Truth, Fiction
and Literature kalder “a special kind of imaginative effort among participants” (1994:76): Først
forstår modtagerne afsenderens illokution med dertilhørende proposition, og på baggrund af
forståelsen vælger de siden som effekt af afsenderens perlokutionære handling og tekstens
konventionelle tegn enten at acceptere, afvise eller “gå ind på” propositionen, i det sidste tilfælde
velvidende at der er tale om fiktion.
Redegørelsen for denne procedure som modtageren ubevidst gennemgår i forbindelse med
fiktion, afdækker at fiktion kan forstås som afsenderens perlokutionære handling med indvilligelse
som effekt. Det er dog vigtigt med det samme at understrege at en afsenders perlokutionære
handling med denne effekt ikke er nok til at gøre teksten fiktiv hvad fx Lamarque & Haugom Olsen
tilsyneladende mener (ibid.). Modtagerens indvilligelse betegner sammen med afsenderens
intention et fortolkningsfællesskab der som regel er understøttet af konventionelle tegn, men som
ikke ændrer noget ved tekstens reference og prædikation. Fællesskabet er en vedtaget (inter-
)subjektiv vinkling af teksten der foreligger uafhængigt som objektiv genstand.
Searles entydige hypostasering af afsenderintentionen ser desuden ud til at være i strid med det argument han andetsteds
(1977 (1965)) anfører over for Grice, nemlig at sprog forudsætter konvention ud over intention for at give mening (se
note 63).
64

Hverken konvention, intention eller fortolkning er dermed tilstrækkelige for fiktion, men er i
sidste ende ydre omstændigheder. Et værk som refererer og indeholder forankret prædikation, men
som bærer betegnelsen ‘roman’ og som opfattes som fiktion af sine modtagere og af sin afsender,
vil ikke være fiktion, men en fejllæst og –skrevet ikkefiktiv beskrivelse af kendsgerninger.
Omvendt vil en tekst der opfattes af afsender og modtagere som en videnskabelig redegørelse, men
som mangler referenter og har prædikationer uden forankring, være fejllæst og –skrevet fiktion
(eller, idet en sådan tekst næppe vil påkalde sig medlemskab af konventionen fiktion, rettere: løgn).
Konklusionen er at fiktive tekster mangler reference og forankrede prædikationer hvilket gør
pragmatisk situering umulig. Fiktionens konventionelle aspekt gør målet med den manglende
reference og ikke-forankrede prædikation klart: Konventionsaspektet viser at fiktion ikke er
hverken fejl eller løgn, men en, med Searles ord, “nondeceptive pseudoperformance” (1979:65).
Konventionstegnene hjælper desuden modtageren til at identificere indvilligelsen som den rette
perlokutionære effekt. I tilfælde hvor en fiktiv tekst ikke på denne måde på forhånd informerer
læseren om sin fiktionsstatus gennem konventionelle kendetegn, har modtageren kun mulighed for
at forstå teksten som fiktion ved hjælp af implikaturer. William Heinesens Stormnatten afslører sig
således kun gradvist som fiktiv, fx i følgende passage:
Fremmedartede, men gode og fredsommelige stemmer taler til dig med yndige fuglerøster og
spørger dig om du har det godt, og du nikker dånende, ja, ja, og lytter henrevet til dejlig musik
og jubelsang. (1973:240)
Duet i teksten, Simeons-Anna, ligger på dødslejet og har sagt sine sidste ord hvorfor hendes
feberfantastiske oplevelser ikke kan genfortælles. Modtageren kan nu spørge om Heinesen kan have
en underforstået mening med alligevel at genfortælle oplevelserne, og rimeligvis vil konklusionen
være at Heinesen ønsker at modtageren skal rammes af den perlokutionære effekt at gå med på “a
special kind of imaginative effort” kaldet fiktion. 53
Efter denne hastige gennemgang kan påstanden om at gøren per definition er ikkefiktiv,
kvalificeres. Gørens status som led i en kæde af handlinger medfører at gørende talehandlinger skal
referere, ligesom prædikationer skal være forankrede – andet ville obstruere den tilsigtede
53
At jeg tilkender implikaturen denne begrænsede rolle, betyder ikke at jeg tilslutter mig teorier som Genettes (1991)
om at man kan definere et fiktionsbegreb (for Genettes vedkommende kun angående ”narrative fiction” (1991:30)) som
en særlig type indirekte talehandling, fx med sigte på indvilligelse som perlokutionær effekt, der lader sig afsløre gennem
implikaturdragning. Når konventionen på forhånd informerer læseren om at teksten skal læses som fiktion, er implikaturer
unødvendige, ligesom afsenderens perlokutionære sigte som sagt i det hele taget ikke kan være tilstrækkelig.
65

omsætning i konteksten. Faktisk kan man være endnu skarpere og sige at for at gørende
talehandlinger skal være vellykkede, skal referenterne findes, og prædikationerne skal kunne
fæstnes.
For prædikation i vellykkede gørende talehandlinger gælder det altid, og ikke blot
prototypisk, at den kan sættes i relation til eksisterende referenter idet den kan tolkes som umiddel-
bart førende til handling fra modtagers side. Følgende eksempler viser det:
1) Du må ikke kaste snebolden!
2) Vil du købe mig en Star-øl?
3) Nu ville det gøre godt med et stykke mad!
4) Endelig har Åndernes Hus premiere!
De to første eksempler er metaassertiver, og de forstås med det samme som gørende: at afsender
håber på en bestemt perlokutionær effekt i en bestemt kontekst fra modtagers side (ikke at kaste
snebolden, at købe en Star-øl) er oplagt. De to sidste eksempler behøver mere fyld i konteksten for
at blive forstået som gørende: Eksempel 3) vil blive forstået som en (gørende) høflig bøn om mad
hvis den fremsættes i en kontekst hvor modtager råder over mad, mens den snarere vil blive forstået
som en (sigende) beklagelse hvis den af en sulten rejsende uden mad fremsættes til en modtager i
samme situation midt ude i ørkenen. Eksempel 4) vil blive forstået som en (gørende) opfordring til
at gå i biografen hvis den fx fremsættes af kæresten der længe har glædet sig til at se Åndernes Hus,
mens den vil være et (sigende) udtryk for lettelse hvis den fremsiges af filmens frustrerede
instruktør som i månedsvis har afventet filmens premiere. I ingen af tilfældene kræver tolkningen af
talehandlingen som gørende krumspring fra modtagers side når blot konteksten er angivet, og sådan
må det ideelt set være i forbindelse med gørende talehandlingers prædikation; her tjener (fx æstetisk
motiveret) flertydighed intet formål.
Hensynet til konteksten knytter gøren og ikkefiktion tæt sammen, og det harmonerer med at
fiktionens konventionelle friheder hvad angår reference og prædikation, tilsyneladende kun gælder
for sigen: Fiktionens konventionelle suspension af forpligtelserne på reference og fæstnet prædikation
udelukker nemlig netop talehandlinger fra det der udmærker gørende talehandlinger: kontekstbaseret
handlen. Det som fiktion per konvention er befriet fra, synes simpelthen at være gøren.
66

Om end gøren altid er ikkefiktiv, er der interessante nuanceringer. Den ene er at gørende
talehandlinger kan indgå som underordnede led i overordnede og fiktive sigende tekster. Her er et
eksempel:
De kommer ud på trappen. Svend råber inde fra lejligheden: “Hvor lang tid er man relevant for
sig selv, Lars?” (2002:365)
Eksemplet er et uddrag fra Jakob Ejersbos roman Nordkraft, og det er fortalt i tredjeperson af en
fortæller på referencens og prædikationens afstand af kontekstindlejret handling. Teksten er følgelig
vidensorienteret og sigende. Replikkens spørgsmål er derimod handlingsorienteret og gørende: Det
er handling side om side med Svends andre handlinger. Svends spørgsmål er imidlertid selv fortalt,
og det indgår som sådan i en sigende og i dette tilfælde sandsynligvis også fiktiv tekst. Spørgsmålet
er således i kraft af den sigende ramme dybest set ikke gørende, og at dette er muligt skyldes at
replikken, omgivet som den er af citationstegn, ikke anvendes på normal vis, men som afsenderens
fremvisning af en andens (fiktive) tale. Citationstegnenes særstatus kommer jeg nærmere ind på
siden (s. 81-82 og 107).
Den anden undtagelse beror på forskellen mellem direkte og indirekte talehandling. I genrer
som fablen vil man fx prototypisk finde direkte talehandlinger som er sigende og fiktive, mens de
indirekte talehandlinger vil være gørende og ikkefiktive moralske belæringer. Med fablen er det
imidlertid ifølge Kendall Waltons udsagn fra Mimesis as Make-Believe (1990) ikke gjort:
There is what we call didactic fiction – fiction used for instruction, advertising, propaganda, and
so on. There is also the not uncommon practice, even in ordinary conversation, of making a
point by telling a story, of speaking in parables. (1990:78)
Et isoleret didaktisk budskab i fiktion vil kunne opfattes som en ikkefiktiv gøren der er indlejret i en
fiktiv sigen. Hvis “making a point”, dvs. gøre et udsagn gældende i forhold til tilrefereret og –
prædikeret virkelighed eller endda i forhold til handlemæssig omsætning i en kontekst, imidlertid er
selve formålet med en tekst der tilsyneladende er fiktiv, så må man konkludere at fiktionen netop
kun er tilsyneladende: Fiktionen vil her skulle forstås som et sæt direkte talehandlinger der dækker
over noget andet, nemlig det indirekte, ikkefiktive og gørende point-making udsagn.
Muligheden for på denne måde at forstå fiktion ved hjælp af implikaturer som ikkefiktion,
evt. gørende, er et vilkår som enhver fiktiv tekst i virkeligheden er underlagt. Den altafgørende
årsag hertil er at fiktive tekster som sagt altid er sigende, og det betyder bl.a. at fiktive tekster per
67

definition tenderer mod den tømte kontekst. Da implikaturer altid tilsigter præcision, dvs. opfyld-
ning af tendentielt tømte kontekster, er fiktion dermed langt mere åben for forskellige implikatur-
dragninger end kontekstindlejret gøren, og det åbner for spørgsmål a la: Kan selv klassiske fiktions-
tekster læses som ikkefiktion? Er det fx rimeligt at læse Martin Andersens Nexøs Pelle Erobreren
som en ikkefiktiv og handlingsorienteret tekst som opfordrede til at forbedre de fattiges vilkår?
Svaret på det spørgsmål er at en stor gruppe tekster kan læses på flere måder – Pelle Erobreren kan
fx også læses som en fiktiv og vidensorienteret tekst – og at modtageren må medregne konteksten,
uanset hvor sparsom (“tømt”) den er, sådan at overfortolkning undgås. 54
Typisk vil der dog ikke være forvirring omkring en teksts fiktivitet; det sikrer konventionen
(der typisk omgærder fiktive tekster): Tekstomslag, anvendelse af bestemte udtryk, jargoner og
personskabeloner, metaforik, rytme osv. vil som regel hjælpe til uden videre at se en tekst som
fiktiv. Også her er der imidlertid undtagelser. Fx er den danske salmedigter Thomas Kingos
allegoriske lejlighedsdigt De Fattiges udj Odensee Hospital udstyret med et mangefold af konventionelle
fiktionstræk, herunder allehånde stilfigurer og versificering, men disse konventionelle
signaler annulleres af at der faktisk refereres og af at prædikationerne kan efterprøves og dømmes
sande eller falske således at digtet i sidste ende, dvs. efter identifikationen og fortolkningen af det
allegoriske niveau (se note 54), er en yderst konkret ikkefiktiv, diegetisk og gørende bøn. 55
Alle disse nuancer til trods kan man dog konkludere at mens gøren er definitorisk ikkefiktiv,
kan sigen være såvel fiktiv (eksemplet fra Nordkraft) som ikkefiktiv (fx ethvert mødereferat).
Sigens prototypiske frihed i forhold til fiktionsdimensionen er en følge af den tendentielle frihed i
forhold til konteksten; gøren er omvendt bundet til konteksten og følgelig ikkefiktiv.
54 Overordnet må man sige at en tekst må indeholde et allegorisk niveau hvis den skal kunne implikatur-oversættes fra
fiktiv og sigende til ikkefiktiv og gørende. Allegorien er nemlig udtryk for at en teksts overflade er en række symboler
som dækker over noget andet, og dette andet kunne evt. være gørende. Et middel til at undgå overfortolkning af fiktive
tekster er dermed en teoretisk velfunderet litteraturanalyse der med stor sikkerhed kan identificere et allegorisk niveau
hvis det er der.
55
Ifølge Peer E. Sørensen og Eira Storstein er der tale om “et versificeret bønskrift til kong Christian V om forholdene
på Odense Hospital. […] Kingo bad om, at hospitalet måtte blive løst fra sine forpligtelser overfor militæret og i stedet
koncentrere sig om dets egentlige opgaver.” (1999:98)
68

Gørende tekster bryder prototypisk ikke med tekstlig realisme
Kort fortalt forstår jeg realisme i tekster som et ligheds- eller eksemplifikationsforhold mellem en
konkret tekst hvis grad af realisme måles, og et sprogligt ideal kaldet ‘det kernesproglige forlæg’
der udgør målestokken. Begrebet om det kernesproglige forlæg kan forekomme abstrakt, men
faktisk manifesterer det sig i forskellig grad i alle sprogets praksisser. I enkelte tilfælde, nemlig når
sproget udfolder sig i konkrete kontekster med henblik på umiddelbar forståelse i kommunikation,
er der endda ikke blot tale om lighed med det kernesproglige forlæg, men om eksemplifikation.
Disse indledende formuleringer viser at det kernesproglige forlæg kommer klarest til udtryk i
gørens prototypiske kontekst.
Udgangspunkt for afsnittet er Peter Widells artikel ‘Filosofisk realisme og litterær realisme’
(2002), og selv om jeg vil kritisere og videreudvikle enkelte synspunkter herfra, vil jeg principielt
tilslutte mig Widells fremstilling og kritiske gennemgang af historiske positioner i realismeteorien –
af samme årsag vil jeg i det følgende ikke selv gøre et stort nummer ud af tidligere (og
konkurrerende samtidige) teorier. For meningsfuldt at kunne skitsere min videreudvikling af det
realismebegreb som Widell giver et udkast til, skal realismeteoriens to hovedskoler dog kort
antydes.
Den ene af de to skoler udspringer fra den litteraturhistoriske realisme der anført af forfattere
som Gustave Flaubert og senere af (naturalisten) Emile Zola spirede frem i Frankrig med start
omkring 1850erne og eksemplificerede idéen om at litteratur skal spejle virkeligheden. George J.
Becker karakteriserer i Documents of Modern Literary Realism denne realisme sådan:
Realism really did constitute a fresh start because it […] denied that there was a reality of
essences or forms which was not accessible to ordinary sense perception, insisting instead that
reality be viewed as something immediately at hand, common to ordinary human experience,
and open to observation. (1963:6)
I centrum af denne realisme står den ontologiske antagelse om at verden foreligger, side om side
med den litteraturteoretiske holdning om at verden så vidt muligt skal gives objektivt udtryk uden
indblanding fra fx fortællere og forfattere.
Det andet realismebegreb sideordner realistisk litteratur med anden litteratur med hensyn til
virkeligheden idet realisme her opfattes som en æstetik blandt andre. Dette standpunkt er nyere og
forsvares i Danmark af bl.a. Per Stounbjerg som i artiklen ‘Tilforladelighed og underliggørelse’
skriver:
69

Snart fremstår realismen som […] en skrivemåde blandt andre. Det […] er synspunktet for de
følgende overvejelser. De påstår, at forsøg på at etablere en transhistorisk realismeteori munder
ud i ufrugtbare tvister om verdens eller sprogets beskaffenhed. (2002:13)
I det følgende vil jeg artikulere en transhistorisk realismeteori, endda med troen på at teorien ikke
munder ud i “ufrugtbare tvister”. For realismebegrebet som jeg i det følgende tager op, hviler på
den filosofiske realisme som ikke er en teori, men forudsætningen for enhver teori! 56 Hvis en teori
om realisme i tekster kan forbindes med den filosofiske realisme, er der derfor grund til at tro at
teorien vil være sat ud over enhver (historisk) tvist. Og forbindelsen etableres hos Widell idet hans
udlægning af litterær realisme bygger på begreber hentet fra den filosofiske realisme, fx (korrespon-
densteorien om) sandhed (2002:97). Som modstander i Widells argumentation repræsenterer især
Frederik Tygstrup de teoretikere som forsvarer opfattelsen af realismen som æstetik, og ifølge
Widell går Tygstrup så vidt som til at hævde at realisme ikke er “Nachahmung, men Darstellung”
(2002:95) – realismen tildeles her ligefrem evnen til at skabe virkelighed!
Over for denne opfattelse såvel som over for opfattelsen af realisme som spejling af
virkeligheden, fremfører Widell nu en række argumenter. 57 Argumentet vedrørende fiktive tekster
kan gøre det ud for eksempel: I forhold til fiktive tekster forekommer det problematisk at hænge
realisme op på verden. Fiktive tekster har jo qua fiktive kappet de referentielle og prædikative bånd
til verden, dvs. at de er uden (direkte) omverdensrelation. Med Widells ord:
En litterær betragtning ophæver alle brugsformål. […] Det betyder igen, at teksten i princippet –
også i kognitiv forstand – faktisk bliver tømt for eksistens og sandhed. Det er da ofte også sådan,
at forfatteren mere eller mindre piller de to ting ud af det litterære værk. Eller sagt på anden vis:
gør det litterære værk til fiktion. (2002:110)
56
Ifølge Searle (1995) er den filosofiske realisme ikke en teori om verdens ontologi, men forudsætningen for enhver
teori – om verdens ontologi og om alt andet. Den filosofiske realisme antager at verden eksisterer uanset gennem hvilke
perspektiver vi erkender den. Perspektivet, fx sproget eller sanserne, gives altså ikke forrang. Den filosofiske realisme
giver intet bud på hvordan verden er beskaffen, men forudsætter blot at den er (beskaffen).
57
Den følgende argumentation holder sig inden for specialets teoretiske rammer, dvs. at den angår (sammenhængen
mellem) sprogets dimensioner. Det betyder imidlertid ikke at opfattelsen af realisme som æstetik ikke kan anfægtes
mere substantielt. Konsekvensen af at se realisme som en frembringelse af virkelighed er nemlig relativisme, måske
endda skepticisme, og over for disse retninger har den filosofiske realisme vægtigt skyts. Vigtigst er det, som Searle gør
(1995), at skelne mellem social virkelighed, på hvilken sproget vitterligt har reel indflydelse, og fysisk virkelighed, i
hvilken sproget selv indgår og er uden indflydelse. Se i øvrigt Widell (2002) og David Favrholdts Filosofisk Codex,
Gyldendal (1999).
70

Da fiktion er ensbetydende med tab af direkte forbindelse til verden (“bliver tømt for eksistens og
sandhed”), er det paradoksalt hvis en realismedefinition i beskæftigelsen med fiktive tekster
påkalder sig rygdækning fra en antagelse om sammenhæng med verden – hvad enten denne
sammenhæng nu hævdes at være overensstemmelse eller æstetisk frembringelse – slår Widell, og
jeg med ham, fast. Ikke desto mindre synes det både relevant og muligt at betegne mange fiktive
tekster som realistiske. Men så må realisme kunne defineres uden om en direkte verdensafhængig-
hed – hvis realismedimensionen skal kunne gøres gældende over for fiktion der “i princippet kan
være helt igennem falsk”, så “kan den litterære realisme af gode grunde ikke have noget med
spørgsmålet om virkelighedserkendelse at gøre.” (2002:111), som Widell formulerer det. Realisme-
teoretikere som hænger realismedefinitionen direkte op på verden, ender i et paradoks hvis de
forsøger at karakterisere fiktive tekster – hvad det er ukontroversielt at hævde at de som regel gør.
Tænker man nærmere over det, finder man endnu et paradoks i opfattelser af realisme som en
form for lighedsrelation mellem tekst og verden. Helt tilbage fra Aristoteles har idéen om spejling
været central for teorier om realisme, men egentlig er tanken absurd; tekster består jo af sætninger,
ord og bogstaver – eller slet og ret mærker på papir – mens verden er ganske anderledes sammensat.
Så hvori består ligheden? Sprogets relation til verden kan næppe beskrives som et spejlende eller
skabende lighedsforhold, men skal findes i det som Widell kalder “den nødvendige sammenhæng
mellem sproget som system, sandhed som korrespondens og mening som brug.” (2002:103) 58
Med tilføjelse af det griceske princip om kommunikativt samarbejde er det denne nødvendige
sammenhæng jeg sammenfatter under betegnelsen ‘det kernesproglige forlæg’: Det kernesproglige
forlæg er således en betegnelse for kohærent sprog der refererer, prædikerer og som kun bryder med
princippet om kommunikativt samarbejde af økonomiske årsager. Begrebet om det økonomiske
brud behøver nærmere forklaring: 59 Et maksimebrud er økonomisk og i overensstemmelse med det
kernesproglige forlæg hvis bruddet letter teksttilegnelsen, dvs. at afsender i det omfang han betjener
sig af implikaturer i den kernesprogligt korrekte tekst skal bestræbe sig på at modtager i konteksten
vil kunne nå frem til entydighed. Denne bestemmelse er naturligvis afhængig af kontekst, men
58
Selv om disse fundamentale træk ved sproget ingenlunde er ukontroversielle, vil jeg på dette sted uden videre tage
dem for gode varer, ligesom jeg ikke vil redegøre yderligere for dem. Det skyldes naturligvis pladshensyn, men også det
faktum at jeg faktisk som Widell anser det for ubestrideligt at de er sprogets bærende elementer – samt at man mange
andre steder kan finde udførlige redegørelser for og diskussioner af forholdene, fx hos Widell selv (2002:96-109).
59
Begrebet om den økonomiske implikatur findes ikke hos Widell, og den markerer en udbygning som dog integreres
uproblematisk, af hans teori.
71

ethvert brud kan alligevel bestemmes som prototypisk enten økonomisk eller uøkonomisk. Fx er
den metaforiske beskrivelse det grå / terrassogulv er gummitavst fra Klaus Rifbjergs digt “Solsort”
fra samlingen Konfrontation (1960) et eksempel på et prototypisk uøkonomisk brud – det er svært
at tænke sig kontekster hvor det er økonomisk – mens spørgsmålet Kan du række mig saltet? der
bogstavelig talt er rettet mod modtagers evner til at række saltet, prototypisk er økonomisk: Man
forstår i så godt som alle kontekster spørgsmålet som et ønske, høfligt rettet mod modtagers vilje.
Det kernesproglige forlæg der er en abstraktion over det som alt sprog som udgangspunkt har til
fælles, udgør sprognormen hvorudfra jeg foreslår at måle realisme.
Ved at give begrebet om realisme sprogligt fundament er det muligt at undgå de to paradokser
som er beskrevet ovenfor: Direkte verdensafhængighed indgår ikke i realismedefinitionen da
sproget, ikke verden, udgør målestokken. Med sproget som målestok undgår man samtidig at
udelukke netop de tekster fra teoriens eksplanatoriske rækkevidde som det typisk er hensigten at
forklare: de fiktive. Og derudover slipper man på baggrund af det sproglige fundament for at
forsøge at påvise en paradoksal lighed mellem sprogets “mærker på papir” og verden – lighedsforholdet
består nemlig nu mellem to tekster eller rettere mellem en tekst og det kernesproglige
forlæg.
Med det globale begreb om det kernesproglige forlæg har jeg imidlertid bevæget mig væk fra
Widell. Hos Widell er en teksts realisme relativ i forhold til en lokal, bestemt anden tekst eller type
af tekst:
Først og fremmest er den litterære realisme udtryk for en empirisk sammenligning af tekster:
Hér tekst B, hvis realisme skal udmåles, og dér en mulig tekst A, der vilkårligt kan udvælges
blandt en bestemt type tekster, og som vil kunne tjene som målestok for udmålingen af B’s grad
af realisme (med hensyn til denne type tekster). (2002:118)
Problemet ved denne fremstilling er at den giver en hel række realismebegreber – svarende til
antallet af teksttyper der kan gøre det ud for sammenligningsgrundlag – hvilket Widell heller ikke
nægter idet han tildeler bindestregs-realismer, fx social-realismen, ret (2002:126, note 24).
Realismebegrebet bliver for mig at se yderligere løst i kødet af at Widell tillader en ekstra definition
af realismen som kun kan gælde for fiktive tekster. 60 Realisme kan nemlig ikke kun bestå af lighed
mellem tekster, hævder Widell, men også af lighed mellem virkelige genstande og genstande som
60
Det skal siges at fokus for Widell er skønlitterære tekster, og som anført er sådanne prototypisk fiktive. Realismeparametret
må imidlertid kunne udbredes til at karakterisere alle tekster hvis det skal gives status som sprogdimension.
72

kunne have ligget for enden af fiktive referencer (2002:118). Denne definition kan imidlertid ikke
udbredes til ikkefiktive tekster: For enden af ikkefiktive referencer findes der genstande, og selv om
disse genstande sagtens kan sammenlignes med andre genstande, vil det snarere sige noget om
ligheden mellem genstandene end om tekstens realisme. Den ene genstand kan sagtens være en
realistisk afbildning af den anden, men det angår ikke teksten. Her giver Widell en teori om
fiktionsbaseret realisme på bekostning af det globale realismebegreb. 61
Tendensen til forskellige bindestregs-realismebegreber og til en særlig fiktionsrealisme
betegner kraftige begrænsninger af realismebegrebet. Begrænsning kan imidlertid undgås hvis man
tager udgangspunkt i det kernesproglige forlæg, for al sprogbrug kan måles og dømmes som
realistisk eller brydende med realismen ud fra det. At det kernesproglige forlæg har en sådan
totalitær status, medfører at realisme må betragtes som en centralkategori, dvs. som en norm alt
sprog kan relateres som mere eller mindre sammenfaldende med, mens der ikke gives en modpol
ved navn “ikkerealisme”. 62 Tekster uden nyskabende metaforer afviger således fx mindre end
tekster med nyskabende metaforer, mens begge teksttyper har kernesproglige træk. Grunden til at
det forholder sig sådan, er at det kernesproglige forlæg er en anderledes formulering af sprogets, af
bl.a. Ludwig Wittgenstein i Filosofiske Undersøgelser (1953) påviste, offentlighedskarakter:
Enhver som gør brug af sproget, må se sine muligheder begrænset til det foreliggende,
konventionelle sprog, 63 funderet på offentlige betingelser. Lighed med det kernesproglige forlæg er
61 Der er desuden fare for begrebslige forviklinger hvis man ikke definerer fiktion og realisme hver for sig. Det er fx
ikke rigtigt, som Stounbjerg skriver, at ”Realismens tekster er referentielle.” (2002:27), ikke per definition i hvert fald -
realismens tekster er kun referentielle hvis de samtidig er ikkefiktive. Nødvendigheden af uafhængige definitioner viser
sig bl.a. ved at de giver mulighed for at redegøre for tekster som er ekstremt urealistiske og ikkefiktive. Hvem kan fx
afvise at Rifbjerg i verset det grå / terrassogulv er gummitavst faktisk refererer med ledsagelse af metaforiske
prædikationer og således skriver en ikkefiktiv tekst?
62
At alt sprog således er realistisk i en eller anden grad, forhindrer dog ikke at der sandsynligvis er forsvindende få
tekster som er fuldstændigt realistiske – det kernesproglige forlæg forudsætter jo nemlig at Grices maksimer efterleves,
mens de i praksis som regel brydes. Det skyldes at man langt hen ad vejen kan se bort fra fx kravet om bogstavelighed i
konkrete kontekster hvor manglende bogstavelighed jo kan gives implikaturmening. Derfor kan man finde typiske
realismebrud som metafor, epizeuxis og assonans i alt lige fra leksikonopslag, over avisartikler og til digte. Generelt er
en stor mængde stilfigurer tegn på brud på det kernesproglige forlægs krav om normalsprogligt flow, dvs. med
realismen.
63
I en polemik mod Grice inddrager Searle netop Wittgensteins argumentation idet han hævder at mening forudsætter
konvention: “Et sted i Filosofiske Undersøgelser (g) siger Wittgenstein: “Sig ‘det er koldt her’ og mén ‘det er varmt
73

således en forudsætning for at forstå en tekst i selv den mindst mulige udstrækning; selv en eksplicit
og demonstrativt anti-realistisk tekst, fx et modernistisk digt, må indeholde en grad af lighed med
forlægget for så vidt det overhovedet kan forstås.
Hidtil har jeg kun løst formuleret hvordan forholdet mellem tekster og det kernesproglige
forlæg skal forstås. Grebet om dette punkt skal nu strammes: For at en tekst kan kaldes realistisk,
må den som minimumskrav besidde ikonisk lighed med det kernesproglige forlæg. To genstande har
ikonisk lighed hvis de blot ligner hinanden udvendigt, dvs. ligheden findes i det udsnit af de
relevante genstande som er umiddelbart tilgængelige for perception. Fx kan en buste af Napoleon
være realistisk uanset at Napoleon var af kød og blod, mens busten er af marmor. På samme måde
kan en fiktiv tekst være realistisk i forhold til det kernesproglige forlæg uanset at den første mangler
reference og prædikation, mens den anden ikke gør (jf. Widell, 2002:111). Indeholder en tekst der
udvendigt ligner det kernesproglige forlæg, imidlertid reference og prædikation, må man tale om
forstærket realisme: Her er der indvendig lighed, dvs. propositionel lighed, i tillæg til den
udvendige. I forbindelse med ikkefiktive tekster som ikke på nogen måde bryder med realismen, må
man derfor konstatere at forholdet til det kernesproglige forlæg ikke er lighed, men eksemplifika-
tion: Ikkefiktive og realistiske tekster er konkrete manifestationer af det kernesproglige forlæg.
Skematisk kan pointen anskueliggøres på følgende måde:
Fig. 3
Fiktion Ikkefiktion
Realisme Høj grad af ikonisk lighed. Identitet.
Sammenligning
Eksemplifikation
Brud på realisme Lav grad af ikonisk lighed. Mellem grad af ikonisk lighed.
Sammenligning
Sammenligning
På trods af at fiktion er anført som et selvstændigt parameter i skemaet, skal fiktion dog her forstås
som et element i realismedefinitionen. Fiktion er således både en selvstændig parameter, nemlig når
en tekst skal bestemmes i forhold til fiktionsdimensionen, og et element i bestemmelsen af en tekst i
forhold til realismedimensionen. At kategorien ikkefiktion+realisme har karakter af eksemplifikation,
gør udmålingen af realisme i tekster fra de andre kategorier lettere. De andre kategoriers
her’”. Grunden til, at vi er ude af stand til at gøre dette, er, at hvad vi kan mene, er en funktion af, hvad vi kan sige.
Mening er mere end et spørgsmål om intention, det er også et spørgsmål om konvention.” (1965:8)
74

tekster kan nemlig nu sammenlignes direkte med tekster fra kategorien ikkefiktion+realisme og
herigennem få beskrevet deres realismestatus. Dermed udmåles tekstlig realisme i virkeligheden
sådan:
Det kernesproglige
forlæg
Eksemplifikation
Ikkefiktiv og
urealistisk tekst
Ikkefiktiv og
realistisk tekst
Sammenligning
Fiktiv og
realistisk tekst
Fig. 4
Fiktiv og urealistisk
tekst
Med denne fremstilling har jeg nærmet mig Widell der jo anførte at litterær realisme er ”udtryk for
en empirisk sammenligning af tekster”. Med begrebet om det kernesproglige forlæg som ikke findes
hos Widell, holder jeg dog fast i ét samlende parameter for udmålingen af realisme og åbner ikke,
som Widell, op for indtil flere bindestregs-realismer.
Sammenligningen af tekstlig realisme med skulpturel realisme hjalp med til at forklare
forskellen mellem indvendig og udvendig lighed, men den kan også anskueliggøre en væsentlig
forskel: Mens marmorbusten af Napoleon kun kan bestemmes som i en eller anden grad realistisk
for så vidt den ikke blot er en tilfældig, hvilket principielt er muligt, men en intenderet eftergørelse
af mennesket Napoleon, så spiller intentionen ikke den samme rolle i forbindelse med tekstlig
realisme. I kraft af det kernesproglige forlægs totalitære status kan sprogbrugere der ønsker at ytre
talehandlinger som i en eller anden grad er forståelige, nemlig ikke undgå at intendere lighed med
det kernesproglige forlæg. Hvis ligheden (eller eksemplifikationen) blot var tilfældig, som hvis
lyden fra en kat der mjaver synes identisk med et barns råb på sin mor, er der ikke tale om sprog.
Intentionen om at bruge sproget er simpelthen sammenfaldende med intentionen om at opnå lighed
med det kernesproglige forlæg; kun for så vidt man nægter eller, som katten, ikke magter at
anvende sproget på dets offentlige betingelser, kan man undgå at intendere lighed med det
kernesproglige forlæg.
75

Tekster er som sagt realistiske i kraft af lighed med eller eksemplifikation af det
kernesproglige forlæg. Hvis de i større eller mindre grad afviger fra forlægget, vil de i tilsvarende
grad bryde med realismen. Af den grund er Klaus Rifbjergs “Solsort” der indeholder beskrivelser
som den før anførte det grå / terrassogulv er gummitavst, urealistisk, mens følgende uddrag fra
Helle Helles Hus og hjem er et eksempel på en realistisk tekst:
Postkassen hænger lige ovre på gadehjørnet. Alligevel sikrer jeg mig, at døren er låst, før jeg går
derover. Jeg kan ikke vænne mig af med det. (1999:5)
Denne tekst er realistisk fordi den imiterer det kernesproglige forlæg: Den bryder kun med
princippet om kommunikativt samarbejde én gang og da af økonomiske hensyn: 64 Modtageren må
slutte sig frem til hvorfor det er en modsætning (signaleret af alligevel) at postkassen hænger “lige
ovre på gadehjørnet”, og at jeget sikrer sig “at døren er låst”. Ved ikke at eksplicitere årsagen
bryder teksten med den griceske maksime for kvantitet – der siges for lidt. Men maksimebruddet
fører via implikaturdragning let modtageren til forståelsen af at jeget ikke føler at hun behøver låse
døren når nu afstanden til postkassen er så kort; hun kan blot ikke vænne sig af med det.
En spøgelseshistorie bryder derimod med realismen da den ikke hverken ligner eller
eksemplificerer det kernesproglige forlæg. Det kan den ikke gøre da det kernesproglige forlæg ikke
indeholder navne uden reference, og navnene i spøgelseshistorien er netop uden reference da
spøgelser ikke findes! Her er vi igen tæt inde ved berøringspunktet mellem fiktion og realisme. Men
mens den fiktive realistiske tekst bl.a. er realistisk i kraft af at man kunne have tænkt sig dens navne
kernesprogligt udstyret med reference, så forholder det sig modsat med den fiktive, urealistiske
tekst, fx spøgelseshistorien. I spøgelseshistoriers tilfælde er de manglende referencer altså årsag til
såvel fiktion som realismebrud. En realistisk og fiktiv tekst behandler noget man genkender som
virkeligt i kraft af ikonisk lighed med det kernesproglige forlæg der refererer til virkeligheden. Men
spørgsmålet om hvad der er virkeligt, er ikke et anliggende for definitionen af realisme – det angår
forholdet mellem det kernesproglige forlæg og virkeligheden. Og på dette niveau kan det
selvfølgelig diskuteres hvad der er virkeligt; fx ville dokumentationen af spøgelsers eksistens føre
til en revision af det kernesproglige forlæg og siden af spøgelseshistoriens status i forhold til
64
At teksten sandsynligvis er fiktiv, signaleret af omslagets konventionelle genrebetegnelse ‘roman’, betyder at den
ikke eksemplificerer, men kun ligner det kernesproglige forlæg. Havde det ikke været for det konventionelle signal,
kunne man desuden have talt om fiktionens implikaturbrud. Modtager kunne med rette have spurgt til relevansen hvis
ikke omslaget på forhånd havde informeret om at dette er en roman.
76

ealisme. Sammenhængen mellem fiktion og realisme er skitseret i bilag 4. Overgangen mellem
realisme og brud på realisme er mere flydende, end figuren kunne antyde.
Kombinationen af fiktion og realisme udmønter sig fx i følgende konventionelle genrer. I
stedet for realisme- eller fiktionsdimensionen kunne gøren-sigen dimensionen indsættes i skemaet.
Her har jeg blot tilføjet genrens prototypisk status af gørende eller sigende i hårde parenteser:
Fiktiv Ikkefiktiv
Realisme (klassisk) roman
[sigende]
kortprosa [sigende] 65
Brud på realisme (moderne) roman
[sigende]
eventyr [sigende]
reportage
[sigende]
(selv)biografi
[sigende]
manual [gørende]
lejlighedsdigt
[gøren-/sigende]
poetik [gørende]
Et eksempel på en ikkefiktiv genre der bryder med realismen, er lejlighedsdigtet, fx Kingos allerede
kommenterede De Fattiges udj Odensee Hospital. Lejlighedsdigtets sprogbrug afviger fra
kernesproget ved at bryde med en række maksimer igennem en sædvanligvis stor mængde
stilfigurer som lægger op til implikaturdragning, fx
For Hovetværk og Vee for Sidesting og Saar
For Vildelse; for Kræft; for Brud i Liv og Laar.
(citeret efter Storstein og Sørensen, 1999:103)
Her beskriver Kingo årsagerne til at de fattige på Odense hospital behøver kongens hjælp. Idet
konteksten er fyldt og formålet klart, er teksten gørende og ikkefiktiv. Samtidig bryder den dog
klart med realismen – i det citerede stykke især i kraft af rim, allitteration, assonans og epizeuxis.
65
Placeringen af kortprosa under realisme er diskutabel da mange eksempler på kortprosa oplagt bryder med Grices
maksime for kvantitet – der siges for lidt. Sådan er det imidlertid primært, måske næsten kun, i minimalistisk kortprosa,
mens en kortprosa som Helle Helles Hus og hjem (se Kommenteren) utvivlsomt er realistisk.
Fig. 5
77

Delkonklusion
Mens gøren i sidste ende altid er forbundet med ikkefiktion og prototypisk med realisme, er sigens
generelle frigjorthed desangående iøjnefaldende. Som tidligere anført synes forklaringen at skulle
findes i kontekst og formål: Gørende talehandlinger hører hjemme i fyldte kontekster hvor afstedkommelse
af kæde-handling er det klare mål, og det forhindrer per definition fiktion og prototypisk
realismebrud: Begge dele stiller sig i vejen for målet. Sigende talehandlinger hælder derimod mod
tømte kontekster, ligesom de kun afstedkommer modtagers accept, afvisning (eller, for fiktion,
indvilligelse). Med denne frihed følger hele spektret af sprogdimensionelle muligheder: Hvis målet
er perlokution 1 , er fiktion og ikkefiktion, realisme og brud på realisme lige gode muligheder. Hvis
perlokution 2 er målet, snævres feltet væsentligt ind. Sigen kan dog kredses ind i dels konkrete
genrer igennem applikation af bl.a. de tre sprogdimensioner samt konventionelle forhold og dels i
de tre modi præsenteren, visen og kommenteren. Ved i det følgende at opholde mig ved disse
sigende modi som ses i skønlitteraturen, håber jeg at angive en mulig vej for min sprogteoretisk
funderede analyse ind i litteraturteorien, om end jeg ikke selv følger vejen til ende.
Præsenteren, visen og kommenteren
Ser man den på foreliggende skønlitteratur, kan man forvisse sig om at der er fornuft i at skelne
mellem gøren og sigen. Det viser sig nemlig at man på baggrund af bestemmelsen af sigen som
perlokutionært vidensorienteret med tetisk direction of fit kan identificere de tre undermodi visen,
præsenteren og kommenteren. At man kan identificere de tre modi på dette grundlag, viser sig
konkret ved at tekster i en af disse modi kun afstedkommer accept, afvisning eller indvilligelse. For
alle tre modi står reference og prædikation i centrum, og de kan derfor kaldes sigende propositionelle
modi.
Ved at kalde præsenteren, visen og kommenteren for modi vil jeg understrege at de ikke er
genrer, men tråde i tekster på tværs af genrer, endda ofte optrædende side om side i samme tekst.
Dog vil enhver tekst altid kunne bestemmes som overordnet det ene, det andet eller det tredje, mens
genrer i forlængelse heraf kan tilskrives prototypisk sammenhæng med en af disse modi. Ligesom
præsenteren, visen og kommenteren ikke er genrer, fordeler de sig empirisk set næppe heller ligeligt
– der er formodentligt en klar overvægt af den type sigende tekster som jeg kalder præsenterende.
78

Mens man med begrebet om vidensorienteret sigen kan afgrænse visen, præsenteren og
kommenteren udadtil – dvs. over for handlingsorienterede tekster – afgrænser visen, præsenteren og
kommenteren sig indadtil fra hinanden i kraft af forskellige måder at forvalte den reference og
prædikation som hos dem alle qua sigende er et fremtrædende træk. Forskellen mellem de tre er,
billedligt talt, afstanden fra den som refererer, til referenten: Visende tekster udsiges med mindst
mulig prædikation af en anonym afsender som giver indtryk af at være på stor afstand af
referenterne. Præsenterende tekster udsiges med en høj grad af prædikation af en ofte profileret
afsender, og afsenderen vil prototypisk fornemmes at være på mellemdistance. Kommenterende
tekster udsiges med mindst mulig prædikation af en jeg-afsender, og afstanden til referenterne vil
føles minimal.
En karakteristik der som denne tager udgangspunkt i afstand mellem det refererende udtryk
og referenten, er naturligvis metaforisk, men at den er meningsfuld, vidner metaforikkens forekomst
hos bl.a. den amerikanske litteraturteoretiker Wayne C. Booth om. Booth skriver således i The
Rhetoric of Fiction om forfatteren Lardner at han “retreated to the wings and left his characters to
work out their own fates upon the stage” (1961:7). Herved gjorde Lardner sin tekst visende eller,
med Booths ord, showing. 66
Præsenteren
Præsenteren svarer til Booths begreb ‘telling’ som han mener, er en måde for afsenderen at aflevere
sin teksts univers i færdig form til læseren på. ‘Telling’ hører således, mener Booth, sammen med
fortællermæssig alvidenhed (fx 1961:8 og 196), og det stemmer overens med at man i sprogteore-
66
Det er interessant at Booth, som jeg selv, griber tilbage til Aristoteles for at forklare sine begreber samt at Booth, som
Aristoteles, går ud fra at have forklaret litteraturen: “Like Aristotle’s distinction between dramatic and narrative
manners, the somewhat different modern distinction between showing and telling does cover the ground [...]. Narrators
of all shapes and shades must either report dialogue alone or support it with “stage directions” and description of
setting.” (1961:154). Jeg vil mene at Booths begreber er for snævre: Dels identificerer han blot ‘showing’ og ‘telling’
som muligheder for “Narrators of all shapes and shades”, mens forskellen mellem kommenteren og visen, der begge
med Booths begreber er ‘showing’, overses, og dels kan hans begreber ikke “cover the ground” da han udelukkende
beskæftiger sig med sigen – gøren er nemlig aldrig hverken ‘showing’ eller ‘telling’. I parentes bemærket har en række
teoretikere ifølge Hawthorn sidestillet begrebsparret ‘showing-telling’ som hidrører fra Henry James, med diegesis og
mimesis, men da dette med Hawthorns ord “makes rather a large difference in the meaning” (1998:49), ignorerer jeg
den lighed der måtte være. Som det vil fremgå af teksten, er der stor og tydelig forskel på min anvendelse af de to
begrebssæt.
79

tiske termer kan man beskrive præsenterende tekster som rigt refererende og prædikerende. I for-
længelse er heraf er det prototypiske propositionelle indhold ikke til at indkredse.
I H.C. Andersens eventyr Grantræet finder man prøver på stilen:
Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ; det havde en god plads. Sol kunne det få, luft
var der nok af, og rundt om voksede mange større kammerater, både gran og fyr; (1991:51)
Jeg kalder stilen præsenterende fordi dens fremmeste kendetegn er afsenderens villighed til at
præsentere tekstens univers for modtager ved hjælp af hyppige og omfangsrige, men ikke nødven-
digvis entydige, prædikationer.
Metaforen for afstanden mellem afsender og referenter i præsenterende tekster var ‘mellem-
distance’. Når afsenderen synes placeret på mellemdistance, skyldes det en paradoksal kombination
af et fortællermæssigt fravær og nærvær: Afsenderen forekommer nærværende og tæt på referent-
erne i sin tekst i kraft af sin evne til løbende at udpege og beskrive detaljeret. På den anden side
synes afsenderen at vide det hele på forhånd og fortælle fra teksten slutpunkt og i den forstand være
fraværende eller i hvert fald “længere fremme i teksten” end modtageren. Ikke mindst tredje-
personsformen og præteritum, som ofte ses i denne modus, bidrager til det indtryk.
Den præsenterende teksttype er den eneste af sigens underformer hvis afsender, med en allu-
sion til Booth, synes at kunne svæve højt over teksten såvel som at gribe konkret ind i den. En
sådan afsender kaldes gerne alvidende, og alvidenheden bevirker bl.a. at det ofte er til at afgøre om
udsigeren er diegetisk eller mimetisk – et forhold som ellers er svært at bestemme al den stund det
jo i sidste ende angår noget uden for teksten, nemlig udsigerens identitet. Den alvidende afsender
disponerer imidlertid af og til over langt flere udsigelsesmuligheder end mennesker i almindelighed,
ofte endda uden at redegøre for hvordan det går til, og når det er tilfældet, antyder det at afsenderen
er mimetisk, dvs. iscenesat. Sådan er det fx i Heinesens novelle Stormnatten hvor fortælleren
gengiver den døende Simeons-Annas sidste fantasier, tilsyneladende uden at besvære sig med
forehavendets paradoksale karakter (se s. 65). Denne og andre mimetiske fortællere betinges af det
for skønlitteraturens vedkommende markante udsigelsesmæssige råderum som opnås ved, med
Platons ord, at “persuade us that the speaker is anyone but himself.” (2003:86): Ved at fremtræde
som en anden end sig selv omgår man jo forpligtelser på fx at forklare sig og tale sandt, krav som er
indeholdt i Grices maksimer.
80

At tale som en anden, dvs. mimetisk, betegner et maksimebrud og såfremt bruddet opdages,
kan det føre modtageren til at drage implikaturen at afsenderen er mimetisk. Er teksten mimetisk, er
det samtidig en kraftig indikation for at den er fiktiv da der oplagt er en prototypisk sammenhæng
mellem (den mimetiske) sløring af det reelle udsigelsesjeg og (det fiktive) brud på den direkte
forbindelse til verden – hverken i forbindelse med fiktion eller mimesis er det umiddelbart til at
finde noget eller nogen for enden af referencen. Mimetiske afsendere svarer til litteraturteoriens
fortællere, mens jeg refererer til litteraturteoriens forfattere med termen diegetiske afsendere. 67
Visen
Visen dækker en del af Booths begreb ‘showing’, men også kommenteren skal findes her.
Kendetegnende for visen er det at afsenderen foregiver ikke at tage aktiv del i handlingen, men lade
den udspille sig på egen hånd. Afsenderen beskriver ikke mere end højst nødvendigt, men står
billedligt talt ved læserens side med sin pegepind. Med sprogteoretiske begreber betyder det at
afsenderen refererer frit, dog muligvis mere bundet til handlingens her og nu end afsenderen i
præsenterende tekster, mens prædikationen er skruet maksimalt ned. Det prototypiske
propositionelle indhold er ikke til at indkredse.
Disse omstændigheder får stilen til at synes mest muligt distanceret – det er her at forfatteren
med Booths ord endegyldigt er “retreated to the wings”. Metaforen dækker over afsenderens referentielle
afstand, gerne signaleret konkret med grammatisk tredjeperson og præteritum, samt over
den ringe grad af prædikation man finder her, fx i de allerførste ord i Christina Hesselholdts Eks:
“Hvem?”, spurgte Daniel.
“Ham jeg lige har fortalt om: Johan”, svarede Judith.
“Sikke noget”, sagde Daniel.
“Ja, men det er snart længe siden”.
67
Med denne bemærkning signalerer jeg uenighed med Booth m.fl. der ser alvidenheden som det der afslører
snoretrækket bag fiktionens illusion (1961: fx 17). For mig at se kan enhver tekstproducent principielt anvende den
alvidende, mimetiske fortæller, ja, sågar “gemme” sig bag grammatisk tredjeperson og præteritum, uden derved med
nødvendighed at gøre sin tekst fiktiv. En historiker der sammenfatter fortidens begivenheder, eller en videnskabsformidler
som sammenfatter resultater og viderebringer konsensus vil fx ofte optræde som talerør, principielt for al
viden på feltet, og i denne optræden vil de være svære at adskille fra fiktionens alvidende fortællere; deres udsigelsesmuligheder
vil overstige almindelige menneskers. I modsætning til fiktionens alvidende fortællere vil de tilsvarende
fortællere i ikkefiktion dog typisk redegøre for de udvidede udsigelsesmuligheder – eller udsigelsesmulighederne vil
være et konventionelt givet forhold i den pågældende ikkefiktive genre.
81

“Forleden nat blev jeg vidne til et modbydeligt optrin. Et par, de var vel halvvejs gennem
livet…”.
“Ligesom os”.
“Ja, ligesom vi er […]” (1995:7)
I Eks nøjes afsenderen næsten udelukkende med, med Booths ord, at “report dialogue alone”, mens
der ikke gives ““stage directions” and description of setting” (1961:154). Afsenderen har forladt
scenen – måske er der ligefrem et hint om det i titlen Eks, der jo betyder ‘ud’? – og begrænser sig til
ind i mellem at skrive “sagde Daniel” eller “svarede Judith”. Afsenderen viser bare sin læser noget
– og om det betyder noget, overført eller bogstaveligt, antydes der intet om.
Afsenderen geråder dog tilsyneladende ud i et paradoks, for citationstegnene som der er
mange af i teksten, tillægger det citerede status som samvittighedsfuldt affotograferede og selvstændige
tekster; det antydes at dette er Judiths og Daniels ord, ikke den overordnede tekstafsenders.
Med intentionen om at gengive Judiths og Daniels ord præcist påtager afsenderen sig et stort ansvar,
mens meningen ellers var at fralægge sig ansvaret for det fortalte og lade det tale for sig selv.
Alligevel synes betegnelsen ‘visen’ rammende, for som Searle skriver:
The word itself is presented and then talked about, and that it is to be taken as presented and
talked about rather than used conventionally to refer is indicated by the quotes. (1969:75-76)
Talehandlinger i citationstegn er således fremviste talehandlinger: Afsenderen af en visende tekst
holder citater frem til fri beskuelse, men afstår dog fra at omtale dem hvad der ellers ifølge Searle er
naturligt. I visende tekster antages citaterne at tale for sig selv. 68
I Eks holder afsenderen sig i tekstens nu og her, ligesom det ikke afsløres om handlingen
bevæger sig mod et bestemt mål. Den visende modus er (i modsætning til kommenteren) imidlertid
ikke afhængig af at udsigelsesjeget befinder sig i handlingens nu og her; visen kan godt udfoldes i
præteritum fra et klart markeret slutpunkt.
Kommenteren
Den sidste sigende modus, den kommenterende, hører som sagt ligesom den visende ind under
Booths begreb om ‘showing’, og den er ligesom den visende fattig på prædikationer. Til forskel fra
68 Citater kan i gørende kontekster fungere helt anderledes om end de også her har karakter af omtalte eller fremviste
talehandlinger (se Manuskript).
82

visen er kommenteren imidlertid fastlåst i et begrænset perspektiv både hvad angår reference og
prædikation. Perspektivet er en jeg-afsenders nu og her, og det er groft sagt derfor kun det som jeget
ser eller erindrer, der inkluderes i teksten. Dermed kan man komme det prototypiske propositionelle
indhold nærmere end det var muligt i forbindelse med visende og præsenterende tekster: I centrum
af kommenterende teksters prototypiske propositionelle indhold står familie, følelser og hverdag.
Stilen er typisk for moderne dansk minimalisme, som her i Helle Helles Hus og hjem:
Til sidst kan vi ikke holde ud at se på puslespillet mere. Hunden og det forreste af græsplænen er
samlet færdigt, men baggrunden bliver ved med at drille. Jens skubber spånpladen væk.
– Lad os lave noget mad, siger han. – Er du ikke sulten? Jeg har kalkun i køleskabet.
– Jo. Det ville være dejligt. (1999:104)
I modsætning til afsenderen af præsenterende tekster udsiger den kommenterende afsender ad hoc,
fra det punkt i teksten hvor vi er lige nu, og ikke fra slutpunktet. 69 Helle Helles egne udtalelser fra
interviewet ‘Teksten på overfladen’ med Britta Timm Knudsen støtter denne analyse:
Jeg tror nok det er sådan: Jeg skriver til en læser, der befinder sig samme sted og altså i
øjenhøjde med – hvad hedder sådan en? – den implicitte fortæller. (2003:227)
Mens afsenderen af den kommenterende tekst således er med på tekstens scene, står den visende
afsender udenfor og peger ind. Den præsenterende afsender står også udenfor, men denne afsender
nøjes ikke med at pege – denne afsender fortæller på livet løs.
Delkonklusion
Det er oplagt at se sigens vidensorienterede præg og løsgjorthed fra kontekstuelle betingelser som
baggrunden for at præsenteren, visen og kommenteren har kunnet udvikles. Distinktionen mellem
dem udspringer nemlig fra forskellige eksperimenter med udsigelsen, og sådanne eksperimenter
kræver et råderum med hensyn til tid og afstand i forhold til den kommunikative turtagnings pres, et
råderum som jeg tidligere har forbundet med sigen. Måske har en effekt af eksperimenterne tilmed
69
I det anførte citat vil en læser med hang til analyse måske alligevel mene at der fortælles fra et slutpunkt. Besværet
med puslespillet, særligt dets baggrund, er måske billede på personernes besvær med at få styr på sig selv, et billede
som næppe formuleres nu og her, men er konstrueret? Hertil må man sige at det i tekster som Helles netop er en pointe
at udstille en sådan analysetrang ved at lade mulighederne stå åbne, men uden at give støtte for konklusioner:
Puslespillet kan måske ses som symbol på noget, men det kan også godt bare være et puslespil. Helle giver ikke svaret –
fra noget slutpunkt.
83

været at afsendere har fundet ud af at bære masker – dvs. blive mimetiske? Og måske har den
kontekstuelle frihed parallelt hermed åbnet for overskridelser af de fordringer om ikkefiktion og
realisme som gøren – og sprog i det hele taget som udgangspunkt (jf. Grices maksimer) – i vid
udstrækning er underlagt? Besvares spørgsmålene positivt, fører det til følgende billede af sigens
prototypiske former: Sigen kan være såvel diegetisk som mimetisk, ikkefiktiv såvel som fiktiv,
realistisk såvel som brydende med realismen, ligesom det prototypiske propositionelle indhold er
altfavnende.
Ved hjælp af modale overvejelser som ovenstående samt analyser af konkrete konventionelle
genrer kan sigen dog kredses nærmere ind. Uden at gå i dybden kan jeg her give et fingerpeg:
Genren afhandling er prototypisk sigende, diegetisk, ikkefiktiv og realistisk, genren roman er
prototypisk sigende, mimetisk, fiktiv og realistisk. Genren digt er prototypisk sigende, diegetisk,
fiktiv og brydende med realismen. Selv om disse bemærkninger ikke kommer i nærheden af at
udtømme sigen, vil jeg herefter se nærmere på gøren.
84

Gøren i praksis
I det foregående har jeg defineret gøren som perlokutionært handlingsorienteret, med sigte på den
fyldte kontekst og med telisk direction of fit. I forhold til sprogdimensionerne har jeg peget på en
definitorisk forbindelse til ikkefiktion og en prototypisk til realisme, ligesom jeg har beskrevet
gøren som diegetisk, enkelt udtrykt, spontan og mundtlig. I det følgende er det mit mål at bringe
alle disse træk ved gøren i spil i forhold til konkrete eksempler på konkrete gørende genrer, særligt
‘reklame’ og i mindre grad ‘manuskript’, 70 ligesom jeg også vil se på hvordan disse genrer typisk
beskrives i den relevante danske faglitteratur.
Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen skriver i Genrebogen om genrer jeg ville
benævne gørende:
Sagteksternes systematik er ikke udførligt klarlagt. Der er ikke gjort egentlige forsøg på at
opdele dette felt i hovedgenrer, og det er næppe heller muligt. (1982:40)
Over for dette citat er der to indvendinger at fremføre. Først og fremmest er det ifølge specialets
grundtese muligt at fremanalysere en systematik for tekster, også for sagtekster, og det følgende
kapitel kan ses som et langt argument for det. Dernæst kan det indvendes at når det forekommer
Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsen umuligt at opdele sagteksterne i hovedgenrer, så kan det skyldes
at hovedgenrerne som de refererer til, i allerhøjeste grad selv er angribelige. De er nemlig identiske
med de romantiske fejlkonstruktioner epik, lyrik og drama (1982:8).
Skulle det mod Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsens formodning lykkes at give en systematisk
karakteristik af de udvalgte genrer, vil det også lade sig gøre at dokumentere nogle af de
karakteristiske træk som definitoriske, andre som prototypiske og atter andre som blot hyppige eller
intuitive. 71 Først er det imidlertid nødvendigt at introducere begrebet makrostruktur.
70 Ved ‘manuskript’ forstår jeg dramaforlæg, dvs. den tekst som ligger til grund for teateropførsler, filmoptagelser, taler
o. lign, og som ofte også kan ses som romanagtige læsedramaer. Jeg regner derimod ikke fx udkast til artikler eller
bøger med, ligesom ordets etymologi (egl. ‘håndskrevet’) heller ingen rolle spiller for min definition.
71 Der vil kunne findes yderligere prototypiske og intuitive parametre end dem jeg angiver, fx argumentativ-
ikkeargumentativ (kun i relation til ikkefiktive tekster), men for overskuelighedens skyld begrænser jeg mig til de
allerede nævnte.
85

Makrostruktur
Tekster er som regel så omfattende at de må reduceres for at kunne karakteriseres præcist, og til det
formål har den hollandske pragmalingvist Teun van Dijk udviklet begrebet ‘makrostruktur’
(Macrostructures (1980)). 72 En makrostruktur skal ifølge van Dijk repræsentere “what is the major,
more relevant, more general information out of complex information” (1980:13) – den skal med
andre, mere enkle ord udtrykke en teksts væsentligste indhold. For at nå frem til dette informations-
destillat må den makrostrukturelle tekstreduktion udgå fra en analyse af tekstens kohæsions- og
kohærensbaserede sammenhæng. ‘Kohæsion’ betegner en teksts tekstlingvistiske sammenbinding
gennem ko-reference, mens ‘kohærens’ refererer til den enhed eller struktur i teksten som frem-
kommer på baggrund af implikaturdragning ud fra for det første almene, logiske, mængdeteoretiske
og konfigurationelle forhold (del-helhed), for det andet mere konkrete forhold, fx forholdet mellem
årsag og virkning eller mål og middel, og for det tredje tekstens helt specifikke emne.
Reducerer man ud fra denne kohæsions- og kohærensbaserede sammenhæng mellem ‘mikro-
strukturer’, vil man kunne identificere den overordnede, samlende struktur i teksten, makrostruk-
turen. De konkrete værktøjer van Dijk stiller til rådighed for reduktionen, er de fire makroregler
sletning, generalisering, forkortning og ingenting (1980:46-51):
Ved sletning (deletion) sletter man de propositioner i teksten som ikke er relevante for
forståelsen af andre propositioner, ligesom propositioner hvis reference og prædikation er
underordnet andre propositioners, slettes.
Gennem generalisering (generalization) når man frem til en generel makrostruktur på
baggrund af abstraktion fra informationen i tekstens sætninger. Makrostrukturen står ikke
eksplicit i sekvensen og af hensyn til tekstens egen ordlyd, skal der generaliseres mindst
muligt.
Ved forkortning (construction) komprimerer man tekstens information. Denne regel kaldes
også konstruktion fordi forkortning i praksis svarer til at konstruere nye, mere inklusive
udtryk til at erstatte tekstens egne.
Ved ingenting (zero) gør man ingenting. Denne regel gælder kun for meget korte tekster
som udelukkende består af makrostrukturen, eller tekster der ikke kan reduceres fordi de
ikke er kohærente.
72 Van Dijk analyserer ikke først og fremmest tekster, men diskurser. Tekster er imidlertid indeholdt i hans
diskursbegreb, og da jeg udelukkende beskæftiger mig med tekster, vil jeg i det følgende begrænse mine overvejelser
hertil. I van Dijks øjne rækker makrostrukturens analytiske potentiale ud til kognition og handling, herunder
talehandling.
86

Makroreglernes operationer på en tekst kan anskueliggøres skematisk. Man kan her forestille sig en
længere tekst, fx en roman eller en videnskabelig afhandling (bilag 5). Gangen i den makrostruktur-
elle analyse er: Et antal sætninger kan reduceres til en makrostruktur på afsnitsniveau, en art afsnits-
overskrift. Såfremt der er flere afsnit, hvilket vil sige flere meningsmæssigt sammenhængende sæt-
ningsgrupper, kan disses overskrifter siden reduceres til en makrostruktur på kapitelniveau. Denne
makrostruktur samler essensen af de pågældende afsnits information op. Er der flere kapitler, vil
disses makrostrukturer kunne reduceres til en samlet makrostruktur for teksten. Denne endelige
makrostruktur opsummerer kapiteloverskrifterne og udgør det kortest mulige koncentrat af teksten.
I bilag 5 som er en forenklet udgave af van Dijks forlæg (1980:49), står (P) for ‘proposition’,
den semantiske enhed som van Dijk mener, er reduktionsreglernes objekt såvel som endemål. Det
skal forstås sådan at makroreglerne først sættes ind over for propositioner i sætningsniveauets
‘mikrostruktur’, mens også det endelige resultat er en proposition, nu blot på makrostrukturelt
niveau. Imellem udgangspunktet og endemålet er der, som figuren viser, flere niveauer, og de er
alle makrostrukturelle:
[…] we cannot speak about ‘the’ or ‘one’ macroproposition of a text but should specify the level
of each macroproposition. We build in the following constraint however: Substitution by a
(different) proposition makes sense only if the macrorule is applied on more than one
proposition. (ibid.)
Van Dijks afsluttende bemærkning i citatet præciserer at den makrostrukturelle analyse slutter, når
der kun er en proposition på det pågældende niveau.
Analysen kan udføres på enhver tekst, og for at eksemplificere det vil jeg i det følgende
udlede makrostrukturerne af eksempeltekst (1) og (2). (2) var en passage fra Jørgen Frantz-
Jacobsens roman Barbara, og den lød:
(1) Kirkeklokkerne ude på Reyn kaldte til gudstjeneste. (2) De havde en mild tone, der flagrede
over hustagene. (3) Men tårnet, som de hang i, var dystert og brøstfældigt af ælde. (4) Det
dirrede under bevægelsen. (5) Klokkerne hev og peb i træværket, og denne jammerlige bilyd
blandede sig med den fuglelette klang og hørtes overalt i byen.
Sætning (1) og (2) har samme primære referent, kirkeklokkerne, og da de ikke alene introduceres i
bestemt form, men ligefrem gennem stilfiguren prosopopeia tildeles evnen til at tale (“kaldte”),
indtager de en prominent stilling i tekststykket. Makrostrukturen for de to første sætninger skal
derfor forankres i klokkerne og kunne lyde:
Kirkeklokkerne kaldte mildt til gudstjeneste
87

Ved hjælp af sletning er retningsangivelsen “ude på Reyn” fjernet da det i takt med tekstens
fremadskriden bliver klart at den ikke er en nødvendig ingrediens i makrostrukturen. Ligeledes er
den metaforiske beskrivelse “flagrede over hustagene” slettet da den som henlagt i en ledsætning
antages at have en underordnet betydning i forhold til helsætningens metaforiske beskrivelse af
klokkeklangen som mild. Denne sidste er bibeholdt for at yde tekststykkets billedrigdom
retfærdighed.
Sætning (3) og (4) har begge kirketårnet som referent, og de kan ved hjælp af generalisering
(dirren som eksempel på generel brøstfældighed) og sletning sammenfattes i makrostrukturen:
Tårnet var dystert og brøstfældigt af ælde.
Den indskudte ledsætning, “som de hang i”, fungerer primært som bindingsled til de foregående
sætninger og kan uden videre slettes (se dog nedenfor). Det er derimod problematisk at slette
sætning (4) da “bevægelsen” kan forstås på to måder, nemlig som fysisk eller (metaforisk)
emotionel bevægelse. Muligheden for at forstå bevægelsen metaforisk forstærkes af at den
bogstavelige, fysiske forklaring først kommer i næste sætning (“Klokkerne hev og peb i træværket”)
hvilket betyder at metaforikken til at begynde med får frit løb. Ligeledes er det ikke uden problemer
at slette angivelsen af årsagen til tårnets brøstfældighed: “af ælde”. Denne tilføjelse hører nemlig til
i en velkendt modsætning som falder under stykkets gennemgående dikotomi mellem kirkens guddommelighed
hhv. jordiskhed: modsætningen mellem tidens forløb i det jordiske (hvor ting og
mennesker ældes), og det himmelskes evighed. For nærværende kan såvel “bevægelsen” som “af
ælde” dog slettes da dikotomien som begge hører under, vil vise sig bevaret i den endelige
makrostruktur.
I sætning (5) bindes de fire foregående sætninger sammen: Hovedreferenterne er begge med
her (“træværket” metonymisk for tårnet) ligesom deres respektive og modsatrettede kvaliteter også
er til stede, nu endda substantiveret som “denne jammerlige bilyd” og “den fuglelette klang”,
hvilket forlener dem med prominens. Makrostrukturen kommer ved hjælp af sletning til at lyde:
Klokkernes fuglelette klang og træværkets jammerlige bilyd blandede sig og hørtes overalt i
byen
Slettet er prædikationen “hev og peb” der er en konkretisering af den gennemgående modstilling
mellem klokkerne og tårnet. Som sagt binder sætning (5) stykket sammen, og faktisk mangler denne
sætnings makrostruktur blot en betegnelse for de potentielle kirkegængere som opfatter den
88

metaforiske kamp mellem klokkerne og tårnet, for at kunne gøre det ud for tekststykkets endelige
makrostruktur. Kirkegængerne nævnes imidlertid intetsteds direkte, men må underforstås som dem
klokkerne hidkalder (sætning (1)). Den endelige makrostruktur lyder derfor:
Klokkernes fuglelette klang og træværkets jammerlige bilyd kaldte til gudstjeneste
I denne makrostruktur er den centrale modstilling bevaret, og det er oplagt at de mennesker som
kaldes til gudstjeneste, må opfatte kirken tvetydigt – som noget der rækker mod himlen og trækker
mod jorden: Det aspekt ved kirken som må antages at repræsentere det guddommelige, beskrives
med ord som “mild”, “flagrede” og “den fuglelette klang”, mens kirkens jordiske side indfanges
med beskrivelser som “tårnet, som de hang i”, “dystert”, “brøstfældigt af ælde”, “dirrede under
bevægelsen” og “denne jammerlige bilyd”. Af disse beskrivelser dukker dikotomier op med værdier
som fx vertikalt-horisontalt, let-tyngende og behageligt-opslidende, ja, måske ligefrem menneske-
gud. Undersøger man passagens ord nærmere, vil man nemlig se at mens beskrivelserne af tårnet
tilhører et vokabular som også kan anvendes i relation til mennesker (mennesker ældes, mennesker
kan dirre i betydningen: bevæges emotionelt, mennesker piber når der hives i dem, og mennesker
jamrer), så er det nærliggende at se klokkerne som guds repræsentation; de ses som han ikke, men
høres kun. Prosopopoeiaen “Kirkeklokkerne kaldte” støtter sammenligningen da klokkerne her får
en evne som højst én ud over mennesker besidder: gud. Klokkernes kalden er guds kalden, og det er
mennesket som vånder sig i tårnets lignelse.
På baggrund af denne vidtrækkende tolkning må det formodes at dikotomierne udgør en
central værdimæssige akse i romanen som betegnende det tumultagtige følelsesliv som præsten
Poul Aggersøe hensættes i af Barbara: Pouls strid med sig selv kredser således om synd-dyd, eufori-
angst, forelskelse-forbandelse eller blot sanselig menneskelighed-gudsfrygt – alle er de par som kan
hænges op på den her analyserede passages dikotomiske værdier, og passagen kan derfor siges at
have karakter af mise-en-abyme.
Principielt kan denne tolkning foretages på baggrund af den udledte makrostruktur, og ud fra
den kan Barbara samtidig beskrives præcist på den måde som jeg ovenfor angav som prototypisk
for roman-genren: 73 Teksten er perlokutionært vidensorienteret og dermed handlingsstandsende,
den har tetisk direction of fit og er følgelig sigende (præsenteren). De øvrige prototypiske bestem-
73 At Barbara er en roman, er i forvejen tilkendegivet af konventionelle kendemærker, så som forsideteksten, længden
af teksten osv.
89

melser af romanen rammer også plet: Den er mimetisk, fiktiv og realistisk. De intuitive træk ved
sigen genfindes ligeledes i eksemplet der således bærer præg af bearbejdning, planlægning og
skriftlighed.
Eksempeltekst (1) var et uddrag fra Brugerhåndbog til Toshiba Portégé model 3410CT,
3440CT og 3480CT. Teksten hører under den eksemplarisk gørende genre ‘manual’, og da jeg i
næste afsnit vil gå i dybden med gørende tekster, kan følgende makrostrukturelle analyse forstås
som en foregribelse af eller resonansbund herfor. Eksempeltekstens uddrag lød:
(1) Placer computeren, så der ikke opstår reflekser på skærmen fra sollys eller stærk
indendørsbelysning. (2) Brug tonede ruder, rullegardiner eller anden afskærmning til at
forhindre solblænding.
Den første sætning kan via makroreglen generalisering der her udleder det som er fælles for
“reflekser på skærmen fra sollys eller stærk indendørsbelysning”, udmøntes i makrostrukturen
Placer computeren så lysgener forhindres
Ligesom i sætning (1) kan midlerne til at opnå målet i sætning (2) sammenfattes i en
makrostrukturel generalisering: “Brug tonede ruder, rullegardiner eller anden afskærmning” kan
udtrykkes med “brug afskærmning”, og sætningens makrostruktur fremkommer med hjælp fra
reduktionsreglen konstruktion (verbet skiftes ud, og sætningen “vendes om”):
Undgå solblænding ved hjælp af afskærmning
Den samlede tekst lyder nu:
(1) Placer computeren så lysgener forhindres
(2) Undgå solblænding ved hjælp af afskærmning
Da “solblænding” er hyponymisk underordnet “lysgener”, er “solblænding” irrelevant i den sidste
omgang makrostrukturel analyse og kan slettes, mens “afskærmning” må bibeholdes som sideordnet
med placering (“Placer”). Ved hjælp af makroreglerne sletning og konstruktion når man så frem til
den endelige makrostruktur:
Placer eller afskærm computeren så lysgener forhindres
90

Imperativerne “Placer” og “afskærm” er metaassertiviske og anslår at teksten er perlokutionært
handlingsorienteret: Afsenderen slår fast at dette skal forstås som instrukser (direktiv), og at målet
er at modtageren igennem handling opnår det angivne resultat, at forhindre lysgener. Ud fra denne
karakteristik er stykket klart gørende. Det er ligeledes ikkefiktivt eftersom manglende reference og
prædikation uden forankring på forhånd ville udelukke den perlokutionære effekt fra at blive
realiseret. Teksten er endvidere realistisk, og det stemmer overens med at realisme generelt
kendetegner tekster der som manualen skal kunne tilegnes umiddelbart. Dog kan der optræde
maksimebrud af økonomisk art, fx metaforen “stærk indendørsbelysning” i eksemplet, men sådanne
brud anvendes prototypisk kun i tekster af denne art hvis de letter teksttilegnelsen, og det gør den
her anvendte konventionelle styrke-metafor netop.
Eksemplet er endvidere, som manualer prototypisk, diegetisk, og det skyldes at handlekoordineringens
fyldte kontekst prototypisk forudsætter afsenders udsigelsesmæssige tilstedeværelse.
Manualen er derudover rettet mod modtagers svarende (tale)handling, den er enkelt udtrykt,
ligesom den bærer præg af spontanitet og mundtlighed. Hvad angår de to sidste punkter, er det klart
at manualer ideelt set (men ikke altid reelt) formuleres omhyggeligt for at undgå misforståelser der
kan forhindre handlingernes udførelse; ikke desto mindre forekommer manualens sprog prototypisk
spontant i forhold til skønlitteraturens bearbejdede og tydeligvis overvejede formuleringer, ligesom
mundtlighed her skal forstås som modsætning til skønlitteraturens prototypiske markante
skriftlighed. Der er dog den finesse ved genrer som manualen at det spontane og mundtlige præg
ofte netop vil være et resultat af et intensivt arbejde med tekstens undertoner og udtryk.
Van Dijks mål med at udlede makrostrukturen var som sagt at finde frem til en tekst mest
muligt koncentrerede information (fx 1980:85). Det betyder at makrostrukturen er et semantisk
værktøj, dvs. et værktøj som uddrager tekstens meningsindhold, hvorimod tekstens andre træk
ignoreres. Dette slår van Dijk fx fast med følgende ord:
Since discourse relations and especially those we need in order to derive macrostructures are
primarily semantic, we further abstract from syntactic and morphophonological, or ‘surface’
structures, of sentences and focus attention on their semantic or ‘underlying’ structures.
(1980:30)
Om end van Dijk overbevisende argumenterer for at sprogbrugere i praksis anvender (noget der
ligner) makrostrukturen som semantisk analyseredskab, og at makrostrukturen er en teoretisk overbygning
på fundamentale kognitive principper (1980:2), så medfører den semantiske fundering af
begrebet problemer. Når det kommer til at udlede mening, vil forskellige mennesker nemlig nå frem
91

til forskellige resultater alt efter deres baggrunde – van Dijk erkender det og indrømmer at “the
derivation of macropropositions is very much socioculturally determined” (1980:55) og at “all
(macro- and micro)comprehension of discourse is relative to the cognitive set of language users”
(1980:57). Som semantisk begreb er makrostrukturen relativ.
Uden at tage stilling til i hvor høj grad den subjektive fortolknings relativisering svækker van
Dijks fremstilling, kan jeg konstatere at problemet forsvinder i min anvendelse af begrebet. Til
forskel fra van Dijk er jeg nemlig ikke ude efter semantiske koncentrater, men loyale makrostruk-
turelle repræsentationer af de træk som jeg har opstillet som afgørende for at beskrive tekster, dvs.
sprogets dimensioner og de intuitive kategorier. Derimod kan jeg godt leve med risikoen for at
makrostrukturens information ikke afspejler tekstens information helt præcist; meningseksakthed,
som det i øvrigt i forbindelse med mere komplicerede tekster så som digte næppe er muligt at
komme til enighed omkring, ligger simpelthen uden for mit undersøgelsesfelt. Transformationen af
makrostrukturbegrebet fra semantisk til formelt og sprogpragmatisk er imidlertid ikke
uproblematisk, og i det følgende vil jeg fokusere på et problem som synes altoverskyggende.
Da van Dijk fra begyndelsen har funderet makrostrukturen som semantisk begreb, kan det
dårligt håndtere sprog der strider i mod almindelige semantiske principper. Det gør fx Klaus Høecks
1001 digt (1995) hvor følgende uddrag er fra:
admiralen ar
riverede i
dag fra fjerne digtsamlin
ger jeg skrev engang
forvandlet nu til
en rigtig sommerfugl af
fløjl og stjerner på vinger
nes kønrøg
Et semantisk princip som van Dijk gennemgående forudsætter for at tale om makrostruktur, og som
Høeck tydeligvis undsiger sig, er kohærens. Ifølge van Dijk forudsætter kohærens “semantic organization
(viz., one globally valid theme or topic)” (1980:40), meningsfuldhed (1980:33) samt at “the
sentences must be linearly connected” (1980:101) – alle dele forsynder Høecks tekst sig klart i mod
– mens “the style of expression, the ordering of discourse parts, etc.” (1980:5) falder udenfor. I det
lys siger det sig selv at tekster som Høecks der bryder med realismen ved at betvivle tekstbegrebet,
92

dvs. ved at modsætte sig almindelige semantiske og syntaktiske principper, ikke uden videre lader
sig analysere makrostrukturelt. Hvis ikke man kan argumentere for hvordan en tekst hænger
sammen, hvad man næppe kan fyldestgørende i forbindelse med Høecks tekst, vil man heller ikke
kunne argumentere for hvordan den skal skilles ad og reduceres. Ikke desto mindre er det
nødvendigt hvis jeg skal have held til at karakterisere tekster ud fra makrostrukturen. 74
I praksis er problemet da heller ikke uoverstigeligt. I Høecks digts tilfælde kunne
makrostrukturen således lyde:
admiralen arriverede i dag
Selv om denne makrostruktur udtrykker en voldsom beskæring og fuldstændig overser Høecks
sandsynlige sprogkritiske projekt, er den ikke ueffen i mit øjemed; den tillader fx korrekt at
beskrive Høecks digt som sigende. Da det imidlertid selvsagt er nødvendigt at bevare realismebruddene
i tekster som afhænger af dem, må man bestræbe sig lidt ekstra for at yde realismebruddene
retfærdighed, og lader man lidt flere af realismebruddene i Høecks digt (end assonansen i admiralen
arriverede i dag) slippe forbi reduktionsreglernes barberblade, kunne makrostrukturen fx
formuleres:
admiralen arriverede i dag som en sommerfugl
Her er et klart realismebrud bevaret, dog i en anden form end digtets egen (metafor), nemlig som en
sammenligning. Da realismedimensionen ikke hierarkiserer realismebrud, er udskiftningen af en
metafor med en sammenligning formelt set irrelevant – det afgørende er at teksten kan beskrives
som brydende med realismen ud fra makrostrukturen.
Ikke kun eventuelle realismebrud, men også en eventuel handling, konkrete formuleringer,
stilfigurer og tematiske sammenhænge, går tabt i reduktionen. I min anvendelse af begrebet hvis
74
Man kunne sige at van Dijks begreb må være fejlbehæftet hvis ikke det kan redegøre for sprog i det hele taget. Det
synspunkt konfronterer van Dijk direkte, og jeg mener at han har ret: “The empirical claim is just that in general, and
conventionally, discourses are globally coherent. The actual acceptability, or rather the acceptance, of a particular
discourse without a macrostructure is not a counterexample against this assumption, no more than the acceptance of an
ungrammatical sentence is a counterexample against sentences having syntactic structure.” (1980:51). Hvad mere er, vil
besvær med at reducere en tekst i sig selv være prægnant mht. formel tekstkarakteristik – modstand mod den makrostrukturelle
analyse er således fx altid lig med realismebrud og prototypisk med sigen og mimesis.
93

mål på forhånd er angivet, betyder dette tab dog intet. Makrostrukturen skal nemlig i denne
sammenhæng ikke først og fremmest være fortolkningsmæssigt tro mod teksten – makrostrukturen
skal loyalt udlede de på forhånd angivne sprogdimensionelle og intuitive træk. Ud over at bringe
dem frem i lyset vil en makrostruktur også ofte antyde den overordnede type af den tekst som
makrostrukturen udtrykker, herunder typens prototypisk formål, kontekst og indholdstype. Det
skyldes at mange makrostrukturer udfolder sig i såkaldte ‘superstructures’, dvs. “the schematic form
that organizes the global meaning of a text.” (1980:108). For tekster der har en argumentativ
superstruktur, gælder det fx at
[…] the isolation or construction of macropropositions should follow the canonical schematic
structure of the argument, which indicates which textual ‘functions’ are relevant for this kind of
discourse. (1980:69)
Det jeg særligt hæfter mig ved i citatet, er at det af makrostrukturen bør fremgå hvilke tekstlige
funktioner der er relevante for den pågældende diskurstype. Sat i relation til gøren er det i
forlængelse heraf oplagt at konkludere at fremdragelsen af en makrostruktur fra enhver gørende
tekst i alle tilfælde forløber i det samme grundlæggende mønster, dvs. i en særlig gørende
superstruktur: ‘Gør X!’. ‘Gør X!’ kan forstås som en superstruktur hvis vigtigste ingrediens og
tekstlige funktion er handlingskoordinationen, markeret af dens talehandlingsteoretiske status som
perlokutionært handlingsorienteret.
Det skal siges at jeg med denne anvendelse af begrebet om superstrukturen har bragt mig på
stor afstand af van Dijks udgangspunkt. Van Dijk mener nemlig at der findes langt flere end blot to
superstrukturer, at de er kulturbetingede konventioner samt at der ikke findes superstrukturer for
enhver tekst- eller diskurstype (1980:108-110). Mit forslag går ud på at nøjes med to
superstrukturer idet de til gengæld bringes op på et abstraktionsniveau hvor de sidestilles med de to
sprogpragmatiske, ikke konventionelle modi, gøren og sigen. Gøren og sigen manifesterer sig
nemlig netop som afgørende forskellige skematiske (handle-)former som vist i afsnittet om
talehandling. Og van Dijk er faktisk lige ved at definere i hvert fald gøren som superstruktur:
[…] it may be the case that certain categories and rules of superstructures […] are, at least
originally, functional with respect to the contextual aspects of communication and interaction.
Thus, both everyday conversation and the various discourse types in court are globally
organized in close relation with the respective interaction constraints of their contexts.
(1980:110)
94

Selv om van Dijk holder sig til at skrive om “certain categories and rules of superstructures”,
angiver han dog her, for mig at se helt korrekt, at konteksten lægger så tydelige bånd på visse tekst-
eller diskurstyper at det udmønter sig superstrukturelt, og tager man hans eksempler, handlekoordinerende
hverdagssamtale og retsdiskurser, med i betragtningen, er resultatet klart en gørende superstruktur.
Og hermed er tiden kommet til at gå konkrete eksempler på gørende tekster nærmere efter i
sømmene.
Gørende genrer: reklame og manuskript
Muligheden for at behandle en tekst som en makrostrukturel talehandling er særligt vigtig i tilfælde
hvor den pågældende tekst er kompliceret da makrostrukturens overskuelighed vil lette arbejdet
med teksten. Komplikationer er ikke sjældne, og som vi skal se, dukker især en hurtigt op i
forbindelse med tekster i genrerne ‘reklame’ og ‘manuskript’: Reklamen og manuskriptet må principielt
set begge opfattes som på hver sin måde indeholdende to makrostrukturer, en gørende og en
sigende. Det vil dog kunne konkluderes at begge genrers gørende makrostrukturer er primære.
Manualen udgør et enklere eksempel da der kun kan udledes en makrostruktur af den, en gørende,
og analysen fra afsnittet Makrostruktur giver derfor et konkret, empirisk grundlag for at beskrive
reklamen og manuskriptet som i nogen grad afvigende.
De følgende beskrivelser af reklame- og manuskriptgenren er funderet på de teoretiske
overvejelser i specialets andet kapitel, mens de ikke hviler på omfattende empiriske undersøgelser.
De eksempler jeg inddrager, skal derfor forstås som illustrationer af teoriens praktiske
anvendelighed, ikke nødvendigvis som særligt typiske eksempler på genren, fremdraget på
baggrund af botaniseren i eksisterende tekstfelter. Jeg forudsætter dog at mine genrebeskrivelser
kan appliceres generelt.
Reklame
At tale om reklamen som én genre er problematisk da reklamer i praksis iklædes forskellige
konventionelle genredragter med dertilhørende forskellige kombinationer af fx tekst, medium, brug
af billeder og grad af direkthed hvormed budskabet afleveres. Når reklamer kan manifestere sig så
forskelligt, skyldes det at enhver tekst fra enhver genre som i de relevante køb- salgskontekster kan
95

ealisere den perlokutionære effekt at få modtager til at købe et bestemt produkt, i princippet kan
kaldes ‘reklame’. 75 Eller sagt på en anden måde: For at en tekst kan kaldes ‘reklame’, er det såvel
tilstrækkeligt som nødvendigt at den kan realisere netop denne perlokutionære effekt. Van Dijk er
inde på det samme:
Advertisements may have nearly any form, and the importance of certain propositions is […]
controlled by […] the pragmatic and sociocultural functions of the text directly. (1980:126)
Når jeg i det følgende karakteriserer ‘reklamen’, hentyder jeg således ikke til én af reklamens
mulige genreformer, men derimod til det som er fælles for dem alle.
Ifølge litteraturen på feltet har alle reklamer ud over salgsformålet en karakteristisk
dobbelthed mellem information og opfordring til fælles. Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsen mener
at informationen kun fylder lidt, og at reklamen først og fremmest udtrykker “en stærkt suggestiv
hensigt” (1982:43) i kraft af sproglig-stilistiske virkemidler lånt fra det Brandt-Pedersen og Rønn-
Poulsen kalder “den lyriske hovedgenre” (ibid.). Formålet med suggestionen er med Frandsen,
Halkier og Johansens ord fra bogen Net>værk
[…] at påvirke modtagernes adfærd eller sagt på en anden måde at få modtagerne til at købe det
produkt, den ide, den person eller den virksomhed, reklamen omhandler. (2002:186)
I modsætning til Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsen vurderer Frandsen, Halkier og Johansen at
informationsmængden varierer alt efter hvor direkte reklamen vil påvirke sin modtager – jo mere
indirekte, jo mere information (ibid.). Alle er dog enige om at målet i sidste ende er at modtageren
påvirkes til at købe, og, følgelig, at opfordringsdelen per definition er primær uanset hvor indirekte
påvirkningen er. Det betyder ikke at reklamer uden information er normen; uden information ville
reklamen nemlig være en opfordring uden begrundelse for opfordringens rimelighed, og en sådan
form grænser til det uhøflige og vil næppe stemme modtagerne positivt, endsige vække deres
interesse. 76
75 Finn Frandsen, Henrik Halkier og Winni Johansen giver bl.a. disse eksempler på reklamegenrer: Reklameannonce i
forskellige medier, mailings, salgsbreve, informationsfoldere, produktbrochurer, plakater, outdoor-reklamer og
emballagekommunikation (2002:186). Rammerne er imidlertid endnu videre, for som det vil fremgå, kan fx selv en
selvbiografi forstås som en reklame i den rette kontekst.
76 Simon Ulrik Kragh argumenterer for at markedsføring må bygge på information eller suggestion, med hans ord
‘primære og sekundære betydningslag’ (fx 1997:27), idet han ikke mener at forbrugerne ville “købe ting, hvis ikke de
havde betydning.” (1997:41). I de senere år er der ifølge Anne-Marie Søderberg kommet stadig mere information ind i
96

Den som for mig at se kommer tættest på at beskrive reklamens dobbelthed præcist, er van
Dijk. En af de tekster han underkaster en eksemplarisk makrostrukturel analyse, er en reklame for
sprogundervisningsudbyderen Berlitz, og i relation til den konkluderer han:
Note that the global meaning of this text, as in the case for advertisements in general, does not
contain the crucial macroproposition of advertising communication viz., USE X. Instead, only
the conditions for such a practical conclusion are spelled out […]. The incompleteness or
indirectness of the global meaning is also typical for requests and advice in general: The
hearer/reader is expected to draw the (macro-)conclusion for himself. (1980:71-73)
På baggrund af denne redegørelse kan reklamens informationsdel forstås som et forsøg på at
“smøre” modtager til at drage den ønskede konklusion, og modtagers konklusion falder så sammen
med afsenders opfordring der i van dijkske termer udgør “the crucial macroproposition of
advertising communication”.
Med den talehandlingsteoretiske udarbejdelse af gøren-sigen kan karakteristikken af den
dobbelte reklame kvalificeres idet opfordringsdelen antages at være gørende, 77 mens informationsdelen
antages at være sigende. 78 At det forholder sig sådan, fremgår fx tydeligt af avisannoncen for
FDM med følgende tekst: 79
reklamerne da virksomhederne derved imødegår en tiltagende kritisk forbrugerbevidsthed ved at præsentere “[…] deres
filosofi og deres forretningsprincipper, og […] understreger, hvordan de bidrager positivt til samfundets udvikling,
naturens bevarelse osv.” (1997:43). Hanne Pedersen markerer dog en uenighed idet hun lægger vægt på reklamens
opfordringsdel: Reklamer er gået fra at være “enkle og oplysende” til i dag at være “komplicerede og overbevisende”
(2003:8), hævder hun.
77
Bemærk i øvrigt i den forbindelse ligheden mellem min udgave af den gørende superstruktur, ‘Gør X!’, og van Dijks
udtryk for reklamens afgørende makroproposition, “USE X”.
78
Mere detaljeret er der tale om at reklamer er så godt som paradigmatiske for gøren: Jeg har beskrevet gøren som
talehandlinger der i udgangspunktet er illokutionært sandhedsfølsomme (som alle illokutioner), som ændrer modtagers
viden og som i kraft af vidensændringen initierer en implikaturdragning der, om vellykket, fører til sproglig eller ikkesproglig
handling. Denne procedure for identifikation af gørende talehandlinger fremkommer med stor præcision i
analysen af en reklame.
79
Som Frandsen, Halkier og Johansen gør opmærksom på, er en reklameanalyse uden hensyntagen til det visuelle
udtryk ufuldstændig da reklamer er “multimodale tekster, der så godt som altid anvender såvel verbale som nonverbale
koder.” (2002:187). Da jeg imidlertid ikke prætenderer at give en fuldstændig analyse, idet mit fokus er anvendelighed
af de sprogpragmatiske begreber gøren og sigen, lader jeg betragtninger over det visuelle ligge.
97

Klemt i en
trafiksag?
For 515 kr. om året får
FDMs medlemmer bl.a.
professionel rådgivning
fra vores jurister.
Læs mere på www.fdm.dk eller ring 70 13 30 40
(Forsiden af Politiken, d.14/5 2004)
Teksten er delt op i tre: først et spørgsmål, dernæst et stykke objektiv information og til sidst en
opfordring – ikke om at blive kunde hos FDM, men om at søge yderligere information.
Spørgsmålet “Klemt i en trafiksag?” fungerer med den klassiske retoriks term som exordium,
en appetitvækker. Spørgsmålet konfronterer modtageren med en så generel situation at den omfatter
alle tænkelige juridiske sager for FDM, men den kan dog konkretiseres til noget genkendeligt,
nemlig uenighed omkring et trafikuhelds skyldsspørgsmål. Erindrer man at et spørgsmål ifølge
Searle er en form for anmodning, er det klart at afsenderen allerede med spørgsmålet ønsker
modtageren på banen: Spørgsmålet der er en handlingsorienteret metaassertiv, har som tilsigtet
perlokutionær effekt at modtageren forestiller sig klemt i en trafiksag.
Realiseres denne perlokutionære effekt, er der gode chancer for at modtager vil læse det
følgende stykke information der tilsyneladende er vidensorienteret, med interesse. Det indledende
spørgsmål vil nemlig have givet modtageren en kontekst hvori det er relevant at modtage
informationen: hvis jeg er klemt i en trafiksag, er det rart at vide at jeg kan få “professionel
rådgivning fra vores jurister”, og endvidere giver spørgsmålets kolporterede kontekst (et trafikuheld
med store omkostninger til følge) en opfattelse af at 515 kr. er en billig pris for rådgivningen.
Således betrygget vil modtagerens blik med stor sandsynlighed glide videre ned over tekstens sidste
del hvor der i imperativets form (metaassertiv med direktiv, handlingsorienteret perlokution 2 )
lægges op til at etablere kontakt med afsender: “Læs mere på www.fdm.dk eller ring 70 13 30 40”.
Dog er afsender stadig for høflig til åbent at opfordre modtager til at spendere de 515 kr. –
kontakten behøver kun medføre yderligere information.
Makrostrukturelt ser teksten i første omgang sådan ud:
98

(a) (Er du) klemt i en trafiksag?
(b) FDM rådgiver sine medlemmer professionelt
(c) Søg mere information
Disse makrostrukturer svarer til afsnitsoverskrifter og kan reduceres yderligere: (a) kan slettes da
spørgsmålet blot tjener til at vække modtagerens interesse for (b), og også (c) kan slettes da
opfordringen ikke går på at købe FDMs produkt (i hvilket tilfælde (c) ville være afgørende), men
blot på at få mere information, sidestillet med (b). Altså er reklamens endelige makrostruktur:
FDM rådgiver sine medlemmer professionelt
Denne makrostruktur udviser nu lige netop reklamens karakteristiske dobbelthed: Makrostrukturen
er tilsyneladende sigende idet afsenders perlokutionære handling kun ser ud til at fordre accept eller
afvisning af propositionens sandhed af modtageren; den kan karakteriseres som vidensorienteret
(perlokution 1 ). Umiddelbart vurderet er propositionen ikkefiktiv, og hvad angår direction of fit er
der tale om at ordene skal stemme overens med noget i verden (tetisk).
Manglerne ved denne karakteristik af makrostrukturen viser sig hvis man spørger hvorfor
modtageren skal modtage den. Makrostrukturens oplysning forekommer irrelevant (når man ser bort
fra spørgsmålets kolporterede kontekst som blev elimineret i den makrostrukturelle reduktion), og
det svarer til et for reklamegenren konstitutionelt brud på Grices princip om kommunikativt
samarbejde – næppe på maksimen for kvalitet som Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsen antyder
(1982:43), snarere på maksimen for relevans: Modtageren må drage en implikatur for at etablere
relevansen – det var netop indebyrden af van Dijks udsagn om at “only the conditions for such a
practical conclusion are spelled out”. Med implikaturdragningen konkluderer modtager at afsender
ønsker at modtager skal føle sig inklineret til at købe FDMs produkt, altså at afsenders indirekte
talehandling lyder “Køb FDMs produkt!”. Denne talehandling er gørende med metaassertivisk
illokution, handlingsorienteret, direktiv perlokution og med telisk direction of fit.
På denne baggrund kan reklamen essentielt, dvs. i den indirekte og primære talehandling
“Køb X!”, siges at sigte mod handleforlængelse i den fyldte kontekst, mens reklamen på overfladen,
dvs. i den direkte og sekundære talehandling, sigter mod vidensændring. I reklamer synes den
indirekte og primære talehandling at blive liste ind under den direkte og sekundære talehandlings
ofte stilfigur-prydede dække som tiltrækker opmærksomheden – sådan så bl.a. van Dijk det – og det
99

gør reklamegenren strategisk perlokutionær i Habermas’ forstand: Reklamens afsender forsøger at
bevæge modtager til at købe noget uden at modtager skal føle at dette overtalelsesforsøg er hele
eller selve ærindet (Habermas, 1981: 218-219). Rimeligvis skal det siges at den strategiske brug af
indirekte talehandlinger også kan skyldes bl.a. høflighed (se fx Widell, 2001:22, note 5). Dertil
kommer at et udsagn som ikke umiddelbart siger sig selv, kan have større chance for at vække
opmærksomhed – og opmærksomhed er naturligvis afgørende for reklamen. 80
I forhold til fiktionsdimensionen er reklamen som indirekte talehandling anskuet oplagt
ikkefiktiv: Den vare som afsender retter modtagers opmærksomhed mod, må eksistere for at kunne
købes. Der refereres altså. Prædikationen kan imidlertid godt være fejlagtig. Der vil i så fald
imidlertid ikke være tale om et fiktivt træk, men om løgn eller om at afsenderen beskriver sin vare
som anderledes, typisk bedre, end den er. Anskuet i den direkte talehandling kan reklamen imidlertid
godt være fiktiv. Det er de talløse reklamer der fortæller fiktive historier med en forhåbning om
at historien vækker interesse for produktet, eksempler på (fx historierne om den sporty tiger der
lever af cornflakes af mærket Frosties). 81 Pointen er dog at modtageren af reklamen alligevel vil
kunne finde en mening med udsagnet ved at drage implikaturer, og denne mening, den indirekte
talehandling, vil for reklamens vedkommende per definition være ikkefiktiv.
Med distinktionen mellem reklamens direkte og indirekte makrostrukturelle talehandling
undgår man den forvirring som fx Hanne Pedersen i sin bog Reklamer er stedt i hvad angår fiktion.
Pedersen hævder, godt nok i en tekst som tydeligvis lægger mere vægt på pædagogisk klarhed end
teoretisk nøjagtighed, at
De fleste af nutidens reklamer er sammensat af det ikke-fiktive (produktet) og det fiktive
(produktets betydning for vores liv). (2003:9)
Med denne konstatering forårsager Pedersen for mig at se forvirring på flere niveauer: Dels er det
fiktive og ikkefiktive ikke sideordnet i reklamen sådan som Pedersen antyder – det ikkefiktive er
80
Den prototypiske brug af strategisk perlokution er det ene punkt hvor reklamen ikke er paradigmatisk gørende: Som
hovedregel er gørende talehandlinger ikke hverken mere eller mindre fordækte end sigende. Det er ikke i strid med at
gøren i modsætning til sigen altid bryder med Grices princip om kommunikativt samarbejde og fordrer implikaturdragning,
for disse brud og implikaturer er almindeligt anvendte og ofte endda konventionelle træk i sproget.
81
I modsætning til konventionelle fiktionstekster kan reklamen som hovedregel ikke siges at være medlem af
konventionen ‘fiktion’, heller ikke i den direkte talehandling. I stedet afhænger en reklame der gør brug af en fiktiv
direkte talehandling, af velvillige modtagere der via implikaturer accepterer at dette ikke skal forstås som løgn, men
som (noget der ligner) fiktion.
100

nødvendigvis primært. Dernæst er Pedersens fiktionsdefinition fejlbehæftet: Et produkt kan ikke
være hverken fiktivt eller ikkefiktivt; det er simpelthen, mens spørgsmålet om fiktion er henlagt til
referencen til og prædikationen af produktet. Og endelig er det som Pedersen kalder reklamens
fiktion, rettelig løgn: Hvis det i en reklame for Colgate-tandpasta (Pedersens eksempel) hævdes at
man ud over sunde tænder får et lykkeligt liv af at bruge tandpastaen, så er der, i hvert fald på
niveauet for den indirekte og primære talehandling, ikke tale om fiktion, men om løgn. Pedersen
skelner imidlertid ikke mellem fiktion og løgn i sin vage fiktionsdefinition som går ud på at noget er
“uden hold i virkeligheden” (ibid.).
Reklamens karakteristiske fordobling i direkte og indirekte talehandling giver mulighed for
det som Brandt-Pedersen og Rønn-Poulsen omtalte som virkemidler fra den lyriske hovedgenre:
Den direkte, overfladiske talehandling skal gerne fange potentielle køberes opmærksomhed, og det
kan lyriske træk bidrage til, men i den indirekte og essentielle talehandling risikerer lyriske træk at
forstyrre billedet, fx ved at gøre det tvetydigt, hvorfor trækkene her elimineres. Lyriske virkemidler
betegner brud på realismens kernesproglige forlæg, fx siger man med semantiske stilfigurer
(metafor, metonymi, katakrese m.v.) ikke direkte det man mener, hvorved de griceske maksimer for
kvalitet og måde brydes, ligesom man med syntaktiske stilfigurer (fx rim og allitteration) bryder
med forventningen om normalsprogligt flow der er indeholdt i maksimerne for måde og kvantitet.
Såvel realisme som ikkefiktion er altså kendetegnende for reklamen(-s essentielle, primære,
indirekte og makrostrukturelle talehandling), men fiktion og realismebrud kan forekomme i de
direkte (overfladiske og sekundære) talehandlinger. Realismebrud i form af stilfigurer må endda
siges at forekomme i rigt mål som det der skaber opmærksomhed, munterhed, nydelse, respekt osv.
i forbindelse med reklamen og produktet.
I kraft af som gørende at være indfældet i handlekontekster, vil udsigelsen i reklamens
primære, indirekte talehandling være diegetisk da det for denne afsender ville virke mod hensigten
at tage en udsigelsesmæssige (mimetisk) maske på; modtageren må vide hvem han skal opsøge for
at købe produktet. I den direkte talehandling har afsenderen imidlertid frie hænder til at iklæde sig
masker – i Star- og Homereklamen skal den tilsyneladende afsender således forstås som en
mimetisk repræsentation med hvilken det er meningen at modtager skal identificere sig, ikke som
den reelle producent eller sælger.
De intuitive beskrivelser af gøren var enkelt udtrykt, spontan og mundtlig, og også disse træk
kendetegner reklamens gørende del: Reklamens indirekte talehandling, omtrentligt svarende til
101

”Køb X!”, er enkelt udtrykt hvilket bliver helt klart når man sammenligner med den sigende,
overfladiske reklamedels ofte sofistikerede udtryk. Ligeledes set i lyset af reklamens sigende del
forekommer den gørende del spontan, og i forlængelse af spontaniteten er der et mundtligt præg
over reklamens gørende del. Fx er Texacos tidligere slogan “Texaco tænker på dig” klart mere
gennemtænkt, bearbejdet og mindre mundtligt end sloganets underforståede mening: “Handl hos
Texaco!”.
Et ekstremt, men meget klart eksempel på reklamegenrens metamorfosiske muligheder og
dobbeltspil mellem gøren og sigen, gives af teksten Go’daw, jeg hedder Lars Larsen – Jeg har et
godt tilbud (2004) som grundlæggeren af JYSK A/S, Lars Larsen, udsendte i forbindelse med
firmaets 25 års jubilæum. Umiddelbart ligner teksten et eksempel fra den sigende genre
‘selvbiografi’, og på forsiden står der da også “En selvbiografi af Lars Larsen”. Dette mærkat
harmonerer imidlertid ikke med følgende udmelding fra kommunikationschefen for JYSK A/S, Kim
Nøhr Skibsted:
Selvfølgelig er det [udgivelsen af bogen] da et markedsføringstiltag, som helst skal få kunderne
til at være trofaste over for forretningen. (Politiken, d. 23 marts, 2004).
Står Nøhr Skibsteds ord til troende, er Larsens tekst faktisk et eksempel fra den gørende genre
‘reklame’, og det på trods af at det intetsteds i teksten siges at Lars Larsen vil andet end at berette
om sit liv og således skrive en sigende tekst. 82 Er teksten gørende, hvad jeg mener at den er, kan det
derfor kun fastslås ud fra kontekstuelle forhold, fx Nøhr Skibsteds udsagn og det forhold at Larsen
er en kendt dyne-købmand. Men springet fra den sigende makrostruktur “Mit liv formede sig sådan
og sådan, og nu er jeg endt her” til den gørende makrostruktur “Vær trofast over for JYSK A/S!”
(eller: “Køb JYSKs varer!”) er enormt. Eksemplet er imidlertid kun så opsigtvækkende som det er,
fordi det ikke er typisk – og heri ligger sandsynligvis i sig selv en klar (kontekstuel) indikation på at
teksten er en reklame: Tiltagets originalitet skaffer stor opmærksomhed til Larsen, og da Larsen
inkarnerer firmaet, svarer tiltaget til reklame. Overgangen fra en reklames sigende del til den
gørende kan altså principielt set være usynlig i teksten selv, men er der tale om en reklame, må der
kunne findes en overgang i konteksten.
82 Til allersidst i Larsens bog er der to sider med såkaldte “fødselsdagstilbud”. Her kan man altså sige at der bekendes
kulør, men da reklamedelen følger efter selvbiografien, hvis afrunding er behørigt og formelt markeret med Lars
Larsens signatur, skal den forstås som et tillæg, en ny tekst, og ikke som en del af selvbiografien.
102

Som en effekt af at enhver talehandling, sigende som gørende, er udsat for modtagerens
fortolkning, vil selv en talehandling der er intenderet som sigende og som i sig selv og ud fra
konteksten forekommer sigende, alligevel kunne opfattes som gørende; det er selv i så
tilsyneladende klare tilfælde muligt for modtager at lægge til eller trække fra. Helt oplagt risikerer
enhver tekst der er afsendt af en som har noget at sælge, at blive opfattet som en reklame – uanset
om salg reelt er formålet med teksten. Det er i overensstemmelse med Jørn Helders opfattelse i
artiklen ‘Til Center for genregulation og plasticitet i det neuroendokrine netværk, Afdeling for
molekylær biologi, søges… En diagnose på udvalgte stillingsannoncer fra Statens Serum Institut’
ifølge hvilken en virksomheds udtalelser, lige fra reklamen til årsberetningen og stillingsannoncen,
“fortæller noget om den måde, organisationen ønsker at fremstå på både internt og eksternt.”
(1997:83). Alle udtalelserne kan med andre ord berede vejen for fremtidigt salg ved et at fremmane
et flatterende billede af virksomhedens værdier og principper. Fra dette standpunkt er skridtet
imidlertid ikke langt til også at se et digt som en reklame for lyrikeren eller en kronik som reklame
for kronikøren, og det synes at være at gå klart for langt i fortolkningen. Man skal ikke være blind
for det der siges mellem linierne, men man skal på den anden side passe på med, med Habermas’
ord, at opfatte samtalepartnere som til enhver tid strategisk perlokutionært handlende. I
modsætningen til fx Helder vil jeg hævde at der må være kontekstuelle markører at lægge til grund
for at tolke en tekst som en gørende ulv i sigens fåreklæder; enhver tekst kan tolkes perlokutionært,
men tolkningen er ikke i alle tilfælde fair.
Manuskript
I Dramaets blik spørger Barbara Simonsen:
Der er skrevet dramaer i mindst 2500 år. Skulle det virkeligt være muligt at afgrænse en rimeligt
formulerbar fællesnævner for alle disse dramaer? (2001:17)
Simonsen hælder til at svare benægtende idet hun fx fokuserer på heltefiguren og slår fast at denne
er blevet radikalt anderledes fra det antikke drama til det moderne (fx 2001:14). Med sit svar sætter
Simonsen imidlertid sin analyse ind på et niveau hvorfra et bekræftende svar næppe kan gives,
nemlig dramaets temaverden. At denne forandrer sig i takt med historien, er oplagt. Tager man
derimod udgangspunkt i manuskriptets sprogpragmatiske kendetegn, er der transhistoriske
fællesnævnere at finde. Med dette udgangspunkt forrykker man fokus i forhold til Simonsen der ud
over tematik anser sceneopførslen for det naturlige afsæt for definitionsforsøget: analyserer man
103

sprogpragmatisk, må man naturligvis tage afsæt i sprog, dvs. i opførslens tekstlige forlæg,
manuskriptet. Bjørn Moe følger også dette spor i Den danske skueplads med sin angivelse af at
[…] dramatikerens specielle særsprog […] skal jo i sin skrevne form have den egenskab mere
end særsproget i alle andre tekster, at dets udtryk skal kunne overføres til scenen og gengives
dér ved hjælp af tilsvarende udtryk i tale og bevægelse. (1973:8)
Ifølge Moe skal dramatiske tekster “bedømmes ud fra deres muligheder for at blive realiseret på
scenen.” (1973:22), men realiseringens afgørende springbræt, drama-manuskriptets sprogpragmatiske
særpræg, formår Moe ikke at angive.
På overfladen kommer manuskriptets sprogpragmatiske og historisk ensartede særpræg til
syne i dets formelle opbygning: Manuskripter har tilsyneladende til alle tider indeholdt dels
regibemærkninger og dels replikker. Regibemærkninger er dramatikerens diegetiske tale til
dramaets skuespillere, scenograf, instruktør etc., mens replikkerne er mimetiske tale iscenesat af
dramatikeren: Skuespillerne er således forstået afsenderens “maske”, ligesom dramatikeren kan
siges at tale gennem instruktionen, scenografien, koreografien osv. – for så vidt dramatikeren
eksplicit har givet anvisninger som følges, desangående. 83
Distinktionen mellem regibemærkninger og replikker giver dermed teoretisk mulighed for at
opfatte de iscenesatte karakterer som afsendere – hvad læsere uden aktier i dramaets opførsel i
øvrigt også rent intuitivt gør. Muligheden for at skelne mellem disse to afsenderinstanser eksisterer
lige fra antikken, fx tragedien Medea (431 f.kr.) af Euripides, til nutiden, fx Leif Panduros enakter
Kufferten (1966), og det er på baggrund heraf at dramaet kan beskrives som en dobbelt genre. Lad
os betragte sagen nærmere i Panduros Kufferten:
Ulch. (Kikker på strikketøjet.)
Moderen. Prøv den min dreng!
Ulch. (kikker nærmere.) Der er ingen ærmer i den!
Moderen. Visse vasse… hva’ ska’ du med ærmer?
Ulch. (Er ved at få den over hovedet.) Til mine hænder…
83
Dramaet rummer en slags maskeret kommunikation fra afsenderen som ikke er sproglig, nemlig skuespillernes ikkesproglige
handling samt opbygningen af scenen. Dette forhold kunne føre til at man for dramaets vedkommende talte
om visen på niveau med gøren og sigen, men da visen, forstået som fremstillet handling af ikke-sproglig art, falder uden
for mit talehandlingsteoretiske fokus og yderligere synes at kunne reduceres ind under mimesis’ overordnede ramme,
vil jeg lade denne mulige kategori ligge (se note 6).
104

Moderen. (Maser løs.) Du kommer bare galt afsted med dine hænder…
Ulch. (River sig løs.) Nej… nej… det er en spændetrøje
Moderen. (Kommer efter ham.) Prøv den nu!
Ulch. (Flygter – hen til Fabian.) Nej nej! […]
(1966:89)
Betragtet på det diegetiske niveau hvor dramatikeren er afsenderen, er det som er på færde her og
som passagen eksemplarisk for manuskript-genren viser, angivet meget præcist af Searle:
That is, it seems to me the illocutionary force of the text of a play is like the illocutionary force
of a recipe for baking a cake. It is a set of instructions for how to do something, namely, how to
perform the play. (1979:70)
Manuskripter består af instruktioner, skriver Searle, og kun hvad angår en talehandlingsteknisk
detalje, er jeg uenig: Da jeg med Widell hævder at der blot er en illokution, nemlig assertiven,
forstår jeg den searlske illokution “instructions” som den implikaturbårne perlokutionære handling
(perlokution 2 ) at formå modtager til at handle, ikke som en særskilt “illocutionary force”. Men
derudover rammer Searle hovedet på sømmet: Dramatikere er handlingsanvisende afsendere, og de
adskiller sig kun fra reklamens diegetiske afsendere ved ikke at handle strategisk. 84 Ligesom der
kunne angives en generel reklame-makrostruktur, “Køb X!”, kan man således for manuskriptet
generelt angive makrostrukturen
For at opnå X (stykkets opførsel) gør da Y!
I eksemplet angiver Panduro fx i de hyppige parenteser hvilke handlinger af ikke-sproglig art
karakteren skal udføre, mens replikkerne er angivelser af hvilke talehandlinger der skal udføres, og
det er her, som det vil være i alle manuskripter, tydeligt at afsenderens diegetiske, ikkefiktive,
realistiske og, frem for alt, gørende handlingsorienterede tale sætter sig igennem i en fyldt og
84
Diegesis er vigtig her som følge af behovet for at undgå misforståelser i dramatikerens instrukser. Med Moes ord: “I
hver en replik eller regibemærkning må ordvalg og sprogbrug være formet så sikkert at bevidst, at skuespillerne kan
skabe figurer ud af rollerne, og instruktør, scenograf og teknisk stab kan skabe dekorationer, lys og lyd ud af de
sceniske regibemærkninger.” (1973:23)
105

konkret kontekst hvor de anviste handlinger kan omsættes. At de handlinger som dramatikeren
anviser udført, i sig selv er fiktive, 85 anfægter ikke denne status for manuskriptets makrostruktur.
Manuskriptets fordobling i dramatikerens primære og skuespillernes (sekundære) afsender-
instanser der markerer denne genres helt afgørende særpræg, medfører en fordobling i makro-
struktur: Dramatikerens er gørende, diegetisk, realistisk og ikkefiktiv, mens skuespillernes er mime-
tisk, fiktiv, realistisk eller brydende med realismen og sigende eller gørende, alt efter karakteren af
de iscenesatte talehandlinger. Sat i relation til begrebet om kontekst udstyrer dette særpræg tillige
manuskriptet med en dobbelt anvendelse, dels før opførslen og dels i og med opførslen.
Også Genette kommenterer i Fiction and Diction manuskriptet, og han hævder at Searle tager
fejl idet manuskriptet kun læses som instruktioner af “a theatrical company” (1991:32), mens
udenforstående læsere af manuskriptet ville kunne forstå instruktionerne som “a description of what
is going on onstage.” (ibid.), dvs. som sigen. Her overser Genette at en sidestilling af manuskriptets
gørende talehandlinger med de sigende som en læsning af manuskriptet som beskrivelse
nødvendigvis medfører, fjerner talehandlingerne fra den tiltænkte kontekst hvori de skal omsættes
som handling på scenen. Med Moes ord er der “i udarbejdelsen af den dramatiske tekst […] ikke
tænkt på, at teksten skal læses […] der er tværtimod tænkt på, at den skal opleves på scenen”
(1973:10). Opfattes instruktionerne ikke som manuskriptets primære niveau, vil teksten ikke
fremstå som et manuskript, men som en roman med præsenterende eller, alt efter omfanget af
regibemærkninger, visende fortæller, fx som i Eks (se s. 81-82).
Genette har imidlertid ret i at manuskriptet under en bestemt betragtning rummer to niveauer,
nemlig den betragtning hvor man ikke kun tager udgangspunkt i dramatikeren som diegetisk
afsender, men også i skuespillerne som mimetiske afsendere. Ifølge denne betragtning kan et
manuskript sagtens være stedvist sigende. I følgende passage fra Medea kræver denne læsning blot
at dramatikerens angivelse af navn og de handlingsanvisende parenteser ignoreres:
85
Fiktion er ret beset et talehandlingsfænomen og skal man tale om noget i stil med fiktion for andre typer af
handlinger, kan man med fordel betragte det at fingere. Således er skuespillerens død fingeret, scenografens opbygning
af et hus er fingeret (det er ikke egentligt et hus), slagsmålet mellem to skuespillere er fingeret – og fingerede er
egentlig også skuespilleres talehandlinger, fx Vogterens udsagn til Medea om at “din bryllupsgave gjorde kongens
datter glad”. Der er ingen konge eller kongedatter, intet bryllup eller bryllupsgave til stede på scenen – og skuespilleren
ved det. For talehandlingernes vedkommende kan denne fingeren imidlertid reduceres til et spørgsmål om reference,
prædikation og konvention (se Gøren er definitorisk ikkefiktiv).
106

Vogteren
(kommer med børnene)
Medea, dine børn får lov at blive her, din bryllupsgave gjorde kongens datter glad, og intet ondt
truer mer fra denne kant. Hvad nu? Du står så sønderknust, skønt alting tegner lyst? Af hvilken
grund har du nu vendt dit ansigt bort og hører på med sorg, hvad jeg har meldt med fryd?
(Medea sukker og klager)
(1969:51)
Passagen adskiller sig kun fra Eks ved den diegetiske afsenders opdukken i parenteser og
navneangivelsen. Ignorerer man denne afsender og fokuserer på replikken, kan man imidlertid se
såvel gøren som sigen: Den første sætning (frem til spørgsmålet “Hvad nu?”) er vidensorienteret
uden anden følge end accept eller afvisning fra Medeas side, mens de efterfølgende spørgsmål er
gørende, orienteret mod Medeas svarende (tale)handling. For replikker der som regel, men dog ikke
i dette eksempel, angives i citationstegn, medfører afsenderens her forestillede retræte at replikkerne
ligner præcist affotograferet tale. Tager man imidlertid afsenderen i betragtning igen, er konteksten
pludselig en helt anden, og det har afgørende betydning: Replikkernes ord anvendes som markeret
af citationstegnene stadig ikke normalt (Searle 1969:76), men nu er de skiftet fra at være fremviste
og omtalte (ibid.) til at være anviste handlinger. Den præcise affotografering angår med andre ord
ikke længere noget overstået (evt. fiktivt) som gengives, men noget som skal gengives i fremtiden
af skuespilleren. Citationstegnene signalerer ikke længere afsenderens ansvar angående præcision i
gengivelsen, men i stedet afsenderens krav til skuespilleren om præcision i udførelsen.
I modsætning til reklamen for hvilken forholdet mellem den gørende og sigende del er et
forhold mellem direkte og indirekte talehandlinger, hører manuskriptets fordobling mellem gøren
og sigen til på et underordnet niveau; overordnet er manuskriptet gørende, uanset om dets primære
makrostrukturelle talehandling skulle være indirekte. Med udgangspunkt i manuskriptets primære
makrostruktur kan fordoblingen illustreres således:
Manuskript:
1. Afsender (dramatiker):
For at opnå X (stykkets opførsel) gør da Y! gøren
2. Afsender (skuespiller):
“Medea, dine børn får lov at blive her […].” gøren/sigen
Fig. 6
107

Pointen om at manuskriptet indeholder en fordobling af gøren-sigen er således receptionsæstetisk
snarere end sprogpragmatisk: Modtages manuskriptet af de tiltænkte modtagere i den rette kontekst,
er det at sammenligne med en manual der anviser hvordan en række handlinger skal udføres for at
opnå et ønsket resultat. Manuskriptet er dermed gørende, ligesom det i øvrigt som manualen kan
beskrives som ikkefiktivt, realistisk, handlingsorienteret, med sigte på en fyldt kontekst, telisk
direction of fit, diegetisk, enkelt udtrykt, spontant og mundtligt.
Denne beskrivelse af manuskriptet er ikke ganske uset, fx ses den i lignende form hos Searle,
mens den ikke er slået igennem hos mere skønlitterært orienterede teoretikere. Mens Brandt-
Pedersen og Rønn-Poulsen fx godt nok anerkender at den dramatiske teksts “status er diskutabel”
idet de spørger om den er “et primært litterært værk”, eller “et råmateriale, som først bliver et
færdigt kunstværk når det realiseres i en fremførelse på en scene” (1982:20), kommer de ikke i
nærheden af den for mig at se korrekte konklusion: at manuskriptet hører under den type sagprosa
som de kalder “opfordring, påbud, spørgen, henstilling, aftale.” (1982:41).
108

Konklusion
Gøren-sigen dimensionen som hermed er teoretisk begrundet og praktisk illustreret, har igennem
specialet haft en vidtstrakt historisk klangbund. I specialets første kapitel viste jeg således at gørensigen
har forbindelser til en række genrehistoriske hjørnestene. Slægtskabet med Platon og Aristoteles
består i fokuset på sprogpragmatiske modi: Enten taler (skriver) man i eget navn eller i en
andens, og denne udsigelsesdistinktion mellem diegesis og mimesis peger frem imod gøren-sigen.
Ved at vægte udsigelsen føres analysen nemlig lukt ind i konteksten hvor der udsiges, og konteksten
er afgørende for at karakterisere gøren og sigen. Den diegetiske kontekst er således prototypisk
for gøren, mens sigen findes i såvel den mimetiske som den diegetiske kontekst. Mere betydningsfuld
end denne sammenhæng er dog Platons og Aristoteles’ balancegang mellem på den ene side
tekstemner og –midler og på den anden side de sprogpragmatiske modi: I en analyse af diegesismimesis
såvel som gøren-sigen må emner og midler trænges i baggrunden for en stund.
På netop dette punkt begik Goethe og Schlegel afgørende fejl: Trods bekendte med de antikke
forgængeres tekster tillod de sprækker i genrebeskrivelsens formelle grundlag, og derved forårsagede
de en relativisering af genredefinitionerne. Romantikerne stod imidlertid over for et hidtil uset
komplekst tekstfelt hvor romaner og lyrik forrykkede balancen i genresystemet, og står Bakhtins
vurdering til troende, satte romantikerne sig på en umulig opgave ved at forsøge at integrere hele
feltet i det antikke system. Systemet som ifølge Bakhtin er præget af dets skaberes følelse af “the
wholeness of literature and of the harmonious interaction of all genres”, havde øjensynligt ikke
plads til i hvert fald romanens nybrud.
Misforholdet mellem teorien og det litterære felts virkelighed slog Genette ned på i sin kritik
af de romantiske teoretikere og deres arvtagere: De hævder at have opdaget “a natural “system”
precisely where they are constructing a factitious symmetry with the help of a copious supply of
false windows”, fastslog han. I det tyvende århundrede forsøgte bl.a. Hamburger og Bakhtin at
karakterisere genrer på formelt grundlag, og mens Hamburgers forsøg svækkes af paradokser og
kontraintuitive konsekvenser, har Bakhtin held til på pragmatisk grundlag at skelne mellem to overordnede
tekst- eller ytringstyper, ikke ulig gøren-sigen, som peger frem mod talehandlingsteorien.
På trods af eksistensen af genrehistoriske arbejder der minder om eller på prægnant vis
afviger fra gøren-sigen dimensionen, kunne det ikke udelukkes at dimensionen ville synes uset efter
en minutiøs talehandlingsteoretisk analyse. Det viste sig dog at varianter af gøren-sigen dimension-
109

en findes på forhånd i talehandlingsteorien, konkret i form af beslægtede begrebspar og generelt i
antagelsen om at sprog ikke kan forklares fyldestgørende med den klassiske sandhedssemantiske
analyse. På trods af disse fællestræk var der dog rigeligt nyt at konkludere: Det er ikke sådan, som
Austin angående illokutionen konkluderede, at diget mellem sprog med tydelige handletræk og
sprog med tydelig sandhedsfølsomhed bryder sammen når man træder fra teori ud i praksis. Alt
sprog er i bund og grund sandt eller falskt, og dets rolle som handling i dynamisk sprogbrug kan
forklares ud fra teori om instrumentel handling generelt. På denne baggrund står skellet ikke mellem
sandhedsfølsomt og handlingsbaseret sprog, men mellem talehandlingers tendenser til vidensorientering
eller handlingsorientering. Det er heller ikke sådan, som Searle antog, at pragmatiske
formål og konteksthensyn opløses i detaljerede regler for korrekt udførsel af en række illokutionære
handlinger; tværtimod er de tydelige i hver enkelt regel. Snarere er det sådan, som Bakhtin,
Habermas og Widell på forskellige måder angav, at man må skelne på baggrund at talehandlingernes
anvendelser i kontekster. Dog er Bakhtins begreber om primære og sekundære talegenrer for
upræcise, Habermas’ teori er for fokuseret på illokutionen frem for på propositionen og perlokutionen,
ligesom Widells skelnen mellem illokution og perlokution ikke har helt samme sigte som
sigen og gøren.
Forskellen mellem sigen og gøren er en forskel i perlokutionær rækkevidde: Såvel gøren som
sigen er asserterede propositioner der, om vellykkede, fører til vidensændring (perlokution 1 ). Denne
perlokution er altid udstyret med en tetisk direction of fit. Nogle gange vil modtager derudover
kunne drage en implikatur som motiverer handling (perlokution 2 ), og i sådanne tilfælde er talehandlingen
gørende. Denne perlokution er altid udstyret med en telisk direction of fit. Redegørelsen markerer
en sandhedssemantisk renæssance med summen af talehandlingsteoriens indsigter i ryggen,
ligesom den peger på gørende talehandlingers helt afgørende særegenhed: Gørende talehandlinger
rækker ud over sproget i det de kan initiere andre handletyper. For at opnå det er det nødvendigt at
bryde med sproget, dvs. med Grices maksimer: Hvis en talehandling skal kunne tolkes som
gørende, må den (-s perlokution 1 ) være irrelevant, upræcis, af upassende omfang eller usand, for
kun på denne baggrund kan gørende talehandlingers konstitutionelle implikatur drages.
I en tilpas tømt kontekst kan modtager forstå en talehandling som gørende selv om afsenderen
ikke tænkte den som sådan, da tømte kontekster ikke klart tilkendegiver talehandlingernes rolle.
Som hovedregel skal perlokution 2 dog afspejle afsenders intention med talehandlingen hvis
talehandlingen og dens rolle som led i en kæde skal kaldes vellykket. Ellers vil der være tale om
enten afsenders ukorrekte udførelse af illokutionen eller om modtagers for dårligt begrundede
110

implikaturdragning, dvs. om misforståelse eller overfortolkning. Selv om en sigende talehandling
naturligvis også kan misforstås, er misforståelsen af en gørende talehandling mere betydningsfuld
fordi den involverer handlekonsekvenser. Det hænger sammen med at mens sigen kan forklares som
afsenders talehandling der er vellykket for så vidt den accepteres eller afvises af modtager, forud-
sætter gøren at man medtænker modtagers handling i direkte forlængelse af afsenders talehandling.
Fra afsenders perspektiv er gøren derfor egentlig gøren-skaben, men gøren kan dog beskrives som
handlingsforlængende uafhængigt af afsender- eller modtagerperspektiver over for sigen som hand-
lingsstandsende.
På baggrund af talehandlingsteorien nåede jeg frem til at definere gøren som (perlokutionært)
handlingsorienteret, med sigte mod fyldte kontekster, med telisk direction of fit samt som implikaturbårne
indirekte talehandlinger. Det sidste træk er særligt tydeligt i reklamegenren hvor det er
konstitutionelt: Reklamer synes per definition være bygget op som en direkte sigen der skal
omsættes til indirekte gørende. Sigen karakteriserede jeg som (perlokutionært) vidensorienteret,
indfældet i tendentielt tømte kontekster, med accept, afvisning eller indvilligelse, dvs. vidensændring,
og med tetisk direction of fit. I modsætning til gøren har sigen mulighed for såvel direkte
som indirekte talehandling. Trods denne forskels store udsagnskraft hvad angår det empiriske
tekstfelt, er den teoretiske forskel minimal: Alle talehandlinger er asserterede propositioner med
kontekstrelation og perlokutionære følger.
Jeg beskrev yderligere gøren som prototypisk diegetisk, enkelt udtrykt, spontan og mundtlig
over for sigen som prototypisk mimetisk, bearbejdet, planlagt og skriftlig. Mens relationerne for
såvel gøren som sigen er prototypiske, synes sigen mere frigjort end gøren: I udformningen af en
sigende talehandling har afsender i vidt omfang mulighed for at vælge fra “gørens hylder” – sigen
kan fx være spontan og diegetisk. Det er vanskeligere, dog ikke umuligt, at vælge fra “sigens
hylder” i udformningen af gørende talehandlinger, og forklaringen er at den gørende talehandling
har en fyldt kontekst at tage hensyn til. Det er her sjældent hensigtsmæssigt at udforme en gørende
talehandling som fx mimetisk.
Mhp. at give sidste kapitels generelle tekstkarakteristik skitserede jeg de to dimensioner ikkefiktion-fiktion
og realisme-brud på realisme. Idet jeg primært definerede fiktion ud fra manglende
pragmatisk situering, dvs. manglende reference og som følge heraf prædikation uden forankring, og
sekundært som et konventionssikret forhold, påpegede jeg en definitorisk forbindelse mellem gøren
og ikkefiktion, mens jeg vurderede at sigen også i denne forbindelse gør sin frihed gældende.
111

Sigens frihed gælder desuden i forhold til realismen som jeg definerede som et ligheds- eller
eksemplifikationsforhold mellem det kernesproglige forlæg og enhver talehandling. Gøren er igen
forpligtet, nemlig som prototypisk realistisk. Den frihedssøgende sigen kan dog snævres ind, og jeg
angav tre konkrete muligheder med relevans for skønlitteratur herfor: Sigende skønlitteratur er
visende, præsenterende eller kommenterende.
Alle disse karakteristikker forudsætter overskuelige tekster, og for at fremmane sådanne
indførte jeg van Dijks makrostrukturelle analyseapparat med hvilket man kan reducere tekster til
enkelte talehandlinger. Over for disse reducerede talehandlinger satte jeg specialets sprogdimen-
sionelle og intuitivt prototypiske begrebsapparat ind idet jeg i det sidste kapitel særligt opholdt mig
ved de gørende genrer ‘reklame’ og ‘manuskript’. Begge genrer er kendetegnet ved en særegen
dobbelthed, for reklamens vedkommende mellem en direkte sigende talehandling og en indirekte
gørende. For manuskriptets vedkommende er forskellen receptionsæstetisk sådan forstået at
manuskriptets primære modtagere, dvs. skuespillere, scenograf, instruktør m.v., instrueres (gøren) i
stykkets opførsel. For de sekundære modtagere, dvs. publikum eller læsere uden skriveteknisk
interesse eller part i stykkets opførsel, vil dialogen og handlingerne derimod fremstå som overskyg-
gende, mens regibemærkningerne vil kunne sidestilles med bemærkninger fra prosaens alvidende
fortæller om personer og handlingsgang (sigen).
I indledningen angav jeg at man på baggrund af specialet ville kunne gå såvel deskriptivt som
normativt til værks. Mens den deskriptive tilgangsvinkel blot fordrer at specialets begrebsapparat
anvendes som lampen der belyser eksisterende tekster, vil man ud fra den normative vinkel kunne
opstille et katalog over ingredienser som bør kommes i gørende såvel som sigende tekster. Mhp.
gøren kunne det her anføres at paradigmatiske teksteksempler fra genrer som fx reklame, kogebog,
manual, stillingsopslag, ansøgning, manuskript, reglement, kontrakt, poetik, bøn for ikke at tale om
ordre, advarsel, råd, formaning og spørgsmål må udformes under hensyntagen til
1. at modtagerne er konkrete og typisk modtager teksten med bestemte formål.
2. at modtagerne befinder sig i tendentielt fyldte kontekster hvilket letter deres implikaturdragning.
3. at modtagerne ofte per konvention vil forvente gørende perlokutionære handlinger.
4. at diegetisk udsigelse giver den gørende tekst størst mulighed for at lykkes.
112

5. at indirekte talehandlinger er den eneste mulighed.
6. at ikke-konventionelle stilfigurer, syntaktiske såvel som semantiske, og andre uøkonomiske
realismebrud stiller sig i vejen for gørens umiddelbare handleforlængelse.
7. at fiktion forhindrer umiddelbar handleforlængelse.
8. at empirien bevidner at gøren bedst tjenes af (præg af) mundtlighed frem for skriftlighed, af
spontanitet frem for planlægning samt af enkelhed i udtrykket frem for ciselering.
Formodningen som ligger under disse otte punkter, er at man med specialets detaljerede redegørelse
for gøren-sigen dimensionen og dennes relation til andre centrale tekst- og talehandlingstræk har
fået et stærkt værktøj til såvel at analysere som til at konstruere tekster. Ved at forpligte tekst på
kontekst har specialet vist en måde at implementere elementer fra analytisk filosofi, pragmatik og
talehandlingsteori i analysen af tekst der virker. Tekster har altid kunnet indrulleres som aktive
tjenere for højere formål, og med dette speciale er grundlaget givet for at beskrive og udvikle denne
rolle for tekster med relevans for alt lige fra erhvervsliv til undervisning og intimsfærens
kommunikation: Tekster virker og gør en forskel hvis de konstrueres, adresseres og modtages
korrekt i forhold til den givne kontekst.
David A. H. Graff
113

Teoretiske værker
Litteraturliste
Agger, Sune et. al.: Stil og genre. Teori og håndbog, Akademisk Forlag (under udgivelse)
Andersen, Nina Møller: I en verden af fremmede ord. Bachtin som sprogbrugsteoretiker,
Akademisk Forlag (2002)
Aristoteles: Poetik, Hans Reitzels Forlag A/S, København (1992)
Aurelius, Eva Hættner & & Götselius, Thomas (red.): Genreteori, Studentlitteratur, Lund
(1997)
Austin, John: Ord der virker, Moderne Tænkere (1962 (1997))
Bakhtin, Mikhail: The Dialogic Imagination, forord v. Michael Holquist, The University of
Texas Press (2000 (1981))
Becker, George J. (ed.): Documents of Modern Literary Realism, Princeton University Press
(1963)
Booth, Wayne C.: The Rhetoric of Fiction, The University of Chicago Press (1961 (1975))
Brandt-Pedersen, Finn og Rønn-Poulsen, Anni: Genre bogen. En fordybelse i genreforhold –
med konsekvenser for danskfaget, Forlaget Bindestreg (1982 (1998))
Currie, Gregory: The Nature of Fiction, Cambridge University Press (1990)
Dijk, Teun van: Macrostructures: an interdisciplinary study of global structures in discourse,
interaction, and cognition, Lawrence Erlbaum Assoc. (1980)
Frandsen, Finn, Halkier, Henrik og Johansen, Winni: Net>værk. Introduktion til international
erhvervskommunikation, Systime (2002)
Genette, Gérard: The Architext. An Introduction, University of California Press (1979 (1992))
Genette, Gérard: Fiction and Diction, Cornell University Press (1991 (1993))
Goethe, Johan Wolfgang von: West-östlicher Divan, i: Jubiläumsausgabe v. Friedmar Apel et
al., Wissenschaftliche Buchgesellschaft (1998)
Habermas, Jürgen: Teorien om den kommunikative handlen, Aalborg Universitetsforlag (1981)
Hamburger, Käte: Die Logik der Dichtung, Ernst Klett Verlag, Stuttgart (1957 (1968)), eng.
oversættelse v. Marilynn J. Rose: The Logic of Literature, Indiana University Press (1973
(1993))
Hardenberg, Friedrich von (alias Novalis): Philosophical Writings, State University of New
York Press (1997)
Heath, Joseph: Communicative Action and Rational Choice, The MIT Press (2001)
Holquist, Michael: Dialogism, Routledge, New Accents (1990 (2002))
Lamarque, Peter & Olsen, Stein Haugom: Truth, Fiction, and Literature. A Philosophical
Perspective, Clarendon Press, Oxford (1994 (1996))
Moe, Bjørn (udvalg og kommentarer ved): Den danske skueplads. Sceniske tekster til
undervisningsbrug, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck (1973)
Nielsen, Erik A. og Skriver, Svend: Dansk litterær Analyse, Akademisk Forlag og DR
Multimedie (2000)
Platon: The Republic, Penguin Books (1955 (2003))
Pedersen, Hanne: Reklamer, Gyldendal (2003)
Searle, John R.: Speech Acts. An Essay in the Philosophy of Language, Cambridge University
Press (1980 (1969))
114

Searle, John R.: Expression and Meaning. Studies in the Philosophy of Speech Acts, Cambridge
University Press (1979)
Searle, John R.: The Construction of Social Reality, Allen Lane The Penguin Press (1995)
Simonsen, Barbera: Dramaets blik, aktuelle teaterproblemer 46, Institut for Dramaturgi, Århus
(2001)
Steffensen, Bo: Fiktion som teksthandling, Akademisk Forlag (1991)
Szondi, Peter: Theorie des modernen Dramas (1880-1950), Suhrkamp Verlag (1968)
Sørensen, Peer E. og Storstein, Eira: Den barokke tekst, Dansklærerforeningen (1999)
Walton, Kendall L.: Mimesis as Make-Believe. On the Foundation of the Representational Arts,
Harvard University Press (1990)
Teoretiske artikler
Agger, Sune og Graff, David A. H.: ‘Fiktion i virkeligheden’, i: Iversen, Stefan (red.): ess@y
no.2, www.eforlag.dk (2001)
Andersen, Nina Møller: ‘“Kan du nå saltet?” – Om Bachtin som sproghandlingsteoretiker’, i:
Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.): Smuthuller – Perspektiver i dansk Bachtinforskning,
Rævens Sorte Bibliotek nr.59, forlaget politisk revy (2003)
Austin, J. L.: ‘Performative Utterances’ (1961), i: A. P. Martinich (ed.): The Philosophy of
Language, 4 udg., Oxford University Press (2001)
Bakhtin, Mikhail: ‘Frågan om talgenrer’ (1952-1953), in: Aurelius, Eva Hættner & Götselius,
Thomas (red.): Genreteori, Studentlitteratur, Lund (1997)
Eggins, Suzanne og Martin, James R.: ‘Genres and Registers of Discourse’, i: van Dijk, Teun
(red.): Discourse as Structure and Process, Sage Publications Ltd. (1997)
Genette, Gérard: ‘Preface’, in: Hamburger, Käte: The Logic of Literature, eng. oversættelse v.
Marilynn J. Rose, Indiana University Press (1993 (1973))
Grice, Paul H.: ‘Logic and Conversation’, i: P. Cole & J. L. Morgan (red.): Syntax and
Semantics 3: Speech Acts, Academic Press (1975)
Hawthorn, Jeremy: ‘Diegesis and mimesis’, i: A Concise Glossary of Contemporary Literary
Theory, Arnold – A member of the Hodder Headline Group (1998)
Henriksen, Line: ‘På sporet af poesien: Bachtin og genreteori’, i: Nina Møller Andersen og Jan
Lundquist (red.): Smuthuller – Perspektiver i dansk Bachtin-forskning, Rævens Sorte Bibliotek
nr.59, forlaget politisk revy (2003)
Helder, Jørn: ‘Til Center for genregulation og plasticitet i det neuroendokrine netværk, Afdeling
for molekylær biologi, søges… En diagnose på udvalgte stillingsannoncer fra Statens Serum
Institut’, i: Hjort, Katrin (red.): Diskurs – Analyser af tekst & kontekst, Samfundslitteratur
(1997)
Humberstone, I. Lloyd: ‘Direction of Fit’, i: Mind, New Series, Vol. 101, Issue 401 (Jan., 1992),
pp. 59-83. Findes også på http://www.jstor.org
Kragh, Simon Ulrik: ‘Er en spade en spade? Semiotisk markedsføring og
kommunikationsanalyse’, i: Hjort, Katrin (red.): Diskurs – Analyser af tekst & kontekst,
Samfundslitteratur (1997)
Livingston, Paisley: ‘Om fiktion og fiktions-sandhed: at definere fiktion’, i: Æstetikstudier, nr. 6
(1999)
Rehfeld, Vibeke og Therkelsen, Rita: ‘Genren – spillereglerne forud for teksten’, i: Gall
Jørgensen, Keld og Geist, Uwe (red.): Det nye korstog. Sproganalytiske vinkler på en
sagprosatekst, Roskilde Universitetsforlag (1996)
115

Searle, John R.: ‘What Is a Speech Act?’ (1965), i: John R. Searle (red.): The Philosophy of
Language, Oxford University Press (1971). Dansk oversættelse ved Niels H. Jensen og Peter
Widell (1977)
Searle, John R.: ‘Indirect Speech Acts’ (1975), i: A. P. Martinich (ed.): The Philosophy of
Language, 4 udg., Oxford University Press (2001)
Searle, John R.: ‘How Performatives Work’, i: Linguistics and Philosophy nr. 12: 535-558
Smith, Barry: ‘Towards a History of Speech Act Theory’, i: Burkhardt, A. (ed.): Speech Acts,
Meanings and Intentions. Critical Approaches to the Philosophy of John R. Searle, de Gruyter
(1990) eller: http://ontology.buffalo.edu/smith//articles/speechact.html (2004)
Stounbjerg, Per: ‘Tilforladelighed og underliggørelse’, i: Iversen, Jørgensen og Skov Nielsen
(red.): Om som om, Akademisk Forlag (2002)
Søderberg, Anne-Marie: ‘Virksomhedskommunikation til en kritisk offentlighed. Shell mellem
fornuft og følelser’, i: Hjort, Katrin (red.): Diskurs – Analyser af tekst & kontekst,
Samfundslitteratur (1997)
Szondi, Peter: ‘Friedrich Schlegel’s Theory of Poetic Genres: A Reconstruction from the
Posthumous Fragments’ (1966-67), in: On Textual Understanding and Other Essays,
Manchester University Press (1986)
Timm Knudsen, Britta: ‘Teksten på overfladen. Interview med Helle Helle’, i: Thomsen, Bodil
Marie og Timm Knudsen, Britta (red.): Virkelighedshunger – nyrealismen i visuel optik, Tiderne
Skifter (2003)
Viëtor, Karl: ‘Den litterära genrehistoriens problem’ (1931), in: Aurelius, Eva Hættner &
Götselius, Thomas (red.): Genreteori, Studentlitteratur, Lund (1997)
Widell, Peter: ‘Illoktioner er assertiver’, i: Volkmar Engerer (red.), Augias nr. 56-59:
Sproghandlingsteori/Sprechakttheorie, Afdeling for Germansk, AU (2001)
Widell, Peter: ‘Filosofisk realisme og litterær realisme’, i: Iversen, Jørgensen og Skov Nielsen
(red.): Om som om, Akademisk Forlag (2002)
Eksempeltekster
Andersen, H.C.: Grantræet, i: H.C. Andersens Eventyr, bind 2, Forlaget Danmark (1991)
Brugerhåndbog til Toshiba Portégé model 3410CT, 3440CT og 3480CT, Toshiba Corporation
(2000)
Ejersbo, Jakob: Nordkraft, Gyldendal (2002)
Euripides: Medea (431 f.kr.), oversat af Alex Garff og Leo Hjortsø, Gyldendal (1969)
Heinesen, William: ‘Stormnatten’, in: Fortællinger fra Thorshavn, Gyldendal (1973 (1995))
Helle Helle: Hus og hjem, Samlerens Bogklub (1999)
Hesselholdt, Christina: Eks, Bogklubben 12 BØGER (1995 (1996))
Høeck, Klaus: 1001 digt (1995)
Jacobsen, Jørgen-Frantz: Barbara (1936 (1997)), Gyldendal
Kragh, Nina: ‘Dynelarsen i rekordoplag’, i Politiken, tirsdag d. 23. marts 2004
Lars Larsen: Go’daw, jeg hedder Lars Larsen – Jeg har et godt tilbud, Forlaget Hansen
Mejlgade (2004)
Panduro, Leif: Kufferten, i: Lollipop og andre spil, Gyldendal (1966)
Rifbjerg, Klaus: Konfrontation, Det Schønbergske Forlag (1960)
116

Bilag 1.
Bilag.
Dikotomiskema over talehandlingsteoretiske forskelle mellem gøren og sigen
Den
propositionelleindholdsregel
1
Den
propositionelle
indholds
regel 2
De
forberedende
regler
Vederh
æftighedsreglen
Vederh
æftighedsreglen
Essentiel
reglen
Direction
of fit
Perlokutionære
effekter
GØREN SIGEN
Gørende talehandlinger refererer til og
prædikerer afsenders eller modtagers
fremtidige handling
Gørende talehandlinger er (primært)
følsomme over for en distinktion mellem
vellykket og mislykket
Gørende talehandlinger er altid indlejret
i overordnede handlekonteksters ramme
Gørende talehandlinger garanterer eller
begrunder afsenders eller modtagers
fremtidig handlen
Gørende talehandlinger indeholder
prototypisk verber i futurum
Gørende talehandlinger tæller som led-ikæde-handlinger,
dvs. handlinger der
afstedkommer ny handling
Gørende talehandlinger har telisk
direction of fit (se note 43)
Udført med succes består den gørende
perlokutionære effekt af forståelse plus
accept eller afvisning af propositionen
plus afstedkommelse af ny handling
Sigende talehandlinger refererer til og
prædikerer om kendsgerninger
Sigende talehandlinger er (primært)
følsomme over for en distinktion mellem
sand og falsk
Sigende talehandlinger er kun i ringe
grad indlejret i kontekster og da aldrig
med henblik på led-i-kæde-handling.
Sigende talehandlinger garanterer eller
begrunder afsenders overbevisning om
propositionens sandhed
Sigende talehandlinger indeholder
prototypisk verber i præsens eller
præsens perfektum
Sigende talehandlinger tæller (primært)
som udtryk for at noget er sandt
Sigende talehandlinger har tetisk
direction of fit (se note 43)
Udført med succes består den sigende
perlokutionære effekt af forståelse plus
accept eller afvisning af propositionen
117

Bilag 2.
Gørens fyldte kontekst giver modtager
mulighed for at drage implikaturer mhp.
handleforlængelse
Gøren:
Ass (p)
Reference/
prædikation
Vidensændring
(accept/afvisning)
(tale)handlen
Sigens tømte kontekst giver ikke modtager
mulighed for at drage implikaturer mhp.
handleforlængelse
Sigen:
Ass (p)
Reference/
prædikation
Vidensændring
(accept/afvisning)
(intet)
Illokution
Proposition
Perlokution 1
Perlokution 2
118

Bilag 3.
Grad og type af
perlokutionære
indslag i handlingen
(1) Ren instrumentel handlen
Ikke-sproglig
handling
Ikkesproglig
handling
+ gøren
Gøren
+ sigen
Sigen
Skema over graden af gøren- og sigende perlokution i fire
forskellige handlings- og talehandlingssituationer
Kontekst: A: A: A: B: A:
(2) Kommunikativ handlen
A: [ass] B: [ass]
Kontekst: A: B: B: B: B:
(3) Dialog (samtale)
direktiv kommissiv
Kontekst: A: [ass] B: [ass] A: [ass] B: [ass] A: [ass]
(4) Monolog
spørgsmål svar opfordring
Kontekst: A: [ass] A: [ass] A: [ass] A: [ass] A: [ass]
Tid
Grad af
bearbejdning
Spontan
Planlagt og
bearbejdet
119

Bilag 4.
Realistisk
ikke-fiktiv
Urealistisk Urealistisk
ikke-fiktiv fiktiv
Eksemplifikation
reference
Mellem grad af
ikonisk lighed
Kernesprogligt
forlæg
reference reference
Virkeligheden
Lav grad af
ikonisk lighed
Høj grad af ikonisk lighed
foregivet
reference
foregivet
reference
Realistisk
fiktiv
120

Bilag 5.
Sætninger:
(p) (p) (p)
(p) (p) (p)
(p) (p) (p)
(p) (p) (p)
(p) (p) (p)
Afsnit:
(p)
(p)
(p)
(p)
(p)
Kapitler:
(p)
(p)
(p)
Tekst:
(p)
121