Den gørende tekst

objektive sagforhold som propositionelt indhold (1981:239). Med Widells argumenter i hånden (fx
2001:55) kan man imidlertid svinge Occhams barberkniv over denne tredelte struktur med
ontologisk basis (se note 13) og vise at sandhedsvurderingen i alle tilfælde er tilstrækkelig for
illokutionen, mens spørgsmålet om hvilken del af virkeligheden der refereres til og prædikeres om,
varetages tilfredsstillende af propositionen. Dermed er der intet til hinder for konklusionen at alle
illokutioner er assertiver; for at kunne forklare de mange forskellige måder sproget bruges på i
praksis, også de tilsyneladende ikke-assertiviske, må man blot forudsætte at illokutionerne med
dertilhørende (forskelligt) propositionelt indhold fremsættes i kontekster hvorudfra modtageren kan
fremdrage afsenderens underforståede mening, som fx kan være direktiv, med sin illokutionære
(assertive) handling.
Direktiver og kommissiver der ifølge Habermas skal vurderes som rigtige eller forkerte, skal
dermed som af alle andre talehandlinger først og fremmest bedømmes som sande eller falske. Siden
hen vil modtageren ved at tage konteksten i betragtning kunne uddrage en perlokutionær effekt, og
det er først i forbindelse med denne at distinktionen mellem rigtig og forkert kommer på banen. Fx
vil sætningen “Jeg er tørstig” sandsynligvis forstås som et ønske (direktiv) hvis den ytres i en
kontekst hvor modtager står med en kande vand og to glas i hånden, og ønsket kan da beskrives
som en rigtig eller forkert handling i henhold til kontekstens gældende normer. Forståelsen af
talehandlingen som et ønske kommer imidlertid først i stand ved at modtager underforstår afsenders
hensigt med at fremsætte talehandlingen der tydeligvis er assertivt udstyret med reference til og
prædikation om en tørst-tilstand som gør talehandlingen følsom over for sand-falsk distinktionen. 37
Måden hvorpå forståelsen opnås, er fire-leddet: Først ytrer afsender sin talehandling (1) som
modtager forstår (2). Modtager regner derefter med støtte i konteksten ud at ytringen ikke blot skal
forstås som en assertiv, men tillige som et direktiv (3). Endelig efterlever modtager direktivet (eller
afstår fra det) (4). Overgangen fra punkt (2) til (3) som er stedet hvor illokutionen fremstår som
perlokution, karakteriserer Widell således:
Har man til hensigt at udføre en direktiv handling, har man til hensigt at få hører til at gøre noget
ved at meddele ham, at man netop har denne hensigt. (2001:36)
37
Ved at vælge “Jeg er tørstig” som eksempel på et ønske kunne det se ud som om jeg undviger det tilsyneladende mere
oplagte “Jeg ønsker noget at drikke”. Dette mere oplagte (men næppe oftere anvendte) eksempel er imidlertid afgørende
anderledes, for ved at gøre ønsket eksplicit i talehandlingen bliver talehandlingen, med et begreb fra Widell,
metaassertivisk (2001:43). Den må med andre ord forstås som assertiven:”(Jeg asserterer hermed at) jeg ønsker noget at
drikke”. Her er det ønsket i sig selv der kan dømmes sandt eller falsk.
46