Den gørende tekst

Gørende tekster bryder prototypisk ikke med tekstlig realisme
Kort fortalt forstår jeg realisme i tekster som et ligheds- eller eksemplifikationsforhold mellem en
konkret tekst hvis grad af realisme måles, og et sprogligt ideal kaldet ‘det kernesproglige forlæg’
der udgør målestokken. Begrebet om det kernesproglige forlæg kan forekomme abstrakt, men
faktisk manifesterer det sig i forskellig grad i alle sprogets praksisser. I enkelte tilfælde, nemlig når
sproget udfolder sig i konkrete kontekster med henblik på umiddelbar forståelse i kommunikation,
er der endda ikke blot tale om lighed med det kernesproglige forlæg, men om eksemplifikation.
Disse indledende formuleringer viser at det kernesproglige forlæg kommer klarest til udtryk i
gørens prototypiske kontekst.
Udgangspunkt for afsnittet er Peter Widells artikel ‘Filosofisk realisme og litterær realisme’
(2002), og selv om jeg vil kritisere og videreudvikle enkelte synspunkter herfra, vil jeg principielt
tilslutte mig Widells fremstilling og kritiske gennemgang af historiske positioner i realismeteorien –
af samme årsag vil jeg i det følgende ikke selv gøre et stort nummer ud af tidligere (og
konkurrerende samtidige) teorier. For meningsfuldt at kunne skitsere min videreudvikling af det
realismebegreb som Widell giver et udkast til, skal realismeteoriens to hovedskoler dog kort
antydes.
Den ene af de to skoler udspringer fra den litteraturhistoriske realisme der anført af forfattere
som Gustave Flaubert og senere af (naturalisten) Emile Zola spirede frem i Frankrig med start
omkring 1850erne og eksemplificerede idéen om at litteratur skal spejle virkeligheden. George J.
Becker karakteriserer i Documents of Modern Literary Realism denne realisme sådan:
Realism really did constitute a fresh start because it […] denied that there was a reality of
essences or forms which was not accessible to ordinary sense perception, insisting instead that
reality be viewed as something immediately at hand, common to ordinary human experience,
and open to observation. (1963:6)
I centrum af denne realisme står den ontologiske antagelse om at verden foreligger, side om side
med den litteraturteoretiske holdning om at verden så vidt muligt skal gives objektivt udtryk uden
indblanding fra fx fortællere og forfattere.
Det andet realismebegreb sideordner realistisk litteratur med anden litteratur med hensyn til
virkeligheden idet realisme her opfattes som en æstetik blandt andre. Dette standpunkt er nyere og
forsvares i Danmark af bl.a. Per Stounbjerg som i artiklen ‘Tilforladelighed og underliggørelse’
skriver:
69