Den gørende tekst

lingernes handlemæssige forskel må konteksten derfor tænkes langt mere med end Austins gjorde i
udviklingen af sin illokutionære teori om performativ og konstativ.
Gøren-sigen i illokutionstypologien
Searle og talehandlingernes kontekst
Den amerikanske filosof John R. Searle går ikke ubetinget ad den for mig at se slagne vej mod en
undersøgelse af talehandlingens kontekstuelle betingelser. I stedet giver han en formel opstramning
af Austins vigtigste bidrag til talehandlingsteorien, illokutionen, fx i hovedværkerne Speech Acts
(1969) og Expression and Meaning (1979). Ikke mindre end 12 “dimensions of variation in which
illocutionary acts differ” (1979:2), 26 opregner Searle. I disse dimensioner spiller kontekstbegrebet
dog en rolle, og de to dimensioner Searle nævner først og benævner de vigtigste (ibid.), nemlig
‘illocutionary point’ og ‘direction of fit’, kan ligefrem ses som naturlige dele af skelettet i gørensigen.
Alligevel advarer Searle mod at fokusere for meget på talehandlingernes kontekstuelle
betingelser. For selv om han med Austins arbejde in mente godtager at der er en handlemæssig
forskel mellem konstativer og performativer, så fraråder han at lægge for meget vægt på den
(1969:68). Mere specifikt er det skellet mellem “doings” og “sayings” som begreber afledt at
performativer hhv. konstativer han afviser, og årsagen er at
A man who says “I (hereby) promise” not only promises, but he says he does. (ibid.)
Med denne formulering stopper Searle som Austin ved erkendelsen af begrebernes sammenflyden.
At doings og sayings overlapper som performativer og konstativer, opfatter jeg som anført
imidlertid ikke som katastrofalt, og i det følgende vil jeg vise at der faktisk er god grund til at
opretholde skellet, dog med et lidt andet fokus: I stedet for at fokusere på konstativ-performativ der
er en illokutionær distinktion, skal skellet opretholdes på grundlag af forståelsen af talehandlingers
forskellige handlekonsekvenser i kontekster. Det paradoksale ved at Searle afviser at tage afsæt her,
er at grundlaget faktisk findes i hans egne regler for korrekt udførelse af illokutionære handlinger
(1969:66-67). Her spiller konteksten nemlig den store og afgørende rolle!
26
Searles illocutionary act er en af flere delhandlinger i talehandlingen som også tæller ytringshandlingen, den
propositionelle indholdshandling (svarende til Austins lokutionære handling) og den perlokutionære handling. Særligt
den sidste skal jeg komme ind på siden hen.
36