Den gørende tekst

“den konstative ytring enten er sand eller falsk, mens den performative ytring er enten vellykket
eller mislykket” (1962:81). Konstativet kan nemlig også være mislykket snarere end falskt. Det er
fx konstativet Kongen af Frankrig er skaldet da Frankrig ingen konge har. På samme måde kan det
siges at der i performativet indgår en række forhold som på konstativ maner kan dømmes sande
eller falske. Fx forudsætter den vellykkede udførsel af performativet Jeg døber dig Keld at jeg er i
en position som berettiger mig til at udføre dåben, og at der er en tilstede som skal døbes, og om det
forholder sig sådan, kan fastslås med sandhedsfølsomme konstativer.
Austin drager selv konsekvensen af at diget mellem performativerne og konstativerne
gennembrydes, og erkender at sproget er gennemgribende handlestruktureret:
[…] after all when we state something or describe something or report something, we do
perform an act which is every bit as much an act as an act of ordering or warning. (1961:137,II)
At Austins begreber ikke kan defineres hver for sig, er imidlertid ikke det samme som at de er uden
funktion. Således synes det ikke urimeligt at antage at performativitet træder tydeligere og mere
naturligt frem i performativer, også selv om performativitet er et træk ved al tale. På trods heraf
forekommer performativitet nemlig mere afgørende i sprog hvis vigtigste funktion er at indgå som
led i handlingskæder. Konstativer deler ikke dette ærinde, og performativiteten er derfor ikke i
samme grad i forgrunden her. For konstativer er sandhedsdimensionen et mere oplagt parameter
hvilket dog ikke betyder at den er irrelevant for performativer. Lettere resigneret giver Austin
udtryk for samme fornemmelse:
Selvfølgelig er det ikke sådan at performativerne kun gør noget. De siger i parentes bemærket
også noget. Det virker bare ikke som om det hører til deres væsen at det de siger, er sandt eller
falsk. Med de konstativer ytringer føles det som om det at dømme og vurdere ytringen, forudsat
at den er vellykket, udgør en særlig dimension, hvilket ikke er tilfældet med ikke-konstative
eller performative ytringer. (1962:159)
Selv om Austins distinktion på et afgørende punkt adskiller sig fra den som jeg er undervejs med, 25
deler de den generelle betoning af sprog som handling, og det er i denne forbindelse at Austins
eksempel er lærerigt: Austins besvær med at opbygge klare skel mellem absolutte begreber
angående sprogets handlekarakter synes at pege på at talehandlinger ikke er prædestinerede samt at
de derfor ikke kan beskrives uafhængigt af den kontekst hvori de ytres. For at bestemme talehand-
25 Forklaringen af forskellen forudsætter yderligere talehandlingsteoretiske begreber, og jeg skal derfor vende mig mod
den igen senere.
35