Den gørende tekst

Goethe og Schlegel – Det litterære felts uregelbundne virkelighed
The hero is lyrical, the ordinary person epic, the
genius dramatic – man is lyrical, woman epic,
marriage dramatic
Novalis
For tekstbegreber må de overordnede bestemmelser være sprogpragmatiske af de simple grunde at
tekst er sprog, og at sprog (som næste kapitel viser) skal studeres under handlingens synsvinkel. De
to aristoteliske udsigelsesmodi besidder netop en sådan sprogpragmatisk karakter, så længe de ikke
kobles på narration og dramatik, og i kraft af denne karakter kan de sikre bl.a. genreteorien
modstandsdygtighed over for uundgåelige forandringer i de konkrete, delvist konventions- og
temabårne genrer selv. Hvis man i definitionen af genrer derimod ikke har sprogpragmatisk grundlag,
vil man gøre genreteorien mindre sikker.
Mindre sikkerhed i definitionen synes at være resultatet af romantikernes videreførelse af den
antikke genreteori. Peter Szondi skriver således i en kommentar til de genremæssige konsekvenser
af Hegels overvejelser i Wissenschaft der Logik: 11
Die Identischsetzung von Form und Inhalt vernichtet auch den im alten Verhältnis enthaltenen
Gegensatz zeitlos-geschichtlich und hat so die Historisierung des Formbegriffs zur folge,
letztlich die Historisierung der Gattungspoetik selbst. Lyrik, Epik, Dramatik werden aus
systematischen Kategorien zu historischen (1968:10)
Skiftet fra det platonisk-aristoteliske afsæt i en formel beskrivelse af udsigelsens almene sprogtræk
til indholdsmæssige fænomener ses fx hos den tyske romantiske digter, Friedrich von Hardenberg
alias Novalis, der taler om “the epic, lyric and dramatic ages” (1997:57), og også hos en anden af
den tyske romantiks absolutte hovedpersoner, Johann Wolfgang von Goethe. Goethe definerer i
West-östlicher Divan de grundlæggende genrer:
Es gibt nur drei echte Naturformen der Poesie: die klar erzählende, die enthusiastisch aufgeregte
und die persönlich handelnde: Epos, Lyrik und Drama. (1998:461)
om dramatik (rettelig, men for denne kontekst uvedkommende: tragedie) og dens sammenhæng med narration gælder
med andre ord også for dramatiske eller mimetiske tekster.
11
Selvom Hegel snarere hører til den tyske idealisme end romantikken, rammer Szondis diagnose også romantikere
som Goethe og Schlegel hvilket vil blive klart i det følgende.
18